Læsetid: 6 min.

Moskovitterne forbereder sig på lang økonomisk vinter

Den traditionelle dystre russiske fatalisme blomstrer i den russiske hovedstad, hvor frygten for et valutarisk sammenbrud for rublen nu breder sig
En kunde poserer i GUM-indkøbscentret ved Den Røde Plads. Mange russere har vænnet sig til at have mange penge mellem hænderne, men med den nuværende økonomiske udvikling ser fremtiden ikke specielt lys ud.

En kunde poserer i GUM-indkøbscentret ved Den Røde Plads. Mange russere har vænnet sig til at have mange penge mellem hænderne, men med den nuværende økonomiske udvikling ser fremtiden ikke specielt lys ud.

Justina Mielnikiewicz

9. december 2014

På vej ned ad Bolshakja Nikitskaja-gaden en sen fredag aften vil den tilfældige iagttager ikke umiddelbart registrere tegn på, hvor truende situationen tegner: Her er lige så mange lokkende forbrugstilbud for Moskvas middelklasse, som der plejer at være.

På det mondæne Coffee Mania nipper kvinder i pelse grøn te med kirurgisk forskønnede læber og kigger med deres mascaramalede højne ufravigeligt på deres velhavende ’sponsor’. Længere oppe ad gaden er der travlhed på de stilfulde cafeer og restauranter, der er åbnet her i de sidste par år: En østersbar i Brooklyn-stil, en pseudo-engelsk pub med navnet Cockneys, diverse bohemeværtshuse, og en butik, hvor ekspedienter med hipsterhuer på sælger japanske luksustandbørster og håndæltet brød.

Men kradser man i overfladen, fornemmer man et voksende ubehag. Priserne i butikkerne stiger, og samtaler på restauranter og barer handler med stor sandsynlighed om den russiske økonomis tilstand.

Frygten blev i sidste uge yderligere forstærket, da rublen faldt til endnu et lavpunkt – den har mistet næsten 50 procent i forhold til dollaren i år – og præsident Vladimir Putin holdt en kompromisløs tale, i hvilken han tilskrev landets problemer en påstået vestlig konspiration om at ville »skære Rusland i stykker«.

Meget at tabe i dag

Trods de vestlige sanktioner, den faldende rubel og de kollapsende oliepriser siger analytikere, at det er usandsynligt, at Rusland står over for et økonomisk katastrofescenarie i stil med gældskrisen i 1998, da Rusland gik bankerot. Men utryghed er ikke desto mindre en dominerende følelse i den urbane middelklasse.

»Jeg tror ikke nødvendigvis på, at vi står over for en katastrofe, men det kan på den anden side heller ikke udelukkes«, siger Ilja Tsentsiper, en tidligere magasinredaktør, som nu driver sit eget konsulentfirma og leder et projekt, der skal om- danne en park fuld af gamle sovjetiske udstillingssteder til et nyt og smart mødested for det moderne Moskva.

»Folk lægger kun planer frem til nytår. Derefter kan vi forestille os alle scenarier. Jeg genkender den her følelse fra min tid som studerende, hvor man så intenst frem til næste ferie, men ikke anede, hvad der derefter skulle ske.«

Andre er mindre tvetydige: »Min kommentar til situationen er meget enkel. Alt er fucked up,« siger Anton Krasovskij, tidligere studievært på stats-tv og stabschef for oligarken Mikhail Prokhorov, da denne i 2012 stillede op imod Putin som Kreml-sanktioneret pseudo-oppositionskandidat.

Selv om millioner mistede deres opsparing i 1998, handlede bekymringen dengang ikke om sanktionspåført knaphed på importeret parmesanost, men om at få mad overhovedet. Alligevel hævder Krasovskij, at moskovitterne er i værre psykologisk forfatning end under forrige krise, fordi de nu har mere at tabe.

»I 1998 havde ingen af os nogen god tilværelse alligevel. Der var aldrig den her følelse af håbløshed, hvor man forstår, at alt, hvad der var godt, nu er tabt, og der kun vil være lort, så langt man kan se frem. I de tidligere kriser var der aldrig denne følelse. Man kan ikke komme ud af en krise, hvis der er modløshed. Dengang var det anderledes: Alle forsøgte at tage sig sammen. Nu er alt bare lort«.

Producerer ikke meget

Ikke alle er så sortseeriske som Krasovskij, men der findes næppe ret mange moskovitter, der ikke har følt et øjebliks panik over rublens frie fald igennem de seneste uger.

Den russiske valutas tilstand er blandt de spørgsmål, der diskuteres mest og satiriseres mest over på det russisk-sprogede internet.

»Centralbanken har besluttet at lade rublen flyde frit«, lyder billedteksten til en tegning, hvor man ser en mand kaste valuta ud fra en balkon. På en anden ses rublen og en tønde olie synke mod havets bund i en parodi på Titanics forlis. Den satiriske digter Dimitrij Bykov har sågar forfattet vers, hvori han sammenligner effekterne af krig, propaganda og stålsat patriotisme med henholdsvis den russiske valuta og en penis: Jo mere sidstnævnte får rejsning i takt med Ruslands erobringer, jo mere synker førstnævnte til nye lavpunkter.

Som Tsentsiper pointerer: »Ingen ved endnu, hvor dybt rublen vil falde. Taler vi om 50-60 rubler for en dollar, taler vi om 100 rubler for en dollar, eller taler vi om 27 millioner rubler for en dollar? Jeg kan forestille mig alle disse scenarier«.

I sin tale i sidste uge til Stats-dumaen talte Putin meget om, at sanktionerne og den svage rubel bør blive et incitament for de lokale virksomheder. Russiske produkter ville fremover blive mere konkurrencedygtige, sagde han. Problemet er, at Rusland ikke producerer så meget, og at sidste årtis olieindtægter snarere har fundet vej til offshore-bankkonti, end de er blevet investeret i innovative nystartede virksomheder. Over halvdelen af fødevarerne i Ruslands supermarkeder importeres, og med hensyn til russiske forbrugsgoder er de fleste enten af dårlig kvalitet eller ikke-eksisterende.

Alt dette betyder, at den faldende rubel sandsynligvis vil få katastrofale følger for alle russere, og ikke kun for de heldige få, der havde vænnet sig til at tilbringe weekenden i Sydfrankrig.

’Tiden ikke inde til kritik’

Forretningsmanden Alexander Lebedev, der bl.a. ejer avisen Evening Standard og en stor russisk bank, har i de senere år investeret i boligprojekter og kartoffellandbrug. Selv på et så ærkerussisk produkt som kartoflen har den faldende rubel enorm effekt.

»Vi importerer alle frø, de fleste pesticider og de fleste elementer til gødningen. Vi importerer også alt udstyr, og vi importerer generatorerne,« siger Lebedev og nipper til sin latte i en eksklusiv Moskva-restaurant.

Lebedev, som i en årrække har været kritisk over for Kreml og ejer en del af Novaja Gazeta, en af Ruslands få tilbageværende uafhængige aviser, siger, at »tidspunktet lige nu ikke er inde til kritik«. Han er sågar trådt offentligt frem som tilhænger af Ruslands aktioner på Krim, som han betegner som »en forebyggende humanitær intervention«.

Lebedev siger, at de vestlige sanktioner er meningsløse. I stedet for at fremkalde et regimeskift, vil de ifølge ham kun ramme de almindelige russere og styrke de samme høgeagtige kræfter, som de var tiltænkt at skulle svække. »Jeg tror ikke, at sanktionerne vil påvirke noget politisk, og isolerer man Rusland, er det kun vand på de reaktionæres mølle,« siger han.

Ifølge Putins tale ville den bedste reaktion på de lumpne vestlige fjenders sanktioner såvel som på Ruslands interne problemer være at »udnytte friheden til udvikling i den økonomiske, sociale og civile sektor«.

