Kinesiske medier efter Charlie Hebdo: Censur er en velsignelse

Terrorangrebet i Paris viser behovet for at indskrænke pressefriheden og understreger europæiske mediers manglende følsomhed over for muslimske mindretal, mener kinesiske statsmedier, der skriver, at kinesere skal føle sig velsignede over censuren i deres land
Terrorangrebet i Paris viser behovet for at indskrænke pressefriheden og understreger europæiske mediers manglende følsomhed over for muslimske mindretal, mener kinesiske statsmedier, der skriver, at kinesere skal føle sig velsignede over censuren i deres land
13. januar 2015

Sidste uges terrorangreb på Charlie Hebdo understreger faren ved ytrings- og pressefriheden, og begivenheden kaster et positivt skær over censuren i Kina. Det skriver kinesiske statsmedier, som dermed argumenterer imod de mange medier og politikere i Danmark og Europa, der i stedet reagerede på angrebet ved at gå i forsvar for frihedsrettig-hederne.

Nyhedsbureauet Xinhua, der kontrolleres af kommunistpartiet, skriver som reaktion på det blodige angreb på det franske satireblad, at »der bør være begrænsninger på pressefriheden«, og at »uhæmmet og samvittighedsløs satire, ydmygelse og ytringsfrihed er uacceptabel«.

Og internetmediet Guanchazhe, eller Observatøren, der har relationer til regeringen i Shanghai, skriver, at pressefriheden i Vesten har været med til at forværre etniske og religiøse spændinger, og mediet bruger det argument som afsæt til at rose censuren i Kina: »Set i det lys, så er det faktisk en velsignelse for alle etniske grupper i Kina, at vi her ikke har den slags pressefrihed.«

Den nationalistiske og regeringskontrollerede avis Huanqiu Shibao, eller Globalt Tidende, skriver, at »mange muslimer i Vesten ikke føler, de bliver respekteret eller udvist tillid«, og avisen ironiserer over, at vesterlændinge mener, at retten til at udøve satire mod profeten Muhammed hører ind under pressefriheden.

Udlægningen i kinesiske medier møder hård kritik fra World Uighur Congress, en oversøisk organisation, som kæmper for det muslimske uighuriske mindretals rettigheder i den nordvestkinesiske Xinjiang-provins, der er plaget af blodige etniske sammenstød.

»Det er ren hykleri fra kinesisk side,« siger Dilxat Raxit, talsmand for organisationen. »Kinesiske medier kritiserer europæiske medier for at være ufølsomme over for religiøse mindretal, samtidig med at de selv og den kinesiske regering beskriver alle uighurer som terrorister.«

»Hvis der derimod var pressefrihed i Kina, så ville situationen være ganske anderledes. Så ville medier få mulighed for at bringe et sandfærdigt billede af den kinesiske regerings undertrykkelse af uighurerne, og det internationale samfund og den almindelige kinesiske befolkning ville forstå, hvad der er den egentlige årsag til de voldsomme uroligheder. Kina begraver sandheden. Det er Kina, der med sin censur vælger den forkerte taktik,« siger Dilxat Raxit.

Kinas censurerede medier har ikke lov til at rapportere om klagerne fra det muslimske mindretal uighurerne. Hvis der var pressefrihed, ville et sandfærdigt billede af regeringens undertrykkelse nå befolkningen, siger talsmand for organisation World Uighur Congress.

Gilles Sabrie

Censur og blodig uro

Xinjiang-provinsen, der er hjemsted for 10 mio. uighurer, har set stadig flere voldelige sammenstød og terrorangreb de seneste år, der har forårsaget flere hundrede døde siden 2012. Så sent som i går blev seks dræbt i sammenstød mellem uighurer og kinesisk politi i Xinjiang. Den kinesiske regering anklager islamistiske terrorister for at stå bag, men uighurerne selv siger, at årsagen til urolighederne er undertrykkelsen af deres religion og kultur og ikke mindst, at de økonomisk set er blevet kørt ud på et sidespor og behandles som andenrangsborgere.

Kinas censurerede medier har ikke lov til at rapportere om de uighuriske klager, og samtidig bliver udenlandske mediers mulighed for at rapportere frit fra Xinjiang også forhindret.

Reza Hasmath, lektor ved Oxford Universitet, mener, at Kinas fokus på censur er med til at skabe »en yderst farlig situation«, da det øger etniske spændinger mellem uighurer og hankinesere, Kinas dominerende befolkningsgruppe. Ifølge Reza Hasmath bliver uighurerne af regeringen og kinesiske medier enten beskrevet som en farverig turistattraktion eller som terrorister. Det er to stereotype og uimodsagte versioner, som får mange kinesere til at se på uighurerne som enten farlige eller kulturelt og socialt underlegne. »Den ensidige fremstilling af dem er med til at øge mistilliden mellem dem og hankineserne. Og det øger diskriminationen mod dem og får de etniske spændinger til at vokse,« har Reza Hasmath sagt til Information. Regeringen i Xinjiang har netop godkendt et forbud mod, at muslimske kvinder dækker deres ansigter med tørklæder, og myndighederne har også slået ned på lange skæg blandt muslimske mænd – tiltag, som er med til at øge bitterheden blandt uighurerne. Kinas regering og medier har i længere tid været fortørnet over, at vestlige regeringer og medier ikke i tilstrækkelig grad har fordømt det, som Beijing beskriver som terrorisme i Xinjiang. På trods af kritikken af vestlig ytrings- og pressefrihed, så har den kinesiske regering og landets medier dog også fordømt og taget afstand fra sidste uges angreb.

Giver pressefrihed skylden

Kinas kommunistparti – og dets talerørsmedier – argumenterer generelt for, at censur af medier og internettet er nødvendig for at sikre det kinesiske samfunds stabilitet.

I forbindelse med de kinesiske mediers dækning af terrorangrebet i Paris siger journalist Zhu Xinxin, et medlem af den kinesiske afdeling af kinesisk PEN, en organisation, der kæmper for ytrings- og pressefrihed, at medierne blot er på udkig efter en anledning til at angribe ideen om pressefrihed. Han siger til Radio Free Asia, at kinesiske officielle medier »ofte slår ned på forskellige konflikter og problemer i Vesten og giver vestligt demokrati og pressefrihed skylden«.

»De ønsker at bruge denne begivenhed til at vise, at deres egen kontrol med medierne er retfærdig, og de slår ned på problemet for at dæmonisere pressefriheden i Vesten,« siger Zhu Xinxin.

Ifølge Committee to Protect Journalists fængsler Kina flere journalister end noget andet land i verden.

»De 44 journalister i kinesiske fængsler er en forøgelse i forhold til de 32 sidste år,« lyder det fra organisationen om forholdene i 2014, »og det afspejler det pres, som præsident Xi Jinping udsætter medier, advokater, dissidenter og akademikere for for at få dem til at rette ind efter regeringens linje«.

Kinesiske satiretegnere kom dog også med deres bud på tegninger efter terrorangrebet i Paris. Blandt andet Wang Liming, som på internettet viste sin tegning af en maskeret terrorist, som har forvekslet en pen med et våben. Wang, som ofte er kommet i de kinesiske myndigheders søgelys for sit arbejde, skrev på Twitter: »Det værste, der kan ske for en satiretegner i Kina, er en fængselsdom, men i Frankrig kan de blive skudt ned og dræbt for at gøre grin med en religion. Hmm. Måske burde jeg endnu engang takke vores ædle kommunistparti for at være så elskværdig ikke at dræbe mig.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ajour

Siden massakren mod Charlie Hebdo har der været over 50 skyderier og trusler mod moskéer i Frankrig. En muslimsk organisation har registreret over et halvt hundrede episoder med skyderi eller trusler mod moskéer og muslimer, siden bevæbnede mænd i sidste uge angreb ugebladet Charlie Hebdo og dræbte 12 mennesker. 21 gange er der blevet skudt mod moskéer og andre bygninger, der har med islam at gøre. I nogle tilfælde er der blevet kastet en form for granater, siger en talsmand for Muslimernes Centrale Råd i Frankrig. 33 gange er der fremsat trusler, siger talsmanden.
Søndag gik det ud over en moské, der er under opførelse i byen Poitiers i det centrale Frankrig, da ukendte gerningsmænd satte ild til moskébyggeriet, siger lokale embedsmænd. For få dage siden blev moskéen overmalet med ordene: ’Død over arabere'.

Ritzau/AFP

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for curt jensen

Interessant vinkling.
Hvis der derimod var pressefrihed i Kina, så ville situationen være ganske anderledes. Så ville medier få mulighed for at bringe et sandfærdigt billede af den kinesiske regerings undertrykkelse af uighurerne, og det internationale samfund og den almindelige kinesiske befolkning ville forstå, hvad der er den egentlige årsag til de voldsomme uroligheder.

