Baggrund
Læsetid: 5 min.

I Lima sveder klimaforhandlerne allerede

Der meldtes om optimisme og en rimelig stemning, da COP20-mødet i Lima begyndte i mandags. Men nu begynder konflikter og frustrationer at manifestere sig
Mens peruvianerne døjer med varmen, har optimismen præget COP20-mødet i Peru indtil nu, men spørgsmålet om juridisk bindende CO2-reduktionsmål deler stadig deltagerlandene.

EITAN ABRAMOVICH

Udland
6. december 2014

Der er rigtig varmt i Lima, synes folk på stedet. Og der er rigtig varmt i hele verden, siger fra Lima FN’s Meteorologiorganisation (WMO). Fra klimatopmødet COP20 i den peruvianske hovedstad meddeler WMO, at 2014 bliver det hidtil varmeste år i målingernes historie, hvis året slutter, som det er begyndt.

»Der er intet ophold i den globale opvarmning,« sagde WMO-chef Michel Jarraud onsdag til forhandlerne fra 196 lande.

»Den foreløbige information for 2014 indebærer, at 14 af de 15 varmeste år i målingernes historie alle er indtruffet i det 21. århundrede.«

Jarraud advarer om, at de rekordstore udledninger af drivhusgasser og ledsagende koncentrationer i atmosfæren »binder kloden til en meget usikker og ugæstfri fremtid«.

»Det, vi har set i 2014, stemmer med, hvad vi venter af et klima under forandring. Rekordhedebølger kombineret med voldsomme regnvejr og oversvømmelser har ødelagt levevilkår og liv,« sagde WMO-chefen.

De dystre meldinger er en del af det videnskabelige bagtæppe, der i Lima skal presse alverdens lande frem mod en global klimaaftale, der kan opretholde håbet om at bremse opvarmningen før to grader. Aftalen skal først indgås på COP21 i Paris om et år, men COP20 i Lima skal efter planen levere det første tekstudkast til aftalen, så man frem til december 2015 kan forhandle konkrete formuleringer.

Forhandlingerne begyndte i mandags og fortsætter hele næste uge med. Stemningen rapporteredes i starten som rimeligt god og optimistisk i lyset af den nylige fælles udmelding fra Kina og USA – verdens to største CO2-udledere – om skærpede nationale klimaindsatser.

Der er imidlertid rigeligt med interessemodsætninger og uoverensstemmelser på kryds og tværs af lande og landegrupper til, at både COP20 og processen det kommende år kan blive overordentlig byrdefuld og det endelige resultat tvivlsomt. Som det midt i denne uge hed i den daglige bulletin fra forhandlingerne:

»Optimismen blev imidlertid overskygget af den oplevede mangel på gensidig tillid mellem parterne. Med positioner og fortsatte uenigheder tydelige på mange områder voksede en følelse af frustration i korridorerne, alt imens mange delegerede udtrykte bekymring over de langsomme fremskridt.«

Bottom up eller top down?

Her er én af udfordringerne:

USA og andre vil have en bottom up-aftale, der bygger på enkeltlandenes frivilligt definerede mål for CO2-reduktion. Det giver imidlertid ingen sikkerhed for, at summen af nationale mål reducerer udledningerne nok til at overholde tograders-målet, modsat top down-tilgangen i den gamle Kyoto-aftale, hvor det overordnede reduktionsmål blev sikret via byrdefordeling, altså omregning til forpligtende mål for de enkelte i-lande under aftalen.

Bl.a. EU er skeptisk over for frivilligheden.

»Vi vil ikke stå i Paris og opdage, at målene og bidragene ikke lever op til, hvad vi har brug for,« sagde EU’s delegationsleder i Lima, Elina Badram, til The Guardian ved forhandlingernes begyndelse:

»EU er af den opfattelse, at juridisk bindende reduktionsmål er den eneste måde at sikre det nødvendige langsigtede signal og den nødvendige tillid hos investorer samt sikre troværdighed omkring den globale klimavenlige omstilling.«

Det kan være meget godt, siger USA, det er bare ikke realistisk. Det er alene den amerikanske frivillighedsmodel.

»Kendsgerningen er, at ingen har været i stand til at finde en anden måde at gøre det på. Man kan tildele hvert land en bestemt reduktion, som på papiret ligner det perfekte resultat, men man kan ikke opnå enighed om det,« siger USA’s chefforhandler, Todd Stern.

Hvad han ikke siger, men alle ved, er, at den amerikanske kongres aldrig vil godkende en aftale med juridisk forpligtende mål for USA.

Den amerikanske regering vil i stedet kombinere frivilligheden om de nationale måls størrelse med en juridisk forpligtelse til selve det at formulere mål og lade dem løbende kontrollere. Heri ligger også den amerikanske – og i øvrigt europæiske – insisteren på, at samtlige lande – det vil sige ikke kun i-lande, men også alle u-lande – for første gang skal formulere CO2-mål. Det vil i sig selv med sikkerhed fremkalde konflikter under Lima-mødet.

Den amerikanske miljøøkonom Robert Stavins, Harvard University, kalder den amerikanske model »pragmatisk«, men mener samtidig, at den »repræsenterer det største løfte i mange år om en fremtidig international klimaaftale, der er reelt meningsfuld«.

Den vurdering deles ikke af en række grønne ngo’er.

»Det, USA lægger på bordet, er grundlæggende ’det vilde vesten’. At operere med et ureguleret klimasystem og blot lade lande afgive hvilket som helst løfte, de lyster, er en opskrift på katastrofe,« siger Asad Rehman, Friends of the Earth.

