Blev der afholdt valg i Palæstina i dag, ville Hamas blive Palæstinas største parti og partiets leder, Ismail Haniyeh, ville overtage præsidentposten fra Fatahs Mahmoud Abbas. Efter krigen i Gaza i sommer støtter over halvdelen af den palæstinensiske befolkning nu op om en voldelig opstand mod Israel, mens under en fjerdedel tror på, at diplomati og forsoning vil ende den israelske besættelse og oprettelse en palæstinensisk stat. Sådan lød det, da lederen af den uafhængige tænketank Palæstinensisk Center for Politik og Research (PSR), doktor Khalil Shikaki, i weekenden præsenterede hovedresultaterne af sin og centrets undersøgelser af stemningen i den palæstinensiske befolkning efter krigen i Gaza i sommer.
Det er tredje gang, PSR foretager deres omfangsrige meningsmålinger i Gaza såvel som på Vestbredden. Meningsmålinger hører ellers til sjældenhederne i det opdelte palæstinensiske samfund. Også efter krigene i Gaza i henholdsvis 2008 og 2012 undersøgte de ved at interviewe mere end tusind voksne palæstinensere om, hvad kampene havde gjort ved den palæstinensiske befolknings politiske overbevisninger og vilje til henholdsvis at støtte et voldeligt oprør mod og indgå kompromiser med den israelske besættelsesmagt. Alle tre gange har undersøgelserne vist, at opbakningen til Hamas og partiets voldelige metoder stiger i krigens kølvand – men aldrig har opbakningen været så stor og vedvarende som efter sommerens kampe.
»I 2008 og 2012 så vi en stigning i støtten til vold, men flertallet fortsatte med at være imod. Denne gang ser vi, at flertallet af befolkningen går ind for et voldeligt oprør og fortsat gør det mere end fire måneder efter krigens afslutning. Det er en dramatisk ændring i den offentlige mening, og en ændring vi ikke har set før,« forklarede Shikaki.
Før krigen støttede ’kun’ 40 procent op om et voldeligt oprør og sagde ja til en tredje intifada, og i det hele taget har flertallet af den palæstinensiske befolkning været imod vold siden 2005, hvor Fatahs leder Mahmoud Abbas overtog præsidentposten, viser centrets opgørelser. Blev der afholdt valg i dag, ville Abbas få omkring 40 procent af palæstinensernes stemmer, mens Hamas’ Haniye vil løbe med 53.
Gentagelserne
Her er det dog ifølge Shikaki vigtigt at understrege, at opbakningen til Hamas og partiets voldelige politik ikke bare handler om at få hævn over Israel, men i høj grad bunder i palæstinensernes erfaringer fra tidligere krige såvel som besættelsestiden generelt: »Der er en opfattelse i befolkningen af, at Hamas ved hjælp af vold er i stand til at opnå mere fra israelerne, end Abbas er ved hjælp af diplomati og forhandlinger. Hermed ikke ment, at palæstinenserne er tilfredse med, hvad Hamas opnår, men det er alt andet lige bedre, end hvad Abbas har formået,« forklarede Shikaki.
I forrige uge gik den palæstinensiske ledelse med Abbas i spidsen til FN for at få fastsat en tidsfrist for afslutningen på den israelske besættelse og oprettelsen af en palæstinensisk stat. I PSR’s undersøgelse støttede mere end 80 procent op om Abbas’ projekt, men over halvdelen af dem havde også forudset, at han ikke ville lykkedes med projektet. Juleaften modtog den palæstinensiske præsident så det endelige afslag, og Shikaki kunne dermed på konferencen endnu engang understrege en af undersøgelsens hovedpointer: »Mere end 70 procent af den palæstinensiske befolkning mener, Hamas’ vej er den bedste vej.«
Med til undersøgelsen hørte også en række spørgsmål om den enkeltes holdning til Israels politik omkring Haram al Sharif – eller Tempelpladsen, som den oversættes til på dansk – og hvad vedkommende tror, at Israel har af fremtidsplaner for pladsen såvel som dens to moskéer. Og også her var svarene bemærkelsesværdige. Mere end 80 procent af de adspurgte mente nemlig, at Israel har i sinde at bygge et jødisk tempel på pladsen, til trods for at kun den yderste israelske højrefløj taler eksplicit om et sådan byggeprojekt som en reel mulighed. Ifølge Shikaki er det et tydeligt bevis på en stor palæstinensisk mistillid til Israel, og det er med til at vise, at »graden af spændingerne i Jerusalem er meget alvorlig og bygger på en dyb tro på, at noget dramatisk er ved at ske, og at Israel rent faktisk vil slippe af sted med det.«
Vold virker, diplomati er en fiasko.
