Læsetid: 9 min.

Mexicanske rugemødre er retsløse

I Mexico er surrogatmoderskab blevet et blomstrende erhverv for fattige kvinder, der har brug for penge, men branchen opererer i en juridisk gråzone, hvor rugemødrene ikke er sikret honoraret og sågar risikerer at få stjålet deres æg
Nancy, en af rugemødrene på Planet Hospital i Cancun, læser en sms på sin mobil. Hun bor sammen med de andre unge fattige rugemødre på sovesal.

Ted Rhodes

12. december 2014

Fem dage efter sit kejsersnit tog Nancy natbussen fra den sydlige mexicanske by Villahermosa for at køre den 10 timer lange tur tilbage til sit hjem i hovedstaden Mexico City. Sin baby havde hun ikke med sig. Derimod havde hun bundter af sedler omhyggeligt pakket ned i en blå taske, som hun aldrig lod ude af syne.

Pengene var den sidste udbetaling på det honorar på i alt 150.000 pesos (knap 62.000 kr.), som hun fik for at være rugemor for et homoseksuelt par fra San Francisco. Efter et traumatisk år, hvor det formidlingsbureau, der skulle forestille at varetage hendes interesser, var lige ved at opgive hende, og hun også måtte se sig beskyldt for at kræve flere penge end aftalt, er Nancy ikke længere sikker på, om det var det værd.

»Jeg ville bare have mit honorar, hjem til mig selv og hvile mig og glemme det hele,« fortæller den 24-årige, da The Guardian møder hende i hendes lille lejlighed i et fattigt kvarter i Mexico City.

»Pengene har jeg for længst brugt.«

Nancys historie er symptomatisk for tilstandene i den mexicanske delstat Tabasco, der er blevet globalt førende som dynamisk center for internationale rugemødreydelser efter indførelsen af restriktioner for denne type ydelser i lande som Indien og Thailand.

Selv om mange mexicanske surrogatmoderskaber forløber gnidningsfrit, er der også historier om skruppelløse eller dårligt ledede formidlingsbureauer, som stjæler penge eller sågar æg, underkaster gravide psykisk vold, og bruger alle kneb for at undslå sig at betale mødrene. Der er også tegn på, at mange rugemødre bliver hvervet, uden at der sker en grundig forudgående screening af deres mentale og fysiske tilstand.

Surrogatmoderskabsbureauerne hævder selv, at de tilbyder en helt legitim service, men reelt opererer de i en juridisk gråzone. Lovene i Tabasco påbyder nemlig, at rugemødretjenester må ske ud fra uegennyttige motiver. Men så skarp er konkurrencen blevet, at nogle bureauer ifølge nogle kilder forsøger at kapre rugemødre fra hinanden.

»Der findes gode bureauer, og der findes dårlige bureauer,« siger en sygeplejerske fra provinshovedstaden Villahermosa, der besøger rugemødre i deres hjem og på bureaudrevne fødeklinikker. Sygeplejersken, der ikke ønsker sit navn frem, siger, at mange rugemødre stort set må klare sig selv.

»Bureauerne kommer alle med løfter, men kun nogle af dem holder dem. Andre gør ikke.«

Medicinsk turisme

Kommercielt surrogatmoderskab, hvor en kvinde får betaling for at bære et foster, hun ikke selv har nogen genetisk forbindelse til, har været almindelig praksis i flere af USA’s stater siden sidst i 1980’erne. Men da omkostningerne ved dette typisk løber op i 100.000 dollar (600.000 kr.), har mellemmænd inden for ’medicinsk turisme’ fundet en profitabel niche ved at formidle billigere tjenester i de få lande, hvor surrogatmoderskaber er tilladt.

I mange år var Indien verdens centrum for såkaldt surrogatturisme, men i 2012 indførtes en strengere lovgivning, der begrænser surrogatmoderskabs-ydelser til gifte heteroseksuelle par.

Inden for få måneder rykkede de internationale formidlingstjenester til Tabasco i Mexico, hvor den civile retsplejelov siden 1998 har tilladt rugemødretjenester. De fleste bureauer etablerede sig første omgang i Cancún ved Golfen, 725 km fra Villahermosa. Byen var i forvejen centrum for anden ’medicinsk turisme’, og bureauerne her kunne love sand, sol, hav og surrogatmoderskab. De kunne samtidig fortælle deres klienter, at det ikke spillede nogen rolle, hvor IVF-behandlingen fandt sted, så længe barnet kom til verden i Tabasco.

Annonceringen foregik primært på internettet. Med særligt fokus på det homoseksuelle marked tilbød bureauerne nu et netværk af donorer, klinikker og kvinder, der var villige til at udleje deres livmoder, til konkurrencedygtige priser, der lå på under halvdelen af de amerikanske priser.

