Læsetid: 7 min.

’Vesten har drevet Rusland væk fra sig’

Ruslands annektering af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt pro-europæisk Rusland drevet så vidt? Sakwa er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten
Ukrainsk politi samles, inden de støder sammen med demonstranter i hjertet af Kijev i januar 2014. Ifølge professor Richard Sakwa var oprøret i Ukraine ikke starten på den politiske krise mellem EU og Rusland – det var kulminationen på mange års fejlslagen udvidelsespolitik fra Vesten

Ukrainsk politi samles, inden de støder sammen med demonstranter i hjertet af Kijev i januar 2014. Ifølge professor Richard Sakwa var oprøret i Ukraine ikke starten på den politiske krise mellem EU og Rusland – det var kulminationen på mange års fejlslagen udvidelsespolitik fra Vesten

Anatolii Boiko

30. december 2014

De forhandler benhårdt, og de er nogle hårde nysere. De gør forfærdelige ting. Men – der er normalt en bagvedliggende logik.«

Richard Sakwa, professor i russisk og europæisk politik ved University of Kent, sidder på sit kontor blandt bunker og reoler fulde af bøger med kyrillisk skrift og forsøger at forklare det, som så mange europæere ikke forstår: Hvorfor reagerede Rusland pludselig med økonomisk afpresning af Ukraine, Georgien, Moldova og Armenien, da de i november 2013 skulle underskrive associeringsaftaler med EU i Vilnius? Aftaler, der havde været undervejs i årevis, og som Rusland havde tilkendegivet, at det ikke havde et problem med.

Hvorfor annekterede Rusland Krim efter Maidan-revolutionen? Og hvorfor sender landet våben og personel til de pro-russiske oprørere i Østukraine og holder gang i en konflikt, der indtil videre har kostet over 4.000 livet?

Det kan synes irrationelt og aggressivt – en tilbagevenden til en kold krigs-tankegang, de fleste troede, Rusland havde lagt bag sig – men Richard Sakwa insisterer på, at selv om »Ruslands reaktion tog en frygtelig form«, så er der en historie og en logik bag vanviddet. En historie, der ikke startede i Vilnius.

»Vilnius var slutspillet. Spørgsmålet er, hvordan vi kom til Vilnius? Hvordan blev Vladimir Putin – der oprindeligt var en god mand; den mest pro-europæiske præsident Rusland nogensinde har haft – til sådan en vred, fremmedgjort mand? Hvorfor har Rusland ændret sig fra at være samarbejdsvillig – som der er masser af eksempler på – til at blive ikke-samarbejdsvillig,« spørger Sakwa, der i januar udgiver bogen Frontline Ukraine om netop ’vejen til Vilnius’.

Manglen på en vision

Richard Sakwa beskriver årene op til Vilnius som en periode, hvor Rusland og EU som »to lokomotiver« bevægede sig imod hinanden, og »Ukraine blev det eksplosive sammenstød«.

»Vi forudsagde det alle for 10 år siden. Særlig efter den russisk-georgiske krig for fem år siden, som var den første krig for at bremse udvidelsen af NATO. Dette er den anden krig for at bremse NATO-ekspansion,« siger han og kalder NATO for det »instrument, som har skabt denne krise«.

Men NATO’s udvidelsesplaner er ikke i sig selv hovedårsagen til, at det skulle gå så galt i 2014, og at anerkendte forskere som Sakwa konkluderer, at vi har at gøre med en ny Kold Krig. For det var langtfra givet, at det skulle ende sådan, siger han.

»I starten af Putin-årene var der uformelle samtaler i Bruxelles om, at Rusland skulle tilslutte sig NATO. Det ville have taget mange år, men det ville have skabt en platform for debat om Europas sikkerhedsbehov – men så satte Washington en stopper for planerne,« fortæller professoren, der også er tilknyttet den anerkendte tænketank Chatham House i London.

Det er netop fraværet af en fælles platform – en ramme for samarbejdet – såvel som fraværet af en vision for, hvordan Rusland efter Den Kolde Krig kunne integreres i Europa, der ligger til grund for EU’s handlinger siden da, og som langsomt har skubbet Rusland væk fra Vesteuropa, mener Sakwa.

Han opremser rækken af EU-russiske samarbejdsaftaler op gennem 1990’erne og 00’erne, men kalder dem alle for ensidige og visionsløse.

»På alle niveauer var den måde, EU arbejdede på, dysfunktionel i forhold til at opretholde et intelligent forhold til et land som Rusland. Det var temmelig tåbeligt at behandle Rusland som blot et andet Malta – eller Hviderusland eller Polen. Det var tydeligvis noget andet. Rusland vil aldrig acceptere at være blot en anden underordnet. Det kræver at være en ligesindet. Det er Europas grundlæggende, manglende evne til at acceptere det, der er årsagen til, at det teknokratiske arbejde (der skulle skabe en ramme for samarbejde, red.) fejlede,« siger han.

»Det store billede er den totale mangel på det, som Mikhail Gorbatjov kaldte for en ’storeuropæisk’ dagsorden om et samarbejde fra Lissabon til Vladivostok. EU har forfulgt visionen om et europæisk kontinent fokuseret på Bruxelles med uendelige udvidelsesdiskussioner. Gorbatjovs alternative model bygger på tanken om et ’fælles europæisk hus’. Dette er visionen om et Europa med mere end ét centrum: Bruxelles, Moskva, Ankara, måske Kijev. Et multipolart Europa, som gradvist ville nærme sig hinanden, men hvor der blev taget hensyn til forskellige udviklingshastigheder, forskellige behov og så videre,« siger Richard Sakwa, der mener, at denne vision indebærer, at de forskellige centre »lytter til hinanden, hvorimod EU længe har været ekstrem døv over for andres interesser«.

Det, der i stedet skete, var, at EU i 2004 og 2007 udvidede unionen mod Øst med 12 lande. NATO blev i 1999 og 2004 ligeledes udvidet mod Øst og lovede i 2008, at Georgien og Ukraine »vil blive NATO-medlemmer« en dag.

Med EU’s Østlige Partnerskab og planlagte associeringsaftaler med Ukraine, Georgien, Moldova og Armenien fik Rusland ifølge Sakwa igen at vide, at det ikke havde noget med Rusland at gøre, så Putin »skulle holde sin næse ude af det«. Udviklingen i denne periode – der også inkluderede USA’s beslutning om at trække sig ud af en atomnedrustningsaftale, den såkaldte ABM-traktat, med Moskva i 2002, samt invasionerne af Irak og Afghanistan, var alt sammen medvirken til, »at Putin blev mere og mere desillusioneret«.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over op til Vilnius-topmødet, var opbygningen af det, Sakwa kalder for et »nyt atlantisk system«.

»Det er fusionen af NATO – sikkerhed – med EU, med økonomien gennem TTIP, samt af medierne i USA og Europa. Det bliver et enormt, farligt atlantisk magtsystem som pr. definition ekskluderer Rusland,« siger han.

Efter Vilnius

Fra start til slut mener Richard Sakwa, at Vesten – særligt EU og Ukraine – har begået en fejl ved ikke at anerkende, at Rusland har legitime sikkerhedsmæssige interesser i de lande, der grænser op til landet. På det tætteste punkt er Ukraine kun 725 km fra Moskva, påpeger han og mener, at verden kunne have set anderledes ud, hvis Ukraine havde forpligtet sig selv til neutralitet.