Hvordan skal de dog også mene noget andet? Det overraskende er at der åbenbart stadig findes Palæstinensere i Gaza striben der tror på fredelige metoder.
Der er jo vokset generationer frem der slet ikke kender andre tilstande og virkemidler end vold.
Og ser man tilbage i civilisationens historie, så viser det sig at væsentlige ændringer i politik og samfund nærmest udelukkende sker på grund af vold eller truslen om.
Når de magthavende bruger vold kaldes det for "magtanvendelse".
Vold er de magtesløses form for magtanvendelse.
Forskellen er udelukkende semantisk.
På trods af magthavernes konstante besværgelser om at "vold er uacceptabelt og ikke fører til noget" er det det eneste middel de selv har respekt for. Hvorfor ellers insistere på at demokratiets administrative ledelsesapparat skal have monopol på magtanvendelse?
Også i vores moderne demokratier er vold det eneste middel demokratiets magthaverne selv benytter sig af for at kontrollere en modvillig befolkning. Medmindre man mener at en konstant overhængende trussel om magtanvendelse ikke er vold.
Et politisk system der er afhængig af konstante trusler om magtanvendelse for at opretteholde lov og orden, vil altid fremkalde voldelige modreaktioner.
Jo mere magt magthaverne er parat til at bruge, jo voldeligere vil modreaktionerne blive, og omvendt.
Hvordan man nogensinde kan bryde denne djævlens cirkel, har jeg ikke svar på. Det eneste jeg ved er at det ikke kan ske med hjælp af magtanvendelse.
"Haram al Sharif – eller Tempelpladsen, som den oversættes til på dansk"
Det er jo ikke rigtigt :) Haram al Sharif oversættes til "Den ædle helligdom" på dansk.
Tempelbjerget er den Israelske betegnelse der skal søge at retfærdiggøre et Israelsk krav på området.
Tempelpladsen skulle der stå...
Flertallet af anstændige mennesker på planeten støtter et voldeligt palæstinensisk oprør mod Israel, gerne bistået af internationale styrker. Ikke fordi vi ønsker vold men fordi Israel systematisk undergraver muligheden for en diplomatisk løsning.
Tilgivelse for Israels ufattelige forbrydelser er menneskeligt umuligt. Ingen ville bede jøderne om at tilgive nazisterne efter 2.vk.
Situationen her er meget lignende dog med den tilføjelse at palæstinenserne har lidt ufattelige systematiske overgreb og uretfærdigheder fra jødisk og israelsk hånd i snart 100 år.
Til sammenligning hærgede nazisterne Europa og de europæiske jøder i små 15 år.
Den palæstinensiske befolkning er derfor fanget mellem total opgivelse med passiv udryddelse som uundgåelig konsekvens og desperat kamp for overlevelse mod en langt stærkere, ekstremt kynisk og ufattelig brutal fjende - vores bedste ven Israel.
Den palæstinensiske befolkning er derfor fanget mellem total opgivelse med passiv udryddelse som uundgåelig konsekvens og desperat kamp for overlevelse mod en langt stærkere, ekstremt kynisk og ufattelig brutal fjende....
Det var nok den kamp, som Israel blev tvunget til at tage,
da alle de arabiske nabolande startede deres brutale krigs-overfald på Israel - ad flere gange, begyndende i 1947-48
med den målsætning, at udrydde landet og dets befolkning.
Dette er stadigvæk målet for Hamas og deres tilhængere!
