Læsetid: 6 min.

USA’s tilnærmelser til Iran vækker bekymring

Efter at have været ærkefjender i årtier synes USA og Iran at have begravet stridsøksen og nærmet sig hinanden. Tilnærmelsen åbner for kompromiser i en række af Mellemøstens mest betændte konflikter, men samtidig skaber det diplomatiske forår stor frygt hos USA’s traditionelle samarbejdspartnere
Det er ikke alle i Irans mere konservative kredse, der er lige begejstrede for præsident Hassan Rouhanis mere åbne politik. Men USA dæmoniseres stadig i Teheran

Det er ikke alle i Irans mere konservative kredse, der er lige begejstrede for præsident Hassan Rouhanis mere åbne politik. Men USA dæmoniseres stadig i Teheran

Scanpix

29. december 2014

Det var ikke et fredeligt julebudskab, den republikanske profil Michele Bachmann havde til USA’s præsident, Barack Obama, da hun for nylig konfronterede ham med hans Iran-politik.

»Hr. præsident, du er nødt til at bombe, for hvis du ikke gør det, vil Iran få atomvåben i din embedsperiode, og verdenshistorien vil for altid blive ændret,« sagde hun.

Men efter at et amerikansk angreb på Iran i en årrække ikke har forekommet usandsynligt, har forholdet mellem de to ærkefjender forandret sig hastigt, og Michele Bachmanns opfordring blev da også venligt affejet af præsidenten.

Iran kan i disse dage høste resultatet af en diplomatisk og realpolitisk rejse, der for alvor har ført landet tilbage i Mellemøstens geopolitiske centrum – og tilbage i det gode selskab. Efter i årevis at have fungeret som en slags pariastat har det tiltagende anarki i Syrien og Irak, herunder Islamisk Stats (IS) fremmarch, bragt Iran væsentligt tættere på regionens store skyggemagt, USA.

»Der er sket en afgørende ændring. Den udvikling, regionen har undergået i den seneste tid, er for alvorlig til, at USA og Iran har råd til at fastholde det niveau af fjendskab, der har eksisteret i en årrække. De vil uundgåeligt komme til at samarbejde, de gør det i vid udstrækning allerede, og det er et samarbejde, der vil tage til,« siger Rouzbeh Parsi, Iran-forsker ved Lunds Universitet i Sverige.

Fælles fjende i IS

Et de facto-samarbejde, mange så bekræftet, da iranske fly bombede IS-mål i forrige uge, og USA’s udenrigsminister, John Kerry, efterfølgende karakteriserede angrebene som »positive«. Og mens atomforhandlingerne i 5+1-gruppen ikke førte til nogen resultater i denne omgang, betragter flere iagttagere også udsættelsen af forhandlingerne til næste sommer som en håndsrækning til iranerne. Irans aktive støtte til de shiitiske militser, der bekæmper IS i Irak, er en kendt sag, og bag linjerne en etableret del af den strategi, den vestlige koalition anvender mod terrorgruppen, på samme måde som koalitionens angreb i Syrien i en eller anden form synes at være afstemt med Iran og dets allierede, Bashar al-Assads styre i Damaskus.

»Der er mange forskellige vurderinger af, hvordan og i hvor høj grad Iran og USA koordinerer deres indsatser, men min vurdering er, at niveauet af koordinering er meget højere, end man tror. Ikke direkte, men via backchannels og regeringen i Bagdad, hvilket giver begge parter en mulighed for at benægte samarbejdet,« siger Rouzbeh Parsi.

Tøbruddet mellem Iran og USA vækker stor modstand internt i begge lande, men ikke desto mindre synes det at gribe om sig, tvunget af omstændighederne.

»Der er modstandere af samarbejdet i begge lande, blandt andet derfor er løsningen også, at man ikke samarbejder i det åbne, og der er da også langt til et decideret partnerskab. Man kan sige, at Iran og USA bevæger sig fra et dysfunktionelt ikkeforhold til et funktionelt ikkeforhold. Et sted langt ude i fremtiden kan man måske tale om et decideret officielt forhold,« forklarer han.

Og selv om det skridt kan synes kosmetisk, kan det have en stor betydning. Først og fremmest fordi USA og dets allierede i en række af Mellemøstens konflikter står over for Iran og dets allierede under overfladen. Det gælder både i borgerkrigen i Syrien, sammenbruddet i Irak, den manglende regering og truende borgerkrig i Libanon og i forhold til risikoen for, at IS skal udvide sin indflydelsessfære.

