Baggrund
Læsetid: 4 min.

1-0 til Islamisk Stat

Både i Irak og Syrien mangler den nødvendige styrke på landjorden til at følge op, når den amerikanskledede koalition bomber Islamisk Stat. Derfor er taktikken fundamentalt forkert, mener ekspert. Hvis IS skal svækkes, bør koalitionen sende faldskærmstropper ind, der kan hjælpe med at tilbageerobre territorium – ét højdedrag ad gangen
Mænd opgraver de jordiske rester af 25 mænd, der ifølge en hospitalskilde blev dræbt af Islamisk Stat og efterfølgende begravet i en massegrav.

Mænd opgraver de jordiske rester af 25 mænd, der ifølge en hospitalskilde blev dræbt af Islamisk Stat og efterfølgende begravet i en massegrav.

Reuters

Udland
21. januar 2015

Et-nul til Islamisk Stat. Sådan ser resultatet ud efter et halvt års vestlige flybombardementer i Irak og Syrien. Selv om USA og dets allierede har gennemført over 1.800 flyangreb og ramt flere end 3.200 militære mål, er Islamisk Stat på ingen måde svækket, lyder vurderingen fra flere førende eksperter i oprørsbekæmpelse. Tværtimod vinder Islamisk Stat frem både i Irak og Syrien. I dag kontrollerer den islamistiske bevægelse halvdelen af Syrien, og i Irak vokser den folkelige opbakning dag for dag.

Det er det dystre billede, som tegner sig efter et halvt års militær kampagne mod IS.

Og eksperterne er ikke i tvivl. Hvis USA og dets allierede – heriblandt Danmark – ikke ændrer strategi, er nederlaget uundgåeligt.

Militær fiasko

»Det er måske nok lykkedes at standse Islamisk Stats fremmarch i Irak. Men de har fortsat kontrol over stort set de samme områder som for et halvt år siden, og i Syrien har de haft stor fremgang,« siger Afzai Ashraf, som er ekspert i militær oprørsbekæmpelse ved tænketanken Royal United Services Institute i London. Derfor mener han ikke, at det sidste halve års krig har svækket IS på nogen måde.

»Det er ligegyldigt, hvor mange jeeps, bygninger og kampstillinger danskerne og amerikanerne bomber, hvis IS ikke mister en tomme af sit territorium. Til forskel fra f.eks. al-Qaeda er det territoriet, der definerer Islamisk Stats succes. Uden landområder ingen Islamisk Stat.«

Konklusionen fra den erfarne officer, diplomat og forsker er klar: »Den nuværende strategi er fundamentalt forkert. Den bygger udelukkende på flyangreb, og de virker kun, hvis der er styrker på jorden, som kan følge op. Og det har den irakiske hær hverken viljen, evnen eller modet til,« siger han.

I praksis betyder det, at krigen mod IS er overladt til de kurdiske peshmerga-styrker og sekteriske shiamilitser, som mange sunnimuslimer i Irak frygter mere end Islamisk Stat.

»Indtil nu er det ikke lykkedes at forstyrre eller ødelægge Islamisk Stats kommando- og kontrolsystemer. Det ville ellers være meget enkelt at gøre, for IS kontrollerer langstrakte strimler af territorium, som relativt let vil kunne klippes op i småbidder, hvilket ville forhindre dem i at operere som en militær enhed« siger han.

»Men så længe den irakiske hærledelse ikke er villig til at tage kampen mod IS op, nytter den nuværende strategi ikke en meter.«

Områder under IS-kontrol i august

Områder under IS-kontrol i dag

Folkelig opbakning

Dommen fra seniorforsker og Mellemøstspecialist Julian Barnes-Dacey fra den ansete politiske tænketank European Council on Foreign Relations i Bruxelles er lige så barsk: »Det er meget svært at få øje på succeserne. Faktisk ser der ud til, at den strategi, Vesten bruger over for IS, har den stik modsatte effekt af det, man ønsker at opnå,« siger han.

»I stedet for at svække Islamisk Stat, bakker flere og flere sunnier i dag op om bevægelsen, både i Irak og Syrien. Og det selv om IS har ry for at regere med uhørt brutalitet.«

Forklaringen er ifølge Julien Barnes-Dacey, at mange sunnier ser de vestlige bombardementer som en indirekte støtte til de forhadte shiamuslimske regimer i Damaskus og Bagdad. Og de oplever, at hverken regeringen i Bagdad eller regimet i Damaskus bliver presset til at dele magten med sunnierne.

»Mange sunnier ser Islamisk Stat som de eneste, der forsvarer sunniernes interesser. I øjeblikket driver vi derfor stadig flere direkte i armene på Islamisk Stat,« siger han.

Udsigt til fiasko

Selv om USA har besluttet at øge støtten til bl.a. de kurdiske grupper i Irak og Syrien og til den Frie Syriske Hær, er der ikke udsigt til, at USA og dets allierede skifter strategi foreløbig. Heller ikke selv om den amerikanske præsident, Barack Obama, nu har en republikansk Kongres, der kan ventes at være mere indstillet på at sende landstyrker til Irak.

»Det kommer ikke til at ske foreløbig,« lyder vurderingen fra Julien Barnes-Dacey. Han mener i øvrigt heller ikke, at det løser nogen problemer at lade Vesten udkæmpe irakernes og syrernes krig.

»Det, der er brug for, er politiske løsninger, der inkluderer sunnierne i både Irak og Syrien,« siger han.

»Vi kan ikke blive ved med at ignorere de politiske dynamikker, som sender sunnierne i Irak og Syrien i armene på Islamisk Stat.«

Afzai Ashraf understreger ligesom Barnes, at det ikke vil have nogen effekt at forsætte i samme spor som nu. Ashraf mener dog, at det godt kan lade sig gøre at svække IS militært, f.eks. ved at lade vestlige faldskærmstropper bistå den irakiske hær med at erobre territorium fra IS, ét højdedrag ad gangen, for så hurtigt at blive trukket ud igen.

Hverken Julien Barnes-Dacey eller Azfai Ashraf vil udelukke, at de danske styrker, som i øjeblikket er på vej til Ain al-Asad basen uden for Bagdad for at træne Iraks hær, kan gøre en forskel. Men et vendepunkt i den nærmeste fremtid, tror de ikke på.

»Det kan godt være, at Danmark kan bidrage til at inddæmme IS i Irak, men med denne strategi kan krigen ikke vindes,« siger Julien Barnes-Dacey fra ECFR.

Både han og Afzai Ashraf hæfter sig ved, at de danske styrker og fly skal gøre præcis det samme, som briterne og amerikanerne hidtil har gjort, uden at det har haft større effekt.

»Hvis Vesten fortsætter med at føre krigen mod IS på samme måde som hidtil, ender den med at tabe den,« siger Azfai Ashraf fra RUSI.

Interview med forsvarsminister Nicolai Wammen om kritikken og Danmarks krig i Irak i morgen

Følg Informations dækning af Luftkrigen mod Islamisk Stat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

"Mange sunnier ser Islamisk Stat som de eneste, der forsvarer sunniernes interesser."

Dét er en vigtig pointe. Når den irakiske hær flygter fra IS, "glemmer" de at destruere det materiel bla. amerikanerne har givet dem. Det falder derpå i hænderne på IS.

Et helt reelt spørgsmål er, hvem store dele af den irakiske hær egentlig holder med, og hvad de reelt ønsker for fremtiden? Der er mange sunnier i den irakiske hær, og de har i mange år været undertrykte af shiamuslimer under Saddam Hussein (som iøvrigt var sunni).

Man kunne fristes til at tænke som General Decker (i filmen Mars Attacks) da han sagde: "We should nuke these assholes with everything we got, sir".

Det var også General Decker som råbte: "Liberals! Intellectuals! Peacemongers! IDIOTS!"

Og det var General Decker som blev reduceret til noget på størrelse med en bille, hvorpå Mars ambassadøren trådte på ham...

Lodret uenig med at indsætte landtropper.
For indtil nu har den strategi jo seriøst kun skabt kaos i Irak, Libyen og Afghanistan, altså krigs kåde som vi er, har vi nu givet dem en stærk fællesnævner og det perfekte fundament til at skabe en international gennemgribende fælles islamisk stat og med det en uundgåelig 3.verdenskrig.

ellen nielsen

Ashraf mener dog, at det godt kan lade sig gøre at svække IS militært, f.eks. ved at lade vestlige faldskærmstropper bistå den irakiske hær med at erobre territorium fra IS, ét højdedrag ad gangen, for så hurtigt at blive trukket ud igen.

Hvorfor f..... skal det være vestlige faldskærmstropper og ikke tropper fra de arabiske, muslimske koalitions-lande.
Soldater fra vestlige lande skal ikke længere forsøge at konflikt-lægge evig krig mellem sunni og shiaer, hvilket er umuligt!
Jeg er enig i konklusionen, at landtropper er nødvendige for at følge bombningerne op, hvis krigen mod IS skal lykkes.

Tænk hvis alle de unge, stærke mænd, som flygter til Europa p.t. ville deltage i kampen mod IS på hjemegnen!
Europa er ikke kommet gennem vores interne religionskrige i 15 - 17 hundredtallet ved at krigsdygtige mænd flygtede til Mellemøsten.

Jens Haushøj, Per Torbensen, Lars Jensen, Helene Kristensen, Preben Haagensen og Egon Maltzon anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Jens

Jae... Noget tyder på, at man ikke kan skyde/bombe vores kultur ind i dem som ikke har "fattet" at det er "den bedste måde at gøre tingene på".

Rune Petersen, Søren Blaabjerg, Bo Carlsen, Henrik Christensen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Ellen

I disse ligestillingstider kunne man spørge, hvorfor det kun er de "unge, stærke mænd", som skal blive og kæmpe, men lad nu det ligge. Det forholder sig iøvrigt heller ikke sådan i praksis. Bla. kurderne har nogle rimeligt barske kvindelige krigere.

Apropos "vores interne religionskrige i 15 - 17 hundredtallet":

http://www.information.dk/telegram/521981

Dem er vi vist ikke helt sluppet af med?

Anders Seneca Bang

Jeg har til RIKO - Rådet for International Konfliktløsning også beskæftiget mig lidt med emnet, og vi argumenterer også for, at strategien mod Islamisk Stat er forfejlet, men vi tror på, at vejen frem ikke er landtropper, men afgrænsning af gruppen samt politisk udvikling (inkludering af sunnier som der også bliver talt for i denne artikel). Læs mere her:

Baggrund
http://riko.nu/blog/2014/10/28/hvem-stoetter-og-finansierer-islamisk-stat/

Interview med Lars Erslev Andersen fra DIIS
http://riko.nu/blog/2014/12/01/interview-inddaem-islamisk-stat-og-goer-k...

Peter Ole Kvint

Jeg håber ikke disse ideer når frem til tåbelige danske politikere.

curt jensen, Rune Petersen, Preben Haagensen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar

Hvordan skal landtropper hjælpe når det var her hele problemet startede?

Espen Bøgh, curt jensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Ellen; de civile kan i lige så høj grad kæmpe for IS, som i mod dem.

Morten Balling

@Peter Ole

"Jeg håber ikke disse ideer når frem til tåbelige danske politikere."

Jeg er ret enig, men lad os lige for et kort øjeblik dvæle ved alternativerne.

For det første var der blevet slagtet langt flere yazidier, og de virker helt ærligt ellers som et meget sympatisk folkefærd på mange områder.

Hvis vesten ikke bekriger IS, vil en islamisk stat og et kalifat være en realitet. Så kan man forestille sig, at styret dér vil være så radikalt at resten af den muslimske verden siger fra. Man kan spørge sig selv, hvor realistisk det er, hvis f.eks. 80-90% af den pakistanske befolkning dybest set er islamister (det er man, hvis man går ind for politisk islam, altså at sharia ovetrumfer demokrati og domstole).

Hvis IS får rodfæste, og dermed mulighed for at vokse sig stærke, har den vestlige kultur en reel udfordring. To så radikalt forskellige kulturer har historisk vist sig at ryge i totterne på hinanden, specielt når de grænser op til hinanden. De har også ind imellem lært at enes. Oftest hvis de har haft en tredie fælles fjende.

Som den fredselskende humanist jeg bilder mig ind at jeg er, er jeg dybest set enig med dig. Men det var ikke kun for sjov, at jeg citerede General Decker. En del mennesker i vores kultur lader til at mene at det er bedre at slå først.

Jeg kendte engang en gut som sagde, at hvis man kom op og slås, og man ikke var så god til det, skulle man bare bruge alle ens kræfter på at slå først, og sigte efter modstanderens næse, for derpå at følge op med et knæ i skridtet. Ret effektivt, men han rendte ofte selv rundt med en halvbrækket næse...

God nat og sov godt ;)

Det er indlysende, at Den Islamske Stat har, - og har haft, adgang til meget store pengemidler samt enorme mængder våben gennem de sidste 10 år. For langt de fleste helt nye og meget moderne tunge våben er i hvert fald ikke "vundet" ved krigshandlinger. Ligesom evnen til at betjene dem heller ikke er nogen medfødt disciplin.

Derfor er det interessante, hvem der egentlig finansierer Den Islamske Stat, og forsyner dem med enorme summer samt de mest moderne tunge våben i store mængder, som der her er tale om.

Og det bliver faktisk rigtig interessant, når den danske udenrigsminister forleden dag kaldte Saudi for "vores nære allierede". For det gør netop Saudi Arabien og en række meget rige Golf-stater, der også er USA´s allierede. I øvrigt sympatiserer Tyrkiet også med IS, men det foregår mere i det skjulte, samt ved regelmæssigt at bombe kurdiske områder.

Dette er faktisk hverken en dybt bevaret hemmelighed eller konspiration, for det kan man til stadighed læse i en lang række seriøse medier. Derfor er det egentlige og centrale spørgsmål:
- Hvad er egentlig USA´s og vestlandenes dybere mening med denne falskhed?

Og her kan jeg da godt give et par forklarende eksempler, men så bliver der tale om konspirationsteorier, for det mangler vi endnu en helt "skudsikker" forklaring på.

Kampen mod IS går efter planen.

Casper Fryd Rækjær

Jeg er stort set enig i den inddæmningsstrategi, som Anders Seneca Bang henviser til (især interview med Lars Erslev Andersen). Hvis det skal lykkes, er det vigtigt også at styrke den sunniarabiske position. Derfor kan man håbe, at de træningsstyrker, der i disse dage er på vej til Ain al-Arab, også skal træne de sunniarabere, som stadig holder stand og kæmper mod Islamisk Stat i Anbar-provinsen. Så kommer der da lidt godt ud af de ellers hovedløse beslutningsforslag B-122 (Hercules transportfly) og B-123 (F-16-fly, stabsbidrag og kapacitetsbidrag).

Søren Blaabjerg

Og hvad har Danmark så haft ud af at bidrage med disse bombninger ud over at please USA?

Søren Blaabjerg

Det er tankevækkende, at under 2. verdenskrig var sigtet med de massive allierede bombninger af tyske byer (bl.a. Dresden) at svække tyskernes kampmoral, men effekten var så vidt jeg er orienteret imidlertid stik modsat, til trods for at bombningerne kostede store tab, dels i form af tabte fly og dræbte flymandskaber, dels i form af civile menneskeliv foruden omfattende tab af umistelige kulturelle værdier.

Niels Duus Nielsen, Janus Agerbo og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Vestlige landtropper til Irak & Syrien!!!!!!!!
Det er en fuldstændig forrykt tanke.

Konklusionen på artiklen burde snarere være, at trække bombeflyene hjem.
De gør åbenbart mere skade end gavn i relation til målet om at bekæmpe ISIL.

Henrik Petersen

Så længe man ikke har fundet en løsning på magtdelingsproblemet i Irak, som tilgodeser alle grupper, så længe vil problemerne fortsætte.

Hvis det skulle lykkes at bekæmpe ISIL, så vil modstanden blot finde en anden form.

Midt i vores demokratiske selvforherligelse burde vi i stedet hjælpe med at finde en politisk løsning, som vil tilgodese alle gruppers interesser - en løsning som det var værd at kæmpe for.

Den overskrift er usmagelig.

Det er ikke et computer spil eller en fodboldkamp.

Alle taber.

Men hvis det kan være en trøst, så havde verdenskrigene kun forsvindende effekt på befolkningstilvæksten. Det kan man jo sige til folk, inden man skærer halsen over på dem, waterborder dem, eller giver dem traumatiske skader og død med bomber.

Der vil også om 50 år være nogle der drikker espresso på en cafe et eller andet sted, og syntes historien er spændende.

Lars Dahl, curt jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Morten Balling 'Et helt reelt spørgsmål er, hvem store dele af den irakiske hær egentlig holder med, og hvad de reelt ønsker for fremtiden? Der er mange sunnier i den irakiske hær, og de har i mange år været undertrykte af shiamuslimer under Saddam Hussein (som iøvrigt var sunni)'

Jeg ved ikke lige, hvor du har det med at sunnierne var undertrykt af shiaerne under Saddam Hussein. Du har vist et par orienteringsvanskeligheder. Der var såvel sunni som shia i hæren, men sunni dominerede den og officersgruppen. Det er jo blandt andet derfor at en stor del af den militære lederkreds bag IS består af tidlige Bath officerer.

Den irakiske hær var ( og) er demoraliseret, men det skyldes jo bl.a. dels den ringe behandling af sunni muslimer i det sidste halve årti, dels en udbredt korruption . Officersstillinger var noget man fik på grund af familie eller ved køb. Stillingen blev brugt til at berige sig på alle mulige måder.

Ps. Selve artiklen er af mere blandet kvalitet. Selve kortet siger ikke ret meget, idet der jo stort set ikke bor ret mange mennesker i store dele af de røde områder. IS problem er jo netop, at de fra at være mere guerilla agtig nu er en hær der skal fastholde noget. En helt anden situation.

Laurids Hedaa

Hvad er der nu galt ved, at de får dannet et kalifat i Mellemøsten? I denne proces får det nok at gøre med at holde områdets konfliktende fraktioner i skak og finde frem til en funktionel statsdannelse. Hvis det lykkes at få dannet et kalifat, vil vi få en kalif at forhandle med. I øjeblikket er det svært at finde ud af, hvem vi skal holde med og støtte med vores bombetogter.

Torben Selch, curt jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Det er sjældent at de der skriger efter at sende soldater i krig stiller sig selv i køen om at være med. Tværtimod, så gør de for det meste alt for at sørge at de og deres nærmeste ikke bliver trukket ind i sagen.

"erobre territorium fra IS, ét højdedrag ad gangen, for så hurtigt at blive trukket ud igen"

Det var jo også USA´s strategi i Vietnam, og enhver ved jo, hvordan det gik.....

Henrik L Nielsen

Det er interests at generalerne godt ved at strategiske bombardementer aldrig har vundet en krig. Det har faktuelt kun lille effekt på produktion.
Og bombardementer af civile får dem ikke til at vende sig imod deres leder, tværtimod. Det så vi både unde London blitzen og de Harris's bombninger af Tyskland. Japan knækkede førstnunde atom bomber, men det var måske blot dråben, og ikke bomberne som sådan
Strategiske bombninger, selv af civile hjælper ikke en døjt.
Hvorfor prøver de så, når ingen kan følge op på landjorden og der ingen væsentlig produktion er at ødelægge?
De ønsker vel ikke at holde liv i IS?

Torben Knudsen

Når Charlotte går fra krigsspil på skærmen til den virkelige verden.
Send soldater ind siger hun de siger.
Det har de gjort til alle tider 1.verdenskrig, 2. verdenskrig send dem afsted Charlottet!
Danske F 16 fly er af national politiske årsager helt forrykt på plads, hvor nødhjælp og sygehuse er vores indsats her i verden, men med Charlotter og lignende talsmænd, sender vi de haltende fly afsted til tilfældig død og ødelæggelse!
Næh droner er sagen og sparer mange liv, de koster nogen, men kan ramme centrale personer lige i øjet. Skønt at have fået oplevet det og tælle alle de, der overlever ved ikke at blive sendt ud.
At IS behersker områder, so what, de sidste kvadratmetre er for dyre i menneskeliv og de ved sig aldrig sikre ,Charlotte.

georg christensen

1-0 til islamisk stat, sejren indtil nuet er bygget på Europas manglende indgriben, overfor sin nabo , som bare at lære, lidt mere om "demokrati" og beder om hjælp i forståelsen af "demokrati opfattelsen", som illusionen foregav med unionsdannelsen men stadig virker i "enevældens" favntag, styret af politiske og religiøse "tosser", ( eller måske bare "idioter") som i enevældens navn stadig propagandistisk forsøger at demonstrere "demokratiet" som enevældens afløser med "propaganda" og populisme.

EU's politiske overklasse bør endelig opføre sig som troværdige og ikke bare sole sig selv i "fælleskassen", noget ikke nogen kollektiver eller samfund bryder sig om.

Det er forkert at bygge en stat på religion, lige så forkert var det med staten Israel - så der står det vel 1-1?

Magnus Bidstrup

@Morten Balling, hvad er det for en bog du har læst?
Hussein var Sunni. Og det var, som Niels Christensen siger, de ledende medlemmer af Bath partiet også. Og Bath partiet styrede hele den Irakiske infrastruktur, hvilket betød, at da Georg Bush krævede en "de-bathificering" af Irak, så smed man dem som havde styret landet (herunder hæren) på gaden.
Irak er nu ledet af et flertal af hævngerrige Shia muslimer, som er amatører udi alt de foretager sig, mens at den tidligere elite er blevet udstødt, og nu sidder i nord og støtter IS's kamp mod Shiaerne, om det så er i Syrien eller i Irak.

Havde man ønsket et samlet Irak og Syrien, så skulle vi ikke have blandet os i konflikten til at starte med, hvilket vi gjorde i 2003. Nu er situationen midlertidig den, at det ikke ser ud til at styret i Bagdad og Damaskus har nogen planer om at inkludere sunnierne, hvorfor at det måske ikke er så dårlig en ide at lade de to lande blive delt i mere passende størrelser, istedet for de nuværende (læs: før IS) som de er fastlagt af Storbritannien og Frankrig i 1918.

Og lige en sidste ting... Er Yezedierne et "sympatisk" folkefærd? Hvor ved du det fra?

Bjørn Pedersen

@ellen nielsen
"Tænk hvis alle de unge, stærke mænd, som flygter til Europa p.t. ville deltage i kampen mod IS på hjemegnen!
Europa er ikke kommet gennem vores interne religionskrige i 15 - 17 hundredtallet ved at krigsdygtige mænd flygtede til Mellemøsten"

Det er jo næppe særlig mange, hvis overhovedet nogle, af de unge mandlige flygtninge der har militær træning bag sig. Og til sammenlingen med de europæiske religionskrige: Vi havde tiden til at træne de soldater, der skulle trænes (og købes). Det har Irak og Syrien ikke. Og selv da de kejserlige tropper vandt over den danske konge, resulterede det ikke i den danske stats elendigt, tvangskonversion til katolicisme og henrettelse af dem der ikke ville konvertere. Vinder IS, ophører Syrien, Irak og flere af de andre stater som IS har erklæret skal høre til deres "kalifat", med at eksistere.

@ Torben Selch: Øøøh, Grundloven: § 4 Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Jesper Hansen

"Eksperter: Luftangreb bider ikke på Islamisk Stat"
"’Drømmen om kalifatet er en meget stærk drik...’"
Og nu:
"1-0 til Islamisk stat"

Endnu en velegnet overskrift i Informations hyldest-kampagne for ISIS, i forsøget på at relancere terroristerne og jihadisterne som "vor tids revolutionære".

Vestens arrogance i Mellemøsten består i at lad være med at sætte sig ind i landets kultur blandt folk i landet, men i stedet bare sætte militært ind på enten den ene eller anden måde.

Krig er i vestlig optik blevet "løsning på alle problemers moder", dernæst kommer fangelejre og tortur, hvis ikke i hjemlandet, så oversøisk hos folk man kender, og det ender med lange fængslinger uden hverken anklageskrift eller dom for forbrydelse.

Det gammelkolonialistiske tankesæt er tilbage i fuldt flor, og denne gang med krig som eneste virkemiddel; "rædsel og skræk" skal disciplinere masserne.

Gert Selmer Jensen

Hvad med at trække os helt ud.????

Bjørn Pedersen

@Espen Bøgh
"Vestens arrogance i Mellemøsten består i at lad være med at sætte sig ind i landets kultur blandt folk i landet, men i stedet bare sætte militært ind på enten den ene eller anden måde."

Skal det forstås sådan at du tror at IS's styre er udtryk for "et lands kultur"? At IS's ideologi er en retvisende indikator for hvordan den gennemsnitlige iraker og syrer (og befolkningerne i de lande som IS kunne tænke sig at annektere) ønsker deres samfunde skal se ud? At IS ideologi er "hjemmedyrket" og ikke en importeret kulturvare?

For mig at se, er det mere gammelkolonialistisk at antage at folk i Mellemøsten skulle se IS' styre som udtryk for den regionale, bevaringsværdige "kultur". Som et udtryk for kulturel kontinuitet. Det svarer til at antage at "Vesten" ikke bør gøre noget over for en afrikansk diktator, der angiveligt åd sin politiske modstander fordi: "Kannibalisme er da normalt i Afrika, hvor de spiser folk i store sorte gryder. Det ville jo være et udtryk for gammelkolonialt tankesæt, at kritisere den pågældende diktator, så det kan vi da ikke gøre!"

Og det er eurocentrisk at antage at "Vesten" er den eneste faktor med en interesse i at stoppe IS. Irak og Syrien ønsker nok mere end os at de ikke ophører med at eksistere som stater, tror du ikke?

Og så er krig iøvrigt ikke blot i vestlig optik en "løsning på alle problemers moder". Ej heller fangelejre eller tortur.