Baggrund
Læsetid: 7 min.

Sejrherrerne er ikke længere alene om at skrive Indonesiens historie

I 1965 blev op mod en million mennesker dræbt i Indonesien i antikommunismens navn. Den indonesiske hær stod bag, men er aldrig blevet stillet til ansvar og har haft monopol på at udlægge historien. Indtil nu, hvor to dokumantarfilm af instruktøren Joshua Oppenheimer har åbnet for, at indoneserne nu tør tale åbent om landets blodige fortid
’Fortsæt du bare med dine kommunistiske aktiviteter …’siger Kommando Aksi-lederen, da Adi Rukun spørger ind til drabet på sin bror. Film still fra ’The Look of Silence’
Udland
5. december 2014

Adi Rukun er født to år efter massedrabet i Indonesien i 1965, men han har altid levet i skyggen af historien om, at hans bror var blandt ofrene.

»Jeg vidste, at Ramli blev slået ihjel, og jeg vidste, hvem fra vores landsby, der gjorde det. Min mor har fortalt mig historien mange gange, så ofte hun kunne komme til det. Men jeg vidste ikke hvorfor,« fortæller Adi Rukun. Han er hovedperson i Joshua Oppenheimers dokumentarfilm The Look of Silence, der ligesom forgængeren The Act of Killing beskæftiger sig med drabet på omkring en million mennesker, særligt medlemmer af kommunistpartiet PKI (Partai Komunis Indonesia), fagforeningsfolk, bondeaktivister og indonesere af kinesisk afstamning.

»Jeg har i mange år forsøgt at forstå, hvad der skete, ved at lytte til min mors historier. Men hele tiden bar jeg et spørgsmål i mit hjerte: Hvad havde Ramli gjort? Hvorfor blev han begravet midt i en plantage?« spørger Adi Rukun.

Myrderierne blev begået af ’folkets’ væbnede grupper, de såkaldte Kommando Aksi, under det indonesiske militærs opsyn. Politiske fanger blev hentet fra fængslerne, kørt til Slangefloden og hakket ned med macheter. Folk blev hentet i deres hjem, i deres butikker, eller samlet op på gaderne og i markerne for så at blive dræbt. Det hele skete i løbet af få måneder, mens verden så til. I USA blev massakrerne fremstillet som kommunismens hidtil største nederlag.

Nation af ofre og gerningsmænd

Mens Joshua Oppenheimers første dokumentarfilm om folkemordet, The Act of Killing, fortæller historien fra gerningsmændenes synspunkt – eller rettere: gennem den målløse beskuers blik på gerningsmændene, der levende beretter om og genopfører historien til ære for instruktør og publikum – følger The Look of Silence Adi Rukun i hans søgen efter svar på, hvorfor Ramli skulle slås ihjel, og hvorfor ingen nogensinde blev straffet for det. Tværtimod sidder mange af gerningsmændene på magten i Indonesien den dag i dag.

»I 1984 så jeg en af regeringens propagandafilm om de onde handlinger, kommunisterne havde begået i fortiden. Denne forklaring kunne jeg ikke acceptere. Min mor havde fortalt mig, at Ramli ikke var spor ond, at han var en hjælpsom og høflig mand og alt det modsatte af, hvad regeringens propaganda fortalte om kommunisterne,« fortæller Adi Rukun, der forgæves ledte efter mere troværdig information om begivenhederne i 1965.

I 2005 mødte han Joshua Oppenheimer, som var på besøg i Adi Rukuns landsby.

»Vi havde en lang, alvorlig snak,« siger Adi Rukun. »Jeg vidste instinktivt, at det var dette, jeg havde ledt efter. Det var min chance for at forstå, hvad denne begivenhed og historien om den har betydet for os, for min familie, for andre familier, for morderne og for os som nation, at vi har levet som ofre og gerningsmænd i stedet for som naboer.«

Sandheden om tragedien

Oppenheimers to film er blevet vist på filmfestivaler verden over og har vundet adskillige priser. Mens The Act of Killing kun blev fremvist ved mindre, private sammenkomster i Indonesien, er The Look of Silence i november blevet vist ved to offentlige begivenheder med de to statslige institutioner National Human Rights Commission og Jakarta Kunstråd som værter. Flere end to tusind mennesker mødte op til premieren, og derfor måtte der organiseres en ekstra visning af filmen. Denne gang er historien nået bredere ud, også i de større medier, og fremtrædende indonesere har opfordret til, at dette bliver anledningen til et opgør med fortiden. Med valget i sommer af en ny præsident, Joko Widodo, populært kaldet Jokowi – der anses for at have rene hænder – er håbet om, at Indonesien kan være på vej mod nye tider, blevet styrket.

Den engelsksprogede avis Jakarta Globe skriver om filmene, at »selvom ingen af dem er blevet direkte forbudt – da ingen af filmene har været indsendt til godkendelse hos den statslige censur – er den kun alt for virkelige trussel om organiseret vold stadig så stor, at filmene hidtil er blevet vist i hemmelighed. Men nu er frygten tilsyneladende forsvundet. Folk vil vide, hvad der virkelig skete i dette mørke kapitel i Indonesiens historie; det står nu klart, at sandheden er en tragedie så omfattende, at den ikke længere kan skjules.«

Kommunistiske spørgsmål

Det reelle omfang af myrderierne i 1965 og omstændighederne omkring dem har indtil nu været omgærdet med tavshed i Indonesien. Men at mange mennesker blev slået ihjel har aldrig været nogen hemmelighed.

Begivenhederne er blevet officielt retfærdiggjort gennem en stærk antikommunisme, hvilket Oppenheimers film også giver eksempler på. F.eks. i en scene fra en skoleklasse, hvor Adi Rukuns søn og hans klassekammerater efter en række fantasifulde skrækhistorier lærer at sige i kor: »Kommunisterne var grusomme.« Eller en scene, hvor Adi Rukun taler med den tidligere lokale leder af Kommando Aksi om, hvordan drabene foregik. Da Adi Rukun afslører, at hans egen bror var blandt ofrene, forsøger Kommando Aksi-lederen først at undskylde sig med, at der var mange Kommando Aksi’er i regionen, og derfor kan man ikke sige, at han som sådan var ansvarlig for Ramlis død. Da Adi Rukun stille påpeger, at han mener, morderen løber fra sit moralske ansvar, forvandler Kommando Aksi-lederens øjne sig fra fugtige og røde til mørke og klare: »Fortsæt du bare med dine kommunistiske aktiviteter … «. Adi Rukuns mor råder ham til fremover at se sig over skulderen: »Tag en kølle med, når du går ud. Hvis du slår dem her,« siger den omtrent 100 år gamle dame og peger på sin nakke, »så rejser de sig ikke igen«.

En anden morder ved magten siger direkte til Adi Rukun, at historien let kan gentage sig, hvis man begynder at stille ’kommunistiske’ spørgsmål til fortiden.

Det hele var løgn

Adi Rukuns bror Ramli var slet ikke medlem af PKI – ligesom mange andre ofre heller ikke var det – men en af Joshua Oppenheimers pointer er, at PKI faktisk var en lovlig og ubevæbnet organisation.

»Ofrene, heriblandt PKI-medlemmer, havde ikke begået nogen forbrydelse. De, der blev slået ihjel, var medlemmer af lovlige politiske partier, af fagforeninger, af bondekooperativer – eller de var etniske kinesere,« siger Joshua Oppenheimer. »PKI forsøgte at komme til magten gennem den parlamentariske proces, men den blev suspenderet af hæren i slutningen af 1950’erne, fordi PKI’s opbakning blev ved at vokse. Alligevel fortsatte PKI deres ikke-væbnede kamp for parlamentarisk demokrati. Det faktum, at gerningsmændene myrdede ikke blot PKI-medlemmer, men også folk, de vidste ikke var kommunister, understreger blot, at alt, hvad ofrene er blevet beskyldt for, og alle de forbrydelser, PKI er blevet tillagt – og som er blevet brugt til at retfærdiggøre et folkemord – er løgne,« siger Joshua Oppenheimer.

I den første film, The Act of Killing, siger en af morderne – der taler overraskende lige ud af posen – at hvis filmen bliver færdig, vil indoneserne få bekræftet, at deres mistanke var korrekt: »Regeringspropagandaen om PKI er løgn. Det var os, der begik uretten, ikke PKI.«

Men ingen har indtil nu turdet lufte den mistanke offentligt. Som Adi Rukun fortæller: »Jeg har ofte forsøgt at tale med folk i landsbyen om, hvad der skete med Ramli, og jeg ved, at de ved det. Men de har været bange for at fortælle mig deres version af historien. Indtil diktaturet faldt i 1998 sagde man, at ’også væggene har ører’, og selv efter Suharto (præsident i Indonesien fra 1967-1998) forblev folk tavse.«

Ud af mordernes skygge

På resterne af Indonesiens organiserede venstrefløj har man altid, i lukkede kredse, talt om fortiden for at mindes de døde kammerater og for at minde hinanden om, at man lever livet farligt. Nu bliver der også talt om 1965 i de nationale medier.

Den indonesiske historiker J.J. Rizal sagde til Jakarta Globe i forbindelse med visningen af The Look of Silence: »Film som Jagal og Senyap (de indonesiske titler på Oppenheimers film, red.) er som det øjeblik, vi har ventet på hele livet. Begivenhederne i 1965-66 hører til blandt de mest grusomme menneskerettighedskrænkelser i det 20. århundrede, og sandheden om dem har indtil nu været skjult. Men med disse film og befolkningens positive modtagelse af dem, tror jeg på, at sandheden langsomt vil komme frem.«

Men fortiden er fortsat farlig i Indonesien. Efter filmens offentliggørelse er Adi Rukun og hans familie blevet nødt til at flytte tusinder af kilometer væk fra deres landsby »for at slippe ud af mordernes skygge«.

»Men at tale om fortiden er også en chance for, at jeg selv og min familie kan få en bedre fremtid, og at mine børn kan få en bedre uddannelse,« siger Adi Rukun. »The Look of Silence er lykkes med at skabe debat om historien og om, hvad menneskelighed er. At så mange mennesker dukkede op til visningerne i regi af National Human Rights Commission og Jakarta Kunstråd er bevis for, at der er noget, som endnu ikke er blevet afsluttet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her