Gad vide hvornår det går op for Palæstinenserne af de er blevet ofret af de arabiske lande i disse landes forsøg på af definere ydre fjender således at landene har kunnet fortsætte deres tyranniske diktaturer.
Hvis Egypten ville noget godt for palæstinenserne forærede de palæstinenserne 5000 km2 af Sinai samt kunstvandingsanlæg og soldrevne industristørrelse afsaltningsanlæg finansieret af de der i dag føder krigen i stedet for. Og så kunne de oprette lige så meget stat de ville. Og dette kunne være opnået ved at bruge 10% af de penge der er blevet brugt på våben i det idiotiske forsøg på at udslette Israel.
Diplomati og vilje til at indgå kompromisser har ikke bragt palæstinenserne nærmere målet.
Det har voldelige midler heller ikke – tværtimod: Militært set kan palæstinenserne aldrig blive nogen reel trussel, og der er ikke noget, der i højere grad vil legitimere og fremme Israels ønske om en gradvis beslaglæggelse af større og større dele af Vestbredden.
Heldigvis findes der en 3’die vej – den konsekvente civile ulydighed og ikke-voldelige modstand.
Ghandi anvendte den som bekendte med succes mod det britiske kolonivælde.
Når det virkede, var det naturligvis fordi strategien tvang briterne til at revidere deres selvbillede som de, der udbredte civilisation til tilbagestående folkeslag. Da den løgn blev for åbenlys, smuldrede viljen til at opretholde imperiet.
På samme måde vil en ikke-voldelig modstand langsomt kunne ændre israelernes selvforståelse som ’de forfulgte’ og dermed delegitimere den massive undertrykkelse af de besatte. Desuden vil den ikke-voldelige strategi give momentum til og øge det eksterne diplomatiske pres mod landet – som det allerede er sket med Sveriges, Storbritanniens, Spaniens og Frankrigs anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Genoptagelse af den voldelige kamp vil være en tragisk fejltagelse!
@ Ellen
”Det var nok den kamp, som Israel blev tvunget til at tage,
da alle de arabiske nabolande startede deres brutale krigs-overfald på Israel - ad flere gange, begyndende i 1947-48
med den målsætning, at udrydde landet og dets befolkning.
Dette er stadigvæk målet for Hamas og deres tilhængere!”
Du skal vidst opdatere din viden der efterhånden er blevet støvet.
Myten om at stakkels fredelige Israel uprovokeret blev overfaldet af dennes arabiske naboer, er efterhånden modbevist flere gange.
Det var Israel der med ”Plan Dalet” (før en eneste arabisk soldat var ankommet), angreb ind i de ARABISKE områder med det formål at jage dem på flugt og tage mere jord til deres ny-oprettede stat.
De arabiske hære angreb ind i de ARABISKE områder før de overhovedet foretog et eneste angreb ind på ”israelsk” territorium! Angrebet fra de arabiske lande havde derfor til formål at standse Israelernes overtagelse af Palæstinensisk jord, i det de søgte at fjerne dem fra kortet.
Lad os tage de næste krige:
1956, Israel overfaldt Egypten sammen med Frankrig og Storbritannien.
1967 Israel angriber dennes nabolande, og overtager Sinai, Golan samt resten af det historiske Palæstina.
1973 Her var det de arabiske lande der angreb for at presse Israel tilbage fra arabisk territorium (Sinai, Golan etc).
1982 Israel indvaderer Libanon
2006 Israel indvaderer Libanon efter Hezbollah angreb på soldater
2008 Israel angriber Gaza
2012 Israel angriber Gaza
2014 Israel angriber Gaza
Her er ikke nævnt over 100 angreb foretaget af Israel på dennes nabolande og befolkninger i forskellig omfang.
Så drop propagandaen!
@ Nils
”Gad vide hvornår det går op for Palæstinenserne af de er blevet ofret af de arabiske lande i disse landes forsøg på af definere ydre fjender således at landene har kunnet fortsætte deres tyranniske diktaturer.”
