Læsetid: 3 min.

Mens vi venter på normale tider igen i EU

Når EU-Kommissionen skal evaluere, om indsatsen for bedre budgetkontrol i EU-landene har skabt fremgang, lyder konklusionen, at det er for tidligt at sige. Eurokrisens sociale slagside omtales kun som en ’uheldig bivirkning’
17. december 2014

Det er nogle gunstige præmisser, EU-Kommissionen opstiller for sin evaluering af de regler for budgetkontrol i medlemslandene, der blev indført i 2011 og 2013 som tillæg til EU-landenes Stabilitets- og Vækstpagt og som svar på eurokrisen: »Muligheden for at drage konklusioner om reglernes effektivitet er begrænset,« hedder det bl.a. i Kommissionens evalueringsrapport:

»Ikke alene er tidsperioden kort, men har også været karakteriseret af en alvorlig økonomisk krise. Således er reglerne endnu ikke blevet testet i økonomisk normale tider.«

Det er altså ifølge Kommissionen alt for tidligt at sige noget om EU’s nye budgetpolitiske styringsredskaber. Tiltagene, der blev vedtaget som svar på en ekstraordinær krisesituation, kan først for alvor vurderes i »normale tider« – formentlig når væksten i eurozonen har stabiliseret sig på samme niveau som inden krisen – hvis det nogensinde sker. Alligevel tøver Kommissionen ikke med at beskrive reglerne som »en overordnet succes«. Der er opnået »betydelige reduktioner af budgetunderskuddene« i Cypern, Grækenland, Portugal og Irland, som har modtaget direkte finansiel nødhjælp under krisen.

Rapporten understreger, at de nye reglers formål er at skabe bedre koordination af den økonomiske politik i medlemslandene og samtidig »garantere åbenhed, troværdighed og politisk ansvarlighed«, men siger ikke meget om, hvordan disse to målsætninger kan forenes. Det er afgørende for den politiske legitimitet, at de nationale parlamenter inddrages på ordentlig vis, indrømmer Kommissionen, men den kommer ikke ind på, at parlamenterne i de kriseramte lande de facto har mistet deres finanspolitiske suverænitet.

Juncker sidder sikkert

Kommissionens evaluering er dog ikke helt blottet for selvkritik, men nævner i forbifarten, at det i fremtiden kan blive nødvendigt at »tage bedre bestik af programmernes sociale indvirkning og beskytte grundlæggende politikområder, f.eks. sundhed og uddannelse, bedre.« En portugisisk EU-parlamentariker, Marisa Matias fra gruppen Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL), kritiserer udgangspunktet for Kommissionens selvevaluering:

»Enhver vurdering af pakken med finanspolitiske styringsredskaber bør begynde med en helt uforbeholden indrømmelse: Den har slået fejl,« siger Marisa Matias.

Den indrømmelse skal hun selvfølgelig ikke gøre sig reelle forhåbninger om at få – dertil er opfattelserne af, hvad der er sket i EU i løbet af de seneste fem år, og hvad der fremover bør sker, alt for divergerende.

Selv om Jean-Claude Junckers troværdighed er svækket af afsløringerne af hans ansvar for Luxembourgs illoyale skattepolitik, sidder han ganske sikkert i sadlen. Som den første kommissionsformand nogensinde har han sit mandat fra et bredt flertal i Europa-Parlamentet, som består af de samme politiske kræfter – konservative og socialdemokrater – der gennemførte sparepolitikken under hans forgænger, portugiseren José Manuel Barroso.

Trods Junckers nyligt annoncerede investeringsplan, der ved nærmere eftersyn ikke er specielt omfattende og derfor næppe kan gøre den store forskel, vil de seneste års bestræbelser på at reducere de offentlige udgifter i medlemslandene således sandsynligvis fortsætte – uanset kritikken fra GUE/NGL.w Ifølge kritikerne af Kommissionen på venstrefløjen i Europa-Parlamentet svarer de nye budgetstyringsinstrumenter til et selvpåført forbud mod en ekspansiv finanspolitik. Samtidig bruger de lande, der har været hårdest ramt af krisen, en stadig større del af deres skatteindtægter på at betale renter på deres statsgæld, som trods besparelser er blevet ved med at stige.

Skaber øget ulighed

Der er altså stadig færre penge til forskning, uddannelse og offentlige velfærdsydelser, mens behovet er støt stigende. Krisen har medført en markant stigning i antallet af EU-borgere, der lider alvorlige materielle afsavn med deraf følgende sociale og sundhedsmæssige konsekvenser – især i Syd- og Østeuropa. Det samlede resultat er, at den socialstat, som blev opbygget i Europa i anden halvdel af det 20. århundrede og udgjorde grundlaget for en ekstraordinær lang periode med høj vækst, er under hastig afvikling. Det er for tidligt at sige om EU’s politik under krisen »faktisk har forbedret væksten, beskæftigelsen og den økonomiske stabilitet«, vurderer kommissionen.

Men det ikke for tidligt at sige, at eurokrisen har øget uligheden såvel borgerne som de europæiske lande imellem. Da flertallet af de blot 40 procent af de europæere, som stemte ved europaparlamentsvalget i maj, foretrak et politisk status quo, vil »normale tider« i Europa indtil videre være kendetegnet af øget ulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu