Baggrund
Læsetid: 5 min.

Sorte penge sætter klimadagsordenen

En række i-lande bruger langt flere offentlige midler på at finde mere fossil energi end på at hjælpe de u-lande, der allerede mærker klimaforandringerne og følgerne af den hidtidige afbrænding af kul, olie og gas. Samtidig stiger regningen for beskyttelse af u-landene dramatisk
En stor gruppe oprindelige folk fra Sydamerikas jungleområder dannede i går et stort indianerhoved på stranden i Lima. Teksten siger: ’Folk og rettigheder - levende skove’  i anledning af COP20 i Peru, der slutter i denne uge.

Martine Bernetti

Udland
8. december 2014

Follow the money. Når det kommer til stykket, er det et spørgsmål om penge. Ikke mindst når det drejer sig om at redde menneskeheden fra følgerne af det overforbrug – i forhold til klodens bæreevne – som dele af samme menneskehed er ansvarlige for.

Her i Lima i Peru, hvor solen har kæmpet sig igennem den grå dis, der hører en voksende tredjeverdens storby til, kom pengene i fokus i weekenden. To nye undersøgelser afslører, hvordan dagens økonomiske pengestrømme fastholder en udvikling stik imod den, de delegerede på klimatopmødet COP20 i Perus hovedstad angiveligt kæmper for.

En tredje afslører, hvor meget dyrere end hidtil antaget det vil blive at beskytte u-landene mod virkningerne af de klimaændringer, som disse pengestrømme er medansvarlige for.

Den første undersøgelse offentliggøres af ngo’en Oil Change International (OCI), der har undersøgt, hvor meget i-lande investerer i fortsat eftersøgning og udvinding af fossil energi. Facit er, at disse fossile investeringer er tre gange så store som de løfter om klimabistand, de samme lande indtil nu har afgivet.

FN’s Grønne Klimafond, der blev opfundet på COP15 i København i 2009, har indtil nu modtaget tilsagn om ca. 9,7 mia. dollar (ca. 58 mia. kr.) i bidrag fra en række i-lande – samtidig investerer selvsamme i-lande imidlertid 26,6 mia. dollar årligt i støtte til eller egen deltagelse i eftersøgning af nye kul-, gas- og oliekilder.

USA, der har lovet tre mia. dollar til klimafonden, investerer eksempelvis 6,5 mia. dollar årligt i den fossile energieftersøgning.

»Og de tre mia. er vel at mærke et beløb, der skal fordeles over fire år, og som Kongressen skal godkende. Så vi ved ikke, om Obama overhovedet får lov at bevilge dem,« påpeger Alden Meyer, klimaekspert hos Union of Concerned Scientists. Canada bruger ifølge analysen fra OCI godt otte gange så meget på det fossile, som man har lovet til klimafonden, Norge bruger godt fem gange så meget, Japan fire gange så meget og Holland hele 40 gange så meget.

»Dette sker, selv om FN’s klimapanel har gjort klart, at 80 pct. af de allerede kendte fossile reserver skal blive i undergrunden, hvis vi skal kunne fastholde to graders målet. Så mens forhandlerne her i Lima kæmper for at komme op af det hul, vi er havnet i med klimaforandringerne, så bruge en række af de samme lande penge på at grave hullet dybere,« siger David Turnbull, kampagnechef hos OCI.

Den anden ny undersøgelse, præsenteret i Nyhedsbladet Dansk Energi, handler om den eksisterende, almene udviklingsbistand. Lektor Jakob Skovgaard, Lunds Universitet, og forskere ved Brown University er ved at kortlægge, hvad i-landenes bistand er gået til i perioden 2009-11.

»Vores tal tyder på, at der i de tre år blev givet næsten dobbelt så meget til kuludvinding og -forbrænding alene, som der gik til sol, geotermi og vind. Lægger man dertil, at gas- og olieudvinding tilmed modtog yderligere syv mia. dollar, så tegner bistandshjælpen globalt set ganske sort,« siger Jakob Skovgaard.

Den der smadrer

Over for disse undersøgelser står så en ny analyse fra FN’s Miljøprogram (UNEP), der fortæller, at omkostningerne for u-landene til beskyttelse mod de klimaforandringer, der allerede er under udfoldelse, kan blive langt større end antaget.

I-landene har forpligtet sig til at donere 100 mia. dollar (600 mia. kr.) om året fra 2020 til u-landenes kamp mod klimaforandringerne – et beløb, hvoraf man som nævnt kun har givet konkrete tilsagn om de første knap 10 mia. – men ifølge UNEP-rapporten offentliggjort her i Lima, Adaptation Gap Report, kan omkostningerne for u-landene løbe op i 150 mia. dollar i 2025-30 og hele 250-500 mia. dollar (1.500-3.000 mia. kr.) i 2050. Og det vel at mærke, hvis det lykkes at bremse den globale opvarmning inden to grader. Fortsætter udviklingen som hidtil – et business as usual-scenario for den globale opvarmning – »kan omkostningerne til klimatilpasning ramme det dobbelte af de højest angivne beløb,« understreger UNEP.

Tab og ødelæggelser

Sådan flyver store tal gennem luften her i Lima. Fra Filippinerne indløber foruroligende rapporter til klimaforhandlerne om, hvordan anderledes hårdtslående ting flyver gennem luften under den ny supertyfon Hagupit, der gik i land lørdag og på forhånd havde drevet en million mennesker på flugt.

»Hagupit betyder ’den der smadrer’, og tyfonen smadrer lige nu den østlige side af Filippinerne, alt mens vi stadig er ved at genopbygge efter tyfonen Hayan, der dræbte 6.000 filippinere. Dette er, hvad der sker allerede ved de aktuelle 0,85 graders global opvarmning. Hvad hvis temperaturen får lov at stige 1,5-2 grader,« spørger en dybt bekymret Voltaire Alferez, koordinator i den filippinske miljøorganisation Aksyon Klima. Tyfonerne over Filippinerne er et eksempel på det, der i kodesproget på COP20 hedder loss & damage.

»Det er det, som det ikke er muligt at tilpasse sig,« siger Julie-Ann Richards fra ngo’en Climate Justice Program.

Pengediskussionerne her i Lima handler mest om, hvor meget der bør gives til at bremse klimaændringerne, og hvor meget der skal bruges for at kunne beskytte sig via digebyggeri etc. Men nogle steder sker skaderne faktisk og ofte med omfattende tab, som de ramte samfund ikke kan magte og sjældent selv er ansvarlige for. Voltaire Alferez fortæller, at tyfon Hayan sidste år kostede det filippinske samfund 30 mia. filippinske pesos (fire mia. kr.) måske forårsaget af rigere landes historiske udledninger af CO2.

På u-landenes begæring forhandler man derfor på COP20 også om, hvordan man skal håndtere disse tab.

Julie-Ann Richards gør opmærksom på, at næsten to tredjedele af de globale CO2-udledninger kan føres tilbage til de 90 største olie-, gas- og kulproducenter i verden, som har tjent og stadig tjener enorme summer på at sælge de klimaforstyrrende brændsler.

Alene de fem største olie- og gasproducenter præsterede i perioden 2002-12 en profit på 1.000 mia. dollar, oplyser Climate Justice Program.

»De bør betale for de skader, de afstedkommer, og derfor foreslår vi en særlig afgift på produktion af fossile brændsler. I vores forslag vil den kunne indbringe 50 mia. dollar om året,« siger Julie-Ann Richards. Ifølge Informations oplysninger er der på COP20 ikke udsigt til enighed om at etablere en særlig pulje til finansiering af loss & damage, endsige en global afgift på de fossile selskabers indtjening.