- Det er gået op for dem for længst. Men de er for svage til at modsætte sig disse slyngelstater.
”Hvis Egypten ville noget godt for palæstinenserne forærede de palæstinenserne 5000 km2 af Sinai samt kunstvandingsanlæg og soldrevne industristørrelse afsaltningsanlæg finansieret af de der i dag føder krigen i stedet for. Og så kunne de oprette lige så meget stat de ville. Og dette kunne være opnået ved at bruge 10% af de penge der er blevet brugt på våben i det idiotiske forsøg på at udslette Israel.”
- Det vil aldrig ske desværre. Men jeg har hørt at et land i Golfen, (UAE eller Kuwait) har tilbudt Egypten op mod 100 mia dollars for Sinai.
Michael K.
Der er mange variationer over forløbet i området
efter FN'S delingsplan.
Din er så den af dem.
Jeg foretrækker objektive historikere oplysninger.
Der var mig bekendt kampe imellem jødiske brigader og arabiske styrker op til Israels formelle dannelse den 15. maj 1948 (og kampe og operationer rettet mod briterne).
Operation Dalet (Plan D) var en operation, der havde til mål at sikre Israels grænser inden oprettelsen og dermed Israels evne til at forsvare sig mod det forventede angreb fra nabolandene. Operationen blev udført i april og maj 1948 frem til Israels dannelse. Så folkeretligt og formelt set har Israel ikke angrebet nogen før den 15. maj 1948, da Israel formelt ikke eksisterede.
Historikerne er uenige om hvorvidt Operation Dalet var offensiv eller defensiv. De jødiske brigader (Haganah, der udarbejdede planen, m.fl.) fik dog vist omverdenen, at man ikke var bange for at fordrive folk fra deres jord. Tusindvis af arabere måtte flygte pga. brigadernes angreb og plyndringer. Med andre ord var det etnisk udrensning.
Omvendt ville Israel måske ikke være bestået ret lang tid, hvis ikke Operationen Dalet i det store og hele var blevet gennemført (på nær nogen enkelte elementer af planen, der slog fejl eller ikke blev implementeret).
Men jeg er hverken historiker, folkeretlig jurist eller militæruddannet, så jeg vil gætte på, at man i dag ville kalde sådan en operation for "forebyggende" el. lign. Haganah kom senere til at udgøre kernen i IDF; den nuværende israelske hær.
Der er med andre ord flere holdninger , hvorfor man bør være varsom med at påstå, at der er "bevist" det ene eller det andet.
Med hensyn til palæstinensernes angivelige præferencer for Hamas, kan man kun beklage udviklingen, på samme måde som man kan beklage, at israelerne har stemt deres nuværende regering til magten. Ingen af siderne er i stand til at skabe nogen som helst former for fred. De er begge høge, og et eller andet sted lever de af hinanden og en fortsat voldelig konflikt.
Michael Kamp
Hvis der er noget, som jeg ikke bryder mig om, så er det historieforfalskning.
Jeg er så gammel, at jeg husker de begivenheder, som du omtaler, og jeg kan forsikre dig for, at det var de arabiske nabostater, der angreb.
Israel havde end ikke mulighed for, som stat, at købe våben på det internationale marked, da Israel først blev en stat ved udråbelsen, og dagen efter invaderede de arabiske lande Israel.
De våben som Israel rådede over, var købt på det "sorte marked", - Israel stod overfor en knusende overmagt, både hvad angår våben og antal soldater.
Der var absolut ingen i Israel, der drømte om at angribe nabostaterne, din lille legende er opfundet, efter at Israel vandt deres forsvarskrig, for araberne skulle jo finde en undskyldning, for ikke at "tabe ansigt".
Det eneste vold har bragt palæstinenserne er armod og politisk isolation.
Specielt fordi de har en uklædelig vane med at angribe civile.
Som vi kan se i disse dage har nogle banale tiltag via FN bragt Israelerne helt op i det røde felt,
og virkeligt ramt et blødt punkt.
Men lur mig om ikke Hamas er mænd for at få disse bestræbelser afsporet med en eller anden afsindig terrorhandling.
