Læsetid: 8 min.

'Europas centrum-venstre har fået det hvide snit'

Yanis Varoufakis er under eurokrisen blevet den mest markante offentlige intellektuelle i Grækenland. Nu skal rockstjerneøkonomen måske skifte sin motorcykel ud med en ministerbil: ’Jeg er virkelig bekymret for dagen efter valget,’ siger han til Information
Søndagsfrokost i et suppekøkken drevet af den græsk-ortodokse kirke i det centrale Athen en uge inden valget. Under krisen har de fattigste grækere mistet omkring en tredjedel af deres månedlige rådighedsbeløb. Og landets økonomi er skrumpet med 25 pct. på seks år.

Milos Bicanski

22. januar 2015

Hvis venstrefløjspartiet Syriza vinder søndagens parlamentsvalg i Grækenland, skal en 53-årig universitetsøkonom, som under krisen har opnået rockstjernestatus i landet, forsvare grækernes interesser i EU. En uge inden valget strømmede Athens borgere til byens koncerthus for at høre den sandsynligvis kommende finansminister, Yanis Varoufakis, præsentere sin seneste bog og diskutere krisepolitikken. Hans modstander – Babis Papisdimitriou, økonom, tv-journalist, konsulent for banksektoren og en af de varmeste fortalere for reformerne under krisen – får ikke et ben til jorden. For hver gang han åbner munden, bliver ordene overdøvet af vrede tilråb fra salen:

»Vi har hørt dig sige det samme hver aften på tv i årevis. Hold nu kæft!« råber en mand, inden han forlader sin plads midt i salen og stormer mod udgangen. Varoufakis høster derimod det ene bifald efter det andet. Men inden længe risikerer han at skulle spille på udebane:

»Jeg er virkelig bekymret for dagen efter valget,« siger Varoufakis, som er klædt helt i sort og motorcykelstøvler, til Information, »for hvis vi vinder, har vi næsten ingen tid at løbe på. De vil gøre alt for, at en Syriza-regering bliver kvalt i fødslen.«

Begyndende dialog

Bortset fra den måske kommende ministers bekymring kan det virke, som om grækerne har vænnet sig til rampelyset. Ligesom dobbeltvalget i 2012 er dette valg ladet med en betydning, som rækker meget længere end Grækenland, og som navnlig vedrører eurosamarbejdet og dermed EU’s og Europas fremtid. Alt bliver blæst op, så enhver ligegyldig udtalelse fra obskure græske politikere tilsyneladende kan påvirke aktiekurserne overalt. I forhold til 2012 er grækerne dog lidt mindre alene, for Syriza er sammen med det spanske parti Podemos (’Vi kan’), blevet det håb, som den europæiske venstrefløj klynger sig til. Spaniens premierminister, den konservative Mariano Rajoy, tog derfor forleden forskud på sin valgkamp derhjemme senere på året ved at flyve til Athen for at støtte regeringslederen Antonis Samaras fra højrepartiet Nea Demokratia (ND):

»At love umulige ting giver ingen mening og skaber bare en masse frustrationer,« udtalte Rajoy med henvisning til Syrizas krav om en genforhandling af landets lånebetingelser og gældseftergivelse.

I dag kommer Podemos’ leder, Pablo Iglesias, til Athen for at mødes med Syrizas leder, Alexis Tsipras, og markerer, at der er opstået en stærk alliance på den sydeuropæiske venstrefløj. I Italien inspirerede Syriza allerede ved e uropaparlamentsvalget sidste år til en opstillingsliste, L’altra Europa con Tsipras (’Et andet Europa med Tsipras’), som akkurat klarede spærregrænsen og fik tre mandater. Men også et mindretal i det italienske regeringsparti, Partito Democratico (PD), er i byen for at støtte og lære af Syriza. Deres program er »på ingen måde ekstremistisk«, mener den tidligere italienske vicefinansminister Stefano Fassina, der for et år siden gik af i protest mod sit partis accept af den europæiske krisepolitik: »Det er tværtimod det eneste realistiske, fordi det tager bestik af, at trojkaens dagsorden ikke virker. Jeg vil gøre alt for at overbevise PD om at støtte Syrizas krav.«

Ifølge Yanis Varoufakis er støtten fra andre kriseramte, sydeuropæiske lande afgørende for Syrizas politiske muligheder:

»Folkelig opbakning i Grækenland, Spanien og Italien – ikke kun som Syriza, men som en ny progressiv kraft i Europa – vil på et tidspunkt tvinge magthaverne i EU til at begynde at regne med os og holde op med at lade som om, at dialog er umulig,« siger han og tilføjer:

»To-tre år er lang tid for et parti, der i løbet af nogle få måneder i 2012 voksede fra en vælgertilslutning på omkring tre procent til næsten 30 procent. Partiet har haft brug for de år for at modnes. Det er stadig et parti under opbygning, men vi kommer til at gøre endnu hurtigere fremskridt, når vi får regeringsmagten.«

Politiske bogholdertricks

Den sparepolitik, som de gældstyngede lande i Sydeuropa er blevet påtvunget, forværrer krisen, truer EU’s sammenhængskraft og hæmmer sågar Tysklands vækst, hævder Varoufakis. Han er hjernen bag det økonomiske program, som Syriza fremlagde for et par måneder siden. Det er forkert og »en pervers fordrejning af virkeligheden«, når politikere og kommentatorer siger, at krisepolitikken er begyndt at virke, og at der igen er vækst i den græske økonomi, mener Varoufakis. Han hævder, at de snyder offentligheden med »et bogholdertrick«. For når priserne falder hurtigere end bruttonationalproduktet, ser det på et regneark ud, som om der er vækst i samfundet, men i virkeligheden skrumpede den græske økonomi med 1,2 procent i 2014, påstår Varoufakis:

»Vi er jo for pokker nået dertil, hvor påstanden om, at man ikke kan løse en truende statsbankerot ved at låne flere penge, bliver beskrevet som et yderligtgående venstrefløjssynspunkt. Det viser, hvor dybt intellektuelt falleret den europæiske elite er,« mener han.

Siden 2008 er Grækenlands økonomi blevet 25 procent mindre, mens arbejdsløsheden har nået det højeste niveau siden Anden Verdenskrig. Samtidig er statsgælden steget fra 105 procent af BNP i 2008 til de aktuelle 174 procent. Krisepolitikken har endvidere medført, at grækernes købekraft er blevet reduceret med gennemsnitligt 14 procent – for de fattigste i samfundet med helt op til 30 procent. Der er blevet gennemført offentlige besparelser for 30 mia. euro med deraf følgende serviceforringelser, mens skattetrykket er steget med otte procent. Det har ifølge Syriza skabt »en humanitær nødsituation«, som partiet vil afhjælpe ved at bruge 11,5 mia. euro på sociale tiltag – bl.a. tilskud til mad, elektricitet, sundhedsydelser og transport for de 300.000 græske familier, der lever under fattigdomsgrænsen. Der er slet ikke råd til at øge de offentlige udgifter i Grækenland, fastslår EU-kommission. Men Varoufakis fornemmer alligevel en større lydhørhed:

»Vi står midt i en overgangsperiode med udsving, hvor der opstår modsætninger, men hvor modsætningerne også ændrer sig,« siger han og fortsætter: »En meget stor del af Europas borgere ser på vores projekt som en kilde til håb, mens den europæiske elite sparker og skriger. De vil forsøge at knuse os, inden vi får mulighed for at implementere vores politik. Der er dog også en moderat midterposition, og efterhånden som vi nærmere os magten, tuner flere og flere sig ind på ideen om, at vi måske kunne have noget at tilbyde.«

Socialdemokratisk svigt

At Syriza bliver beskrevet som en trussel mod EU skyldes først og fremmest de europæiske socialdemokratiers svigt under krisen, mener Varoufakis:

»Socialdemokraterne har solgt deres sjæl for længe siden. Nu er Frankrigs præsident, socialisten François Hollande, pludselig blevet tilhænger af ekspansiv finanspolitik, men for kort tiden siden støttede han en stram finanspolitik midt i en periode med recession og deflation i Europa. Det er som om, at centrumvenstrepartierne i Europa har fået det hvide snit.«

Varoufakis har tidligere været økonomisk rådgiver for Georgios Papandreou, der indtil 2012 var formand for de græske socialdemokrater, Pasok. Partiet, som siden 1981 har ledet adskillige regeringer, ligger nu helt nede omkring spærregrænsen. Papandreou blev tvunget til at forlade premierministerposten i 2011, efter at han havde foreslået en folkeafstemning om spareprogrammet. Siden da har Pasok dannet regering med ND – ligesom de brede koalitionsregeringer mange andre steder i Europa, fra Rom via Berlin til Helsinki.

Nu har Papandreou så forladt Pasok og dannet partiet To Kinima (’Bevægelsen’). Han rækker hånden ud mod Syriza, men bliver konsekvent afvist – i hvert inden valget:

»Det er socialdemokraternes skyld, at der er opstået en konsensus i EU, som efter min mening minder meget om de sidste 10 år i den sovjetiske historie,« hævder Varoufakis og forklarer: »Der var et politbureau og en centralkomité i kommunistpartiet, men selv om alle vidste, at Sovjetunionen var på vej til at gå til grunde, manglede den fleksibilitet i institutionerne, som var nødvendig for at kunne føre de diskussioner, der skulle til for at ændre kurs. Der opstod en slags dobbeltsprog, hvor politikerne sagde noget helt andet privat, end de sagde offentligt. Sådan er EU i dag. Vi har heldigvis hverken KGB eller politistatsmetoder, men vi har alligevel en slags et autoritært etpartisystem, som socialdemokraterne har tilpasset sig.«

Sluk for automatpiloten

Der er mange grunde til, at Europa efter fem år med nedskæringer stadig står midt i en økonomisk og politisk krise, mener Varoufakis:

»I perioden med pyramidespilsvækst i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne overtog centrum-venstrefløjen finanskapitalens mantra i håbet om, at de ville få nogle krummer til at finansiere velfærdsstaten. Så finanskapitalismen fik lov til at gå amok, men finansierede også velfærdsstaten. Da finanssektoren så imploderede i 2008 og krævede, at skatteyderne skulle betale tabene, manglede socialdemokraterne både de analytiske redskaber og den moralske rygrad til at gøre modstand og lod sig i stedet opsluge,« siger han, »så når et parti som Syriza, der aldrig har været en del af det politiske establishment, fremsætter det, der før var socialdemokratiske ideer, lyder de som venstrefløjsekstremister.«

Syrizas største ambition er at åbne diskussionen om eurosamarbejdets indretning – en fælles valuta uden en fælles og demokratisk vedtaget økonomisk politik fungerer ikke, mener partiet. Ifølge Den Europæiske Centralbanks leder, italieneren Mario Draghi, er reformerne »sat på automatpilot« som følge af de stabiliseringsmekanismer, der er blevet skabt under krisen. Men ifølge Varoufakis styrer den mod et sammenbrud. I stedet for nedskæringer er der brug for en europæisk New Deal med investeringer i de kriseramte lande og en demokratiseringsproces for eurozonen, hævder han. Så jo før myten om et græsk opsving bliver aflivet, des bedre vil det være for Grækenland og resten af EU, vurderer Varoufakis – også selv om den næste græske regering hurtigt risikerer at løbe tør for penge:

»Vi har haft en likviditetskrise siden 2010, hvor Grækenland reelt gik fallit. Alle skylder hinanden penge, og ingen kan betale. Her er mangel på likviditet et livsvilkår. Hvis det skulle blive endnu værre under en periode med forhandlinger for derefter at munde ud i et forløsende, terapeutisk øjeblik, så vil det have været en god investering i fremtiden.«

– Det er et vovet og stort skridt at gå fra at være en feteret offentlig intellektuel til måske at skulle føre svære forhandlinger med den græske stats kreditorer. Hvad har dog fået dig til at træffe den beslutning?

