Læsetid: 5 min.

Kina vil skaffe sig venner med ’diplomatisk hvirvelvind’

Der udtrykkes ofte nervøsitet over Kinas vokseværk, men det er USA, som er den største sikkerhedsrisiko, mener prominent kinesisk forsker. Via en stor diplomatisk og økonomisk indsats forsøger Beijing at fremstille Kina som en positiv kraft – og et alternativ til USA
Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, krammer et barn under en velkomstceremoni i Beijing. Også i Latinamerika søger Kina at være et diplomatisk alternativ til USA.

Andy Wong

19. januar 2015

Det er ikke det stadig stærkere Kina, som udgør en trussel mod stabilitet og fred. Det er derimod USA, da supermagten ikke kan håndtere – og ikke vil acceptere – den asiatiske stormagts vokseværk og forsøg på at indtage sin retmæssige plads i verdensordenen. Det mener Yan Xuetong, en af Kinas mest fremtrædende eksperter i internationale relationer.

»USA’s magt er for nedadgående, samtidig med at Kinas vokser, men USA er ikke villig til at behandle Kina som en ligeværdig partner og nægter at respektere Kinas legitime interesser,« siger professoren, der er dekan ved Tsinghua Universitets institut for internationale relationer. »Det fører til øgede spændinger.«

Siden præsident Xi Jinping kom til magten for to år siden har Kinas forhold til omverdenen været karakteriseret af landets mere muskuløse og nationalistiske udenrigspolitik, dets sprængfarlige territoriale stridigheder med nabolande og sværdslag med USA om indflydelse i specielt Asien. Kina fralægger sig konsekvent ansvaret for konflikterne, men regeringen i Beijing har på det seneste optrappet sit forsøg på at ændre på Kinas udbredte image som nabolagets bølle. I stedet skal Kina ses som en positiv kraft, der i stigende grad indtager rollen som international fredsmægler, en økonomisk velgører og en stabiliserende magt, der tager ansvar – og udgør et attraktivt alternativ til USA.

Nu i det nye år har præsident Xi Jinping bl.a. lovet kinesiske investeringer for 250 mia. dollar i Latinamerika i et forsøg på at øge sit ressourcehungrende lands indflydelse i en del af verden, hvor USA længe har domineret. Xi Jinping har samtidig annonceret planer om at genoplive Silkevejen for at øge Kinas økonomiske integration i omverdenen. Den gamle handelsrute, der tidligere skabte forbindelse mellem det kinesiske kejserrige og Centralasien, Mellemøsten og Europa, skal i sin moderne version bestå af et stort netværk af jernbaner, rørledninger, motorveje og kanaler – i vid udstrækning finansieret af Kina. Desuden har Kina stillet milliardinvesteringer i udsigt til asiatiske lande, bl.a. i håbet om at øget økonomisk samarbejde vil bringe dem politisk tættere på Kina og fjerne dem fra USA.

Diplomatisk rekordhøst

Sidste år tog Beijing initiativ til at oprette nye finansinstitutioner, bl.a. Asian Infrastructure Investment Bank, der med et indskud på 50 mia. dollar fra Kina som mål har at give udviklingslande – og ikke mindst Kina selv – større indflydelse, end de allerede etablerede amerikansk- og vestligtkontrollerede institutioner såsom Verdensbanken og den internationale valutafond IMF har været villige til at give dem.

Ydermere promoverer Beijing nu sin egen frihandelsaftale med 21 lande i bl.a. Øst- og Sydøstasien, og den ses som et modtræk til et amerikansk initiativ til en frihandelsaftale, der ikke omfatter Kina, og som Beijing frygter er et forsøg på at stække Kina økonomisk.

Ud over at øge sin status gennem diplomati og økonomiske initiativer satser Kina også i stadig højere grad på en rolle som respekteret fredsmægler. I slutningen af 2014 iværksatte Beijing en indsats for at mægle mellem Afghanistans regering og afghansk Taleban for, som professor Yan Xuetong udtrykker det, at tilbyde »en tilgang til forsoning i Afghanistan, der ikke ligesom USA’s indsats blot fokuserer på at dræbe oppositionen«. Samtidig sidder Kina for bordenden ved fredsforhandlinger i Sydsudan, hvortil Kina også har lovet at sende kinesiske kamptropper under FN’s faner.

Kinas regering beskriver selv landets optrappede indsats som en »kinesisk diplomatisk hvirvelvind«, der har været med til at sikre Kina »en diplomatisk rekordhøst« i 2014. Ifølge Kinas statsmedier har præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang været på udlandsvisitter i alt 85 dage sidste år. Og i de seneste to år har lederduoen Xi og Li haft næsten 500 møder med udenlandske stats- og regeringsledere.

På trods af Kinas position som en global økonomisk magt har landet i egen optik haft alt for ringe politisk indflydelse, og ifølge Yan Xuetong er den øgede diplomatiske aktivitet et resultat af, at regeringen indser, den er nødt til at gøre en større indsats for at beskytte Kinas økonomiske interesser end tidligere, samtidig med at det også er nødvendigt for at ændre på den internationale opfattelse af Kina.

»Før holdt Kina lav profil,« siger Yan Xuetong, som det amerikanske magasin Foreign Policy tidligere har udnævnt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige intellektuelle, og som opfattes som en hardliner, hvis synspunkter ofte flugter med det kinesiske lederskabs.