CO2-budgettet

Et første skridt, som Lima-mødet forventes at tage, er beslutningen om, hvordan landenes reduktionsmål skal formuleres, så man undgår »at skulle sammenligne æbler og pærer«, som EU’s Elina Badram udtrykker det.

Dertil skal COP20 søge at afklare det endnu sværere: Hvad man i praksis og i fællesskab stiller op, når det inden udgangen af marts 2015 med stor sandsynlighed viser sig, at summen af de indleverede, frivillige landemål ikke sikrer de to grader. Hvordan presser eller overtaler man i en ordnet proces hinanden til at skrue op for de individuelle ambitioner? Og hvordan sikrer man sig dét, der er helt afgørende for en række u-lande: At dette sker på en retfærdig måde efter objektive kriterier, så der tages højde for såvel landenes forskellige ansvar for de historiske og aktuelle CO2-udledninger som for deres forskellige udgangspunkt med hensyn til ressourcer og økonomisk udvikling.

Etiopien og Bolivia har – støttet af grønne ngo’er, men næppe med chance for accept – indleveret forslag om, at man tager afsæt i det tilbageværende, globale CO2-budget inden for tograders-rammen, sådan som FN’s klimapanel har defineret det i sin seneste rapport, og så i en top down-proces opgraderer landenes frivillige mål, så summen af dem ender med at respektere budgettet og CO2-målet.

Problemkataloget

Hvis ikke disse udfordringer er nok til at gøre anden uge af Lima-mødet til en vanskelig og konfliktfyldt affære, er der andre:

Hvordan bliver i- og u-lande enige om, hvorledes indsatsen mod forværring af klimaændringerne skal vægtes i forhold til indsatsen for at beskytte de fattige lande mod de klimaændringer, der allerede mærkes eller med sikkerhed kommer? U-lande såsom lavtliggende ø- og kyststater er naturligt nok stærkt optaget af at sikre økonomisk støtte til overlevelse, når verdenshavene stiger, mens andre vil bruge flere økonomiske ressourcer på omstilling til klimavenlig teknologi, så yderligere langsigtet opvarmning kan forebygges.

Hvordan sikrer man de i alt 100 mia. dollar om året, som i-landene allerede på COP15 i København i 2009 lovede at levere fra 2020 som en blanding af offentlige og private donationer? Ved COP20’s start havde en række i-lande tilsammen givet løfte om blot 9,7 mia. dollar til FN’s nye grønne klimafond.

Kan man komme nogen som helst vegne med det, der ifølge nogle i virkeligheden er langt vigtigere end slagsmålet om mere eller mindre ambitiøse, mere eller mindre frivillige CO2-mål: At få ændret de prismekanismer, subsidier og afgiftsstrukturer, der i sidste ende styrer investeringerne i den globale økonomi, og som i dag på mange måder stadig favoriserer fortidens klimaødelæggende fossile energikilder og -teknologier?

Serie

Klima i Lima

Seneste artikler

  • Klimakampen er mere end COP20

    13. december 2014
    Gamle fronter mellem i- og u-lande spærrede i går for ambitiøse resultater i Lima
  • Klimakampen er et trekantsdrama

    12. december 2014
    Både erhvervsledere og civilsamfundets aktivister i Lima synes, politikerne på COP20 svigter. Derfor må de selv tage initiativet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det i fællesskab, eller om de er i modsætning til hinanden
  • Penge kan spærre for klimaenighed i Lima

    11. december 2014
    U-lande stoler ikke på i-landes erklæringer om at ville skaffe klimabistand fra både statslige og private kilder. Men i-landene vil ikke love mere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Bill Atkins du skriver: Jeg mener istedet for at forebygge/udbedre skaderne, så skal fokus være på at standse årsagen - afbrænding af fossile brændsler.

Alt der bliver sagt i denne tråd, med relevans til de udfordringer vi står over for, tilsiger en nationalisering (ekspropriering), af hele fossil brændstof sektoren, for en effektiv afvikling, intet der bliver sagt, kan udføres, uden dette bliver gjort.

Det er udfravilligt, at udviklingen mod bæredygtig omstilling, skal indebære at 80% af verdens kendte, også de danske olie, gas og kul reserver bliver i jorden.

Alt med relevans til de udfordringer, vi står over for, tilsiger en nationalisering (ekspropriering), af hele fossil brændstof sektoren, for en effektiv afvikling, intet der bliver gjort, kan reelt forventes, at bære frugt, uden dette bliver gjort.

Ekspropriering for en effektiv afvikling, måden at sikre 80% af verdens kendte, også de danske olie, gas og kul reserver bliver i jorden.

Lande der ikke effektivt afvikler, skal der sættes handelsrestriktioner op over for.

Philip B. Johnsen

Beklager forkert kommentar 10:25

Philip B. Johnsen

Det er udfravilligt, at udviklingen mod bæredygtig omstilling, skal indebære at 80% af verdens kendte, også de danske olie, gas og kul reserver bliver i jorden.

Alt med relevans til de udfordringer, vi står over for, tilsiger en nationalisering (ekspropriering), af hele fossil brændstof sektoren, for en effektiv afvikling, intet der bliver gjort, kan reelt forventes, at bære frugt, uden dette bliver gjort.

Ekspropriering for en effektiv afvikling, måden at sikre 80% af verdens kendte, også de danske olie, gas og kul reserver, bliver i jorden.

Lande der ikke afvikler, skal der sættes handelsrestriktioner op over for.