»Der er meget hårde tider på vej for u-landene. Men klimaforhandlere lever nogle gange i deres egen boble, berøvet oplevelsen af hvad der sker ude i virkeligheden,« mener Voltaire Alferez. COP20-boblen er en lille lukket, i denne weekend behageligt solbeskinnet, landsby, hvor regeringsrepræsentanter, ngo’er og lobbyister fra hele verden er dybt opslugt af deres årtier lange proces i kodesprog for at skabe realpolitiske kompromisser og indviklede formler for enighed om en global klimapolitik.

Det er ikke ligefrem tyfoner, der blæser her.

Serie

Klima i Lima

Seneste artikler

  • Klimakampen er mere end COP20

    13. december 2014
    Gamle fronter mellem i- og u-lande spærrede i går for ambitiøse resultater i Lima
  • Klimakampen er et trekantsdrama

    12. december 2014
    Både erhvervsledere og civilsamfundets aktivister i Lima synes, politikerne på COP20 svigter. Derfor må de selv tage initiativet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det i fællesskab, eller om de er i modsætning til hinanden
  • Penge kan spærre for klimaenighed i Lima

    11. december 2014
    U-lande stoler ikke på i-landes erklæringer om at ville skaffe klimabistand fra både statslige og private kilder. Men i-landene vil ikke love mere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det lyder ret foruroligende. Det bliver nok igen os, den menige befolkning, som fremtiden bliver overladt til.

Mads Christensen

Det var da en vældig smart sammenligning. Lidt for smart, faktisk. Og dermed misvisende. Der er s** da ingen i-lande, der bruger en større eller mindre del af landets eget offentlige budget til at bekoste ’fossil energieftersøging’. 4 af de 5 nævnte lande (USA, Canada, Norge, og Holland) har geologiske forudsætninger for at kunne producere kul, olie og/eller gas i varierende omfang. Det har det 5. land, Japan, næsten ikke længere. Derfor har landene indrettet sig med lovgivning og administrative rammer, så internationale energiselskaber føler sig mere eller mindre tilskyndet til at komme og bruge en masse (af egne og lånte) penge på at lede efter og i givet fald producere de nævnte fossile råstoffer på grundlag af aftaler med tilhørende sæt af økonomiske vilkår, der sikrer værtslandet en passende del af den økonomiske kage. Nogle i-lande har statsejede selskaber, som deltager i disse aktiviteter, dels på hjemmebane, dels på udebane. Men der er i intet tilfælde tale om, at disse selskaber får stillet statslige midler til rådighed over de respektive årlige finanslove. Det eneste, der kan siges at komme tæt på, at i-lande yder ’statssøtte’ til ’fossil energieftersøgning’, er hvis man sætter sig ned og regner ud, hvad diverse incitaments-programmer i form af fordelagtige afskrivningsregler for investeringer i udbygning af marginale olie- og/eller gasfelter kan siges at koste det ene eller andet værtsland i mistet skatteprovenu. Men det er et vanskeligt regnestykke, fordi man i mange tilfælde vil skulle sammenligne med at provenuet var ’nul’, fordi det eller det felt ikke ville være blevet udbygget, pga. en kombination af store investeringsbehov med tilhørende store produktionsomkostninger og forventninger om forholdsvis lave oliepriser.

Det havde immervæk meget mere interessant, hvis artiklen i stedet havde kigget på, hvor meget en stribe andre lande, som ikke er i-lande (læs medlem af OECD), men derimod storproducenter og nettoeksportører af fossil energi, især olie, bruger på at subsidiere de indenlandske forbrugerpriser på kul, olie, gas og elektricitet. IEA’s seneste World Energy Outlook, for 2014, skønner at værdien af disse subsidier i 2013 var 548 milliarder dollars. Man har kigget på 40 lande, hvor mindst et fossil brændstof har været subsidieret. Iran topper listen med 84 milliarder USD, hvoraf halvdelen gik til at holde prisen på benzin, diesel og flaskegas nede. Saudi Arabien er nr. 2 med 62 milliarder, mens Indien og Rusland deler 3-pladsen med 47 milliarder USD. Hvis man sætter subsidierne i relation til landenes BNP, ser man, at Iran spenderer 23% af BNP, saudierne 8%, Indien 2½% og Rusland 2%. Gennemsnittet for de 25 lande, som bruger mest på subsidier ligger på 23% og Venezuela ligger højst med 93%.

