Baggrund
Læsetid: 4 min.

Penge kan spærre for klimaenighed i Lima

U-lande stoler ikke på i-landes erklæringer om at ville skaffe klimabistand fra både statslige og private kilder. Men i-landene vil ikke love mere
Christiana Figueres (t.v.) er chef for FN’s organ for klimaforandringer, FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og Perus miljøminister, Manuel Pulgar-Vidal (t.h.), ankom til klimatopmødet for at indskærpe, at deltagerne finder fælles fodslag om en løsning.

Luis Camacho

Udland
11. december 2014

Dagbog fra Lima: Når afslutningen nærmer sig på de tilbagevendende COP-klimatopmøder, er luften altid tyk af rygter og spekulationer om det sandsynlige resultat. Her er der endnu tid til den officielle forhandlingsfrist fredag – og ofte tager forhandlerne også lørdagen i brug for at nå i mål.

Mens tusindvis af demonstranter i går marcherede for klimaet i Limas centrum, ville rygterne, at det går så trægt med fremskridt på den 18 sider lange tekst til COP 20’s sluterklæring, at man måske helt opgiver også at færdigbehandle det andet papir på 33 sider, der skulle være begyndelsen til selve den globale klimaaftale, man håber at kunne vedtage på COP 21 i Paris om et år.

Den reviderede version af COP 20-sluterklæringen, som klimamødets formandskab fremlagde mandag morgen, var tirsdag aften blevet fyldt med nye alternative og indbyrdes modstridende tekstforslag fra forskellige lande, så omfanget af også dette papir svulmede fra de 18 til 33 sider.

»Vi bruger den første halvdel af (klimamødets) anden halvdel til at opdage forskelle. Meningen var, at vi skulle have brugt tiden på at løse disse forskelle,« sagde en indisk forhandler til medier på stedet.

Når det går langsomt, er det ikke mindst fordi, det handler om regningen. Hvem skal betale hvor meget og til hvad?

Som del af COP 20-sluterklæringen skal man her i Lima nødvendigvis blive enige om formen for de nationale klimamål – kaldet INDC’er – som landene bør indlevere inden den 1. april næste år. Ifølge i-landene bør disse mål alene handle om, hvor meget man vil reducere sine nationale CO2-udledninger, mens u-landene insisterer på, at målene også skal handle om, hvad man vil yde til u-landenes tilpasning til og beskyttelse mod de klimaændringer, der allerede er i gang eller på vej. Det siger bl.a. EU klart nej til.

»Vi skal forholde os til tilpasning, men ikke som del af INDC (…) INDC’erne skal kun handle om at bremse klimaændringerne,« siger EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete.

Når EU – og herunder Danmark – ikke i de nationale mål vil forpligte sig på en indsats for u-landenes tilpasning, er det, fordi det betyder flere penge op af lommen.

»Vi har allerede den nye Grønne Klimafond, hvor det netop gælder, at bidrag skal deles fifty-fifty mellem indsatserne for at bremse klimaændringer og for at beskytte u-landene,« lyder ræsonnementet fra en EU-forhandler.

U-landene vil have garanti

Men det er netop problemet for u-landene, forklarer Heather Coleman, repræsentant for Oxfam America.

»I-landene har lovet at nå op på 100 mia. dollar årligt til fonden i 2020, men foreløbig er der kun kommet løfter om ca. 10 mia. dollar. De 100 mia. skal være en blanding af statslige og private midler, men der er ingen plan for, hvordan man i tide sikrer dette beløb. Derfor stoler u-landene ikke på, at der via klimafonden faktisk kommer penge til klimatilpasning.

Og derfor vil man have den økonomiske indsats for klimatilpasning ind i INDC-målene, hvor staterne forpligter sig konkret og med egne penge,« siger Heather Coleman.Jens Mattias Clausen, politisk rådgiver for de danske ngo’ers netværk kaldet 92-gruppen, tilføjer, at foruden usikkerheden om hvornår pengene måtte komme til fonden, er der fare for, at de kommer med betingelser.

»Man kan frygte, at nogle i-lande vil øremærke pengene til fonden til bestemte formål. Det vil underminere det nationale ejerskab i udviklingslandene og gøre Den Grønne Klimafond mere donordrevet og mindre lydhør over for udviklingslandenes behov og prioriteter,« siger han.

Ifølge den britiske tænketank Overseas Development Institute (ODI) er der i år ad forskellige andre kanaler givet to mia. dollar til klimatilpasning i u-landene. Det niveau er langtfra nok – FN’s Miljøprogram (UNEP) oplyste forleden, at tilpasningsomkostningerne risikerer at komme op på 500 mia. dollar årligt i år 2050.

Jens Mattias Clausen påpeger desuden, at de ca. 10 mia. dollar, som en række lande nu tilsammen har lovet til Den Grønne Klimafond, for flere donorlandes vedkommende udgøres af beløb fordelt over flere år, hvorfor det årlige beløb ikke kommer op på de 10 mia.

Kina rykker for u-landene

Kina meddelte overraskende i tirsdags, at man nu tager initiativ til en ekstra klimafond ’Fra Syd til Syd’, hvor bl.a. kinesiske penge skal gå til fattigere u-landes klimatilpasning. Det ventes, at Kina lægger omkring 80 mio. dollar i fonden som begyndelse. Det initiativ ligner en udfordring til i-landene. Både Oxfam og WWF har advaret om, at hvis ikke pengespørgsmålet løses her i Lima, så vil det lægge gift for forhandlingerne frem mod COP 21 i Paris om et år.

Måske af samme grund er nogle ngo’er begyndt at dæmpe forventningerne til og betydningen af en global klimaaftale.

»Hvad der betyder noget, er hvad landene faktisk gør konkret på hjemmebane,« siger Alvin Lin fra den amerikanske miljøorganisation Natural Resources Defence Council.

Og her er især Kinas nylige meldinger om, at landets CO2-udledninger skal begynde at falde fra 2030, og at væksten i kulforbruget skal stoppe i 2020, stærkt opmuntrende.

Det samme siger Alden Meyer, Union of Concerned Scientists:

»Når verdens største udleder siger, at man vil sætte et nationalt mål om at få udledningerne til at vende – og det er ikke betinget af finansiel eller teknisk støtte til Kina, da man vil gøre det med egne ressourcer – så er det en meget stor ting, som virkelig ændrer hele landskabet.«

Hvis Kina og USA begge lever op til de nye klimamål, som de før Lima meldte ud i fællesskab, så vil det ifølge Bill Hare, chef for analysegruppen Climate Analytics, betyde, at den globale opvarmning bliver 0,2-0,4 grader mindre, end den ellers ville blive.

Serie

Klima i Lima

Seneste artikler

  • Klimakampen er mere end COP20

    13. december 2014
    Gamle fronter mellem i- og u-lande spærrede i går for ambitiøse resultater i Lima
  • Klimakampen er et trekantsdrama

    12. december 2014
    Både erhvervsledere og civilsamfundets aktivister i Lima synes, politikerne på COP20 svigter. Derfor må de selv tage initiativet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det i fællesskab, eller om de er i modsætning til hinanden
  • Hvad man ikke siger højt i Lima

    9. december 2014
    Her på COP20-klimamødet er man på det rene med, at en klima-aftale i Paris om et år ikke vil sikre FN’s to graders-mål. Dertil er landene for langt fra hinanden. Klimakampen må derfor føres bredere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her