Fra EU’s side burde unionen være gået i dialog med Rusland, da det udvidede mod Øst og senest forsøgte med incitamenter om handelssamarbejde – såkaldt ’blød magt’ – at opmuntre Ukraine, Georgien m.fl. til at reformere sig selv.

»Selvfølgelig er EU’s holdning til demokrati og retssikkerhed fantastisk. Det er årsagen til, at vi alle støttede det, og Ukraine har om nogen behov for det, men man må forstå, at ting ikke sker i et vakuum. Når der ligger en enorm magt ved siden af det land, du forhandler med, så taler du med den magt. Det giver ganske enkelt mening. Der har været en mangel på geopolitisk strategi eller simpel politisk intelligens eller sågar diplomati,« mener han.

Da Rusland fik nok og gennem ufine metoder forsøgte at bremse udviklingen op til Vilnius – og havde succes med at ’overbevise’ både Armenien og i første omgang Ukraine til ikke at underskrive – begik EU igen den fejl ikke at mægle, mener han.

»På det tidspunkt skulle unionen have taget ansvar for sit eget rod.«

Imidlertid mener Sakwa ikke, at et EU, der er blevet udvidet med lande, der frygter og hader Rusland af historiske grunde, var i stand til eller interesseret i at lytte til Rusland.

»Det Østlige Partnerskab blev opbygget af (den tidl. svenske stats- og udenrigsminister, red.) Carl Bild og (den tidl. polske udenrigsminister, red.) Radek Sikorski, der ikke er kendt for deres pro-russiske standpunkter, og partnerskabet var tydeligvis designet til at konsolidere delingen af Europa snarere end at overvinde den,« mener han og tilføjer, at optagelsen af de østeuropæiske og baltiske lande har medført et farligt skifte i unionens udenrigspolitik.

»Udvidelse ville have været fint, hvis betingelsen havde været, at landene skulle overvinde denne russofobi og virkelig lære unionens værdier, som er fred. I stedet har vi nu medlemslande, der taler om vold og krig mod Rusland,« siger han og kalder sanktionerne imod Rusland for »en slags krig«.

Han mener, at dialog – ikke sanktioner – ville have været den rette reaktion på Ruslands brud på international lov.

»EU har i realiteten erklæret krig og i sin dumhed har unionen ikke engang forstået det,« siger Sakwa.

Resultatet er dybt deprimerende, tilføjer han. For hverken på kort eller længere sig kan han se en forbedring i forholdet mellem Rusland og EU.

»Den eneste vej frem er, at EU afkobler sig fra USA og udviser mod, for i øjeblikket er det en macho-ting: ’Se vi er forenede – vi kan forfølge en tåbelig politik til evig tid; vi kan virkelig skade Rusland’. Men vi skader vores eget kontinent, vores eget folk. Det er ikke magthaverne, men almindelige mennesker, der lider,« siger han og mener, at det optimistiske synspunkt for 2015 er, »at tingene ikke bliver værre«.

»Jeg kan ikke rigtig se, hvordan det er i EU’s interesse at tvinge et Rusland med atomvåben i knæ og ud i et kaos, så det går direkte fra et autoritært system til anarki. Og jeg tror ikke, at Vesten fuldt ud har forstået faren ved det. Det er ikke fordi, Rusland er voldelig – det er et normalt land, som nogle gange opfører sig skidt – og ikke fordi Vesten er voldelig, men fordi vi ikke har mekanismerne til at begrænse niveauet af aggression og vold,« beklager professoren.

»Det bliver bare værre og værre. Det atlantiske system er i gang med at geare op til en langsigtet Kold Krig med Rusland. Og Rusland rotter sig sammen med sine allierede; Kina, Indien og andre. Du har nu en ny opdeling af Europa – vi har mistet Rusland for en generation.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Ottosen
  • Henrik Klausen
  • erling jensen
  • Steen Sohn
  • Jens Wolff
  • lars abildgaard
  • Torben Arendal
  • Tom Paamand
  • Palle Yndal-Olsen
  • Curt Sørensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Jeppe Petersen
  • Toke Andersen
  • Michal Bagger
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torben Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Claus Oreskov
  • Espen Bøgh
  • Torben Selch
  • Claus Jørgensen
  • Flemming Scheel Andersen
  • peter fonnesbech
  • Stig Bøg
  • Bill Atkins
  • Holger Madsen
Niels Ottosen, Henrik Klausen, erling jensen, Steen Sohn, Jens Wolff, lars abildgaard, Torben Arendal, Tom Paamand, Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Rasmus Kongshøj, Jeppe Petersen, Toke Andersen, Michal Bagger, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen, Olav Bo Hessellund, Claus Oreskov, Espen Bøgh, Torben Selch, Claus Jørgensen, Flemming Scheel Andersen, peter fonnesbech, Stig Bøg, Bill Atkins og Holger Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Willy Johannsen

Informations lille flok af pro-russere håber åbenbart på, at de demokratiske debattører har en kort hukommelse. Hvis nogen har glemt det, eller bare ikke ved det, så var det dette, som var russernes hensigt med os under den kolde krig. Heldigvis fik de aldrig mulighed for at realisere deres angreb på os: http://en.wikipedia.org/wiki/Seven_Days_to_the_River_Rhine

Nu forbereder russerne - eller rettere sagt Putin - sig igen på noget, som kun han - denne ynkelige lille machomand - beslutter, om det bliver til en øvelse - eller et angreb - på os. Det må vi vente at se:

http://rt.com/news/210451-russia-maneuvers-center-2015/
http://www.reuters.com/article/2014/12/01/us-ukraine-crisis-russia-drill...
http://www.channelnewsasia.com/news/asiapacific/china-says-in-talks-with...
http://itar-tass.com/en/military-defense
http://news.usni.org/2014/11/20/russia-china-hold-2015-naval-exercises-m...

For 15 år siden var jeg med til at starte en dansk-russisk venskabsforening. Jeg har fortsat stor sympati for almindelige russere, især fordi de i den grad bliver vildført af den løgnagtige statspropaganda. Men når man nu engang kun forstår russisk, er de selvfølgelig prisgivet. Vi andre ved bedre. Det har jeg forståelse for. Derfor er det også både ynkeligt og jammerligt, når danske debattører - eller nogen som hævder at være danske - kolporterer Putins propagandaløgne. Så må man gå ud fra, at de er af samme støbning som dem, der dengang under den kolde krig efter en russisk okkupation vil have stået sammen med KGBs gorillaer og pege os ud. Det var forberedt. Den slags ynkelige mennesker har eksisteret til alle tider.
Godt Nytår.