Siden er flere bureauer skudt op over det meste af delstaten, hvor der nu meldes om en bølge af bestillinger fra Australien, hvilket kan hænge sammen med de seneste restriktioner for surrogatmoderskaber i Thailand, som landet indførte, da en rugemor hævdede, at et australsk par ikke ville tage imod deres barn, fordi han havde Downs syndrom.

»Efterspørgslen skyder virkelig i vejret,« siger Carlos Rosillo, stifter af et bureau kaldet Mexico Surrogacy.

»Lige nu har vi måske 10-15 surrogatbabyfødsler om måneden. Hvis vi skulle klare det på daglig basis, ville vi få problemer,« siger han.

»Hvis vi ikke forbereder os ordentligt, kan det blive rent kaos.«

Men branchens ry er på vej til at blive blakket. Senest er den blevet udsat for beskyldninger om, at Planet Hospital, et pionérbureau i Cancún, skal have snydt snesevis af klienter ved at beholde deres store depositum for forplantningsforløb, der enten blev afbrudt eller mislykkedes. Som følge af dette blev selskabet, hvis hovedkontor ligger i Californien, tvunget ud i ufrivillig konkurs i år og står over for at få sine forretningsgange efterforsket af FBI.

Sager som disse understreger rugemødrenes sårbare stilling: Da Planet Hospital lukkede, efterlod det fem kvinder gravide og et ukendt antal, der afventede implantationer. De fleste af dem fulgte dog med bureauets regionale leder, Marisol Garibay, da hun oprettede et nyt kaldet Babies at Home. Flere har imidlertid klaget over den behandling, de blev udsat for.

»Det var et helvede«, siger Michelle Velarde, der valgt at undlade at fuldføre sin graviditet.

»Marisol opførte sig som en tyran.« – Garibay selv afviser kategorisk alle beskyldninger som en smædekampagne iscenesat af rivaler, der vil overtage hendes hold af surrogatmødre.

Usikker retsstilling

Rugemødrenes sårbarhed kan til dels føres tilbage til deres usikre retsstilling. Fordi civilretten i Tabasco tillader surrogatmoderskab, er det ikke surrogatmoderens navn, der kommer til at stå på fødselsattesterne, men derimod navnene på aftagerne af hendes barn. Loven foreskriver imidlertid også, at surrogatmødrene må handle ud fra ’uegennyttige’ motiver – ganske som den gør i Storbritannien, Canada og Australien.

Det betyder, at Tabascos boom i surrogatmoderskaber i princippet skulle udspringe af en generøs vilje til at skænke udenlandske par, ofte lesbiske eller bøsser, en mulighed for at blive forældre med ikke meget andet til gengæld end tak og godtgørelse af udgifter.

Nogle af de rugemødre, som Guardian har interviewet til denne historie, virker da også oprigtigt begejstrede over at have kunnet hjælpe andre med at stifte en familie og var ganske indifferente over for aftagerforældrenes seksuelle orientering.

Nancy siger, at hun er vild med at forestille sig, at forældrene til den lille pige, hun bar og fødte, er et bøssepar fra San Francisco.

»Måske vil hun en dag blive nysgerrig og spørge efter mig,« siger hun.

Det er ikke desto mindre sådan, at langt de fleste rugemødre kommer fra en fattig baggrund og følgelig er åbenlyst motiverede af udsigten til at kunne tjene flere penge på deres ydelse, end de kan opnå ved noget som helst andet arbejde. Også selv om det betyder, at de må navigere igennem et minefelt af tabuer og misinformationer.

En enlig mor til tre, der nu bærer babyen til en norsk mand, siger, at naboer og venner har formanet hende om, at hun ikke måtte blive gravid igen, da hun i forvejen havde svært nok ved at forsørge familien. Alligevel har hun ikke nogen hensigt om at fortælle dem sandheden, siger hun selv.

»Jeg ville aldrig kunne ryste fordømmelsen af mig, hvis folk hører, at jeg har solgt min baby, også selv om barnet ikke har noget af mig selv,« siger hun og beder om, at hverken hendes navn eller navnet på hendes bureau kommer frem.

Alligevel er hun glad nok for, hvad hun har gjort, siger hun. De månedlige rater på 10.000 pesos (4.100 kr.), hun får, har tredoblet den løn, hun før fik som tjenestepige.

»Jeg gør det her for mine børn. Det er et hårdt job, men bedre end prostitution, som er den eneste anden mulighed her, som jeg vil kunne tjene flere penge ved.«

Rugemoderens største frygt

Bureauerne selv nævner ikke noget om betaling til surrogatmødre på deres hjemmesider; her tales der kun om leveomkostninger og lægeudgifter.