»Hvis du har brugt fem år på at kritisere den førte politik og forsøgt at udvikle alternativer, så har du faktisk ikke længere noget valg, når lederen af det parti, der er på vej til at erobre magten, kommer til dig og siger: ’Sæt handling bag dine ord. Jeg giver dig muligheden for at arbejde i institutionerne for at ændre alle de politikker, du har kritiseret’,« siger Varoufakis og tilføjer smilende:

»Personligt ville jeg hellere blive hjemme og skrive mine bøger, men jeg føler mig forpligtet til at gøre det. For hvis jeg havde sagt nej, ville jeg konstant have gået og med fortrydelse tænkt over, hvad der mon ville være sket, hvis jeg havde sagt ja. Så min pligtfølelse handler nok om at minimere årsagerne til fremtidig ærgrelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Pedersen
  • Espen Bøgh
  • Ole Henriksen
  • Henrik Klausen
  • Henrik Plaschke
  • Curt Sørensen
  • Michal Bagger
  • Ingolf Bent Skipper
  • Anne Eriksen
  • Gert Romme
  • Claus Jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Torben Selch
Jan Pedersen, Espen Bøgh, Ole Henriksen, Henrik Klausen, Henrik Plaschke, Curt Sørensen, Michal Bagger, Ingolf Bent Skipper, Anne Eriksen, Gert Romme, Claus Jensen, Rasmus Kongshøj og Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

"Nu skal rockstjerneøkonomen måske skifte sin motorcykel ud med en ministerbil" -
pinlig dårlig og ekstrem personfikseret artikel op til det græske valg, Mads Frese. Øv.

Grækenland er et demokrati, og de elendige græske regeringer og politikere har alle været valgt af det græske folk ved demokratiske valg. (Andre landes vælgere har i hvert fald ikke haft indflydelse.)

Hvorfor skal andre landes mere fornuftige folk betale for det mangeårige græske overforbrug ?

Grækerne burde vel for længst have forladt EURO'en i stedet for at forsøge at "hænge på" og få andre til at betale gildet.

Det bedste for alle parter er vel at grækene går ud af EURO'en og evt også ud af EU ? - og så må de græske vælgere vælge nogle ledere, der fra top til bund udrydder korruption, nepotisme, skattesnyd o s v.

Det er måske et "prestige-tab" for EU, hvis grækerne siger "farvel" til EURO'en ( og måske EU) , men det er nok det bedste for alle.

Espen Bøgh, Preben Haagensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Robert Kroll
Grækerne kan ikke smides ud af hverken euroen eller EU.
Kun kan de selv trække sig, hvis de vil, hvad intet tyder på, at de vil.

Curt Sørensen

Hvorfor skal tyske og franske investorer holdes skadesløse ved at byrden af den økonomisk krise presses ned over den i forvejen så plagede græske befolkning? Og hvorfor er EU' toppolitikere og økonomer så dogmatisk dumstædige? Og hvorfor forsøger EU-eliterne at intimidere den græske befolkning og udefra påvirke et demokratisk valg? Ja, hvorfor mon? Det har nok noget at gøre med magt og interesser. EU er ikke en altruistisk velgørenhedsorganisation, men spydspidsen i den neo-liberalistiske omstrukturering af Europas økonomi, en politik der overalt i Sydeuropa har haft katastrofale følger.

Her er iøvrigt den seneste græske opinionsundersøgelse

http://www.tovima.gr/en/article/?aid=668879

Ole Henriksen, Niels-Holger Nielsen, Sebastian Dorset, Benny Larsen, Henrik Klausen, Claus Jørgensen, Thorbjørn Thiesen, tine koed thomsen fragkiskatos, Anne Eriksen, Rune Aagaard, Hannah Werk, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Rune Petersen, Bill Atkins, John Christensen, Niels Duus Nielsen, Claus Jensen, Michal Bagger, Torben Selch, Claus Kristoffersen, erik mørk thomsen, Rasmus Kongshøj og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tysklands konkurrenceevne er afhængig af, at de sydeuropæiske økonomier holder kursen på EURO nede.

