Læsetid: 3 min.

Et nødråb fra en populær pave

Pave Frans har global gennemslagskraft, men hans bestræbelser på at reformere katolicismen risikerer at blive saboteret i Vatikanet
Pave Frans brugte sit traditionelle julemøde med Vatikanets regeringsorgan, kurien, til at opregne 15 politiske synder, og det er nok første gang, at en pave beskylder kardinalerne for at lide af ’åndelig Alzheimers’ og ’eksistentiel skizofreni’. I går holdt paven tale til de fremmødte ved Vatikanet.

Francesco Sforza

27. december 2014

Pave Frans, alias den 78-årige argentiner Jorge Mario Bergoglio, har i sine snart to år som den katolske kirkes overhoved overrasket og begejstret verden. Med sin kritik af kapitalismens udstødelsesmekanismer er paven i Rom trods sin status som omvandrende symbol på akkumuleret magt og rigdom endda blevet beskyldt for at være marxist. Han har iværksat en større reformproces i Vatikanet og taler med en udogmatisk klarhed, som fænger ateister og fremmer dialogen med andre trossamfund. Han har indkaldt biskopper fra hele verden til en diskussion om kirkens holdning til det moderne samfunds nye familieformer, der foreløbig har medført en formel åbning over for fraskilte og ikkekirkeligt viede, og fortsætter i 2015, hvor temaet om anerkendelse af homoseksuelles rettigheder igen vil trænge sig på.

Paven har også fordømt mafiaen og dermed forsøgt at bryde båndene mellem kirkens og de kriminelle organisationers magt. Pædofiliskandalerne har fået ham til at bekæmpe kirkens tavsheds- og straffrihedskultur, og med sin reform af Vatikanets bank, IOR, udfordrer han store økonomiske interesser. Desuden er pavestatens diplomati, det ældste og mest vidtforgrenede i verden, igen kommet til at spille en aktiv rolle under den argentinske pave – han fik for nylig sin del af æren for opblødningen mellem USA og Cuba, ligesom en af hans forgængere – Johannes XXIII alias italieneren Angelo Roncalli – var medvirkende til, at Cuba-krisen i 1962 ikke endte med en verdenskrig.

Den forståelige begejstring for viljen til forandring overdøver den interne modstand, som pavens reformbestræbelser bliver mødt med. Således brugte han sit traditionelle julemøde med Vatikanets regeringsorgan, kurien, til at opregne 15 politiske synder.

Det er givetvis første gang i kirkens historie, at en pave beskylder kardinalerne for at lide af »åndelig Alzheimers« og »eksistentiel skizofreni«.

Absolutismens faldgruber

De hårde ord er et nødråb – angreb er som bekendt det bedste forsvar. Pavens almægtighed kan nemlig være svær at håndtere. Absolutismen fungerer, når traditionerne bliver holdt i hævd, så alle de gejstlige marcherer i takt i henhold til de ritualer, der har befæstet pavestolens magt gennem årtusinder. Men i opbrudstider kan Vatikanets politiske apparat stille sig på bagbenene og underminere reformerne med passiv modstand.

Den seneste pave, der forsøgte at relativisere embedets autoritet – Johannes Paul I alias italieneren Albino Luciani – ved at omtale sig selv med »jeg« i stedet for det kongelige »vi«, døde på mystisk vis efter blot 33 dage som Romerkirkens chef. På katolske webmedier kan man nu læse, at Frans bliver kritiseret for at bedrive populistisk »Copacabana-teologi« og for dermed at forsømme »sin evige og universelle mission« som Sankt Peters 265. efterfølger.

Den italienske journalist Antonio Socci har med anonyme kardinaler som sine kilder sågar hævdet, at valget af Bergoglio i 2013 var ugyldigt. Kuriens tidligere leder, kardinal Tarcisio Bertone, er blevet et iøjnefaldende eksempel på et kirkeligt magtsystem, der betragter sine privilegier som gudgivne og modsætter sig enhver forandring, ved at installere sig i en overdådig lejlighed i Vatikanet, mens paven nøjes med et værelse på et pensionat. Frans’ kritik af indbildskhed, rivalisering, bagtalelse og klikedannelse er ifølge ekspertiagttagere møntet på Bertone og andre kardinaler:

»Pavestaten har i århundreder opfattet sig selv som en absolut magt uden plads til den mindste kritik eller modstand,« skriver teologen Vito Mancuso i den verdslige avis La Repubblica og påpeger, at den logiske følge er »mental forstening« og »ligegyldighed over for andre« i Vatikanet. For at reformere kirken og kurien er Frans derfor nødt til at reformere selve paveembedet. Det åbne spørgsmål er, om reformbestræbelserne forsætter under hans efterfølger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • Holger Madsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Torben Nielsen, Holger Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"(...)Tarcisio Bertone, er blevet et iøjnefaldende eksempel på et kirkeligt magtsystem, der betragter sine privilegier som gudgivne og modsætter sig enhver forandring, ved at installere sig i en overdådig lejlighed i Vatikanet, mens paven nøjes med et værelse på et pensionat."

