Læsetid: 3 min.

Finansminister: Grønland skal ikke regne med råstofindtægter

Grønlands nye finansminister lægger låg på regeringens lange liste af dyre løfter. Han advarer mod at gøre råstofferne til en sovepude for at bruge penge, som Grønland endnu ikke har. Hvor indtægterne så skal komme fra, har han sværere ved at svare på
Anda Uldum er ny finansminister i Grønland

Anda Uldum er ny finansminister i Grønland

Tor Birk Trads

12. januar 2015

Grønlænderne skal ikke regne med lige med det samme at se noget til den gaveregn af kunstgræsbaner, gratis terapi til studerende og en ny børneafdeling, som den nye regering har lovet befolkningen i sin koalitionsaftale. I første omgang skal der kun investeres i områder, der giver vækst, og dernæst må man se, hvornår der bliver råd til mere, siger Grønlands nye finansminister, Anda Uldum, på sit første officielle besøg til Danmark.

»Du kan ikke tage ud at handle uden penge,« siger Anda Uldum på sin rolige facon, hvor han ofte slutter sine sætninger med et skævt smil.

Som formand for Demokraterne var han i oppositionen en af de skarpeste kritikere af den afgående regering, som han anklagede for at have været for optimistisk i sin økonomiske politik. Grønland står over for et stigende gab mellem indtægter og udgifter, og kort før valget i november måtte den tidligere finansminister præsentere et overraskende underskud på knap 300 millioner kroner på finansbudgettet.

Det fik Anda Uldum til at beskylde regeringspartierne Siumut og Atassut for at have kørt Grønland økonomisk »helt ud på afgrundens rand«. Samme partier har Anda Uldum siden dannet regering med, og nu mener han, at der er kommet styr på økonomien.

»Det er blevet udlagt, som om der slet ikke er styr på det. Vi har styr på udgifterne, mens indtægterne har drillet. Det er ikke en umulig opgave at få styr på.«
Du har selv sagt, at der manglede økonomisk styring. Tog du fejl, eller hvad er der sket?

»Jeg sidder på posten,« svarer Anda Uldum straks og læner sig tilbage med et grin: »Vi skal i gang med reformerne, som er udeblevet. Vi har ikke råd til at vente længere. Forskellen fra før er nok, at jeg ikke nøjes med at sige det – jeg vil også gøre det.«

Skader Grønland

Regeringen har i sin koalitionsaftale lagt op til store reformer af velfærds-, skatte- og boligområdet, som dog endnu ikke er konkretiseret. Først i køen står en førtidspensionsreform til foråret, der skal få flere ud i fleksjob. Samtidig er Finansdepartementet i færd med at modernisere økonomistyringen, ligesom der skal ske effektiviseringer i den offentlige sektor, nævner Anda Uldum som nogle af sine første tiltag. Derudover vil
han få udarbejdet en mere langsigtet økonomisk plan, som det handler
om at skabe bred politisk konsensus om.

»Det kommer til at skade Grønlands anseelse og investeringslysten, hvis man bliver ved med at male et billede af, at der slet ikke er styr på økonomien,« siger den nye finansminister. Han tør dog ikke love, at den økonomiske plan ligger klar i år. Et af de områder, hvor Anda Uldum mener, at hans nuværende samarbejdspartnere har været for optimistiske, er råstofområdet. Det er stadig et vigtigt område, men selv om et kinesisk selskab netop har overtaget det fallerede London Mining Greenland og jernmineprojektet i bunden af Nuuk-fjorden, er der ingen, der ved, hvornår jernminen rent faktisk
bliver til noget, medgiver Anda Uldum: »Man skal ikke regne med pengene fra råstoffer. Det kører i det tempo, det gør, og så må vi se, hvor det bærer hen. Men vi skal ikke bruge råstofferne som sovepude.«

Ved spørgsmålet om, hvilket område der så er det vigtigste for at skabe nye indtægter, begynder Uldum at sidde uroligt i stolen og kigge fra sin ene konstituerede departementschef for råstoffer til sin anden konstituerede departementschef for finanser, der begge sidder med.