»Det er en ny ting, at USA anerkender Irans betydning i regionen, og at det er nødvendigt at involvere dem for at finde en løsning,« siger Janne Bjerre Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det er klogt at adskille atom-forhandlingerne fra resten af problemerne, men selvfølgelig hænger tingene sammen. I Irak nåede Iran og USA f.eks. til den samme konklusion om al-Malikis regering og dens manglende evne til at regere efter IS’ fremmarch, mens tiden nok har arbejdet for Iran og dets standpunkt om, at der i Syrien ikke er et alternativ til Assad; at det er ham eller kaos. Også selv om Iran og USA stadig ser noget forskelligt på fremtiden her.«

Vækker uro

Både Janne Bjerre Christensen og Rouzbeh Parsi betoner imidlertid også den modstand, der findes i begge systemer i forhold til et formaliseret samarbejde. I Iran forholder konservative kræfter sig afventende over for præsident Hassan Rouhanis mere åbne politik, USA dæmoniseres til stadighed, og den internationale koalitions krig mod IS i Irak er blandt andet af Irans øverste leder, Ali Khamenei, blevet latterliggjort. Og i USA skoser særligt republikanske røster Obama for at være for naiv i sin omgang med iranerne.

»Iranerne er meget pragmatiske, de kæmper mod sunni-jihadkrigere, og det samme gør USA, fordi de har en fælles interesse i det. Men jeg tror ikke, der er nogen interesse fra iransk side i at komme med nogle indrømmelser til USA i f.eks. Syrien eller Yemen eller indgå i en langsigtet alliance,« siger Geneive Abdo, forsker ved tænketanken Brookings.

»Obama har ikke mange udenrigspolitiske succeser at se tilbage på, og det er ret tydeligt, at han har udvalgt sig afspænding med Iran som et punkt, der må og skal lykkes. I den proces har han givet for mange kort væk på forhånd uden at få noget igen, lyder kritikken fra mange i Kongressen, og det er ikke en helt uretfærdig kritik,« mener hun.

»USA har ikke rigtig noget at handle med, og muligheden for at begrænse Irans indblanding i andre landes interne affærer er i vid udstrækning ikke til stede,« siger hun.

Samtidig har Geneive Abdo også selv erfaret, hvor stor uro tilnærmelsen mellem de to stormagter skaber hos ikke bare Israel, men også i den traditionelle sunnielite rundt om i Mellemøsten, hvor hun hos både politikere og ikkestatslige aktører er stødt på en udbredt frygt for det, hun beskriver som en »koalition af minoriteter«. En situation, hvor nogle sunniledere i f.eks. Libanon forestiller sig en situation, hvor USA de facto kan blive allierede med den militante shiaorganisation Hizbollah, konfronteret med sunnitiske jihad-militante som IS og Jabhat al-Nusra.

»Hos mange sunniledere er der en udpræget frygt for et samarbejde mellem Iran og USA, og for at deres magt er ved at svinde ind. De kan se, hvordan Iran får en fod indenfor i mange arabiske hovedstæder, og at USA tolererer det. Problemet er, at det fører nogle af lederne i armene på IS ud fra devisen om, at hvis USA ikke vil beskytte dem, er de nødt til at finde nogle andre, der vil.«

Flere må inddrages

Derfor er der ifølge de tre forskere også en grænse for, hvor formaliseret et samarbejde, Iran og USA kan have. Og hvis man skal finde mere holdbare løsninger i Syrien og Irak og undgå, at de sekteriske spændinger vokser, kræver det, at både Iran og USA inddrager flere parter i forsøget på at mindske spændingerne i regionen.

»I øjeblikket har man bare sat en prop i badekarret i Irak f.eks.,« siger Rouzbeh Parsi.

»Hvis man vil have mere permanente løsninger, er man nødt til at involvere bl.a. Saudi-Arabien og forholde sig til sunniernes frygt og marginalisering. En mere permanent løsning vil kræve, at iranerne holder op med at nære den frygt, blandt andet Saudi-Arabien har, og at saudierne og andre sunniledere holder op med at tro på deres egen propaganda om den shiitiske trussel. Det vil kræve, at USA hjælper begge parter med at nå dertil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Det er blot en stor befrielse at USA, for nu, er kommet til fornuft. Men lad os se om ikke det blot er et midlertidigt tiltag, indtil at situationen er en anden, og Iran ikke længere kan støtte USA's aktuelle agenda, men i stedet bliver sidste stop på krigskampagnen i mellemøsten.

Dan, der ligger nu også et betydeligt ansvar hos Iran. Iran's støtte til Hizbollah har undermineret Libanons integritet og suverænitet i årtier, ligesom den Iranske støtte til den syriske besættelsesstyrke også i Libanon.

Til information: Anarki er ikke synonymt med kaos -- det førstnevnte kommer af græsk; an arche, og betyder ret og slet 'uden hersker'. Det er vel omtrent så langt der er mulig at komme fra forholderne i Midt-Østen.

Peter Ole Kvint, Nic Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar