Nyhed
Læsetid: 5 min.

Hvad man ikke siger højt i Lima

Her på COP20-klimamødet er man på det rene med, at en klima-aftale i Paris om et år ikke vil sikre FN’s to graders-mål. Dertil er landene for langt fra hinanden. Klimakampen må derfor føres bredere
Udland
9. december 2014

Man samler en stor flok mennesker og finder en sandstrand. Hver person graver et hul, og når alle er klar, lægger samtlige sig på knæ, stikker enden i vejret og hovedet i sandet. Så tager én et billede og lægger det på en dertil indrettet hjemmeside.

Denne aktionsform med humoren som våben er ikke nået til stranden i Lima, hvor klimatopmødet COP20 er i gang, men i foreløbig Australien og New Zealand er det blevet en populær måde at håne de politikere, der stikker hovedet i sandet – på dansk: i busken – ved at holde fast i fossile energiprojekter og negligere, hvordan det forværrer klimaproblemet.

»Her i Lima er stranden for snavset til, at vi vil stikke hovedet i sandet, men vi finder andre måder at illustrere pointen,« lover Cindy Baxter, en af de absolutte veteraner blandt klima- aktivisterne på COP-møderne

Mandag stod aktivister fra Filippinerne uden for konference-centret med billeder fra tyfonens aktuelle hærgen for at minde om klimaforandringernes virkelighed.

Sådan kæmpes der med mange midler om forhandlernes opmærksomhed her i COP20-landsbyen. Men forhandlerne befinder sig hovedsagelig i lukkede rum i den til lejligheden opførte COP20-by, og deres virkelighed er de politiske uenigheder, der skiller landene og spærrer for resultater. Tidspresset er klart voksende for at nå frem til resultater, der kan gøre det muligt at vedtage en global klima-aftale om et år, på COP21 i Paris.

Allerede nu står det imidlertid ganske klart, at Paris-mødet ikke bliver stedet, der sikrer den globale temperaturstignings begrænsning til to grader. Det er ikke noget, man råber ud fra talerstolene og på pressemøderne her, men alle ved det, også ngo’erne.

Nye tekster, nye diskussioner

Som optakt til ministrenes ankomst til Lima i dag fremlagde forhandlingslederne mandag nye tekster, der afspejler resultatet af embedsmændenes diskussioner i den forgangne uge. Det såkaldte ikke-papir på 23 sider, som forelå ved COP20-starten for en uge siden, er nu blevet opgraderet til et ’rigtigt’ papir om Elementer til et udkast til forhandlingstekst. I sig selv et formelt skridt fremad – til gengæld er papiret, der er den spæde start på en global Paris-aftale, vokset til 33 sider som udtryk for, at alle lande kæmper for at få flest mulige alternative formuleringer ind i teksten, inden klimamødets såkaldte højniveau-del med ministrene begynder at luge ud i alternativerne.

Dertil foreligger en ny version af den tekst, som faktisk skal vedtages her i Lima: COP20’s konklusioner med en beslutning om, hvordan landene i begyndelsen af det nye år skal indberette deres bud på de nye nationale klimamål, der skulle sikre chancen for at blive under den FN-vedtagne smertegrænse på to graders global opvarmning. Kan spørgsmålet om indberetning af nye mål ikke afklares her i Lima, sejler processen frem mod Paris-mødet for alvor.

Også denne tekst er svulmet op – fra 12 til 18 sider – og den afspejler bl.a. den fortsatte skillelinje mellem i- og u-lande. I-landene – herunder USA, EU og Danmark – vil gøre op med den gamle skelnen fra Kyoto-aftalen mellem rige og fattige lande. Som en europæisk forhandler siger:

»Lande som Ukraine og Hviderusland er ifølge den hidtidige skelnen i-lande, mens Singapore og Qatar officielt er u-lande – det giver ikke længere mening.«

Djævelen i detaljen

På den baggrund vil man have, at samtlige lande indberetter nye klimamål – i kodesproget kaldet INDC, Intended Nationally Determined Contributions – og her er der, set fra bl.a. EUs side, et fremskridt i den nye tekst. Hvor der før stod, at alle parter »bør« indberette et kvantificeret mål for CO2-reduktion, står der nu, at alle lande »skal« gøre det og dertil med omtale af tidsplaner, indsatsområder m.m.

Men djævelen ligger i detaljen – som i dette tilfælde fylder de 11 bageste sider af dokumentet på 18 sider. For her finder man et anneks med hele seks konkurrerende forslag til, hvad landene konkret skal indberette som deres nye klimamål. Flere af disse seks forslag kommer fra grupper af u-lande og her skelnes klart mellem, hvad i- og u-lande skal forpligtes til. Det skal således ifølge disse forslag være »på frivillig basis«, hvad u-landene vælger at indberette.

Det er uspiseligt for bl.a. USA og EU, og i det hele taget vurderes det som umuligt at håndtere en forhandling om seks indbyrdes modstridende forslag. Derfor var vurderingen mandag, at hele annekset med detaljerne om, hvordan klimamål konkret skal indberettes, kan blive skrottet.