»Der er et vækstpotentiale i turismen ...« begynder Anda Uldum.

Men er det det vigtigste område? Det er et meget lille økonomisk område?

»Det vigtigste er nok, at vi skal uddanne flere af vores unge, end vi gør i dag.«

Men det giver ikke indtægter i denne regeringsperiode. Hvor skal de nye penge komme fra på kort sigt?

»Vi har vores fiskerierhverv,  vores turisme, råstofferne kommer stille og roligt, men vi ved ikke, hvornår det virkelig batter. Så vi vil gerne styrke de eksisterende erhverv,« siger Anda Uldum, der ikke vil fremhæve ét område som særligt vigtigt.

Alligevel tror han på, at det nok skal lykkes at finde penge til samtlige af de lovede projekter i koalitionsaftalen i denne regeringsperiode, selv om oppositionen har vurderet, at der er for op mod halvanden milliard kroner i løfter.

»Vi vil prøve at nå de mål. Det skal nok lykkes,« siger han.

Kommer der underskud på dette års budget?

»Jeg vil gøre alt for, at vi ender i balance,« siger Anda Uldum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Priserne for mineraler er helt i bund. Veletablerede anlæg, i mere venlige områder med god infrastruktur samt direkte adgang til malmudvindingsanlæg, og som for længst har afskrevet deres investeringer, går konkurs.

Derfor skal grønlænderne ikke regne med nogen indtjening fra mineraludvinding foreløbig. Og kinesernes opkøb skal vel nærmest regnes for en fremtidig investering, så de kan sidde på råstofferne, når der igen bliver efterspørgsel.

Henrik Lund-Andersen

Essensen af den nyudnævnte grønlandske finansministers "visdom" er øhh......

Man forstår den unge partiformands dilemma - og ikke kun på baggrund af Grønlands mishandlede økonomi - med en overførselsøkonomi fra DK hvis købekraft er jævnt faldende mens overadministrationen i Selævstyr

Henrik Lund-Andersen

Essensen af den nyudnævnte grønlandske finansministers "visdom" er øhh......

Man forstår den unge partiformand og finansministers dilemma - og ikke kun på baggrund af Grønlands mishandlede økonomi - med en overførselsøkonomi fra DK hvis købekraft er jævnt faldende mens udgifterne til overadministrationen i Selvstyre og kommuner er overvældende.

Meget sigende har den unge hedspore finansministeren ingen betænkeligheder med at afskrive koalitionens ganske lange ønskeseddel af ufinansierede gaver til befolkningen som uerholdelige. Koalitionsaftalen er altså ikke det papir værd som det er skrevet på - ganske ligesom de valgløfter som også finansministerens parti Demokraterne rundhåndet delte ud under valgkampen.

Et andet forhold - som artiklens forfatter rimeligvis burde have tilføjet i teksten - er at finansministerens parti Demokraternes grundideer er funderet i liberalismens uforklarede vande. Og dette i en konkret virkelighed med den grønlandske centraløkonomi, en udpræget monopolær tilskudsøkonomi og udbredte samfundsbetalte serviceaftaler for at få infrastrukturen til at fungere i det store land.

Som ihærdig iagttager af grønlandsk politik kan man ikke undgå at undre sig over den substantielle respekt den nyvalgte finansminister omgærdes med for de faktiske udtalelser er sagligt set helt igennem useriøse.
Eller varm luft af værste politiske skuffe på samme måde som "månen er lavet af grøn ost".

Med venlig hilsen

Kunstgræsbaner?

Hvorfor dog kunstgræs?
Om et par år vil der vokse ægte græs næsten overalt på Grønland, og det helt gratis og så godt som af sig selv! I hvert fald om sommeren.
Om vinteren er det alligevel for mørkt for at spille fodbold og tennis.

De par år kan Grønlænderne vel vente.

Hvis de for lov, hiver de jo uran op, i det skrøblige arktis. Med er par atomkraftværker er der energi til sværindustri og tropiskebadelande. Selvfølgelig med bestyrelsesposter til grøndlands elite.