Henrik Klausen, Anne Eriksen, Bill Atkins, Gert Romme, Preben Haagensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Meget interessant opinionsundersøgelse.
Syriza står til 30%. Husk at det vindene parti i Grækenland får 50 ekstra mandater, bare for at blive størst.

Anne Eriksen, Rune Petersen, Gert Romme og Torben Selch anbefalede denne kommentar
georg christensen

Som international socialist , (dem er der flest af), mange tør bare ikke udtrykke sig på grund af synlige , som usynlige "trusler, som på bedste propagandistisk vis udtrykkes af magtbegærdet.

Når det nu er skrevet, så hvis jeg var stemmeberettiget i Grækenland, så ville jeg som , (halv dansker, halv tysker, men hel "Europæisk sønderjyde" stemme på dig.

For mig, er det virkelig opmuntrende, når i sær "Grækerne" tør gøre op med den Europæiske enevældige neo kapitalistiske kultur, i sær når jeg tænker på , at "demokratiets" opståen, startede hos jer, men nok desværre med flere tusinde års forsinkelse , som efter min opfattelse , skyldes maffialignende propagantistiske "tros forvirringer", som blev understøttet at "religions terroisme", som vi i dag ikke ønsker at forstå, og altid understøttet af politisk magtbegærd , som for tiden styres af "finansindustriens spillegale ludomaner".

Vær ikke bange kære Græker, tænk nogle tusinde år tilbage, til dengang, hvor "demokratiets" tanke startede, dengang, hvor de gamle guder var ved at blive erstattet af nogle nye, som i grunden bare med andre "navne" forsøgte og stadig forsøger at proffilere sig selv i "ene vældens lys".

Torben Nielsen

"Socialdemokratisk svigt" Ja -osse i Grækenland! Alle steder!

Espen Bøgh, Benny Larsen, Henrik Klausen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Jacob Jensen, Rune Petersen, Helene Kristensen, Torben Selch og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
georg christensen

Til Michael Kongsted Nielsen: Hvordan virker mon det engelske valg system, har det mon også en lignende unøjagtighed indbygget?.

Olav Bo Hessellund

Robert Kroll: "Grækerne burde vel for længst have forladt EURO'en i stedet for at forsøge at "hænge på" og få andre til at betale gildet."

Ja, men sagen er bare, at så ville de store tyske virksomheder, som i årenes løb har kunnet afsætte deres Mercedes'er, BMW'er og andet isenkram, ikke have kunnet handle med grækerne uden risiko for at blive betalt i deflaterede dracmer.

Det rimelige ville selvfølgelig være, at de store tyske virksomheder, der har høstet fordelen ved den faste eurokurs, betalte noget tilbage af de store profitter, de har indkasseret i årenes løb. Tyskland mangler jo ikke penge - det vidner deres store overskud på betalingsbalancen om. Problemet er selvfølgelig, hvordan overskuddene skal fordeles i det tyske samfund - kapitalismen i en nøddeskal, så at sige.... eller "så'n er det jo", som Margrethe Vestager plejer at sige.

Henrik Klausen, Claus Jørgensen, Anne Eriksen, Rune Petersen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Ja Draghi kommer formentlig imorgen med en EURO kanon på omkring 1000 milliarder Euro, med en 50 til 80 milliarder Euro om måneden. Og forventninger som dukkede i Børsen idag - kunne da pludselig også ses på kurserne i Europa.
Det holder simpelthen ikke - Vi er nødt til at prøve en anden kurs.

Valget bliver meget spændende på søndag.

"Syrizas største ambition er at åbne diskussionen om eurosamarbejdets indretning – en fælles valuta uden en fælles og demokratisk vedtaget økonomisk politik fungerer ikke".

Det er jo interessant, at et græsk venstrefløjsparti har en så paneuropæisk vision. Den slags forslag kan få en dansk socialdemokrat eller SF-er til at løbe skrigende bort.

Henrik Klausen, Thorbjørn Thiesen og Hannah Werk anbefalede denne kommentar

De nævnte danske partier er ikke venstrefløj, Frank Hansen.