Dette var ukarakteristisk retorik for den tidligere KGB-agent, men han modererede dog hurtigt disse ord ved at præcisere sin definition på frihed i form af dette citat fra den russiske filosof Ivan Iljin: »Den, der elsker Rusland, bør ønske hende frihed. Først og fremmest frihed for selve Rusland, for hendes uafhængighed og internationale status ... og endelig, frihed for det russiske folk, for os alle«.

Frihed kan således være meget godt, men hensynet til statens inter-esser kommer dog først. Og enhver, der mener, at Ruslands annektering af Krim og indgreb i Ukraine var det, der udløste sanktionerne og den økonomiske tilbagegang, er håbløst naiv, insisterede Putin: Vesten var simpelthen på udkig efter et påskud for at straffe og skade Rusland.

’Modstand er meningsløst’

Indtil videre virker propagandaen, og Putins popularitetstal står stadig højt. Men det lunkne bifald, hans tale blev mødt med, og den urolige stemning i Moskva tyder på, at stemningen i eliten kan være under forandring. Næste år vil reallønnen falde for første gang i mange år. At forudse, hvad der sker i næste omgang, er ikke let.

»Selv hvis rublen rammer 250 over for dollaren, kan kombinationen af russernes høje standhaftighed og graden af politisk kontrol holde os oven vande i flere år,« hævder Lebedev. Andre forfalder dog til traditionel russisk fatalisme og forudsiger, at tingene hurtigt kan gå galt, uanset at de finansielle analytikere på mellemlang sigt forventer stagnation fremfor krise.

Krasovskij, der i weekenden hyggede sig med at agere DJ på en bar i det centrale Moskva, siger, at der ikke er så meget andet at tage sig til end at nyde livet.

»Det her er et af de tilfælde, hvor det er umuligt at ændre noget. At kæmpe imod er meningsløst. Hvis man har en masse penge, kan man redde sig ud. Hvis ikke, må du bare vente og se. Hvad kan du foretage dig i et fly, der er ved at styrte ned. Bede, måske?«

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • John Karlsson
Kurt Nielsen og John Karlsson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Rublens værdi er i frit fald. Det russiske imperialistiske eventyr på Krim og i Ukraine bliver meget dyr for den almindelige russer. Meget, meget dyr.

Michael Lomborg

Det er da også surt, at de ikke kan udnytte de positive sider ved rublens fald, fordi de ikke producerer noget, der kan nyde godt af den større konkurrenceevne. Forhåbentlig kan den nye situation medvirke til at Rusland udvikler egne produkter, frem for at købe udenlandske produkter for oliepenge.

Michael Lomborg

Nu er de jo ikke nyrige alle sammen. Men der er opstået en bred middelklasse, som det seneste tiår har haft mulighed for at leve noget vi andre ville kalde et normalt liv, med en stabil indtægt og råd til gode madvarer, lidt teknologi og en rejse i ny og næ. Disse almindelige og hårdtarbejdende borgere bliver ramt lige så hårdt som de nyrige, og de er selvfølgelig meget mere sårbare.

Rasmus Kongshøj og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sen russiske overklasse er en perversion og horn overfor den russiske befolkning støttet af Putin som denne overklasse financierer.

Michael Lomborg

Og forresten bliver det også interessant at se, om der i takt med fattiggørelsen af det russiske folk ikke vil opstå en udbredt nostalgi tilbage til det socialistiske Sovjet, som selvfølgelig havde mange mangler, men som ikke desto mindre tog sig godt af sine borgere med gratis uddannelse, gratis sundhedshjælp og sygehuse og den slags. Det russiske folk har accepteret indførslen af et gennemkapitalistisk samfund, fordi det har fundet sted samtidig med en almindelig velstandsforøgning. Men nu, hvor strømmen kommer til at gå den modsatte vej, er det jo ikke utænkeligt, at folk kommer i tanke om de goder som de har mistet i den politiske smeltedigel.

Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Preben Haagensen, Rune Petersen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Et pissegodt tidspunkt til at have sin kapital i f.eks. fysisk guld fremfor dollars, euro eller rubler!!
Indehaverne af de to første bliver nok mere overraskede end indhaverne af de sidste, tror jeg!?
(de kloge eller deres forældre har nemlig "set det før" og truffet deres forholdsregler)

@Michael Lomborg. Problemet med at producere dagligvare til eget brug i Rusland er manglen på infrastruktur. Ved opløsningen af Sovjetunionen forsvandt infrastrukturen fra den ene dag til den anden og den er stædig under nedbrydning i yderdistrikterne. Pengene og profitterne er blevet brugt at oligarkerne på unødigt luksus i stedet for i investeringer – Vi taler om et land som strækker sig over halvdelen af jorden og det har lange udsigter med at genopbygge bare en tålelig infrastruktur. Vesten skulle hjælpe Rusland instedet for at ville knuse og plyndre landet men jeg tror at sådan er kapitalismen!

Jakob Grønlund

Hvis man vil gøre sig klog på at forstå alle disse omstændigheder omkring den russiske økonomi vil jeg anbefale at læse første kapitel i bogen
"Rouble nationalization-the way to russia's freedom" af Starikov som kan læses her på engelsk.

Her er der en ganske fin gennemgang af den russiske lovgivning, hvad angår skismaet mellem hhv. den russiske regering/stat og den russiske central bank herunder de juridiske og tekniske omstændigheder der gør sig gældende. Hvorfor den russiske stat/regering eller Putin om man vil, ikke rigtig kan gøre noget ved de store økonomiske bølgeskvulp, da han ikke styrer pengemængden. Reserverne kontrolleres derudover i vid udstrækning af centralbanken (det er ikke Sberbank for en god ordens skyld, men CBR). Det eneste Putin umiddelbart kan gøre og stadig agere i verdensøkonomien har han gjort ved at afbetale udenlandsgælden (hvilket skete i 2006). Det svarer efter min mening til at man har frigjort venstre arm fra dukkeføreren.

Enjoy!

Mvh. I håbet om at bogens eksistens bliver en kende udbredt.

Marina Kasimova, Ture Nilsson, Morten Pedersen, Niels Duus Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Michael Lomborg

@ Claus Oreskov. Ja, Rusland har store naturlige udfordringer på infrastrukturen, selvom jeg mener, at vejene gennem det vestlige Rusland er blevet mærkbart bedre gennem de 15 år, hvor jeg jævnligt er kommet der på bilferie med min familie. Og ja, Vesten har ikke bidraget konstruktivt, men snarere faciliteret den kleptokratiske udvikling i 90-erne, hvor enkelte oligarker berigede sig sanseløst på folkets bekostning, mens nikkedukken Jeltsin så til og solede sig i de amerikanske økonomers rygklap. Man må konstatere, at USA i det lange løb ikke har lært meget af sin egen tidligere succes med Marshalhjælpen, som bragte velstand til alle!
Men udviklingen i Rusland i de senere år har ikke gjort sagen bedre. Den gradvist forbedrede økonomiske situation siden statsbankerotten i -98 har endnu ikke givet sig udslag i en forstærket russisk industri - man har valgt at leve som en bananrepublik, som køber udenlandske varer for olie, som bliver pumpet op af jorden. Og det synes jeg ærlgit talt er for ringe i et land, som har alle forudsætninger for at gøre det bedre, hvis man blot fra politisk hold ville tage fat om nældens rod og arbejde på at fjerne de ødelæggende lag af bureaukrati og korruption, som desværre gennemsyrer det russiske samfund og gør livet vanskeligt for enhver iværksætter og holder den enkelte borger fastlåst i en uproduktiv fatalisme. Putin har intet gjort for imødekomme dette, tvært imod har han undergravet den demokratiske udvikling i landet ved i stedet at dyrke sin egen magtfuldkommenhed.

Putin og hans russere kan leve, som de vil.
Europæere og amerikanere kan leve, som de vil.
Men at bruge Ukraine og Syrien som kampplads for egen egoistisk interesse er uciviliseret og bringe mindelser fra en tid - som jeg og mange med mig håbede var forbi.
Sørgeligt og nedtrykkende for menneskeheden og demokratiet.