Man skal vistnok bo så langt væk som Uighuristan for at kunne tage beslag på den slags blåøjet uskyldighed. Erstat kinesisk med dansk, eller europæisk, så ville det betyde at fravær af censur og ytringsfrihed, hvilket vi angiveligt har i Europa, skulle være en garanti for sandfærdig mediedækning. Nåja, muligheden ville, rent teoretisk set, bestå. Hvis der nu ikke var den fandens forpligtelse til at få flest mulige læsere og seere, slet ikke tale om pligten for profitmaksimering.

MON DOG!

Desværre hænger verden ikke sådan sammen at friheden til at latterliggøre andre kulturer er ensbetydende med ærlighed og åbenhed og spørgsmålet om de Europæiske medier måske mangler nogle retningslinjer for anstændig omgang med minoritetskulturer er faktisk ganske relevant. (kan allerede høre blodtrykket stige hos nogle af ytringsfrihedens korsriddere...)

Derimod minder den Kinesiske regerings fortolkning af fænomenet ytringsfrihed til forveksling de Europæiske politikers Newspeak. Ikke indholdsmæssigt men hvordan man kan få uhyrligheder til at lyde som noget man bare ikke vidste man altid har længtes efter.

Der er som bekendt intet nyt under solen.

Interessant også hvordan Hankineserne ser på deres muslimske mindretal:
de er enten farlige eller kulturelt underlegne.
Enten eller.

Hertillands er de, som bekendt, ikke enten eller - men både og.

Det ved vi fra vores frie, u-censurerede medier som har mulighed for at skabe et ret- og sandfærdigt billede af Danskernes favorit minoritetskultur.
Så må det jo være sandt.

Brugerbillede for John Rohde Jensen

Kinas magthaveres vinkel er helt transperent og handler udelukkende om at begrænse kritik af deres egne handlinger.

Et mere interessant spørgsmål er, hvem man skal pisse på vha. satire og lign.

Jeg er helt på linie med at pisse på magthaverne, det er også satirens historiske role, men jeg har det mere svært når det er minoriteter det går ud over. Muslimer er faktuelt en minoritet i de vestlige lande og tilhører ovenikøbet underklassen. Hvorfor er det så pludselig blevet OK at pisse på dem?

Jeg har svært ved at se en tilsvarende international opbakning til tegninger, som gør grin med homoseksuelle på kontanthjælp. Sådanne tegninger ville udløse et internationalt ramaskrig.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen

Man skal ikke misbruge ytringsfriheden på svage minoriteter, heller ikke de som er udpræget følsomme overfor deres trosspørgsmål.! Hvorfor dog.? Hvad er den dybere mening.? Jeg tror den er dunkel.Og egentlig burde vi skamme os, som angiveligt "oplyste mennesker".!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Selmer Jensen

Jeg støtter på ingen måde terrorhandlinger.
Men jeg mener også, at hvis vi fortsat agerer med den største disrespekt, og militær indgriben i,
områder, hvor det er vores økonomiske interesser der er afgørende, ja, så ligger vi som vi har
redt. Medmindre man søger en intelligent dialog. Bevares man kan nok ikke bare invitere IS,
på en Cafe Latte, men IS er jo ikke opstået af ingenting.! Her vil det måske være på sin plads
med lidt historisk selvrandsagelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Det nye kapitalistisk styrede kinesiske diktatur er lige så elendig som det gamle kommunistisk styrede kina. Det vil det nuværende Kina nok også først forstå når det er for sent, når "revolutionen" viser sit ansigt. 200.000 millioner ny rige er ikke nok hvis milliarden af befolkningen befinder sig på slavens trin og ikke får muligheden til at komme videre.

Hvornår det sker, er kun et spørgsmål om tid. Også her, har russerne alle muligheder så længe de samlet tør fortsætte deres nuværende kurs. Vestens finansspekulanter har for længst indgivet konkurs begæring da de overlod betalingen for spekulanternes cassinospil til skatteborgernes betalings evne, satte de udviklingen i stå, hvilket især gik ud over lavtlønnede slavearbejdere, medens højtbetalte snakkesalige "værdiløsheder" fik skattelettelser måtte lavt og mellem indkomsterne betale højere renter og gebyrer sammen med forhøjede forsikringspræmier for at støtte finansindustriens værdiløse cassino spil.

Ytrings frihed og åbenhed er den bedste måde for at komme videre, og det kan kun opnås, hvis viden om er tilstede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gustav Lindstedt

Jeg må bare citere den svenske etikprofessor Ann Heberlein når hon siger at det næppe er troende der let bliver krænket. Der er mange ting, som gør dem som nu rober "Je suis Charlie Hebdo!" krænkede.

Heberlein vedbliver: "Varje rättighet medför en skyldighet. Det gäller också yttrandefri­heten. Den måste hanteras med viss varsamhet, med ansvar och med respekt för andra människor, deras känslor och deras uppfattningar. Man måste inte säga och skriva allt bara för att man kan. Däremot finns det ibland tillfällen då man måste säga och skriva sådant som också kan komma att såra andra – men de tillfällena måste väljas med omsorg."

Man må slå opad, ikke nedad. Det er det ytringsfrihed bør være til for. Det er noget som mange glemmer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Kina misbruger terrorangreb til at godtgøre censur på samme måde som Neo Liberalister bruger finanskrisen til at godtgøre øget ulighed.

Herhjemme i Danmark har det ny liberalistiske Socialdemokraterne brugt finanskrisen til at godtgøre nødvendighedens politik med afvikling af velfærdssamfundet og indførelse af konkurrencesamfundet eller det nyeste påfund deltagersamfundet!

Og det på trods af, at Danmark ALDRIG på noget tidspunkt i historien har været rigere som nu og det på trods af Danmark har været gennem betydeligt være kriser som nu gennem 80'erne og 90'erne med langt flere ledige uden der var anledning til nedlæggelse af velfærdssamfundet på nogen måder. Tvært i mod. F.eks. blev der indført orlov fra sit arbejde i op til et år, hvor du kunne realisere dig selv på fuld dagpenge lig som det lystede dig. F.eks. tage et år på ferie. Derved blev der skabt mulighed for ledige, at få en plads på arbejdsmarkedet. Var du ved, at ryge ud af dagpengesystemet fik du anvist arbejde hos kommunen i 6 måneder for igen at have ret til dagpenge.

- Og det fungerede og ville fortsat have gjort det, hvis det ikke var for EU og den alt ødelæggende arbejdskraftens frie bevægelighed, som særligt de fattige øst europære benytter sig af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Mon det er forbigået herværende debattører, at Charlie Hebdo karikerer og laver satire over alle mulige emner ?

Mener folk så at AL satire skal ophøre, med mindre den lige rammer magthaverne ?
Eller mener folk at KUN Islam skal skånes for satire ?

Skulle en sådan censur /selvcensur blive en realitet, så vil islam, som den eneste ideologi, være lykkeligt fri for satire.
I den ikke-islamiske verden holder man tand for tunge og i den islamiske verden er satire mod islam alt for risikabelt.

Brugerbillede for georg christensen

Censur er ikke andet som "magtbegærdet´s " enevældens og diktaturets (politiske og religiøse) selvforherligelses proces beskrivelse.

Modelbeskrivelser som ingen mening giver i en globaliseret verdensordnen.

NB: Det ville også hos Kineserne "konfu" have givet dem, som rådgiver og ikke som styrende "individ". Undskyld hvis "konfu" er stavet forkert, med håbet om at forståelsen af ordet forstås på samme mode som jeg forstår det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Hvad man ikke ved har man ikke ondt af...

- Har jeg engang hørt.

Et eksempel på en sag, som egentlig er håbløs ligegyldigt, men som får voldsom medie dækning med debat program og hele møllen er HKH Kronprins Frederiks stormfulde brokørsel forlede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Meyer

Diskussionen på skrømt som Kinas regime fører med sig selv: er det nu ikke bedre med censur end...., er over 200 år gammel.

I 1790 skrev Goethe sine Venetianske Epigrammer, som udkom i tillempet og (selv)censureret udgave i 1795; heriblandt følgende, som først blev trykt 1913 (på dansk 2012). Døm selv:

"Indrøm dog vi har ret: pøblen må føres bag lyset
Se hvor den raser forrykt, overladt til sig selv!"
– Som hunde behandler I dem, og når de så ter sig som hunde,
gir I hundene pisk som I selv har fortjent.
Rasende, vild og forrykt, det blir man af sådan behandling;
nej, vær ærlige selv – mennesker blir så også de.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel  Madsen

"Påpegningen af Vestens manglende følsomhed overfor muslimske mindretal, giver jeg kineserne helt ret i."