Henry Kissinger:
" Palestinians never missed an opportunity to miss an opportunity"
Kære meddebattører
Det bliver spildt alt, alt for meget krudt på at diskutere, om det var den ene eller den anden part, der startede den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er nemlig aldeles uden betydning for det, grundkonflikten drejer sig om, nemlig at en befolkning måtte flygte på grund af krigshandlinger, hvorefter en anden befolkning forhindrede de flygtede i at vende tilbage og dernæst tilegnede sig de flygtedes jord og ejendom.
Ifølge Folkeretten er den slags ikke tilladt. Der er dermed heller ingen tvivl om, hvilken part, der er den forurettede.
@ Jan
”Der var mig bekendt kampe imellem jødiske brigader og arabiske styrker op til Israels formelle dannelse den 15. maj 1948 (og kampe og operationer rettet mod briterne).”
Jeg omtaler specifikt myten om at seks arabiske hære overfaldt Israel for at smide dem i havet, efter dennes dannelse.
De arabiske styrker du omtaler, var primært lokale beboere og militser der stod overfor de jødiske militser.
”Operation Dalet (Plan D) var en operation, der havde til mål at sikre Israels grænser inden oprettelsen og dermed Israels evne til at forsvare sig mod det forventede angreb fra nabolandene. Operationen blev udført i april og maj 1948 frem til Israels dannelse. Så folkeretligt og formelt set har Israel ikke angrebet nogen før den 15. maj 1948, da Israel formelt ikke eksisterede.”
Det var den officielle forklaring, men dette er blevet diskuteret om og om igen. Officielt ja, men de facto siges det at planen havde en anden del, og det var at fordrive araberne fra så meget territorium som overhovedet muligt.
”Historikerne er uenige om hvorvidt Operation Dalet var offensiv eller defensiv. De jødiske brigader (Haganah, der udarbejdede planen, m.fl.) fik dog vist omverdenen, at man ikke var bange for at fordrive folk fra deres jord. Tusindvis af arabere måtte flygte pga. brigadernes angreb og plyndringer. Med andre ord var det etnisk udrensning.”
Vi er skam ikke uenige.
”Omvendt ville Israel måske ikke være bestået ret lang tid, hvis ikke Operationen Dalet i det store og hele var blevet gennemført (på nær nogen enkelte elementer af planen, der slog fejl eller ikke blev implementeret).”
Men det gør den ikke OK af den grund. Man har udrenset et folk for at gøre plads til et andet.
”Men jeg er hverken historiker, folkeretlig jurist eller militæruddannet, så jeg vil gætte på, at man i dag ville kalde sådan en operation for "forebyggende" el. lign. Haganah kom senere til at udgøre kernen i IDF; den nuværende israelske hær.”
Forebyggende eller ej det er stadig ulovligt.
”Der er med andre ord flere holdninger , hvorfor man bør være varsom med at påstå, at der er "bevist" det ene eller det andet.”
Jeg er skam for flere holdninger så længe de baseres på fakta og ikke myter.
”Med hensyn til palæstinensernes angivelige præferencer for Hamas, kan man kun beklage udviklingen, på samme måde som man kan beklage, at israelerne har stemt deres nuværende regering til magten. Ingen af siderne er i stand til at skabe nogen som helst former for fred. De er begge høge, og et eller andet sted lever de af hinanden og en fortsat voldelig konflikt.”
Skam ikke uenig.
Det er naturligvis ikke rart at se, at Hamas, der læner sig op ad en fundamentalistisk islamversion, have medvind i de besatte områder. Jeg ser det klart som en funktion af den israelske herremandsmentalitet og det internationale samfunds tøven over for palæstinensernes rettigheder. Israel har haft årtier til at indgå en aftale om en tostatsløsning med det sekulære PLO, men har fortsat besættelserne og atomiseringen af de palæstinensiske områder. Og nu står befolkningen bag en flok religiøse hardliners. Om desværre er det ikke uforståeligt. Israel har - uanset om der er blevet forhandlet eller ej - fortsat udvidelserne af de israelske besættelser (også kaldet 'bosættelser'). Der er nu kun én vej at gå, tror jeg. FN må gribe ind og tvinge totstatsløsningen igennem. Israels modstand må knækkes med økonomiske sanktioner.