Benny Larsen, Jeppe Petersen, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen, Rune Petersen, Bill Atkins, lars abildgaard, Torben Nielsen, John Christensen, Helene Kristensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Socialdemokratisk svigt går tilbage til splittelsen i den internationale arbejderbevægelse i 1914. Siden har de arbejdet for kompromis med kapitalismen.
Nu har de kompromitteret sig endegyldigt.
Produktivkræfternes udvikling på globalt niveau, gør at vi nu må tøjle kræfterne - så ressourcerne ikke ødsles bort og vi kvæles i skidt. Det kræver samfundsmæssig indgriben - IKKE mere marked. Ikke Flere EURO.

Svaret er ikke at venstrefløjen så skal overtage de døde socialdemokratiske ideer.
Vi skal videre.
Vi skal demokratisk finde nøglen til det postkapitalistiske samfund. Hvad barnet så end skal døbes?

Bæredygtig kapitalisme er en antagonistisk modsætning.
Ender som kapitalismens omfavnelse af miljøkampen I 1980' erne - rent markedsføringsstunt, og intet andet.
Det rykker ikke.

Gid at grækerne finder en god vej ud af trojkaens beskidte spændetrøje den 25. januar 2015.

Vi kan bakke grækerne og spanierne op, ved vores eget valg i 2015 ved at give liste Ø et jordskredsvalg.
Mindst 30%

Demokratisk socialisme frem for konkurrencestat/konkurrencesamfund.

Hvem ønsker egentligt det ræs mod bunden, med der af følgende mere krig?

God dag der ude

John Christensen

Robert Kroll.......Grækerne har ikke "levet mere over evne" end vi selv har!
De lider hårdt under EURO regimet fordi de ikke kan regulere deres egen økonomiske politik - på grund af EU?

Se hvordan Island red stormen af, så forstår du hvad jeg mener.

Henrik Klausen, tine koed thomsen fragkiskatos og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Claus Jensen,

Jeg mindes ikke at have set Enhedslisten forslå en fælles økonomisk politik i EU, men EL er måske heller ikke et venstrefløjsparti.

Frank Hansen:

Personligt kan jeg ikke konkludere så meget om, hvordan Syrizas Europavision adskiller sig fra EL's på baggrund af konstateringen af den åbenlyse sandhed, at fælles valuta uden fælles økonomisk politik har haft uheldige følger for de svage lande. Der må vi nok have fat i et velinformeret partimedlem.

Bjarne Falk Rangård

Euroen er ikke mulig som fælles møntenhed for såvel landene nord for som syd for alperne.
Spanien, Portugal,Italien og specielt Grækenland har ikke en produtivitet der kan klare den relativt lave Eurokurs. Det er stort se tkun Tyskland der har fordel af den aktuelle kurs konkurrencemæssigt.
Men den tyske disiplinering har også gjort det muligt at holde tyske lønninger så lave at der skal mere end et job for de lavtlønnede for at opretholde en levestandard. En lønpolitik som Venstre herhjemme også er tilhænger af, men først skal vi lige ha taget det endelige opgør med fagforeningerne, noget som de borgerlige partier har forsøgt i årtier.
Ja det er et spændende valg og måske den største mulighed for at gøre op med det neoliberalistiske demokratur som har bredt sig for at sikre de rigeste mod at betale for den krise de har skabt.

Ole Henriksen, Henrik Klausen, Anne Eriksen, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

At forlade Euroen vil være en katastrofe for Grækenland, og vil betyde at almindelige middelklassefamilier vil falde ned i fattigdom. Dracmen vil falde drastisk i værdi, hvilket betyder at udenlandske varer vil stige tilsvarende. Grækenland importerer stort set alt hvad befolkningen har brug for, har ringe egenproduktion, og eksporterer mindre end de importerer. Da grækernes produktion ligeledes er afhængig af importerede maskiner og råvarer, vil disse også stige. Det vil være katastrofalt for almindelige forbrugere, som ikke vil have råd til at købe noget som helst. Tænk Tyskland i 1920'erne. Dem der ønsker for Grækenland at de forlader Euroen, ønsker samtidig den kapitalistiske økonomis brutale konsekvenser for den græske befolkning. Bemærkelsesværdigt at såkaldte venstreorienterede synes det ville være en god løsning.