De bør feje for EGEN dør først.
Få løst situationerne i Xinjiang (og Tibet), så kan det være, at vi lytter...:-)

Carsten Hansen: Gode spørgsmål.
Hvis der lige pludselig skulle til at være begrænsinger på satire, ja så er det ikke satire mere, men hofnars- og systemunderstøttende humor. Uanset hvad man så end smykker det med, at det kun "må sparke opad" og lignende.

Newsflash: IS og Al-Queda er IKKE "svage minoriteter". Det er verdensomspændende terrorbevægelser, der højst sandsynligt har en eller flere sponsorer i golflandene. For IS' vedkommende ovenikøbet med eget landområde.
Så fri os for den der offerretorik. Det er altså IKKE en undskyldning for at skyde og lemlæste folk, man ikke er enige med.

Pakistansk Taleban er også i en "svag" position ift. den pakistanske regering. Undskylder det så også mordet på 130 skolebørn?!

Brugerbillede for Jens Haushøj

"At man i Vesten tror, at stening og anden undertrykkelse af kvinder, samt undertrykkelse af befolkningerne via fattigdom og diktatur bekæmpes ved hjælp af forhåning af islam er lige så dumt som, at man i Kina tror at Vestens vildfarelse skal bekæmpes med censur.
Må fornuften dog en dag brede sig...."

Jeg formoder du så har svaret og kunne du eventuelt være sød at dele det med os andre?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Censur er roden til al rådenskab på lige fod, lige uværdige fod som hemmeligholdelse for magtbegærdets egen sikkerhed, medens folkemasserne bare får lov til at se til, medens overgrebene på os alle i magtbegærdets navn udfolder sig på bedste politisk/religiøst vis , står vi alle udenfor med åbne snuder, hvorfra der ingen virkelig modstand lyder. Cevilkurrage er kommet i klemme i samfundenes systemdannelse. Demokrati forståelsen virker ikke længere.

Det gamle ordsprog virker stadig: Har du råd, kan du få, har du ikke må du gå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Haushøj

"Man skal ikke misbruge ytringsfriheden på svage minoriteter, heller ikke de som er udpræget følsomme overfor deres trosspørgsmål.! Hvorfor dog.? Hvad er den dybere mening.? Jeg tror den er dunkel.Og egentlig burde vi skamme os, som angiveligt "oplyste mennesker".!"

I så tilfælde forventer jeg at se en masse muslimer bøjet i skam! Jeg tror ganske indædt på demokratiet og holder det meget helligt. Det er selvfrølgelig ikke en gud, men noget af enorm betydning for mit vedkommende - Hvorfor skal jeg finde mig i at eksempelvis Hizb-ut Tahrir i ytringsfrihedens navn kan tordne mod min "gud" og tro?

Hvor er min beskyttelse mod misbrug af ytringsfriheden!?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Arestrup

Det er påfaldende, at der synes at være en næsten enslydende argumentation fra henholdsvis de kinesiske magthavere og de mennesker her til lands, som mener at ytringsfrihed er et relativt begreb - en frihed, man ikke nødvendigvis skal/må benytte sig af. Ved at indskrænke ytringsfriheden undgår vi at fornærme nogen henholdsvis at skabe ballade. Og det er jo objektivt set rigtigt. Men hvad så med alt det andet, der følger med? Fortielserne, løgnene og manipulationerne - det egentlige brændstof for alle autoritære, fascistiske regimer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg tror ikke at muslimerne i Vesteuropa opfatter sig som en minoritet. Det tror kun personer, som stadig mentalt lever i den nationalromantiske tidsalder. Landegrænser og nationalstater betyder ingenting for den muslimske umma. Det er snarere os der opfattes som en minoritet i vort eget land. Undersøgelser viser at et flertal af muslimerne i Vesteuropa går ind for Sharia, der er et fuldstændig gennemarbejdet sæt af leveregler, der for den troende står over statens love. Nationalstaten er ikke en væsentlig kategori for den troende muslim, og derfor bliver det meningsløst at betragte muslimerne som en minoritet. Anskuet på denne måde er det pludselig danskerne, som bliver en lille minoritet. Det flugter godt med, at muslimer i fjerne lande mener sig berettiget til at have stærke meninger om hvad der foregår i Danmark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Vi siger tak til Kina for den venlige og rettidige støtte !
Bedre bevis for nødvendigheden af kompromisløs ytringsfrihed og ret til latterliggørelse, afbildning eller afklædning af alt og alle, i særdeleshed kulturelle koryfæer og indbildte autoriter, kunne næppe ønskes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

Det er helt indlysende, at de kinesiske magthavere der står for diktatur som islamisme gør, og i betragtning af kinesernes eget problem med et muslimsk mindretal, skal holde mund og ikke prøve at belære de vestlige demokratier i denne sammenhæng.