Folkeretten skal sættes igennem. Det er skandaløst, at vi i Vesten har tolereret Israels åbenlyse brud på international lov og dermed skabt en konflikt, der bærer kimen til mange terroraktioner. Det er svært at fordømme voldelige palæstinensere og småraketter fra Gaza, når man samtidig fra Vestens side vælger ikke at trække tæppet væk under det statsterroristiske regime i Israel
@Ellen
”Der er mange variationer over forløbet i området
efter FN'S delingsplan.
Din er så den af dem.
Jeg foretrækker objektive historikere oplysninger.”
Sikke en svag comeback, du kunne jo starte med at dele dine kilder med os.
@ egon
”Det eneste vold har bragt palæstinenserne er armod og politisk isolation.
Specielt fordi de har en uklædelig vane med at angribe civile.
Som vi kan se i disse dage har nogle banale tiltag via FN bragt Israelerne helt op i det røde felt,
og virkeligt ramt et blødt punkt.
Men lur mig om ikke Hamas er mænd for at få disse bestræbelser afsporet med en eller anden afsindig terrorhandling.
Henry Kissinger:
" Palestinians never missed an opportunity to miss an opportunity"”
Er det alt hvad du har at byde på?
@ Henrik
Jeg er helt enig med dig.
@ Jørn
”Hvis der er noget, som jeg ikke bryder mig om, så er det historieforfalskning.
Jeg er så gammel, at jeg husker de begivenheder, som du omtaler, og jeg kan forsikre dig for, at det var de arabiske nabostater, der angreb.”
Og hvem siger at det du kan huske er rigtigt? Det er da et yderst ringe argument. Du skal heller ikke beskylde mig for historieforfalskning, når du ikke engang har styr på yderst basal viden, det er jo direkte grinagtigt.
Du har ikke engang styr på det lille faktum at de arabiske hære overvejende angreb ind den arabiske del og ikke ind den Israelske, og med god grund da zionisterne måneder inden var begyndt at angribe de arabiske populationsentre og grænseområder gennem Plan Dalet.
http://hourglassera.files.wordpress.com/2010/06/img565.jpg
http://www.palestineremembered.com/Maps/IsraeliControlledAreasAsOfMay141...
http://4.bp.blogspot.com/-fMBircaFdpc/U2jty0ezqYI/AAAAAAAAFkc/CgB68WkiTT...
http://en.wikipedia.org/wiki/File:1948_Arab_Israeli_War_-_May_15-June_10...
http://www.mideastweb.org/arabinvasion1948.gif
http://en.wikipedia.org/wiki/1948_Palestine_war#mediaviewer/File:Israel_...
Plan Dalets udrensning af de arabiske populationscentre:
http://en.wikipedia.org/wiki/File:Zones_controlled_by_Yishuv_by_the_20ma...
”Israel havde end ikke mulighed for, som stat, at købe våben på det internationale marked, da Israel først blev en stat ved udråbelsen, og dagen efter invaderede de arabiske lande Israel.
De våben som Israel rådede over, var købt på det "sorte marked", - Israel stod overfor en knusende overmagt, både hvad angår våben og antal soldater.”
Det havde den arabiske befolkning i Palæstina jo sådan set heller ikke, men det forhindrede ikke zionisterne i at være kampklare og foretage angreb ind i arabiske områder allerede i slutningen af 1947 og dermed før dannelsen af deres stat i maj 1948 (som var en krigserklæring) og før de arabiske ”hæres” ankomst. De havde skam stor succes med deres indkøb af våben i Europa.
Desuden er det en myte at Israel stod overfor en knusende overmagt, det er sådan set basal viden.
Israel havde (1949 estimat) 115.000 veludstyrede og veltrænede mænd under sig (mange veteraner fra 2 verdenskrig), mens de arabiske hære havde samlet estimeret 70.000 mand under sig af varierende kvalitet (mange frivillige uden reel erfaring).
”Der var absolut ingen i Israel, der drømte om at angribe nabostaterne, din lille legende er opfundet, efter at Israel vandt deres forsvarskrig, for araberne skulle jo finde en undskyldning, for ikke at "tabe ansigt".
Det er jo håbløst det du skriver, så du mener at historikere som Ilan Pappe, Avi Shlaim, Tom Segev og Benny Morris for blot at nævne nogen, har opfundet legender blot fordi at det ikke lige passer ind i dit pro-zionistiske verdensbillede?
Zionismens plan var aldrig at leve i fred med de oprindelige beboere i Palæstina, målet var en jødisk stat til det jødiske folk. Da man valgte Palæstina som målet for denne stat, havde man et problem, en befolkning. Denne skulle fjernes, men man måtte undgå fordømmelse fra omverdenen. Zionismens egentlige plan for en udrensning af Palæstina blev ledet af ikke mindre end Ben Gurion, der havde samlet en gruppe højtstående jødiske ledere i gruppen der blev kendt som ”The Consultancy”. Siden jødernes ankomst til Palæstina i slutningen af 1800 tallet havde man haft travlt med at opbygge et samfund op, økonomisk, politisk og også militært. Så Jøderne manglede skam ikke våben eller soldater som du påstår.
Allerede i 1937 skrev Ben Gurion følgende til sin søn:
“A partial Jewish state is not the end, but only the beginning. The establishment of such a Jewish State will serve as a means in our historical efforts to redeem the country in its entirety….We shall organize a modern defense force…and then I am certain that we will not be prevented from settling in other parts of the country, either by mutual agreement with our Arab neighbors or by some other means….We will expel the Arabs and take their places…with the force at our disposal.” (Jerome Slater, “What Went Wrong? The Collapse of the Israeli-Palestinian Peace Process,” Political Science Quarterly, vol. 116, no. 2, 2001, pp. 173-74.)
Året efter fortæller Ben Gurion en zionistisk forsamling følgende:
”I favor partition of the country because when we become a strong power after the establishment of the state, we will abolish partition and spread throughout all of Palestine.”(Slater, “What Went Wrong,” p. 174.).
I begyndelsen af 1949 fortæller Ben Gurion følgende til sine støtter: “Before the founding of the state, on the eve of its creation, our main interest was self-defense….But now the issue at hand is conquest, not self-defense. As for setting the borders — it’s an open-ended matter. In the Bible as well as in history there are all kinds of definitions of the country’s borders, so there’s no real limit.” (Jerome Slater, “Benny Morris, Former Historian,” On the U.S. and Israel, Oct. 5, 2010.)
Omkring Israels angreb:
”What was now Israel had already, from 1 April down to 14 May, conducted 8 of its 13 full-scale military operations OUTSIDE of the area allotted to a Jewish state by partition, and the operational commander Yigal Allon later stated that had it not been for the Arab invasion, Haganah's forces would have reached 'the natural borders of western Israel.' (Sean F. McMahon,The Discourse of Palestinian-Israeli Relations: Persistent Analytics and Practices,' Routledge 2010 p.37. Walid Khalidi, 'Plan Dalet: Master Plan for the Conquest of Palestine,' Journal of Palestine Studies, Vol. 18, No. 1, Special Issue: Palestine 1948, (Autumn,1988), pp. 4-33 p.19)
israel opfører jo ikke anderledes overfor Palestinenserne, end SS og Gestapo gjorde overfor jøderne i warszawa's ghetto. Om israel har glemt den oplevelse eller lært af SS og Gestapo kan man jo så gisne om.
At tilbyde Palæstinenserne dele af Sinai ørken som erstatning for deres hjemland, ville svare til at man tilbød Danskere der følte sig fordrevet af Slesvig Holstein et par isflager ved nordpolen.
@curt jensen
Alternativerne er enten accept af nuværende situation hvilket ikke er holdbart for nogen eller evig krig hvilket heller ikke er acceptabelt.
Havde du forestillet dig evig krig?