Jeg er ikke religiøs, da jeg har et stort behov for tydelige og klare beviser, før jeg kan 'tro' på noget. Men når det så er sagt, så nærer jeg utrolig meget respekt for Jorge Mario Bergoglio.
Jeg synes virkelig, at den nye Pave minder meget om den barmhjertige samaritaner, hvorfor jeg nok også ville tilslutte mig den katolske kirke, hvis jeg nogensinde skule vælge at blive religiøs.

Den katolske kirke har i den grad også haft et stort stor behov for nye ydmyg pave, der kan følge med tiden i stedet for de tidligere ultra konservative, korrupte og pædofile paver, der fuldstændig havde tilsidesat alt hvad kirken står for.
Men som artiklen også påpeger, så er Paven i den grad udfordret i forhold til at trænge igennem med sine budskaber og få implementeret en helt ny kultur i den katolske kirke.
Men du har i hvert fald min velsignelse, Francis og al held og lykke med din mission.

Morten Pedersen, Mads Berg, Mette Hansen, Joen Elmbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Paven er ikke forud for sin tid. Paven er der hvor Paver altid har været. På menneskes side. Allerede Johannes den 23. (pave fra 1958-1963) slog fast, at menneskets værdighed er det største, der findes. Og at den grådighed som er i menneskers hjerter må kontrolleres. Pave Paul den Sjette (Pave fra 1963-1978) fastslog det samme; Johannes Paul den Anden (pave fra 1978-2005) talte også om det samme. I sine hyrdebreve og encyklier talte Pave Johannes Paul den Anden om at kapitalismen var ude af kontrol, at forbruget især i den vestlige verden var løbet grassat, og at det betød, at vi så og ser hinanden som nogen personer, vi blot kan udskifte. Hvis vi er utilfredse med hinanden. Både på arbejdsmarkedet såvel som i parforholdet eller ægteskabet.
Pave Johannes Paul den Anden tordnede også imod kapitalfonde, som kun havde øje for profit. Og også han havde en kritik af de udstødelsesmekanismer som kapitalismen fører med sig, og de samfund som kapitalismen fører med sig. Og det som kapitalismen betyder for det enkelte menneske: kun det perfekte, ideelle mennesker som er totalt rask og intet fejler kan kapitalismen bruge.

Pave Johannes Paul den Anden, sammen med Pave Benedikt den 16. (pave fra 2005-2013) kritiserede også konkurrence-samfundet, som sætter mennesker op imod hinanden, og lader dem konkurrere mod og med hinanden. Fordi der altid vil være tabere i et sådant samfund. Og her er tvisten: De her paver har gjort det med baggrund i et kristent grundsynspunkt, om at det enkelte menneske altid er unikt, at det enkelte menneske er elsket af Gud, at det enkelte menneske i sig selv har værdighed. Og de har henvist til Jesu lignelser, især måske den arbejderne i Herrens Vingård (hvor de som arbejder 8 timer for den samme løn som de som arbejder 1 time). Fordi for Gud er vi alle lige. Sådan er det ikke i kapitalismen, især ikke når grådigheden (til profitten) tager over.

Pave Frans er ikke marxist eller socialist; han kritiserer det vi kalder casino-kapitalismen ud fra et kristent synspunkt. For casino-kapitalismen fratager alle mennesker deres værdighed, især måske de fattige, fratager denne her kapitalisme deres værdighed. Fordi kapitalismen i denne her form ikke har brug for de syge, de svage, de udstødte m.fl. Her fastholder Pave Frans, at alle mennesker, også de svage mv. har værdighed i sig selv. Fordi de er mennesker.

Johannes den 23. (the good pope) som også nævnes i artiklen gjorde op med at paver bliver båret i bærestol, at paver har røde sko på, og en del andre ting. Dette blev videreført helt op til Pave Benedikt den 16. (2005-2013), da denne igen ville bæres i bærestol, have sin røde pavehat på, de røde pavesko på mm. og mv. Pave Frans videfører bare arven fra Johannes den 23. (1958-1923). Og ja, i 1978, blev Johannes Paul den I sandsynligvis myrdet. Men i mellemtiden er der løbet meget sand i stranden. Og med de skandaler som den katolske kirke har været udsat for de sidste 10 år, må selv de mest hårdnakkede modstandere af reformer og ændringer i den katolske kirke indse og erkende, at noget skal ske.

Og det ser - heldigvis - ud til at ske nu. Med Pave Frans har verden fået en pave som tør tage et opgør med Vatikanets Bank og dets praksis. (hvilket så lige har ført til at man har fundet nogle mia. euro man intet anede om eller kendte til). Og det ser ud som Pave Frans er ved at føre den katolske kirke ind i det 21.århundrede præcis som Johannes den 23. førte den katolske kirke ind i det 20. århundrede for 50 år siden.