Baggrund
Læsetid: 4 min.

Det politiske system gør UKIP til et konservativt problem

Den britiske premierminister David Cameron lovede fredag at begrænse den offentlige støtte, som EU-migranter kan modtage, hvis de arbejder i landet. Et resultat af presset fra UKIP, mener iagttagere. Men hvorfor er UKIP så meget større et problem for Cameron, end søsterpartierne er for andre EU-ledere?
Overlappet i synspunkter mellem højrefløjen i Det Konservative Parti og UKIP er stort. Det gør Storbritanniens premierminister David Camerons parti sårbart – både over for vælgerflugt og afhopning fra partimedlemmer til UKIP.

Oli Scarff

Udland
2. december 2014

Overalt i Europa er presset på de regerende stats- og regeringschefer fra anti-immigrations- og anti-EU-partier vokset i de seneste år, og mange steder har partierne påvirket den hjemlige politiske debat. Men kun i Storbritannien har det ført til en markant ændring i landets politik over for EU.

Den konservative britiske premierminister, David Cameron, har, siden han tiltrådte i maj 2010, gentagne gange været på kollisionskurs med kollegerne i EU.

Han har nedlagt veto, balanceret på kanten af de diplomatiske spilleregler og luftet ideen om restriktioner af EU-borgeres grundlæggende ret til fri bevægelighed. Han har sat landets medlemskab på spil ved at love reformer af EU, som de britiske borgere efterfølgende vil få mulighed for at stemme om i en folkeafstemning, der kan ende med, at landet forlader unionen.

Ifølge britiske iagttagere er det presset fra UK Independence Party (UKIP) – et parti der indtil for nylig ikke engang var repræsenteret i Westminster-parlamentet – der er hovedårsagen til de konservatives skærpede EU-linje.

»Det er lykkedes UKIP at gøre immigration til det vigtigste emne i EU-debatten, så en genforhandling af forholdet til EU må nu nødvendigvis indeholde noget på immigrationsområdet,« siger Vincenzo Scarpetta fra tænketanken Open Europe til Information.

Spørgsmålet er, hvorfor et lille yderparti uden megen repræsentation kan give Cameron så store problemer?

Alun Wyburn-Powell, der er politisk historiker på City University i London, mener, at en del af forklaringen skal findes i det britiske politiske system og landets valgsystem, der har fremdyrket to store partier, frem for et væld af mindre partier som ses i koalitionssystemerne andre steder i Europa.

Konsekvensen er, at de to store partier – Det Konservative Parti og Labour – reelt er politiske koalitioner, og derfor rummer langt flere – og mere modstridende – politiske holdninger, som partiformændene må forsøge at forene. Reelt føres dog en midtersøgende politik til stor frustration for fløjene.

Camerons problem er, at den konservative højrefløj nu har fundet et sted, hvor deres stemme bliver hørt: UKIP.

»Der er et temmelig stort overlap i synspunkter mellem den konservative højrefløj og UKIP, og på den anden modsatte fløj i det konservative parti har du en politiker som Kenneth Clarke, der har et fuldstændigt andet (positivt, red.) syn på EU,« siger Wyburn-Powell til Information.

Overlappet mellem den konservative højrefløj og UKIP har gjort Cameron sårbar over for ikke kun vælgerflugt for dem, der ønsker ’den rene vare’, men også afhopning fra partiet til UKIP. Inden for de seneste måneder er to konservative parlamentarikere afhoppet til UKIP og har sågar vundet de efterfølgende suppleringsvalg for deres nye parti og givet dem deres første repræsentanter i parlamentet.

Konservativ ledelse

UKIP’s succes har også påvirket Labour, der på samme måde er udfordret i forhold til at forene en højre- og en venstrefløj. Alligevel er problemet ikke helt så stort for Labour-leder Ed Miliband som for David Cameron, mener Alun Wyburn-Powell.

»De konservative har medlemmer såsom Bill Cash, hvis hele liv er fokuseret på at trække Storbritannien ud af EU. Partiet rummer folk, der er fuldt ud fokuseret på dette emne, hvor der ikke er nogen i Labour, som er så fikseret på Europa,« fortæller han.

Årsagen til, at kritikerne er blevet så stort et problem, hænger bl.a. sammen med ledelsen af partiet i de seneste år, mener Wyburn-Powell.

»De konservative er ikke blevet ledet effektivt siden John Major. Cameron er bedre end William Hague og Michael Howard, men han har haft mindre succes med at håndtere partiet, end han har haft med at håndtere koalitionen (med liberaldemokraterne, red.),« siger han.

Wyburn-Powell tilføjer, at Cameron »giver indtryk af ikke at være proaktiv«.

»Han tager sig af tingene, når de dukker op, og tænker at han nok skal slippe af sted med det. John Major – der havde store problemer med Maastricht-rebellerne – forstod bedre den udfordring, han stod overfor,« tilføjer Wyburn-Powell.

Et problem, som David Cameron ikke er alene med, er den voksende kløft mellem politikerne og vælgerne, som ikke føler, at den politiske klasse repræsenterer dem.

Afstanden

»Problemet med, at den politiske klasse anses for at være afskåret fra almindelige mennesker, er et symptom vi ser over hele Europa, og som partier som UKIP, den italienske fem-stjerne-bevægelse og Front National i Frankrig udnytter,« siger Vincenzo Scarpetta.

»I Storbritannien har UKIP draget fordel af, at de kun er fokuseret på to emner – EU og immigration – og har kunnet tale konkret om de emner og fremstået som dem, der taler for manden på gaden,« tilføjer han.

Alun Wyburn-Powell mener, at et problem i Storbritannien er, at de fleste partiformænd »er for unge, når de bliver ledere«.

»De har ingen erfaring fra det virkelige liv, og det er årsagen til, at (UKIP-formand) Nigel Farage ligner en outsider, selv om han overhovedet ikke er det,« siger han og tilføjer, at det konservative parti over de seneste godt 50 år har mistet meget af sin støtte i det nordlige England og Skotland, så det i dag primært repræsenterer »sydengelske synspunkter«.

»Dets støtte er sunket sydpå til landområderne, så de synspunkter, politikerne hører, er fra de engelske landdistrikter,« siger han.

Scarpetta erkender, at kulminationen af disse forskellige problemer synes at have haft en mere direkte negativ effekt på David Camerons konservative end på deres ligesindede andre steder i Europa.

»Vi har ikke på samme måde set folk fra de ledende centrum-højre-partier skifte parti til de yderste højrepartier i andre lande,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her