»Den største ændring i kinesisk udenrigspolitik i 2014 var, at Kinas regering nu tydeligt viser, at den vil spille en større international rolle.«

Rettet mod USA

Kinas statsmedier mener, at Kinas større engagement i omverdenen viser øget villighed til samarbejde med andre lande og til at spille en konstruktiv rolle for at »sikre fred, stabilitet og udvikling i Asien og resten af verden«.

Og i en overraskende udvikling – der stod i modsætning til den ellers tiltagende hårde retorik fra Beijing rettet mod Washington – indtog Kinas vicepremierminister i slutningen af sidste år en mere moderat og ydmyg holdning over for USA.

»Det er USA, som fører an i verden. Dette forstår vi til fulde,« sagde vicepremierminister Wang Yang på sit besøg i USA. »Kina har ingen planer om og heller ingen evne til at udfordre USA’s ledende rolle.«

Udmeldingen er dog formentlig ikke nok til at berolige USA, da mange af Beijings udenrigspolitiske manøvrer lader til at være et forsøg på at øge Kinas indflydelse på USA’s bekostning. Beijing arbejder på at køre USA ud på et sidespor i Asien, et mål, som Xi Jinping understregede i en tale i maj sidste år, hvor han med slet skjult henvisning til USA sagde: »Det er folk i Asien, som skal håndtere Asiens anliggender, løse Asiens problemer og opretholde sikkerheden i Asien.«

Blandt mange asiatiske lande er der også fortsat stor nervøsitet i forhold til Kina. De har i stigende grad søgt amerikansk beskyttelse af frygt for øget kinesisk militær sabelraslen i territorialkonflikter.

Men ifølge Yan Xuetong er det USA – og ikke Kina – som er kilden til konflikt, specielt i Asien.

»Det er USA, der opfører sig stadig mere aggressivt. Bl.a. gennem våbensalg, som nu ikke kun går til traditionelle amerikanske allierede, men også ikkeallierede som Vietnam og Indien,« siger professoren med henvisning til to af de lande, som Kina har territoriale stridigheder med.

Yan Xuetong er overbevist om, at USA’s taktik er at stække Kina og forsøge at skabe splid mellem Kina og andre asiatiske lande.

»USA forsøger at udnytte de territorialkonflikter, som Kina har med nabolande bl.a. i det Sydkinesiske Hav. Hvis USA undlod at blande sig, så ville problemerne være meget mindre og konflikterne mellem USA og Kina ville også blive mindre betydningsfulde,« siger han.

»Det er USA’s indblanding og manglende respekt for Kinas kerneinteresser, som skaber risiko for konflikt,« siger Yan Xuetong. Til gengæld er Kina »i gang med at vise, at landet er en ansvarlig stormagt,« siger Yan, der mener, at Beijings samkvem med omverdenen med fokus på økonomisk samarbejde skaber mindre splid end USA’s fremfærd. »Den største forskel på USA og Kina er, at vi ikke forsøger at blande os og ændre andre landes systemer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michal Bagger
  • Nic Pedersen
Michal Bagger og Nic Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende artikel - og det hilses velkommen herfra, som alternativ til USA's håndtering af rollen. Som har kostet ufattelig meget verdenen over.

"Beijing arbejder på at køre USA ud på et sidespor i Asien, et mål, som Xi Jinping understregede i en tale i maj sidste år"
Ja - for hvorfor skal de være der? Det samme burde jo være planen med EU? At vi var voksne og store nok til at kunne klare vores egne anliggender. Men det kommer vi jo aldrig med USA evindelige holdning til Rusland.

Det her har ikke noget med kommunisme eller demokrati/anti-demokrati at gøre - men lande som Kina og Rusland som vil have indflydelse, samtidig med de har lande som ikke er bære dygtigt i fuldbyrdet demokrati - som USA foretrækker det.
Disse enorme lande - arbejder med fast hånd henimod en markedsøkonomi og flere og flere demokratiske rettigheder. Men hvor nødvendigheden af at holde stramt fast i magten er nødvendigt.

Europa/EU kunne ende med at blive en af de store tabere i det her spil. EU og Rusland må ikke samhandle - men USA må gerne købe raketmotorer af Rusland.

Kina gør ikke noget, der ikke er til fordel for Kina selv.

Når Kina eksempelvis sender kamptropper til Sydsudan er det ikke for de sortes brune øjnes skyld, men udelukkende for at forsvare sine olieinteresser i landet. Kina er heller ikke, som det fremgår, foregangsmand for demokrati og menneskerettigheder, hverken hos dem selv eller udenlands, men de er i det mindste ikke hykleriske om det. Samtidig er Kina, på trods af voldsom oprustning, stadig langt fra at komme på højde med USA militært.

Som der rigtigt fremgår af artiklen er det ikke mange sande venner Kina har i nabolaget. Fra Japan og Sydkorea og hele vejen ned til Indonesien (ja, vel faktisk til Australien), ser man med frygt på Kinas fremtidige mulige intentioner. Den eneste hos hvem alle disse lande kan få en vis beskyttelse, håber de i alt fald, er hos USA, så det er ikke sært at de er interesserede i et samarbejde med USA.

USA ved at Kina engang ude i fremtiden overhaler dem først økonomisk og siden militært (alt andet lige, det kan stadig gå grueligt galt i Kina), men der burde ikke være grund til alvorlige konflikter. Det betyder ikke, at man ikke kan gøre forsøg på det. Som Yan Xuetong eksempelvis gør.