Det skal måske tilføjes, at IEA-rapporten i et andet kapitel anslår, at der i 2013 blev ydet forskellige former for subsidier til forskellige former for vedvarende energi på henved 121 milliarder dollars, fordi VE endnu ikke kan stå på egne ben.

Philip B. Johnsen

Den politik verdens magthavere, de ansvarshavende beslutningstager, den politik, de folkevalgte politikkere, kalder for realpolitisk og nødvendighedens politik, vil med stor sandsynlighed, kunne ende mine børns liv.

Philip B. Johnsen

Når pensionsselskaber investere forsvarligt i eksempletvis olie, gas og kul, så er det forsvarligt over for pensionsselskabernes investering, politikker er vatnisser, de handler ikke på udfordringerne, i den forvæntning er det økonomisk ansvarligt.

Der er forræderi over for samfundet.

På samme måde, når økonomer ikke forholder sig til den virkelige verdens udfordringer, det er muligvis økonomisk ansvarlig politik, men det er forræderi, over for samfundet.

Jeg tror de fleste ved inderst inde, det der skal til, er national /befolkningens nødvendig gjorte, ekspropriering af alle investeringer i kul, gas og olie, for en effektiv afvikling, er måden at sikre 80% af verdens kendte, også de danske olie, gas og kul reserver bliver i jorden.

Lande der ikke afvikler, skal der sættes handelsrestriktioner op over for.

NOAA egne folk har sagt dette:
"Near-zero and even negative trends are common for intervals of a decade or less in the simulations, due to the model’s internal climate variability. The simulations rule out (at the 95% level) zero trends for intervals of 15 yr or more, suggesting that an observed absence of warming of this duration is needed to create a discrepancy with the expected present-day warming rate".
Kilde:
http://www1.ncdc.noaa.gov/pub/data/cmb/bams-sotc/climate-assessment-2008...

Og nu er vi på 18år og to måneder.

Game over. Vores alt vil synke ned i barbari.

Benzinprisen i Venezuela på tankstationerne udgør hvad der svarer til 9 øre literen, og der er ingen udsigt til at prisen stiger foreløbig. Det er langt under produktionsprisen og giver befolkningen incitamenter til at forbruge energi helt uden nogen form for mådehold. De drikkepenge, som bilisterne giver tankpasseren for at fylde tanken, er ofte større end hvad det koster at fylde 40 liter benzin på bilen. Måske det var en ide at gå efter de lavthængende frugter først.

Løbet kan allerede være kørt. Det mener nogle videnskabsfolk.

http://www.truth-out.org/news/item/27714-are-humans-going-extinct

På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at håndtere problemets kerne - nemlig overbefolkning i forhold til begrænsede ressourcer og globalt øgede krav om livskvalitet, sundhed og højere levestandard.

Hvis vi f eks kun havde været 4 milliarder mennesker (som i 1970) , så ville vi næppe have siddet i den aktuelle "klima-klemme".

Når det bliver "rigtig slemt" med klimaproblemet, så finder man måske ud af , at det er klogt at promovere en global politik om familieplanlægning, børnebegrænsning o s v - men det kræver selvfølgelig, at diverse reaktionære religiøse kræfter skifter mening om det velsignede i at få så mange børn som muligt.

Sjovt, Kroll, at man nu hører dig argumentere sådan. Du har ikke i den tid jeg har været her, argumenteret for grønne løsninger, men nu hopper du lige pludselig hen over alle disse, og direkte til overbefolkningsproblemet? Hvorfor? Hvorfor ikke spille på alle tangenterne?

Overbefolkning er ganske rigtigt blandt de største problemer, men det bliver sandsynligvis også det sværeste at gøre noget ved. Samtidig er det igen en løsning, som fritager alle svinene i industrien.
Og det er måske det sidste du er interesseret i?