Men når man kritiserer USA, bliver indlægget åbenbart bortcensureret.

Rusland: Business as usual de sidste 1000 år. De kan åbenbart ikke andet de russere. Folket efterspørger direkte nød og elendighed.

Michael Lomborg

Det var da pokkers til statement, Kurt. At folket 'efterspørger' nød og elendighed. Mage til idioti har jeg da sjældent hørt

Claus Oreskov, Rasmus Kongshøj og Marina Kasimova anbefalede denne kommentar
Carsten Straarup

Mikael Lomborg!
Helt idiotisk er Kurts påstand nu ikke: 'nød og elendighed' er et forbløffende gennemgående træk i russisk kulturhistorie, også under tilstande hvor både naturressourcer og befolkningens uddannelsesniveau burde tilsige et helt anderledes retfærdigt og velstående samfund - som f.eks. nu om dage!

Jeg ved sgu ikke, hvad det er med de russere?!

Mon ikke der findes en forklaring hvor vi ikke behøver kalde et folk for uciviliserede, dumme osv.
Det hører en svunden tid til skulle jeg mene.

Michael Lomborg

Der er stor forskel på at konstatere, at nød og elendighed har fyldt meget i russisk historie, og så på at påstå, at folket ligefrem efterspørger det. Det første er en konsekvens af barsk natur og barsk undertrykkelse af tsarer og bojarer, det andet en hån mod et folk, det godt nok er i stand til at udholde meget, men som ligesom os andre selvfølgelig ønsker sig det gode og trygge liv.
Med hensyn til nu om dage, har de fleste russere gennem de senere år haft det rimeligt godt, med fornuftig indtjening og stabile forhold. At deres økonomi nu bliver ramt af faldende oliepriser og internationale sanktioner er næppe noget, de har 'efterspurgt'.
Men de skal nok klare det.

Nic Pedersen, Rune Petersen, Rasmus Kongshøj og Marina Kasimova anbefalede denne kommentar

Det er i høj grad muligt, at jeg har misforstået noget, men har de ikke - ved frie og retfærdige valg, under OSCE's årvågne overvågning selv valgt Putin - som de nu - efter rapporterne at dømme bakker fuldstændig op om. Og hvis ikke det var dem selv, der sad på deres hænder, da Putin under sin første præsidentperiode udvandede en i forvejen - mildt sagt - anløben forfatning, hvem var det så?

Det giver vel en vis form for tryghed, at vende tilbage til 'den måde vi altid har levet på' som min far før mig og som hans far før ham.... Det er vel da en velkendt psykologisk mekanisme?

Og - for god ordens skyld: Jeg har absolut ikke kaldt nogen 'dumme', hverken russere eller andre. Man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus....

@Michael Lomborg. Du skriver ”Med hensyn til nu om dage, har de fleste russere gennem de senere år haft det rimeligt godt, med fornuftig indtjening og stabile forhold”. Det passer altså ikke flertallet lever langt under fattigdomsgrænsen. Mange steder i Sibirien og Nordrusland lever befolkningen udelukket af krybskytteri og ulovlig fiskeri – resultatet er at søger er overfisket og dyr som elgen er blevet et særsyn. Boligmassen er efterhånden så nedslidt at folk flygter bort fra yderdistrikterne hvor der også er alvorlig arbejdsløshed. Det er kun i storbyerne at der er fremkommet en lille middelklasse, som for det meste beslår af konsulentbistand (ligesom i DK) og ellers af fup og fiduser. Intet af dette er eksport fremmende eller udvikler økonomien. Middelklassen lever af at barbere oligark klassen og den samfundsklasse er kun nogle få procent af befolkningen. Sygehusene mangler medicin, blod og udstyr. Skoleuddannelserne er blevet forringet sammenlignet med den tidligere sovjet standart. Uddannelser er kostbare og færre få højere uddannelser. Den sociale mobilitet er gået i stå medens kriminalitet vokser på alle hylder.
Nej lasse fair liberalismen i Rusland har kun bragt luksus og penge til de få, som var umoralske og griske nok til at tilegne sig hele kagen.

