Analyse
Læsetid: 4 min.

Britisk valgkamp begynder med angreb

De britiske partier har affyret startskuddet for forårets parlamentsvalg med frontalangreb på hinanden. Det vil næppe vil gøre meget for at adressere befolkningens politikerlede, som er med til at gøre majvalget til det mest uforudsigelige siden 1970’erne
Udland
8. januar 2015

Den britiske premierminister, David Cameron, har længe gjort en genforhandling af landets forhold til EU til en central planke i sit konservative partis kampagne for genvalg ved forårets parlamentsvalg. Men da partiet mandag skød sin valgkampagne i gang med et 82 sider langt valgoplæg, indeholdt det ikke et eneste ord om EU, ligesom dokumentet heller ikke indeholdt partiets bud på, hvad vælgerne kan forvente på den indenrigspolitiske front, hvis de stemmer partiet til magten for endnu en fem-årig periode. Derimod er dokumentet en økonomisk analyse af oppositionspartiet Labours løfter, som ifølge udregningerne vil efterlade et hul i statsbudgettet på 21 mia. pund.

Det gør ifølge finansminister George Osborne valget d. 7. maj til et valg mellem »kompetence og kaos«. »Sæt ikke genrejsningen over styr,« lød hans appel – og partiets slogan – mandag.

Labour-leder Ed Miliband sagde ved sit valgkampmøde samme dag, at valget rigtignok er et skæbnevalg, idet de fremlagte konservative nedskæringsplaner vil sende landet tilbage til 1930’erne.

»Det er et valg mellem en Tory-plan, hvor kun nogle få i toppen vil få succes, og hvor vores offentlige servicer er truede,« sagde han og leverede ligeledes et dokument, der skulle vise, hvordan sundhedsvæsenet vil blive ændret til ukendelighed, hvis de konservative får mere tid til at privatisere det.

Liberaldemokraternes partiformand, Nick Clegg, affyrede startskuddet for det lille regeringspartis valgkampagne efter samme formel ved at love, at partiet vil indgå i en koalition med det største parti og »give rygrad til en Labour-regering og hjerte til en konservativ«.

Tæt kamp

Udfaldet af valget i Storbritannien vil få konsekvenser ikke kun for briterne, men for resten af Europa, idet David Camerons konservative er de eneste, der har lovet en folkeafstemning om landets medlemskab af EU i 2017, hvis partiet vinder. På mødet i Downing Street i går med den tyske kansler, Angela Merkel, var hans krav om reform – der indebærer traktatændringer – et af punkterne på dagsordenen.

Dette løfte – såvel som den aggressive start på de næste fire måneders valgkamp – er et udtryk for netop det pres, der i løbet af de seneste år er opstået på de to store partier, der siden 1924 har skiftedes til at regere landet, fra mindre partier på fløjene.

2014 blev for alvor UK Independence Party, UKIP’s gennembrud. Først ved at tiltrække flest stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i maj og efterfølgende ved gennem to suppleringsvalg at vinde to mandater – begge tidligere konservative – i Westminster-parlamentet. UKIP er især et problem for Cameron, idet hans partis højrefløj ideologisk ligger tæt på det immigrations- og EU-fjendtlige UKIP.

Labour er også truet af UKIP, men for det socialdemokratiske parti er det særligt de skotske nationalister, SNP, der udgør et problem. SNP tabte i september afstemningen om skotsk uafhængighed fra Storbritannien, men partiet har siden tiltrukket titusindvis af nye medlemmer og står til at vokse markant ved det britiske parlamentsvalg – på bekostning af Labour.

Liberaldemokraterne er måske partiet med det mest eksistentielle problem, idet partiet stadig står til næsten udryddelse i meningsmålingerne. Ved valget til Europa-Parlamentet gik det pro-europæiske parti tilbage fra 11 til ét mandat.

Protestvalg?

Bare rolig, lyder det dog fra alle tre partiledere. EU- og suppleringsvalg er traditionelt valg, hvor vælgerne giver udtryk for deres vrede, grønne idealisme og skotske eller engelske nationalisme – særligt på bekostning af den siddende regering. Når parlamentsvalgdagen oprinder, vender de tilbage – om ikke af anden grund så fordi valgsystemet sikrer, at en stemme på et lille parti er en spildt stemme.

Det er sandt – men denne gang er det alligevel anderledes. Det britiske politiske landskab har været i forandring gennem årtier fra at være et topartisystem til et flerpartisystem, hvor de to store partier har taget en stadig mindre andel af det samlede antal stemmer. Ved valget i 2010 resulterede det i landets første koalitionsregering siden Anden Verdenskrig.

2014 blev et år, hvor den tendens blev intensiveret. For første gang faldt den samlede opbakning til Labour og de konservative til under 70 procent i hver eneste måned.

Partier, der tidligere ikke kunne tiltrække så stor opbakning, fordi de ikke var repræsenterede i Westminster, er nu til stede: UKIP med to mandater, De Grønne med ét. Det har givet dem mere tv-taletid og sender et signal til vælgerne om, at det kan betale sig at stemme anderledes.

Tilsammen gør de forskellige faktorer majvalget til det mest uforudsigelige siden 1970’erne. At de konservative skulle kunne vinde et flertal alene, vil kræve et historisk godt valg. Ingen britisk premierminister har nemlig vundet flere stemmer efter en periode ved magten siden Harold Wilson ved valget i oktober 1974 (og det var efter et valg i februar samme år). Omvendt er Miliband langt den mest upopulære af partilederne, og den mindst populære leder har tabt valget i ni ud af de seneste 10 parlamentsvalg. Undtagelsen var, da Margaret Thatcher vandt over den mere populære James Callaghan i maj 1979. Vælgerne stoler desuden mindre på Labours økonomiske kompetence end på de konservatives.

For at vinde et flertal alene skal de to store partier altså yde noget ud over det sædvanlige i de kommende fire måneders valgkamp, men mandagens gensidige frontalangreb – fulde af spin og fordrejninger af hinandens budskaber – tyder på, at det næppe vil ske. I stedet synes begge partier at have ignoreret det budskab, som vælgerne gang på gang har sendt til dem ved stemmeurnerne i 2014; nemlig at de er trætte af mudderkastning, brudte løfter, opstillede ’events’ og politikerjargon.

Lærer politikerne ikke lektien, risikerer de at få sig en slem overraskelse i maj, hvis vælgerne fastholder protestmentaliteten og stemmer på fløjpartierne.

Udfaldet for Storbritannien – og Europa – kunne ikke være mere uforudsigeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her