Peter Nielsen, Mads Berg, Carsten Straarup, Thomas H. Pedersen, Jannick Andersen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar

Europa kan ikke løse sine mangeårige økonomiske, politiske og sociale problemer. Europa er fortsat en central figur i det globale system. Den Europæiske Unions økonomi er den største i verden, taget under ét, og kontinentet er fortsat et center for global handel, videnskab og kultur. Europa har manglet evne til at løse sine problemer, eller virkelig at gøre nogle væsentlige fremskridt, men det har forstyrret det globale system mere end nogen anden faktor i 2014.
Den enorme arbejdsløshed i Spanien, Grækenland og Sydeuropa har påvirket et stort antal mennesker og især ungdommen, der i to lande er over 50 %.
Der er en voksende risiko for, at EU skal revideres dramatisk for at overleve eller det vil ganske enkelt fragmenteres. Derfor har Europas manglende evne til at gøre meningsfulde fremskridt og finde en endelig løsning på et problem, der dukke op for seks år siden, overvældende global betydning. Det rejser også alvorlige spørgsmål om, hvorvidt problemet er løseligt. Det forekommer mig, at hvis det var, ville det have været løst på grund af den trussel, det udgør. For hvert år der går, åbner det for muligheden, at dette ikke længere er en krise, der vil passere, men en ny, permanent europæisk virkelighed. Situationen er stadig mere ildevarslende, fordi den viser ingen tegn på forbedring.
Derfor er Nic Pedersens kommentar flot:
”»EU har i realiteten erklæret krig og i sin dumhed har unionen ikke engang forstået det«
»Den eneste vej frem er, at EU afkobler sig fra USA og udviser mod, for i øjeblikket er det en macho-ting: ’Se vi er forenede – vi kan forfølge en tåbelig politik til evig tid; vi kan virkelig skade Rusland’. Men vi skader vores eget kontinent, vores eget folk. Det er ikke magthaverne, men almindelige mennesker, der lider«”

Anne Eriksen, Laurids Hedaa, lars abildgaard, Jacob Jensen, Torben Kjeldsen, Per Torbensen, curt jensen, Rune Petersen, Torben Selch, Flemming Scheel Andersen, Claus Oreskov, Michael Borregaard, Niels Engelsted, Philip B. Johnsen, Niels Duus Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

@ Willy Johannesen

Jeg synes det er utroligt, at der debattører på denne tråd, der kan blive ved med at hævde, at hvad USA (fatter) gør i denne verden, er det rigtige.
I gamle dage brugte medierne meget udtrkket Moskva-tro. Du må vel i dag betegnes som Washington-tro.

Peter Hansen, Laurids Hedaa, lars abildgaard, erling jensen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

@Holger Madsen

Du rammer næsten plet; det korrekte udtryk at anvende er troen på Washington-konsensusen, som den eneste rigtige vej, det vil sige, den konsensus som er forbundet med den såkaldte Brady plan fra slut 1980erne. Måske Willy Johansen skulle sætte sig lidt ind i denne, inden han skyder andre noget i skoene, for hvad er der sket efter de hjælpepakker som blev udstedt af IMF i 1982, og hvorfor kalder man Peso-krisen i 1994-95 for IMFs' ilddåb?

Rune Petersen, Flemming Scheel Andersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

I øvrigt er jeg virkelig træt af Information og samtlige andre vestlige mediers dækning af Krim, østlige Ukraine og Rusland. Det er konstant vestlig propaganda, der kommer fra jeres side. Jeg tror, at det er første gang under hele konflikten, at en nyhed omhandlende Rusland og Ukraine forholder sig skeptisk og kritisk til Vesten og beskylder dem for at bære ansvaret for denne alvorlige konflikt. Det var fandme også på tide!

Når det så er sagt, så jeg konstant træt af jeres og de andre vestlige mediers gentagende formulering: "Ruslands annektering af Krim..."
Kan I seriøst ikke selv se, hvor negativ ladet, den sætning er. Annektere betyder indlemmelse af et landområde med MAGT/ulovlige midler. Det lyder moralsk forkert og udemokratisk. Og det er altid den første sætning omhandlende dette emne, hvorfor dagsordenen allerede dér også vil være sat.

Kan I ikke begynde at bruge en formulering i retning af "Ruslands indlemmele af Krim" eller sådan noget? Det lyder mere neutralt. På denne måde vil man heller ikke drage tvivl om jeres stillingstagen til konflikten, hvilket gerne skulle være skjult.

Godt nytår derude!

Peter Hansen, Jacob Jensen, Torben Arendal, erling jensen, Per Torbensen, Rune Petersen, Niels Duus Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Nå jo forresten. Sidste jeg tjekkede, så blev Krim overdraget i 1954 af en vis herre ved navn Nikita Sergejevitj Khrusjtjov. Og hvis jeg ikke husker forkert eller har fået forkerte informationer, så var denne here påvirket af alkohol, da han overdrog Krim til Ukraine. Mener I, at man burde respektere en pagt mellem en påvirket mand og en nation der har fået overdraget et stykke landjord som en flot gestus?

Jeg mener i den grad, at Rusland er i sin gode ret til at tage Krim tilbage. Krim er ikke en lille ting som man bare sådan kan give væk som gave. Det er sgu et værdifuld og smukt landområde. Nu folk lige åbne øjnene lidt.

Peter Hansen, Preben Haagensen, Per Torbensen, erling jensen, Marina Kasimova og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Her er overkrifterne fra DR Nyheder i dag kl. 22.30 om de væsentlige ting der sker i verden i øjeblikket.
1. USA og EU kritisere Rusland for at dømme politisk aktivist.
2. Vidio: Her bliver russisk oppositionspolitikere anholdt.
3. George Bush senior er udskrevet.
4. Russisk politi opløser Putin-protest: Tvinger demonstranter ned i metroen.
5. Russisk oppositionsleder anholdt i Moskva - brød husarrest for at demonstrere.

Dette indlæg bliver sikkert snart slettet, men viser mig , hvor meget de store medier (DK) er med i kampen mod Rusland i øjeblikket.

Peter Hansen, Henrik Leffers, Laurids Hedaa, lars abildgaard, Benjamin Lau Jensen, curt jensen, Rune Petersen, Dan Johannesson, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@Oscar Ibrahim. Giver dig fuldstændig ret omkring Krim problematikken & vil gerne føje til, at Putin politik desangående, stak en kæp i hjulet, for den borgekrig og blodsudgydelse som ellers ville have udviklet sig i området!

Flemming Scheel Andersen

Underligt som en smule uro i geledderne i den samlede front imod Rusland kan få nogle til at frygte for gengældelsen for vor pres/stresspolitik af landet, selvom Rusland til stadighed har vist sig som den mindst aggressive spiller.
Måske er det forståeligt nok med de utallige provokationer imod deres værdier og interessesfære at man frygter tålmodigheden slipper op. Muligheden for gengældelse har russerne og viljen til at forsvare det de opfatter som deres ret og eneste mulighed, kan ingen med en smule historisk indsigt tvivle på.
Men indtil nu har der altså ikke været grund til at frygte den part i spillet.

Peter Hansen, Claus Oreskov, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Har altid undret mig over veluddannede humanisters blinde tiltro til ismer. Fra Stalin, Hitler, Mao og nu den russiske tzar - foruden alle de andre med den rette lære. Er det et uforløst ødipuskompleks? Mangler man en tro, når man selv er areligiøs? Den hengivenhed, som man ligger for dagen, når oraklet har talt - eller det forsvar man kan mobilisere, når oraklet bliver mistænkeliggjort, er skræmmende.

En detalje mere omkring Nikita Khrusjtjov
På Wiki står der:
Født 15. april 1894
Kalinovka, Russiske Kejserrige

Rent faktisk ligger Kalinovka lige udenfor Kiev, Ukraine.
Altså en general sekretær/leder i Sovjetunionen kunne være Ukrainer - det siger vel også noget om hvor tæt landene var forbundet.

Peter Jensen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Når verdens selvudnævnte "eneste supermagt" manipulerer NATO til at presse Rusland strategisk op i et krog, og verdens største økonomiske forbund (ja, det er EU) prøver at udmanøvrere Rusland på Monopoly brættet, så kan det kun gå galt.

Rusland er og har aldrig været parat til at lade sig presse eller narre, og sårene efter "demokratiseringen" som Jeltzin bandens plyndringstogt officielt kaldtes, er dybe.

Vi ligger som vi har redt os. Det er næppe Rusland der taber i det lange løb, men Ukraines befolkning og EUs missionærer som har satset en masse penge på lamme heste.
Og Tyskland, som skal finde sig en anden leverandør for billig gas.

Jacob Jensen, Henrik Christensen, Benjamin Lau Jensen, Marina Kasimova, Rune Petersen, Holger Madsen, Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Flodbølgen at anti- Sovjetunionen, anti – Rusland og anti-Putin er ikke tilfældig men nøje kordineret fra US, EU & NATO samt det meste af pressen. Hertil kommer så en hærskare af nyttige idioter som ikke ved bedre (fred være med dem – håber ikke de fatter deres egen rolle i begivenheden når 3. verdenskrig brager løs). Lige siden 1940´ har USA understøttet ukrainske nazister som kæmpede sammen med Tyskland imod Sovjetunionen. Efter krigen forsatte strømmen af våben og penge til de nazistiske kamp grupper der holdt i skovene til ind i 50´ (pengene stammede fra CIA, nazi- grupper i Europa og USA, samt fra en lang række af kirkelige organisationer). I dag pumper CIA penge i ny-nazisterne fra Maidan. Andre har omtalt de 5 billioner dollars US indrømmer de har smit ind i kampen om Ukraines fremtid. For de penge kan man købe rigtig meget anti-russisk propaganda og verden har også længe været oversvømmet med anti-Putin hade billeder. Det er legitimt at svine Putin til, derfor er det ingen problem for Willy Johannsen (som ikke kender Putin aldrig har mødt ham og intet ved om ham) at skrive ”denne ynkelige lille machomand”. Lyder som noget nogen havde skrevet på en lokums væg i dybeste hjemlighed! Hvem er så ”denne ynkelige lille machomand”. Putin kommer fra simple kår. I gymnasiet læste han kemi, senere fik han en eksamen i jura og endte med en Ph.D i økonomi. I sin fritid læste han sprog bl.a. tysk som han behersker fuldstændig. Ligesom han kan føre en forståelig samtale på fransk og engelsk. Han holder af ballet, is hockey, opera og både klassisk musik og blues. Han er gift og har to døtre. Han om nogen et friluft menneske, dyreven, dygtig skøtte og har det sorte bælte i judo. Han arbejde 16 år i efterretnings tjenesten hvor han blev øverste chef efter Sovjetunionens opløsning. Som præsident fik han stoppet kapitalflugten til udlandet og fik nogenlunde styr på oligarkerne. Under sin anden præsident periode voksede økonomien med 7 procent om året. BNP voksede til det 6 dobbelte og statsgælden blev betalt ud. Putin satsede på de store industrier som blev en succes medens det haltede med de små og mellem store industrier som landet mangler desperat. Imidlertid er det en kæmpe opgave at få det store land på fode efter Sovjetunionens opløsning. Sovjets opløsning kalder Putin den største katastrofe i nyere tid og noget er der om snakken idet 5 millioner mennesker omkom af sult og kulde i årende med omstilling til markedsøkonomi.

Peter Hansen, Henrik Leffers, Laurids Hedaa, Curt Sørensen, Jacob Jensen, Preben Haagensen, Stig Bøg, erling jensen, Anders Graae, Marina Kasimova, Rune Petersen, Peter Jensen, Per Dørup Jensen, Holger Madsen, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Claus Oreskov

Kunne glansbilledet ikke levne lidt plads til onkel Putins mere dunkle sider også??
Bare for fuldstændighedens skyld

På svensk er kommet en bog som sætter fokus på Putins tilhængere – hvem er de og hvorfor støtter de Putin. Bogen er skrevet af journalisten Kalle Kniivilä som tidligere har arbejdet som korrespondent for finske medier i Rusland.
Kalle Kniivilä: ” Putins folk ruslands Tystna Majoritet”.

@ Flemming Scheel Andersen. Nej det snydtes jeg ikke. Grunden er at jeg bor i et land hvor hade billederne og bagtalelserne af Putin er legio, så mit lille bidrag, er alligevel som at pisse op mod stormen!

Jeg abonnerer på en blog ClubOrlov af forfatter Dmitry Orlov, som skriver nogle finurlige artikler sok altid kommer om tirsdagen. Gerne omkring øst/vest problematikken og om "The Anglo-imperialists".
Denne idag handler om hvorfor Anglo-imperialists'erne forsvinder ud af Eurasia på sigt - for det gør de altid når de ikke får deres vilje.

Kan anbefales som let underholding, da han skriver på en sjov måde - dog med et seriøst kendskab til både Rusland og USA, da han er russisk/amerikaner.

http://cluborlov.blogspot.dk/2014/12/the-imperial-collapse-playbook.html...

Niels Duus Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Om vi går hundrede år tilbage i tid så hadde Rusland et tyrannisk tsarvelde, Europa braget løs i en infernalsk krig efter flere tiår med forsøg på arbejderinternationalisme -- der for eksempel de franske syndikalistene var rede til at ty til generalstreik for at stanse et krigsutbrudd, mens den tyske massepartiorienterede arbeiderbevægelsen støttede op om sin kejsers krigshissende politik -- og USA fremdeles befattede seg med oplysningsideer der inkluderede fysiokratiske økonomiske perspektiver.

Revolutionen som skulle frigøre det russiske folket fra tsarvældets tyranni bar galt af sted -- og man fik nye toptunge, autoritære og byråkratiske institutioner i stedet for det decentraliserede system bestående af sovjet- og mir-føderationer som store grupper inden det vidstrakte landet ønsket sig. Europa blev reddet av en modvillig amerikansk indgriben -- modvillig da USA rummede indvandrere fra begge sider i europæiske konflikten -- og uden den amerikanske indsats den gangen så ville vi ikke engang hat anledning til at føre en debat som denne. Vi ville hat at gøre med enten tysk kejservælde eller russisk autoritarianisme i en eller anden form -- med omfattende sensur, vilkårlige fængslinger, total mangel på ytringsfrihed, osv., osv.

Forud for Den første verdenskrig og i mellemkrigstiden befattede amerikanerne seg med den økende belastningen på jordas resourcer -- representeret blant andet ved G. P. Marsh' pionerarbejde, Man & Nature, N. Shalers Man and the Earth og C. O. Sauers verker om økologi, artsudryddelse og menneskets relation til naturomgivelserne -- noe også flere franske videnskabsmænd (bla. a. de la Blache og Brunhes) gjorde. Men det åndsforlatte materialistiske trold viste på ny sit hovede -- både her og der -- og en ny, yderst meningsløs krig blev udfaldet.