Jakob Grønlund

@ Kurt Nielsen

Jeg vil personligt mene, at du i høj grad har misforstået noget og det du opstiller i dit indlæg i bedste fald er overordentligt simplificeret. Hvis du skulle have interesse for at sætte dig ind i Putins muligheder for at styre økonomien (forfatningen er nærmest sekundær hvis man ikke styrer renten og pengemængden), så kan du læse i Starikovs bog som jeg har henvist til ovenfor. For en god ordens skyld gentaget her (husk at få hele linket med - også det efter apostrofen i russia):

http://lit.md/files/nstarikov/rouble_nationalization-the_way_to_russia's_freedom.pdf

Den vil også lade dig forstå, hvorfor det er så svært for selveste Putin, at få landet industrialiseret og til at have et selvforsynende landbrug.

Det du skal sammenligne Putins regeringsperiode med er Jeltsins ditto, og uanfægtet at diverse Havard økonomer og diverse liberale vestlige politikere klappede ham ivrigt på ryggen for hans "reformer" (Jeltsin altså), så er bundlinien, at disse "reformer" var gift for Rusland og Ruslands muligheder for selvstændighed/selvbestemmelse.

Blot for at illustrere vil jeg komme med et enkelt eksempel; renten under Jeltsin var helt op til 210% (!!!)

http://www.cbr.ru/print.asp?file=/statistics/credit_statistics/refinanci...

På nuværende tidspunkt er den 8.25%

Det er jo tale om fault by design og det er ikke Putin der har designet hverken forfatningen, eller loven om den russiske centralbank, det har....... Harvard økonomer med det såkaldte Washington Konsensus for øje, anført i dette tilfælde (Rusland) af svenskeren Anders Åslund i samarbejde med Jeffrey Sachs og David Lipton. Den del kan studeres mere indgående i artiklen "How Havard lost Russia" som også beskriver den korruption der hørte med til den såkaldte chokterapi.

http://www.uvm.edu/~wgibson/Of_interest/How%20Harvard%20Lost%20Russia.pdf

Enjoy!

Mvh.

Nic Pedersen, Marina Kasimova, Claus Oreskov, Niels Duus Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Jakob Grønlund

Der er stor sandsynlighed for at jeg har misforstået noget!

Min pointe er blot at hvis ikke russerne er tilfredse med tingenes tilstand, er det så ikke dem selv, der må lave dem om? Eller hvem synes du?

Og så er det bare at det for mig ser ud til at det vil de åbenbart ikke. Altså må de være tilfredse nok - som de så i øvrigt har været i de sidste 1000 år.

Og de har jo vist en fantastisk evne til at tåle elendige livsvilkår i hele perioden, så det går nok også denne gang.

Jakob Grønlund

Kurt Nielsen

Mit umiddelbare gæt, at de fleste russere foretrækker at pensionen bliver udbetalt, i forhold til de gangstervælde der gjorde sig gældende som minimum op til ´98. Jeg er af den opfattelse, at det er valger for en russer at se.

"På det mondæne Coffee Mania nipper kvinder i pelse grøn te med kirurgisk forskønnede læber og kigger med deres mascaramalede højne ufravigeligt på deres velhavende ’sponsor’." Dette segment, omtalt af Shaun Walker, har nok en anden opfattelse.

I forhold til hvad der kan/skal gøres, så mener jeg at det er vigtigt, at forstå hvad det er for et spil der spilles og hvilke regler der gør sig gældende. Jeg fandt følgende beskrivelse i Starikovs bog, som jeg har henvist til tidligere som en interessant beskrivelse:

"The rules are set, the game has been on for a while. But no one announces the rules. On the contrary, other players are trying to convince us that we are competing in ballet, while it is actually ultimate fighting. ",

Iøvrigt tror jeg heller ikke, at diverse f.eks. Afrikanske nationaliteter er tilfredse med tingenes tilstand og det så er dem selv der må lave dem om. Eller hvad synes du?