Baggrund
Læsetid: 4 min.

'De siger, at om 30 år vil øgruppen Kiribati være væk'

Set fra en forarmet øgruppe i Oceanien forekommer klimaforhandlingerne i Lima både abstrakte og irrelevante
Udland
8. december 2014

Det højeste punkt på hovedøen South Tarawa blandt østaten Kiribatis 33 atoller i Stillehavet nordøst for Australien lever bag volde af sandsække og klipper. Hovedstaden ligger så tæt på havet, at en af de adrætte børn, som udgør næsten halvdelen af befolkningen, kan springe fra voldens top og lande direkte i vandet, tre meter derunder.

Klimaforhandlere fra Oceanien er forsamlet i Lima i Peru, og vil i denne uge fremlægge deres udspil til en aftale, der skal kontrollere, hvor meget havet må stige omkring Kiribati-øgruppens tanger af sand og koralrev for derved måske at hindre den lille nation i helt at forsvinde. For kiribatierne, hvoraf hovedparten er katastrofalt fattige, forbliver klimaforandringer dog noget abstrakt på grund af deres daglige kamp for at overleve.

Over halvdelen af stillehavsø-nationens 103.000 indbyggere bor på den forarmede ø South Tarawa. Storfamilier, ofte på så mange som 20 pr. husstand, bor i sammenflikkede hytter blandt kokospalmer, fritgående grise og dynger af skrald. Her findes intet frirum, intet privatliv. De mange, som ikke har noget toilet, benytter blot den hvide strand. Børnene tilbringer dagene med at bade i den blå lagune, der både fungerer som åben kloak og fiskefangststed. Dette er muligvis verdens mest maleriske slumområde.

Øens drikkevand er i vedvarende krise. Grundvandsbrøndene er forurenede og i stigende grad inficeret af det stigende havvand. Den kommunale vandforsyning sikrer en leverance af afsaltet, rent vand til nogle husstande, men fungerer kun få timer om ugen.

Batiri Tataios familie er så heldig at have både et bliktag og en tank, hvori de kan opsamle regnvand. Men hele nationen lider under langvarig tørke – inden for de sidste par måneder har det kun regnet to gange.

Drikkevandet dræbte 20 børn

»Hvis der ikke kommer regn, løber vi tør for vand. Det betyder, at vi bliver nødt til at give vores børn vand fra brønden at drikke, og så må vi først koge det,« siger hun. I september tog et udbrud af ondartet diarré livet af over 20 børn på blot to uger. Børnedødeligheden for børn under et år her er ni gange højere end i Storbritannien. Tataio er flyttet hertil fra øen Nikunau, så hendes ni børn og voksende flok af børnebørn kan gå i skole. Øboere fra de ydre øer i øgruppen har ikke noget forfædrene krav på jord i det overbefolkede Tarawa, så Tataios familie har bygget deres egen ø af koral, klippe og sand. Deres toilet leder spildevandet direkte ud i den omgivende atoll-lagune.

Det er svært at finde et arbejde her, siger Tataio, og det begrænser udvalget af tilgængelige fødevarer. Hendes familie fanger fisk og sælger dem ved vejkanten, hvilket akkurat indbringer dem penge nok til at klare sig. Fisk og ris udgør hovedparten af kosten, kun suppleret af sukkerholdig mad, når der er råd til det.

99,5 procent af kiribatierne spiser ikke tilstrækkeligt med grøntsager, og næsten en fjerdedel af dem lider af sukkersyge. Fattigdommens daglige prøvelser og nedværdigelser får det internationale diplomati i Limas konferencesale til at tage sig abstrakt og verdensfjernt ud. Men fattigdom er muligvis den vigtigste faktor til bestemmelse af, hvilke af klodens indbyggere der vil blive gjort hjemløse eller dø af klimaforandringerne.

De skadelige effekter af den globale opvarmning vil ramme hårdest på steder som South Tarawa, ikke blot på grund deres geografi, men også fordi der her ikke findes nogen ressourcer at investere i et forsvar mod de voldsommere klimaforandringer.

I sit kontor i ønationens parlamentsbygning, opført på inddæmmet jord, siger Kiribatis præsident, Anote Tong, at selv om forhandlingerne i Lima går godt og følges op af den længe håbede aftale i Paris til næste år, der skal sætte grænser for den værste udledning, vil dette ikke have synderlig relevans for Kiribati.

Skrøbelig balance for nationen

»Uanset, hvor drastisk en handlingsplan de vil vedtage i Paris, vil det ikke spille nogen rolle for os, for det, som allerede er udledt i atmosfæren, er rigeligt til allerede at give os store problemer,« siger Tong, der dog er fast besluttet på, at i det mindste nogle af øerne og noget af Kiribatis kultur skal overleve. Men Kiribatis økonomi er 10.000 gange mindre end USA’s, og det vil koste dyrt at forsvare og fremtidssikre dette skrøbelige samfund. Dette er grunden til, at de mest sårbare lande nu forlanger, at de rige lande skal bidrage mere til Den Grønne Klimafond og opfylde deres forpligtelse om at yde 600 mia. kr. hvert år fra 2020. De knap 58 mia. kr., der hidtil er givet tilsagn om, udgør kun to tredjedele af det absolutte minimum, som u-landene har betinget sig. Alligevel ser de på Kiribati ikke ud til at være så vrede på de rige lande, som man skulle mene, de havde al mulig ret til. Årsagen står klar, når man taler med Tataio:

»Klimaforandringer betyder, at det bliver meget varmere. Og at der kommer mindre regn. Når det er højvande, ved vi også, at det kan være meget højere end før,« siger hun. Børnene undervises i klimavidenskab i skolen, men mange ældre og oftest mindre uddannede har kun en begrænset forståelse af årsagerne til klimaforandringerne.

Adspurgt, om hun ved, hvorfor vandstanden stiger, ryster Tataio bare på hovedet og griner. »De siger, at om måske 30 år kan Kiribati være væk. Men vi ved ikke, hvad der vil ske. Jeg er som altid bare glad.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her