I dagens situation må man lede med lys og lykte for at finde spor efter en ansvarlig, dypt etisk menneskelig ånd, og det som Theodor Adorno engang kalte Minima Moralia nærmer sig med hurtige skridt Nihilmoralia. NATO har for længst overtrådt sit mandat, og tjener mest af alt som en lakej for våbenindustrien -- men en sådan udarting kan så visst ikke tilskrives Washington alene. Flere bidragsydere i denne debaten tar til orde for at Europa "må løsrive sig fra USA" -- og det tror jeg amerikanerne generelt set ville være tilfreds med, set i lys af de langt på vej bortkastede anstrengelser deres land har viet til rod og kaos på denne siden af Atlanteren. Europa har i løbet af de seneste år i stadig større grad havnet i det kinesiske tyranniets greb, og undlater at forholde sig til at kinesiske myndigheder forsøger at kompensere for sin inkompetente indenriks- og jordbrugspolitik -- som gør at landet på det nuværende tidspunkt er langt unda at kunne fø sin egen befolkning -- ved at lægge beslag på dyrkbar jord over store dele av "the Global South" (fra Australia til Latin-Amerika), og det uden at være i besittelse af den tilstrekkelige indsikt i "soil science" til at kunde forhindre at ørkener sprer sig i deres kølvann.

Med mindre forvaltningen av jordas resourcer snarlig gennemgår en videnskabelig revolution vil verden utvilsomt opleve en kommende global hungersnød, og i så henseende er snakket om at en "tredje verdenskrig" står for døren langt på vej irrelevant.

Rusland har jo altid distanceret sig fra det øvrige Europa! Selv da Peter den Store gik i hollandsk tømmerlære var det ikke for at indlede relationer, men for at aflure og kopiere - i øvrigt kun med delvist held, fordi store dele af Rusland bare ikke er europæisk.
Chancen blev forpasset, da Napoleon tabte.

Marina Kasimova

Dan Johanesson: "Kan i se mønsteret nu, snart?"
Jo, sagtens. Der var mange flere, der blev myrdet, for at holder dollar (og tidligere pound) som den eneste verdens reserve valuta. Og den tradition begyndte for mere end 200 år siden. Hvis du kan slå op N.Starikov's bog "Rouble nationalization, the way to Russia's freedom" på nettet, du kan finde flere eksampler for det samme.

Per Torbensen, Nic Pedersen, Claus Oreskov, Torben Nielsen, Rune Petersen, Flemming Scheel Andersen og curt jensen anbefalede denne kommentar

Ja, det kan jo undre at et medie, der kalder sig 'Information', og som har haft en lang række analyserende og kritiske artikler om, hvad den problematiske forståelse de herskende monetær-økonomiske teori-dannelser medfører i forhold til realøkonomiens økologiske problematikker, ikke har været i stand til at informere om 'valutaernes krig' i 'konkurrence-staternes' epoke, og hvor 'demokrati og menneskerettigheder' af de vestlige magthavere fortrinsvis bruges som 'perception management' -
(en glimrende artikel om dette af den prisbelønnede USA'nske journalist Robert Parry fra 28/12 "The Victory og Perception Management" kan læses her: https://consortiumnews.com/2014/12/28/the-victory-of-perception-management/)
- altså propaganda, alt imens disse 'åh så demokratisk valgte' magthavere tilsyneladende er ved at afvikle både demokrati og menneskerettigheder i forhold til deres egne 'undersåtter' bl.a. ved hjælp af netop mere eller mindre 'videnskabelig' - 'Perception Management' (http://en.m.wikipedia.org/wiki/Perception_management).

Så for at supplere Dan J.s links ovenfor kl.17:25 med et 'vestligt', i dette tilfælde engelsk link, er her en en artikel af den tidligere engelske EU-diplomat og agent i det engelske efterretningsvæsen (MI-6) og Mellemøsten-rådgiver til Javier Solana, tidligere 'High Representative for Common Foreign and Security Policy of the European Union (CFSP)' fra 1997 til 2003, Alastair Crooke (http://en.m.wikipedia.org/wiki/Alastair_Crooke), offentliggjort i det USA'nske, Pulitzer-prisvindende Huffingtonpost- medie:
"Non-Dollar Trading Is Killing the Petrodollar -- And the Foundation of U.S.-Saudi Policy in the Middle East":
http://www.huffingtonpost.com/alastair-crooke/petrodollar-us-saudi-polic...

Med venlig hilsen

Peter Jensen, Torben Nielsen, Torben Selch, Nic Pedersen, Benjamin Lau Jensen, Stig Bøg, Rune Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Den største erkendelse med hele Ukraine krisen for mig har været hvor dybt og gennemgående vores såkaldte frie medier er politisk kontrolleret.

Nærmere sagt, så er det jo ikke politikerne der kontrollerer medierne men de som sætter den politiske dagsorden i Vesten, finanskapitalen, som har ikke kun medierne i kort snor, men også politikerne.

Tak for frihed og demokrati. Den eneste frihed vi har er at vi kan vælge om vi vil købe vores daglige rationer i Irma eller i Fakta. Det er naturligvis sat på spidsen. Jeg vil hellere leve her end i Rusland, men det ændrer ikke noget ved at vores politiske og økonomiske modeller har spillet fallit og er bundkorrupte.

Peter Hansen, erling jensen, Jacob Jensen, Preben Haagensen, Benjamin Lau Jensen, Torben Nielsen, Steffen Gliese, Stig Bøg og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

"Rusland er ved at forlade Petrodollaren og er gået sammen med Kina om et direkte kapital system, og de øvrige BRIKS lande om en ny international bank til at overtage IMF's totale dominans."

For det første gælder det alle at man er ved at forlade dollaren. IMF er også vd at forlade dollaren til fordel for XDR/SDR. Eller rettere sagt har forladt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Special_drawing_rights

For det andet vil dette ikke hjælpe russerne en tøddel. CNY er lige så stærk overfor rublen som EURO/Dollar/SFR. Det eneste det betyder er at kineserne kan købe billig olie i rusland. Russerne for ikke en disse ud af det. Rublen har således også tabt ca 65% i værdi overfor CNY i løbet af de sidste 6 måneder.

For det tredje er dette kun en bevægelse af russerne og kineserne væk fra den statskontrol af valutaens værdi som f.eks Soros udnyttede til at bringe den engelske valuta i knæ da den ikke kunne flyde men var knyttet til en arbitrær værdi.

http://en.wikipedia.org/wiki/Black_Wednesday

Atle Hesmyr,
langt hen ad vejen meget enig med dig, men her "@uden den amerikanske indsats den gangen så ville vi ikke engang hat anledning til at føre en debat som denne. Vi ville hat at gøre med enten tysk kejservælde eller russisk autoritarianisme i en eller anden form"

tror jeg du undervurderer Europas revolutionære potentiale og evne til at fornye sig selv.

Man kan godt undre sig hvor denne potentiale bliver af i lyset af de seneste kriser og befolkningernes tilsyneladende apati og accept, men en meget stor andel af Europas befolkninger har det stadig meget godt. Alt for godt til at man har lyst til at rokke båden.

Uanset Ruslands historie med Ukraine, så kan det da på ingen måde komme på tale at Putin skal bestemme over Ukrainernes fremtid. Så skulle vi med samme henvisning jo blande os i Norsk politik, og vel hen ad vejen besætte Svalbard.
nedlæggelsen af offentligt ejede virksomheder er selvfølgelig et krav som Ukraine kan vælge at følge eller lade være - jeg tvivler på at IMF, USA eller EU af den grund vil annektere den vestlige del af Ukraine eller påbegynde hemmelige aktioner i stil med Ruslands i Ukraine ( ja alle jer der påstår at Rusland ikke er dybt involveret i Østukraine er for naive og I ved det godt).
Putin spillede fallit allerede længe inden konflikten eksploderede i ansigterne på os. Han kunne ikke styre Ukraine som han havde håbet - hans "pengegave" gav bagslag, og nu står han med en stat uden for sin egen baghave der hellere vil kæmpe for friheden til at have sit eget land og sin egen fremtid, i stedet for at være en vasalstat i et Putinemperie.
Torben Kjeldsen - Rusland vil pumpe 4.000 mia. USD i deres forskellige militære grene og i udvikling af nye våbensystemer frem til 2020. Denne plan blev vedtaget i 2008, men den er først igangsat i 2014. Nu vil økonomien i Rusland nok sætte en stopper eller pause for Putins ambitioner - men planen ligger klar.
Planen blev til ovenpå krigen i Tjetjenien og Georgien. Deres Mistral hangarskibe ville have haft stor effekt på angrebet på Georgien.

Flemming Scheel Andersen

Peter Nielsen

Hvornår har et lille land med store magtfulde naboer ikke måttet "indrette" sig?? Nu og tidligere til alle tider??
Medmindre selvfølgelig de "tør" alliere sig med andre store "naboer" og derfor ikke behøver at indrette sig i samme grad,. .....Altså sålænge deres nye venner er troværdige.

Flemming Scheel Andersen

De kender vel om nogen kunsten at "indrette sig"??
Bankhemmeligheden som det nyeste eks. lige i erindringen??

Flemming Scheel Andersen

Det er og bliver en illusion af de større at tro på at et lille land kan agere uhæmmet af store "naboers" gøren og laden, vilje og ønsker.
"Naboer" er efterhånden blevet meget bredt favnende i denne sammenhæng.

Netop p.g.a. denne helt naturlige "indretning" efter og tilpasning til virkeligheden, er det politikernes opgave i små lande, at eksercere mulighedene for udfoldelse så vidt som muligt for at hævde sin suverænitet indenfor de til enhver tid givne rammer, til gavn for befolkningen.
Hvis små lande med store naboer allierer sig for tæt med større lande, så er de netop i fare den ene eller den anden vej for at blive helt eller delvist opslugt.
Intet nyt i det.

Stort set enig Hesmyr, men…
Det er klart, at verden ikke har taget Vestens side i krisen i Ukraine. Selv vestlige allierede har ikke alle tilsluttet sig the standoff med Rusland - Italien, Ungarn, Japan, Tyrkiet og Sydkorea, for eksempel. På den ene side, de ikke-vestlige lande (»resten«) ser en ækvivalens mellem det kontroversielle "regimeskifte" sponsoreret af Vesten i Ukraine og de efterfølgende russiske handlinger i Ukraine og det er ensbetydende med en afvisning af Vestens selv- identifikation af bevogtning af den "liberal" orden, mens det på den anden side også er en afspejling af de ikke-vestlige landes opfattelse af, at Vesten har et uberettiget privilegium i det internationale system.
Pointen er, Vestens tilbøjelighed til "våbengøre» det internationale system for at få sin vilje gennem finansielle sanktioner, indefrysning af aktiver og kollektive embargoer og boykot har længe været utilfredsstillende for denne "Rest". Krisen Ukraine ser ud til at være begyndelsen på afsløringen af økonomiske sanktioner som et centralt instrument i moderne amerikansk tvang.
Opmærksomhed fra de vestlige medier har været på kvaler for den russiske økonomi, der gladeligt overser, at landet allerede var på vej ind i en periode med recession i slutningen af sidste år, og hvis noget, har de vestlige sanktioner vist det presserende i et behov for en gennemgribende økonomisk omstrukturering. På den anden side har USA måske” overreached” ved at gå til Rusland, verdens niende største økonomi, og det kan meget vel blive det økonomiske modstykke til den form for militær magtfuldkommenhed som den amerikanske magt stødt på i Irak og Afghanistan.
Selv Kinas værste kritikere har ikke hævdet, at det rummer forestillinger om global dominans. Faktisk er Kinas foretrukne område stadig Asien og sit engagement i Mellemøsten eller Afrika og Latinamerika - også Europa – er handelsmæssig, og der er ingen imperiale overtoner der. Når alt kommer til alt, er der flere fattige mennesker i Kina end noget andet sted i verden – undtagen verdens største demokrati, Indien. Og den kinesiske ledelse prioriteter er klare, når 160 millioner mennesker i landet stadig ernære sig for 1,25 dollar om dagen. Det er kun naturligt, at Kina ønsker at have minimale forpligtelser i udlandet og lader andre om at polere sit image som en stormagt.
I mellemtiden har Kina også studeret og lært lektien fra ødelæggelser og militariseringen af amerikansk udenrigspolitik. Det er derfor afklaret om, hvor langt det kan gå i Syrien eller Ukraine. Den første idé i konfliktløsning i verdens arena er sjældent, om nogensinde, Kinas.
EU burde få orden i eget hus før man vil ordne ” resten”.

Folkeafstemninger - eller ikke!

I 2008 erklærede Kosovo sin uafhængighed fra Serbien, som det havde været en del af i 60 år; dette skete UDEN FOLKEAFSTEMNING om suverænitet af dets 2,1 millioner indbyggere. Erklæringen blev varmt modtaget af USA.

I marts 2014 erklærede Krim sin uafhængighed fra Ukraine, som den havde været en del af i 60 år; dette skete EFTER EN FOLKEAFSTEMNING om suverænitet af dets 2,4 millioner indbyggere. Erklæringen blev stærkt fordømt af USA.

6 måneder før Kosovo ensidigt erklærede sin uafhængighed fra Serbien udtalte Bush, at Kosovo var uafhængig, og at det blev støttet af USA.

Straks efter, at Krim erklærede sin uafhængighed fra Ukraine, erklærede Obama: "Vi har været vidne til en ulovlig folkeafstemning i Krim". Denne holdning står i stærk kontrast til den yderst vigtige amerikanske Declaration of July 4, 1776, som fremhævede, at undertiden "i løbet af menneskelige begivenheder, bliver det nødvendigt for et folk at opløse de politiske bånd, som har forbundet dem med hinanden...", som det skete i Danmark i 1920 vedr. Sønderjylland.

If. Obama var Krim erklæringen fuldstændigt afvigende fra Kosovos ditto. Godt tænkt af en professor i konstitutionel ret. Den ene var resultatet af en folkeafstemning, den anden en følge af en ensidig erklæring om løsrivelse. Hans argumentation er vanskelig at følge, da det store flertal af indbyggere i Krim er lige så ikke-ukrainske som det store flertal af indbyggere i Kosovo er ikke-serbiske, og at adskillelsen for begge regioners vedkommende var en velsignelse for det store flertal af deres borgere, som nu, efter alle solemærker at dømme, er tilfredse med deres nuværende tilhørsforhold.

90 % af indbyggerne i Krim er russisk-talende, med russisk kulturel- og uddannelsesmæssig baggrund. Der var ingen massakre eller blodbad til stor skuffelse og frustration for vestlige regeringer. Repræsentanter for the OSCE, the Organization for Security and Cooperation in Europe, blev af styret i Krim om at sende repræsentanter til at overvåge folkeafstemningen, men afslog.

Afstemningen forløb udmærket, og selv de mest kritiske vestlige journalister kunne ikke finde noget at kritisere ved afviklingen.

Som et lille kuriosum kunne man, når man fra vestlig siden beskriver det som en annektering, henvise til folkeafstemningen i 1920 i vores eget lille fædreland, Danmark om, hvilke dele af Sønderjylland, der skulle høre til hvor, Danmark eller Tyskland. Som jeg har forstået det, delte man afstemningen ind i tre områder, og det var kun den nordligste del, der kom til at tilhøre Danmark - alt afgjort uden den mindste blodsudgydelse og i fred og fordragelighed. I de to sydlige dele af Slesvig kom afgørelsen formentlig til at gå ud over et vist antal danskere, som skal tælles i tusinder, muligvis titusinder, som naturligt følte deres tilhørsforhold et tættere tilhørsforhold til Danmark, men som måtte bøje sig for afgørelsen.

I tilfældet med Krim stiller sagen sig helt anderledes. I juni 2014 erklærede Obama, at "vi vil ikke acceptere Ruslands besættelse af Krim". Hans tonefald er helt anderledes afdæmpet, når talen falder på Israels besættelse af Gaza og de ulovlige bosættelser på palæstinensisk landområde på Vestbredden.

Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Henrik Leffers, Claus Oreskov, Christian Harder, Laurids Hedaa, lars abildgaard, Per Torbensen, Jacob Jensen, Torben Nielsen, Rune Petersen, Torben Selch, Jørn Petersen, Holger Madsen, Torben Kjeldsen, Jan Bisp Zarghami, Stig Bøg, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen og Mark Thalmay anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Sønderjylland er et glimrende eks. på at små lande kan miste landsdele når deres større nabolande vinder konflikter eller Danmark på at små lande risikerer hel annektering om de er i vejen for ønsker om ekspansion eller strategisk.
Gennem mere eller mindre heldige alliancer kan små lande så overtage storebroderrollen og genvinde status, men ikke bibeholde den uden vilje til at hævde suveræniteten.

Kære Flemming. Du glemmer vist at staten Israel var noget af det med kommunistiske man kan forestille sig, da den blev skabt. Kibbutzer var så kollektive, at det kan være svært at fatte i dag. Så fri fra din automatreaktion. Citat:" det sædvanlige højreorienterede sammenrend". Verden er mere end paroler, insl. rød/blå.
Godt nytår til alle.

Flemming Scheel Andersen

Bent Hansen

Hvorfor skulle jeg dog fri dig og resten af sammenrendet for noget i fandt ubekvemt??
Godt Nytår

Claus E. Petersen

Nogen gange "ved"man bare at indholdet af en artikel bærer ved til bålet der hedder at alting er den vesteuropæiske hvide heteroseksuelle kristne mands skyld.
Dette er endnu en af dem.
Her beskrives "vestens" forhold til Rusland som om at Rusland er en 2'den rang stat på linie med somalien eller eritrea, mens "vesten" burde vide bedre og forholde sig passivt mens det stakkels offer for "vores" agression reagerer i pagt med sin kulturelle baggrund.
Magen til Pis skal man desværre ikke lede længe efter blandt etablerede og wannabee's i den politiske klasse af projektpampere med en universitets uddannelse inden for de højere videnskaber (dvs. evnen til at kæfte op).

erling jensen

International ret - og vestlige regeringer.

Hvad angår international ret bliver den ignoreret af USA, og følgelig af alle andre vestlige lande, naturligvis også Danmark, når det er belejligt og passer i deres kram.
Flg. eksempler skulle være anskuelsesundervisning selv for de mest hårdnakkede tilhængere af amerikansk udenrigspolitik.

Da Saddam Hussein i 1980 invaderede Iran forsynede USA ham med våben og militære efterretninger, hvilket førte til en krig, der varede i 8 år og kostede 1 million mennesker livet; havde USA afholdt sig fra at yde deres altafgørende bidrag, ville den have været afsluttet på 14 dage. Saddam Hussein var i de år en nær allieret, som kunne tillade sig de værste krænkelser af fundamentale menneskerettigheder uden indsigelse fra hele det internationale samfund, både i øst og vest. Han var en mand, man kunne lave profitable forretninger med, så nogle hundredtusinder lig betød mindre. Som med Putin og Ukraine i dag var han dømt til evig undergang, da han invaderede Kuwait i 1990, i modsætning til præstestyret i Iran, en nær allieret af USA og vigtig leverandør af olie.

Da USA I 1986 med rette frygtede, at den Internationale Domstol ville dømme dem for international terrorisme over for Nicaragua, trak de sig fra domstolen - de blev rent faktisk dømt.

Da NATO i 78 dage i 1999 bombede Serbien uden at have fået grønt lys fra FNs Sikkerhedsråd, som if. FNs charter er det eneste organ, der kan legalisere offensive militære angreb.

Da USA og koalitionen af villige nationer, herunder Danmark, indledte den anden Golfkrig mod Irak i 2003, igen uden at have efterlevet bestemmelser desangående i international ret og fået sanktioneret invasionen; den har indtil i dag angiveligt kostet mere end 1 million irakere livet.

Da USA og Storbritannien d.7.10.2001 startede et grusomt luftbombardement af Afghanistan uden at have indhentet den krævede tilladelse fra Sikkerhedsrådet; den fik de først d.20.12.2001; indtil da den ultimative krigsforbrydelse, og en forbrydelse, som man hængte nazister for efter Anden Verdenskrig. Men USA og dets allierede kan straffrit begå de mest horrible krigsforbrydelser.
Jeg er stolt over, som dansker, at kunne prale af at tilhøre denne klub.

Det skulle ikke være nødvendigt at nævne Vietnam, hvor alle regler i international ret naturligvis heller ikke blev efterlevet - resultat: 4 millioner døde, og ingen er blevet holdt ansvarlig. Det er kun i Cambodia eller i Rwanda. at man opretter straffedomstole. Lighed for loven er et princip, der sættes højest i alle retssamfund - og dog.

Men i tilfældet med Putin og Ukraine har piben fået en anden lyd. Nu kan intet mindre end fuldstændig efterlevelse af international ret stille USA og dets underdanige, spytslikkende medløbere blandt vestlige lande tilfreds. Som historien har vist det med et utal af eksempler, har USA og alle dets håndlangere en ekstremt selektiv tilgang til international ret. Det er kun gummiparagraffer, der kan bøjes efter behag.

I et tidligere indlæg henviste jeg til den amerikanske uafhængighedserklæring fra d.4.7.1776, hvor det blev skåret ud i pap og bøjet i neon, at der kunne opstå situationer, hvor det ville være fuldstændigt legitimt for en region at løsrive sig fra et overordnet nationalt tilhørsforhold. USA blev skabt på det grundlag, og det ville være forventeligt, at en juraprofessor fra Harvard og præsident ville have et intimt kendskab til denne vigtige passus i uafhængighedserklæringen; men nej, hykleriet og den mest forrykte tåbelighed er kendemærker for mandens politiske virksomhed, ud over de krigsforbrydelser han har gjort sig skyldig i, siden han tiltrådte som præsident i 2009.

