Læsetid: 8 min.

I Lima spirer håbet midt i ørkenen

En fremtrædende peruviansk landskabsplanlægger har viet sit liv til at bringe naturen tilbage i byen og den menneskelige bevidsthed. Det begyndte i en gammel garage, som nu er omdannet til urskov
Der vokser 106 vilde orkidéarter i Antonio Cilloniz Bemavides hjemmelavede regnskov, og det er kun med nød og næppe, han kan få plads til en bænk i hjørnet.

Lucero Del Castillo

22. december 2014

En fuldstændig anonym hvid facade. Ingen vinduer, intet navn, intet skilt. Kun et husnummer, en hvid dør, der går i ét med facaden, og en diskret ringeklokke og dørtelefon.

»Un segundo,« (lige et sekund, red.) bliver der svaret fra et sted bag døren efter tryk på ringeklokken.

Det er Lima. Om eftermiddagen den søndag, det traumatiske klimatopmøde, COP20, sluttede tidligt om morgenen. Fuldstændig udmattede, mere eller mindre slukørede er de 14.000 delegerede, observatører, ngo’er og pressefolk ved at sive tilbage til deres verdensdele og lande for at hvile et øjeblik og derefter fortsætte den opslidende – ind imellem virkelighedsfjerne – kamp om en global klimaaftale, der måske, måske ikke kan komme til at gøre en forskel.

I Lima er virkeligheden konkret. Lima er Perus hastigt voksende hovedstad med ni millioner mennesker og drivkraften bag den latinamerikanske nations markante BNP-vækst på 5,8 pct. sidste år. Der er 7.000 industrivirksomheder i byen, der er moderne stormagasiner, indkøbscentre og femstjernede hoteller, der er McDonald’s, Kentucky Fried Chicken, Subway, Starbucks og alt, hvad der hører et moderne vækstcentrum i en udviklingsøkonomi til. Her er politisk stabilitet, og her er mennesker, der virker glade, trygge, åbne, med appetit på middelklassetilværelsen, moderniteten og den materielle fremgang. Antallet af fattige i landet er ifølge UNDP mere end halveret på 10 år.

Her er også uhyggeligt mange biler og evindelige trafikpropper, her er konstant larm og elendig luft – den værste i nogen by i Latinamerika, siger WHO – her er pres på vandforsyningen og masser af urenset spildevand, her er kun en tredjedel af det grønne areal pr. indbygger, som WHO anbefaler for at opretholde folkesundheden og trivslen. Væksten har sin meget tydelige pris.

Den hvide dør i den hvide facade åbnes. Bag den står Antonio Cilloniz Benavides og siger velkommen. Og bag ham åbenbarer sig et lille mirakel. En dampende regnskov på måske 20 gange fem meter.

Regnskov i ørknen

»Det er en gammel garage,« siger Antonio, en gråhåret herre med venlige øjne.

For tre år siden var den lille grund bag den hvide facade et stykke gold, olieforurenet jord brugt til parkering. Efter at have erhvervet stedet gik Antonio i gang med at genopbygge jorden. Han fyldte gamle blade, træstumper og organisk køkkenaffald på den, og gradvist begyndte planter at spire frem. Siden har han selv bragt masser af frø og spæde planter til grunden, og i dag er her et frodigt, komprimeret, diminutivt regnskovsvildnis. Synet, fugtigheden og duftene er overvældende.

»Her vokser 106 vilde orkidéarter,« fortæller Antonio. Foruden flere bananpalmer, mindst ét æbletræ, papaya, søde kartofler, asparges, kakao, champignon, lavendel, mynte samt et utal af andre buske, urter og blomster, tæt, tæt vævet ind i hinanden. Det er kun med nød og næppe, at der i et hjørne er blevet plads til en bænk, hvor to mennesker kan sidde.

»Vi taler om regnskov. Det interessante er, at der stort set aldrig falder regn i Lima,« påpeger Antonio.

25 millimeter nedbør pr. år bliver det til, og derfor går Lima under betegnelsen ørken. Efter Cairo er det faktisk den største by i verden placeret i en ørken. Men Antonio anerkender ikke betegnelsen ørken. De tre floder Rimac, Chillon og Lurin fører gennem tre dale vand fra Andesbjergenes gletschere ned til Lima og derfra ud i Stillehavet. I en flere tusindårig lang periode før de spanske conquistadores ankomst i 1535 drev den oprindelige indianske befolkning et frugtbart, kunstvandet landbrug her, men i dag er både vandressourcen og Lima-områdets landbrug under voldsomt pres.

Klimaændringer, der får gletsjerne til at smelte hastigt, vandforbrugende og tungmetalforurenende minedrift, forurening fra byens industrier og husholdninger, et vandforsyningssystem med stort spild samt selve den hidsige by- og befolkningsvækst gør, at både vandressourcen til at drive landbrug og selve landbrugsarealet skrumper.

For 10 år siden var der i Lima-området 600 kvadratkilometer landbrug, i dag er der ifølge FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation kun 125.

Naturen larmer

Men sådan behøver det ikke være. Som regnskoven i garagen illustrerer på symbolsk niveau, kan Lima i langt højere grad blive grøn og producere fødevarer baseret på den tilgængelige vandressource, hvis blot man indretter sig bæredygtigt, mener Antonio Cilloniz Benavides.

Han er vokset op på et stort familielandbrug, uddannet fra det nationale landbrugsuniversitet La Molina og har i mange år arbejdet som anerkendt landskabsplanlægger i Peru.

I dag bruger han sin tid og indsigt på grønne projekter med afsæt i permakulturtænkningen og som formand for Asociación Peruana de Permacultura.

»I dag omtales natur i byen som ’dekorative områder’ – noget uden for den menneskelige sfære,« siger Antonio.

Han mærker det f.eks. på nærmeste hold, når naboer nu er begyndt at klage over den diminutive regnskov.

»Folk bryder sig ikke om haver som denne. Omkring deres egne huse fjerner de træer og haver for at skaffe plads til deres biler. Og nu ringer nogle af naboerne til kommunen og siger, at de ikke kan sove om natten, fordi der i min have er frøer, fårekyllinger og ugler, der larmer. Så nu vil kommunen lave regler mod det.«

For en besøgende er det en absurd klage i en millionby, hvor man konstant er plaget af trafikstøj og af musik, der brager ud fra restauranter og forretninger.

»Jeg kunne nemt fjerne dyrelivet, men Lima har brug for det. I stedet for at opfatte os selv som adskilt fra naturen – med visne blade som noget, der sviner, bier som noget, der stikker osv. – må vi lære på ny, at vi er en del af naturen. I stedet for at opføre mure mellem os og naturen, må vi bygge bro til den. Det er den eneste måde at skabe bæredygtige levevilkår i en storby som Lima.«

Et af foreningens projekter – og det, som den besøgende egentlig er kommet for at høre om – er Antonios projekt med at redde træer.

»Når gamle huse rives ned og nye bygninger opføres i Lima, fjerner man de gamle træer, der står i vejen. Men disse træer er værdifulde, for det tager mange år, før nyplantede træer bliver store.«

Derfor begyndte Antonio for tre år siden at holde systematisk udkig efter byggeprojekter, der bragte gamle træer i fare, bl.a. ved at bede byggefirmaer orientere ham om deres planer. Og når et nyt projekt dukkede op, rykkede landskabsplanlæggeren og hans hold af frivillige ud for at overtage de truede træer og finde et nyt levested til dem.

En kompliceret opgave, for 70-100 år gamle træer har et kompliceret rodnet, der skal bevares, men som kan have snoet sig ind under huse og rundt om underjordiske rør. Så aktivisterne har været afhængige af en masse håndkraft, af kraner til at løfte samt af et politi, der har bistået med at tilbageholde trafikken og holde trækroner fri af elledninger.

»Indtil nu har vi reddet 300 gamle træer, og de lever, så vidt vi ved, alle sammen,« fortæller Antonio, der besøger de genplantede træer. Økonomi til projekterne opnås bl.a. ved, at folk ’adopterer’ de gamle træer.

»At flytte disse træer er en meget opsigtsvækkende og følelsesladet proces. Derfor er den med til at gøre os bevidst om vores relation til naturen.«

En glæde er det, at de lokale myndigheder har indledt et stort program for plantning af nye træer, som folk også kan adoptere – 450.000 nyplantninger foreløbig – for at rette op på Limas alvorlige underskud på grønne områder med evne til at rense luften.

Samtidig har organisationen ANIA indledt et program med byhaver, der vedligeholdes af børn – godt 2.000 haver er etableret indtil nu.

Tabere og vindere

Antonio Cilloniz Benavides har via medierne fulgt COP20 i det afspærrede område i Limas nordlige udkant.

»For mig har det været vigtigere at arbejde med haver som denne end at besøge COP20. Der kommer meget lidt konkret handling ud af COP20, til gengæld bliver der brugt rigtig mange penge på receptioner, drinks etc. Jeg vil hellere bruge tiden på virkelige, håndgribelige projekter. Og hellere fokusere på muligheder end problemer.«

»Nogle siger, at vores projekter er små projekter og derfor ikke vigtige. Men de er vigtige, fordi de kan være med til at ændre måden, vi tænker om bæredygtighed og vores relation til naturen.«

For hvis man tænker forkert, handler man også forkert, mener Antonio og henviser til, hvordan tv og reklamer præger forbrugsmønstre, fødevarevalg og livsstil.