»Ja, det er ligesom løn, men løn må vi ikke udbetale, så vi kalder det noget andet,« siger en medarbejder fra New Life Mexico, der oplyser, at de surrogatmødre, der vælger hendes bureau, bliver aflønnet med 13.300 dollar (80.000 kr.). I den tro, at hun taler med en potentiel klient og ikke en journalist tilføjer hun: »Hvis vi kalder det økonomisk bistand, er det tilladt. Det er et spørgsmål om ordvalg. Sådan foregår det her i Mexico.«

Carlos Rosillo fra Mexico Surrogacy har hittet på en ordning, han mener vil kunne holde for nærmere juridisk prøvelse, hvis noget sådant skulle blive aktuelt. Han har oprettet en velgørende organisation, der tager imod »donationer« fra klientforældrene og ud fra disse midler udbetaler »støtte« til rugemødrene.

»Surrogatmødrene er vores vigtigste aktiv, så dem vil vi gerne tage os godt af,« siger han, men indrømmer, at modtagerne af støtten ikke har nogen juridiske rettigheder, hvormed de kan tvinge bureauerne til at overholde deres løfter.

Rugemoderen kan også ende med selv at måtte beholde et barn, hun ikke havde planlagt, hvis klienterne skifter mening under processen. Kontrakten skal ganske vist anføre dem som ansvarlige for barnet, men møder de ikke op til fødslen eller på registreringskontoret, er der ingen procedurer for, hvad der så skal ske.

Der er dog ingen antydning af beklemthed i en Skype-samtale mellem et spansk par og Laura, deres surrogatmoder, som Guardian overhører en eftermiddag i et bureaus kontor.

Tværtimod er spændingen håndgribelig i stemmerne fra de to fædre, da den 29-årige enlige mor besvarer spørgsmål om, hvordan hun har det med at være gravid med deres tvillinger. Hun står op, så kammerat kan vise hendes store mave, og siger, at hun er overbevist om, at babyerne må være drenge, fordi de sparker så meget. Parret fniser, hvorefter den ene mand siger, at de er ligeglade med, hvad køn de er.

»Jeg hjælper dem, og de hjælper mig«, siger Laura.

»Min mor blev chokeret, da jeg først fortalte hende om det, men nu forstår hun.«

Uanset hvordan handlen organiseres, insisterer León Altamirano, en advokat, der drivet bureauet GSM, på, at rugemødre ikke har noget at bekymre sig om, så længe der foreligger en underskrevet kontrakt, som dokumenterer klienternes vilje til at aftage babyen, uanset at kontrakten ikke nævner noget om betaling til rugemoderen.

»Forældrenes største bekymring er, at surrogatmoderen ikke vil udlevere barnet, og hendes største bekymring er, at hun kommer til at stå alene tilbage med det«, siger han og gennemblader et eksempel på en kontrakt.

»Altså er det ikke i nogens interesse at bryde aftalen.«

Men fordi bureauet kontrollerer alt det praktiske med betaling og indlæggelse på fødeklinik, har rugemoderen ikke mange steder at henvende sig, hvis noget går galt med bureauet. At kontakte aftagerforældrene kan være vanskeligt, da bureauet typisk sørger for at begrænse parternes gensidige kontaktmuligheder.

Claudia, en kvinde i 30’erne fik først fat i det par fra New Jersey, hvis baby hun bar, efter at have appelleret gennem Facebook om hjælp. Surrogatmødrene var lige blevet overført til en ny lejlighed uden rindende vand eller elektricitet og fik utilstrækkelig mad, sagde hun i et telefoninterview.

»Jeg var desperat og kæmpede følelsesmæssigt med situationen. Men jeg kunne ikke forlade stedet uden de fremtidige forældres tilladelse«.

Parret arrangerede så, at hun blev fjernet fra Babies at Home-huset og flyttet over hos et andet bureau.

»Det var godt til sidst at se, hvor glade familien blev, og alt gik godt. Men det hele var temmelig svært for mig,« siger Claudia.

En hård medfart

I et telefoninterview betegner Thomas Chomko, en af fædrene til Claudias baby, hele oplevelsen som »en hård medfart«. Det endte med tre nervepirrende uger, hvor den nyfødte baby måtte i intensiv pleje for at komme sig over en infektion, som Chomko mistænker, kan have skyldtes utilstrækkelig screening af surrogatmoderen før ægopsætningen.

Det er dog vigtigt for ham at pointere, at hans historie ikke må afskrække nogen fra at opsøge de mexicanske tjenester. De skal bare huske at lave grundig research først.

»Jeg sidder her, og mit barn er i min mands arme. For uanset hvor slemt forløbet var, så har jeg nu et barn.«

Selv Nancy – som siger, at hun stadig ammer, fordi hun ikke har råd til at købe den medicin, der kan stoppe mælkestrømmen fire måneder efter fødslen – forklarer, at hun overvejer at tage en tørn til som rugemor.

»Jeg ved jo, hvordan det skal gøres nu«, siger hun og forklarer, at hun vil undgå alle faldgruber ved selv at organisere det meste.

»Jeg kan ikke tænke mig nogen bedre måde at få min datter ud af fattigdommen på.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer