Læsetid: 3 min.

Arktis skal genrejse Rusland som verdensmagt

Ny dansk analyse: Vestens sanktioner rammer nu kernen af Kremls visioner
26. januar 2015

Udviklingen af det russiske Arktis skal genrejse Rusland som en verdensmagt. Olie, gas, mineraler; nye militære muskler til vands, til lands og i luften; nye sejlruter i Asien til Europa; alt sammen indgår det i en ambitiøs strategi, der skal sikre Ruslands position som en uomgængelig stormagt.

Sammenhængen fremgår af en ny analyse af Ruslands strategi for Arktis, som Forsvarsakademiet offentliggør i morgen. Den underbygger den forståelse, Forsvarets Efterretningstjeneste tidligere er nået frem til: Den russiske militære opbygning i Arktis udspringer af en større plan, der over en kort årrække skal forvandle Ruslands arktiske hav- og landområder til selve fundamentet for den russiske stormagt langt ind i fremtiden. Præsident Putin og hans stadig snævrere inderkreds vurderer, at fred og samarbejde med de øvrige arktiske nationer, herunder Danmark/Grønland, indtil videre er den mest fordelagtige kurs for Rusland, men det kan ændre sig: »Selv om Arktis har et godt og sikkert brand som en zone præget af fred og samarbejde, er området altså på længere sigt ikke immunt over for en forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten,« hedder det blandt andet.

Analysen anskueliggør, hvorfor vi ikke længere kan betragte Arktis som periferi på verdenskortet. Arktis spiller en central rolle for den geopolitiske udvikling – her illustreret i det russiske Arktis. Forfatteren til analysen, ph.d. Jørgen Staun, beskriver nøje, hvordan en pragmatisk fløj omkring udenrigsminister Sergei Lavrov længe har fået lov at tegne Ruslands politik i Arktis, men også hvordan magten reelt nu samles i hænderne på mere hårdkogte strateger fra energi og sikkerhedsapparatet tæt på præsident Putin.

Sanktionerne bider i Arktis

Ruslands primære fokus i Arktis knytter sig ifølge Staun til olie- og gas. Det gælder om »at udnytte det formodede væld af olie og gas ressourcer i undergrunden, for derigennem at sikre fortsættelsen af genrejsningen af Ruslands stormagtsposition, når kapaciteten i energifelterne i Sibirien langsomt mindskes – hvilket det russiske energiministerium forventer sker et sted mellem 2015 og 2030«. Den strategiske pointe er, at »det internationale system ikke skal være domineret af supermagten USA, men i stedet skal være et multipolært system, hvor regionale stormagter som Kina, Indien, Brasilien – og Rusland – har deres egen interessesfære, som USA og EU skal blande sig udenom. Således er ideen om, at Rusland skal være en stormagt, og at landet ellers ingenting er, et centralt og blivende element i den russiske politiske selvforståelse«.

Det er i det lys, at danske analytikere i øjeblikket ser den russiske militære opbygning i Arktis; indsættelsen af en russisk arktisk brigade i december, genåbningen af en base tæt på den finske grænse og af flybaser og havne langs den russiske nordkyst, de nye atombevæbnede ubåde i Murmansk, nye ordrer på isbrydere.

Analysen offentliggøres kort før, at Forsvarsministeriet barsler med et forslag til en ny strategi for det danske forsvars indsats i Arktis. Forslaget ventes færdigt til april, hvorefter det vil indgå i Folketingets forhandlinger om det næste forsvarsforlig. Politikerne vil efterlyse svar på i hvert fald to spørgsmål: Hvad vil russerne – og hvordan indretter vi det danske forsvar, så det svarer dertil? Og i hvilket omfang vil konflikten i Ukraine forstyrre det fredelige samarbejde i Arktis?

Jørgen Staun svarer ikke direkte, men får til gengæld illustreret, hvordan EU’s og USA’s sanktioner mod Rusland allerede nu forstyrrer Ruslands arktiske ambitioner. En del af sanktionerne sigter direkte på at umuliggøre de russiske olie- og gasprojekter i Arktis, og de betyder nu, at de russiske energiselskaber ikke som planlagt kan gøre brug af Shells, Statoils og andre vestlige olieselskabers helt nødvendige teknologi og knowhow. Shell trak sig for nylig ud af et omfattende samarbejde om udvikling af skifergas med det russiske Gazprom Neft; sanktionerne indskrænker også de russiske selskabers mulighed for at låne i vestlige banker, hvilket gør det hele dyrere og mere besværligt. Flere projekter er allerede forsinkede, afblæst eller underfinansierede – og olieprisen ligger i øvrigt historisk lavt, så lysten til at investere mindskes. Når Vestens sanktioner rammer den russiske olie- og gas i Arktis, rammer de derfor et i forvejen smertefuldt punkt i de russiske ambitioner.

Imens fortsætter den russiske investering i Arktis – tag f.eks. et kig på de Ny-sibiriske Øer mod øst over Sibirien. Den russiske flådes genindtagelse af disse uhyre fjerntliggende øer beskrives netop nu glimrende på http://cryopolitics.com/, hvor den canadiske sikkerhedsekspert Rob Huebert også citeres. Han har længe opfordret de arktiske stater til at indlede forhandlinger om den militære opbygning i Arktis, så risikoen for fremtidige spændinger mindskes.

Martin Breum er journalist, forfatter til ’Når isen forsvinder’ og ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt om Arktis i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Artiklen er skrevet af en person der har en klar interesse i at presse på for en dansk oprustning i arktis begrundet i "vores" arktiske interesser! Men Rusland har faktisk været usædvanlig moderat i deres kommentarer til vores ekspansionsbestræbelser i området. Det tolker jeg, som om Rusland er interesseret, i at Grønland kan få kontrol over vandområder i området, hvis det ikke lykkes for Rusland selv at få rettighederne. For Rusland vil være meget bedre end hvis Canada og/eller USA sætter sig på det og Rusland har helt sikkert bemærket, at Grønland i løbet af nogle årtier (måske) bliver et selvstændigt land, med en meget "rød" befolkning.

georg christensen

Arktis?. Russerne, nordfolket ,grønlændere, Norge, svensker, finnere, var der først, og bør have førsteretten. Disse folk har udholdt kuldens pine i tusinde år, og bør som samlet flok tilkendes "eneretten" uanset fidusmagernes værdiløsheder.

Hvem kæmpede (med tab), for forbindelsen mellem Europa og asien?. Var det ikke Russerne som med deres jernbane forsøgte at få forbindelsen mellem Europa og asien?. Hvem kæmpede for at forbinde "østamerika med vestamerika" med indianer slagteriet?. i forhold til hvad russerne gjorde kun en bagatel, når den såkaldte vestlige kulturfornemmelse sendes på banen og ved nærmere eftersyn bare viser sig som et "fata mogana". Russerne klarede forbindelsen med store tab, medens nordamerikanerne , Europas flygtninge (dødsdømte forbrydere samt småtbegavede terroister af alle arter udrydede en hel indianer kultur. Alt imedens småtbegavede europæiske politikere sidder og "pisser" hinanden i røven for at forhøje deres eget "bruttonational produktet" .

Med mine øjne set er verdensfolket med deres nuværende ledere, på vej til sin egen konkurs erklæring, fordi guldklumpen flyder uhindret overalt og livet begrænses overalt.

Michal Bagger

Når Vestens sanktioner rammer den russiske olie- og gas i Arktis, rammer de derfor et i forvejen smertefuldt punkt i de russiske ambitioner.

Der er vist en del ønsketænkning indblandet her.

Den 25. januar skrev Robert Berke på oilprice.com:

…in September 2014, ExxonMobil and Russia's Rosneft made a major discovery of huge oil and natural-gas reserves after drilling a well in the Kara Sea. However, in complying with the second round of sanctions enacted a few days before the discovery, Exxon put the $700 million project on hold and...pulled out of the Russian Arctic.” Now Russia is offering China and other Asian companies a partnership in developing Siberia and the Arctic, replacing Exxon and its peers.

Mon dog Rusland kommer til at mangle financering. Og for at gøre ondt værre for ‘Uncle Sam’ er der noget, der tyder på, at deres eget fracking eventyr er ved at eksplodere i hovedet på dem selv.

Den 27. januar skrev F.W. Engdahl på New eastern outlook:

The collapse of the five-year-old USA fracking revolution is proceeding with accelerating speed as jobs are being slashed by the tens of thousands across the United States; shale oil companies are declaring bankruptcy and Wall Street banks are freezing new credits to the industry. The shale weasel in America has just gone pop!, and soon the bloodbath will look like the aftermath of the Battle of Falkirk of Braveheart fame.

Man må ikke håbe de danske analytikere og stateger, er ligeså ’ekseptionelle’ som deres amerikanske ditto. For vi ved jo fra George W. Bush at: “the French have no word for entrepreneur”.

Niels Duus Nielsen og Benjamin Lau Jensen anbefalede denne kommentar