Det er uden for enhver tvivl i den græske arbejderklasses interesse at forblive i Eurozonen, og det er i alle europæeres interesse at eurolandene og trojkaen dropper den udsigtsløse austerity politik.

Steffen Gliese

Eller også, Morten Kjeldgaard, ville det betyde, at internationale produktionsvirksomheder i højere grad ville profitere på valutaforskellen og etablere virksomheder i Grækenland.

Hvilket dog nok ville kræve, at Grækenland skulle levere bevis for vilje til at kunne konkurrere med Bangladesh på lave lønninger ud i overskuelig fremtid, hvilket ikke umiddelbart varsler astronomisk levestandard for befolkningen.

Det var jo bl. a. der, man tidligere havde forregnet. Nok er Grækenland billigt, men Asien er billigere.

Slog mig lige, det minder lidt om fodbold og den "professionelle" fodboldverden.
I den forbindelse skulle TTIP så gøre de kontinentale fodbold organisationer til en fælles fodbold organisation - med ISDS som overordnet "juridisk" klage myndighed.

Problemet med Grækenland - er at man forsøger at bevare holdet i den Europæiske superliga, til trods for de ikke har "holdet" til det. I gamle dage ville holdet så trække sig ned i 2. division med en "devaluering".

Jamen hvordan skulle man kunne få et "2. rangs" fodboldhold til at kunne blive i toppen af europæisk fodbold? Ja ser man på engelsk fodbold - er der jo sket det at udenlandske "oligarker" og oliesheiker har købt holdene - og skudt milliarder ind i klubberne og indsat nye administratorer og managers. Indsat og indkøbt spillere fra andre nationer - dvs. købt spillere der styre forskellige pladser på banen - eller kort sagt mer og mer privatisering.

Før var holdet sammensat af spillere som også kom for at hygge sig, socialt sammenvær og få en øl bagefter. Nu er de forsvundet.

Problemet er bare, at Grækenland og andre lande ikke er et fordboldhold - men mennesker, at nogle af os ikke kun ønsker os en professionel tilværelse - men også social ansvar, hygge og omsorg.

Hvad er det vi vil?

Claus Jørgensen, Anne Eriksen, Hannah Werk og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Er problemet ikke dette, at i samme øjeblik Grækenland bliver endeligt afsløret som en failed state, så begynder dominobrikkerne at vælte, og end ikke Tyskland vil gå fri i retning af at have failed i en fatal grad. Selv med tyskernes hang til konservatisme og jævn, borgerlig købmandslogik, så har de ikke desto mindre tilladt deres bankvæsen at vokse helt ud af proportioner. Ligesom man gjort det i praktisk alle landene indenfor hele OECD, og, nå ja, over det meste af kloden.

Fint at tyskerne igennem årtier har kunnet levere højkvalitetsindustriprodukter til the upcoming economies, men ingen lande, heller ikke Tyskland, har nogen strategi for en livsform og en økonomi, som kan trives og samtidig holde sig indenfor planetens økologisk bæreevne. Vores løbske bankvæsen har jo været det der har muliggjort vores gældsætning af hele planeten, også i økologisk forstand.

Alle landene indenfor EU, såvel som USA, Japan, BRIKS-landene, alle har ført en komplet ryggesløs politik, stik imod traditionelle konservative standpunkter om at sætte tæring efter næring. Hverken tyskerne eller danskerne eller nogen andre er i en position til at pege fingre ad grækerne. Alle har failed. Miserably.

Men med alle mulige mere eller mindre desperate fiksfakserier er det altså lykkedes at dække over dette sammenbrud og dette historiske ledelsessvigt. Blot brænder misforholdene sammen netop i dette græske valg. Yanis Varoufakis taler om tingene som de er. Det kan i sig selv vise sig at være dråben, der får bægeret til at flyde over, eller måske nærmere, dråben der varsler det kommende digebrud.