En vandretur gennem Lima centrum efterlader ingen tvivl om den tiltrækning, som forbrugskultur rummer for millionbyens middelklasse.

Mens byens botaniske have stort set er mennesketom på en søndag som denne, er der intens aktivitet i kvartererne med de mange forretninger og store indkøbscentre.

»Peru er ikke fattigt, og jeg mener ikke, Lima har brug for mere økonomisk vækst, men folk vil have det, de ser i fjernsynet og på film. Markedsføringen er meget stærk. Derudover har vi et traume fra kolonitiden: Hvis man opfører sig som kolonisatorerne i livsstil, tøjvalg osv., så bliver man vinder. Lever man efter den oprindelige befolknings værdier, bliver man taber,« siger Antonio.

Perus regering vil gerne fastholde de høje vækstrater, nedbringe den tilbageværende fattigdom og holde den voksende middelklasse tilfreds. Derfor har man introduceret en pakke af forslag, som ifølge landets finansministerium vil sikre et ekstra BNP-vækstbidrag på 1,5-3 pct. i løbet af to-tre år. Forslagene indebærer mindre restriktive miljøregler, lempeligere godkendelsesprocedurer, samt at investorer kan få tilladelse til at inddrage nye natur- og regnskovsområder til tømmerhugst, minedrift, olie-gasefterforskning, infrastrukturprojekter og landbrug i storskala.

»Det skønnes, at dette vil udløse mindst 11 mia. dollar i kulbrinteprojekter,« sagde finansministeriet ved præsentationen.

Regeringen har imidlertid også indset, at højvæksten har sin pris, samt at de globale klimaændringer direkte æder af landets evne til vækst, og derfor annoncerede man under klimatopmødet en ny energistrategi, der skal fremme energieffektivisering og sikre 60 pct. vedvarende energi i Perus elforsyning om fem år.

Og i Lima har bystyret taget hul på Plan Lima Verde, Plan Grøn Lima, der skal sikre flere grønne områder, bedre vandrensning samt mindre forurening og CO2-belastning fra transportsektoren.

De politiske strategier er tvetydige og selvmodsigende, mener Antonio Cilloniz Benavides.

»Politikerne kan ikke skabe forandringen, det kan kun folk. Alle vore problemer er opstået, fordi vi fornægter, at vi er en del af naturen. Klimamødet og regeringen taler om store planer – jeg tror, vi hver især er med til at afgøre udviklingen ved den måde, vi tænker og handler på. Tre gange om dagen er vi med til at bestemme verdens fremtid med en ske,« siger Antonio med vores fødevarevalg – kød vs. ikke kød, økologisk vs. ikke-økologisk – som et billede på, at fremtiden er i vore hænder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Wolff
  • Michael Bruus
  • curt jensen
  • morten Hansen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Tom Paamand
  • randi christiansen
  • Anker Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ervin Lazar
  • Ejvind Larsen
Jens Wolff, Michael Bruus, curt jensen, morten Hansen, Michael Kongstad Nielsen, Tom Paamand, randi christiansen, Anker Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Årh manner - sikke en håbefuld artikel.
Lige hvad jeg trængte til.

Flytning af 100år gamle træer istedet for omhugning. Hvor dejligt. :)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kender en landskabsarkitekt, der stærkt fraråder at røre ved træers rødder indenfor kronens "drypzone" - hun vil hellere anbefale at plante nye træer (5 - 10 år gamle, op til 20 cm i omkreds 1 m oppe), end at flytte gamle træer, der sandsynligvis går ud alligevel af den hårde medfart. Men ok., som symbolsk handling er det en god tankevækker. Og træer kan man ikke få nok af i storbyerne.

Lise Lotte Rahbek

Problemet er jo, så vidt jeg har forstået, MKN,
at der ikke falder nok regn til
at træer bare sådan lige farer i vejret i Lima.
Der er træer vist mest bare i vejen.
Nye træer ville lynhurtigt blive 'kørt over', for der kunne bi nogle mennesker og køre nogle biler istedet for sådan et træ, som bare står og fylder.

Ja, vi er meget langt væk fra naturen i vores moderne verden.
Hvad gør vi når nettet går ned. Strømmen går. Vandforsyningen svigter. Hele molevitten bryder sammen?
Det behøver ikke at ske, men vi presser naturens organismer til grænserne.

MKN, man kan sagtens flytte gamle træer, det er bare ikke særlig økonomisk, da man skal være meget omhyggeligt og det koster mange mandetimer. Derfor, i praksis, er det kun rigtigt rige folk der normalt gør den slags. De har ikke lyst til at skulle vente 50 år når de vil have et flot træ i deres slotshave, vel?
Et nyt træ kan slet ikke erstatte et gammelt træ, altså ikke før det er blevet lige så gammelt :-)
Det er langt mere end symbolske handlinger.