Denne løsrivelse blev naturligvis ikke modtaget med kyshånd af Storbritannien, selv om de senere, meget mod deres vilje, så sig nødsaget til at bøje sig og anerkende den nye nation.
Men med Putin stiller sagen sig helt anderledes; "vi" ved jo alle, at han er en direkte klon af Stalin og udøver af de værste excesser i det sovjetiske samfund og sammenligninger med Hitler hører til de daglige beskrivelser, som vestlige massemedier kolporterer i en lind strøm.

Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Henrik Leffers, Claus Oreskov, Torben Nielsen, Torben Selch, Jørn Petersen, Rune Petersen, Torben Arendal, Christian Harder, Peter Jensen, Laurids Hedaa, lars abildgaard, Holger Madsen, Toke Andersen, Keld Sandkvist, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nå, men hvis vi havde været mere indladende overfor Rusland, ville vi altså have undgået indskrænkning af ytringsfriheden, forfølgelse af homoseksuelle og alt det? Jeg tillader mig at tvivle.

Steffen Gliese

Flemming Scheel Andersen, jeg mener, om vi havde undgået den udvikling i Rusland? Er Ruslands systemkritikere, homoseksuelle m.m.m. gidsler for vestens kritiske holdning til Putins styre? Eller behandlingen af systemkritikere, homoseksuelle, etniske mindretal og andre et symptom på "den russiske ånd", som Putin og andre mere rabiate kræfter ønsker at basere staten på?

Peter Nielsen, Mads Berg og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

De fleste østeuropæiske lande anerkende folkesuverænitetsprincippet - at magten udgår fra folket - således i den sovjetiske forfatning.

"sovereignty of the people is the principle that the authority of the government is created and sustained by the consent of its people, through their elected representatives"

Det findes i indledningen til den sovjetiske forfatning, og findes også i den tyske forfatning.

Derimod gælder det ikke alle vesteuropæiske lande, idet det mangler i mange monarkiske forfatninger.
I Sovjet havde man specifikke selvstyreregler for alle nationale minoriteter - også ukrainsk.

Europarådet anerkender nationale minoriteters ligeberettigelse - hvilket EU synes at have glemt i dette tilfælde.

http://en.wikipedia.org/wiki/Framework_Convention_for_the_Protection_of_...

http://conventions.coe.int/Treaty/en/Treaties/Html/157.htm

Der findes også et "European Centre for Minority Issues" i Flensburg.

http://www.ecmi.de/

Men alle disse principper synes nu pludselig at være glemt - bombeangreb må da betragtes som en form for ikke-ligestilling.

Rune Petersen, Claus Oreskov og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Peter Hansen

Skulle et maksimalt pres på Rusland i alle tilgængelige situationer så omvendt betyde at de lagde deres uønskede på hjul og stejle??

Eller skulle vi efterhånden lære og acceptere at markskel, landegrænser er en udmærket opfindelse, der gør det mulig at indrette sig anderledes end hvad "naboen gør og dermed også giver os frihed til at give muligheder til dem vi ønsker??
Hvilket selvfølgelig giver begrænsninger på hvad vi kan bestemme og blende og i på den anden side af hegnet??

Det glæder mig meget, at denne artikel lige pt. er den mest læste på Information.

Per Torbensen, erling jensen, Claus Oreskov, Torben Nielsen, Holger Madsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Mange tak Erling Jensen. Dine ord og tanker vejer tungt. Godt nytår til jer alle.

Peter Hansen, lars abildgaard, Torben Selch og erling jensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

@Torben Selch

"En detalje mere omkring Nikita Khrusjtjov. På Wiki står der: Født 15. april 1894, Kalinovka, Russiske Kejserrige. Rent faktisk ligger Kalinovka lige udenfor Kiev, Ukraine. Altså en general sekretær/leder i Sovjetunionen kunne være Ukrainer - det siger vel også noget om hvor tæt landene var forbundet."

Og hvor har du så lige det fra? Ifølge engelsk Wiki var Khrushchov på ingen måde ukrainer:

"Khrushchev was born on April 15, 1894, in Kalinovka, a village in what is now Russia's Kursk Oblast, near the present Ukrainian border. His parents, Sergei Khrushchev and Ksenia Khrushcheva, were poor peasants of Russian origin."

http://en.wikipedia.org/wiki/Nikita_Khrushchev#Early_years

Krusjtjov arbejdede i Donbas-området, men det er ligesom noget andet. Der er nære etniske relationer mellem ukrainere og russere, men også forskelle. Ukrainsk sprog og kultur har i perioder været undertrykt af Moskva, og ukrainerne ønsker vel ligesom alle andre folkeslag selvbestemmelse. I øvrigt har Ukraine og Belarus også stærke relationer til Polen, mange polakker indvandrede dertil for 2-300 år siden, og sprogligt står ukrainsk nærmere polsk end russisk.

http://en.wikipedia.org/wiki/Ukrainian_language

Polakker og ukrainere har tilfælles, at disse store slaviske folkeslag i nyere tid er blevet knægtet af russere og prøjsere. Polen er derfor blandt Ukraines ivrigste støtter, hvad angår risikoen for russisk invasion. Og risikoen synes reel nok, både pga. flådehavnen på Krim, industriområderne i Donbas og landets store kornproduktion - altsammen vigtige geopolitiske faktorer. Javist skal der udvises hensyn til stormagterne, men Polen har vist, at selv det mest forarmede folkeslag kan rejse sig af asken, og mon ikke Ukraine er grebet af den samme trang?

Krim er kompliceret, for området har historisk set ikke tilhørt Ukraine, men var længe (indtil slutningen af 1700-tallet) en ottomansk provins, hvor krim-tatarerne regerede. De tog bl.a. utallige polsk-ukrainske og russiske bønder som slaver (deraf ordet), hvilket dybe fjendskab er baggrunden for, at dette folkeslag, som etnisk set står nærmere tyrkerne, siden blev deporteret til det centrale Asien af Stalin, og først i de senere årtier i nogen grad har kunnet vende tilbage. De har faktisk levet på Krim i længere tid end både ukrainere og russere, men udgør nu kun en minoritet.

Det er dog påfaldende, at afstemningen gav 96% tilslutning til Rusland, når man betænker, at 58% af Krims befolkning godt nok er russere, mens ca. 24% er ukrainere, 12% tatarer og 7% øvrige. Man må her betænke, at afstemningen foregik under paramilitær overvågning og uden international accept. En holdbar løsning skal naturligvis tage hensyn til alle etniciteter, både på Krim og i givet fald i Donbas-området, og man må da håbe, at begge parter i konflikten kan holde deres bøller i kort snor, så voldelige optøjer ikke eskalerer.

Om end der kan påpeges graverende paralleller omkring Kosovo, bør det næppe være anledning til, at USA's nuværende præsident, som trods svaghed i nogen grad har forsøgt at gøre op med fortidens krigsmagere, gøres til hovedskurk. Det synes heller ikke relevant at pudse Putins glorie, som, om end han har hjulpet Rusland ud af Jelsins morads, også får svært ved at manøvrere den kreds af krigsmagere, som han har beroet sig på. Hvor mægtige de end er, spiller stormagterne ofte dumt i situationer som denne.

Europa - og måske især Polen - kunne spille en vigtig rolle i de forestående forhandlinger, hvor det naturligvis først og fremmest gælder om at tage udgangspunkt i alle de forhold, som binder de europæiske nationer til hinanden. Måske især Gorbachovs ide om et Europa, hvor landene frivilligt udvikler sig i eget tempo, kunne være relevant her.

Sider