Tilbage står den meget kortere formulering om, at alle »skal« indberette noget. Faren herved er, at de nationale klimamål bliver defineret på forskellig måde, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne og beregne, hvad de tilsammen giver.

Processen i fare

Alle er bevidste om, at de frivillige mål, der måtte blive indberettet, ikke kan sikre de to grader. Derfor har der i tidsplanen frem til Paris-mødet i december 2015 været regnet med, at målene blev indberettet inden 1. april, hvorefter der skulle indledes en proces hen over sommeren med at beregne, hvad man mangler i at holde de to grader, efterfulgt af ’konsultationer’ – eller armlægning – om, hvordan landene kan skærpe deres ambitioner og mål.

Men her i Lima har den kinesiske regering ladet forstå, at Kinas INDC kommer ’i første halvår af 2015’, altså ikke nødvendigvis i første kvartal. Og Sydafrika har argumenteret for, at man ikke behøver at melde målene ind før i 2017 – den ny globale klimaaftale skal først have virkning fra 2020, så der er jo god tid …

Dette bringer processen med at løfte de givetvis utilstrækkelige INDC-bidrag inden COP21 i fare. Spørgsmålet er mere grundlæggende, om der overhovedet kommer en sådan proces. Ifølge vestlige forhandlere har f.eks. den kinesiske regering klart markeret, at det er utidig indblanding i nationale anliggender, hvis det internationale samfund skal til at lægge pres på Kina for at skærpe sine klimamål. Også Brasilien og Indien har protesteret.

Så den fælles, men kun nødigt artikulerede, forståelse i COP20-landsbyen er, at det kommende år ikke bringer en proces i FN-regi, der resulterer i en aftale, som sikrer to graders målet.

Den fremtrædende britiske klimaøkonom, Sir Nicholas Stern, advarede i går ligefrem imod at gå efter en juridisk bindende aftale i Paris.

»Nogle kan frygte, at bidrag, der ikke er globalt juridisk bindende, vil savne troværdighed. Det er efter min mening en alvorlig fejltagelse,« sagde han med henvisning til, at flere i-lande overtrådte den bindende Kyoto-aftale, uden at det kom til sanktioner.

»Internationale aftaler om klimaændringer bør struktureres, så de fremmer den type samarbejde, der er nødvendig for at skabe gensidig tillid og lige adgang til bæredygtig udvikling.«

Det er ifølge Stern vigtigere, at man etablerer en proces for løbende opjustering af ambitionerne end en fiks, færdig og forpligtende aftale i Paris.

Under COP15 i København i 2009 var det alt på ét bræt, og det gik grueligt galt. Her i Lima er der lagt op til en blød udgang på COP21 om et år, og til at kampen for klimaet må føres på mange måder.

Nogle ville sikkert sige, at de politisk ansvarlige stikker hovederne i sandet.

Serie

Klima i Lima

Seneste artikler

  • Klimakampen er mere end COP20

    13. december 2014
    Gamle fronter mellem i- og u-lande spærrede i går for ambitiøse resultater i Lima
  • Klimakampen er et trekantsdrama

    12. december 2014
    Både erhvervsledere og civilsamfundets aktivister i Lima synes, politikerne på COP20 svigter. Derfor må de selv tage initiativet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det i fællesskab, eller om de er i modsætning til hinanden
  • Penge kan spærre for klimaenighed i Lima

    11. december 2014
    U-lande stoler ikke på i-landes erklæringer om at ville skaffe klimabistand fra både statslige og private kilder. Men i-landene vil ikke love mere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kald øjeblikkeligt den udsendte hjem fra stranden i Lima - lad ham samle en stor flok arbejdsvillige københavnere og sæt dem til nødvendigt arbejde med at forhøje digerne på Fanø ... :-)

'Skal frivilligt indberette' i stedet for 'bør frivilligt indberette'. Hvilken ordekvilibrisme, hvilket fremskridt! Jeg kommer til at tænke på følgende, der helt ulig det, der foregår i COP-regi, er underholdende:

A Plan for the Improvement of English Spelling, by Mark Twain: "For example, in Year 1 that useless letter "c" would be dropped to be replased either by "k" or "s", and likewise "x" would no longer be part of the alphabet. The only kase in which "c" would be retained would be the "ch" formation, which will be dealt with later. Year 2 might reform "w" spelling, so that "which" and "one" would take the same konsonant, wile Year 3 might well abolish "y" replasing it with "i" and Iear 4 might fiks the "g/j" anomali wonse and for all. Jenerally, then, the improvement would kontinue iear bai iear with Iear 5 doing awai with useless double konsonants, and Iears 6-12 or so modifaiing vowlz and the rimeining voist and unvoist konsonants. Bai Iear 15 or sou, it wud fainali bi posibl tu meik ius ov thi ridandant letez "c", "y" and "x" -- bai now jast a memori in the maindz ov ould doderez -- tu riplais "ch", "sh", and "th" rispektivli. Fainali, xen, aafte sam 20 iers ov orxogrefkl riform, wi wud hev a lojikl, kohirnt speling in ius xrewawt xe Ingliy-spiking werld."