Artiklen er i al sin ligegyldighed endelig overflødig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

Der er forhåbentlig ingen der er i tvivl om, at dette er de kinesiske magthaveres forsøg på at retfærdiggøre deres egen undertrykkelse af befolkningen herunder ikke mindst minoriteter.

De er nemlig totalt ligeglade med, hvordan Europa behandler deres minoriteter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent Hansen

@Carsten Hansen.
Dine spørgsmål er absolut relevante. Du glemmer bare, at segmentet herinde ikke bryder sig om dine spørgsmål. De skaber for meget uro i de flestes verdensbillede.

Mit personlige svar på dine spørgsmål er, at bladet, og andre, skal blive ved. Alt andet vil blive starten på holdningscensur. Se på broderlandet Sverige - tilstanden er ikke ønskværdig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Skal ytringsfriheden nu defineres efter politisk korrekthed, følelser eller bestemte holdninger ?.
Hvad er det dog fortalere for ovenstående vil gøre med vores ytringsfrihed ?
Dræbe den ?
Ensrette den ?

Hvad ville Monty Python opnå ved at gøre grin med Jesus ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Carsten Hansen
Fordi jeg ikke synes dine spørgsmål indkredser problematikken ... Du undgår det politisk /økonomiske aspekt. Men du mener åbenbart ikke at de islamiske lande skal stå politisk til ansvar for deres undertrykkelse af menneskerettigheder, vedr. kvinder og fattige?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Bill Atkins.

Hvorfor ikke bare stå ved sin holdning og svare ærligt:

"Ja; Islam skal , som den eneste ideologi/religion, beskyttes mod satire, spot og latterliggørelse"

Så kan vi tage den derfra .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

PS: Naive satire-tegnere".

Det er vist en smagssag:
Mon ikke disse venstreorienterede tegnere fra CH, snildt kan måle sig med herværende debattører, hvad angår indsigt og intelligens?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Carsten Hansen:
Magtfuld satire bør efter min mening ikke ramme små, jævne mennesker, og ikke krænke dem i deres tro, og ikke jorde dem i deres værdighed som mennesker.
Satire er det magthavernes lod at tåle eller falde på, ikke de smås lod at blive yderligere undertrykt af. Satire og ytringsfrihed indeholder et element af moralsk habitus. Man må selv overveje og sætte sine grænser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Michael K.

Mener at det kun gælder for Islam/muslimer ?.
Det er det mit spørgsmål går på .

Og mener du at satire kun skal rettes mod Magthavere (Hvem skal så definere hvad magthavere er?)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Når svage vestlige politikere ikke tør påtale menneskeretighedsovertrædelser overfor lande som Qatar, Saudiarabien Kuwait mfl. men istedet lader satiretegnere tage øretæverne så må jeg betegne tegnerne som naive.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Man kan ikke ønske sig, at al satire skal ophøre, det spørgsmål er meningsløst. Og jeg kan heller ikke se begrundelsen for at spørge, om det kun skulle være islam, der skulle forskånes for satire. Som sagt er det de enkelte små mennesker, der skal tages hensyn til, og deres værdighed anerkendes, mens samfundets magtfulde top, verdslig såvel som gejstlig, skal kunne tåle at blive angrebet med ord og meninger. Det er ytringsfrihedens væsen i de demokratiske forfatninger, hvorimod angreb på enkeltpersoner er begrænset efter lovgivningen og moralen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Michael K. N.

Men Charlie Hebdo (Venstreorienterede) laver jo netop satire over ledere, døde som levende.
Og det skal de naturligvis blive ved med; også selv om andre har egne personlige grænser.

Det er jo hele ytringsfrihedens væsen.

Summa-summarum. karikatur af Islam, profeten , Ayathollaer og sidst men ikke mindst politisk Islam er lige så fuldt berettiget som karikatur af alt muligt andet.
Der er ganske enkelt INGEN brugbare argumenter her imod.

Kristne kan blive krænket over tegningen med "Faderen, sønnen og Helligånden".
Charlie Hebdo skåner ingen. Og det er deres ret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Og så mener du Bill Atkins, at karikatur-tegnere skal afholde sig fra at karikere Islamiske værdier /personer, fordi politikerne er svage .
Ellers er de naive.

Jeg forstår ikke din tankegang.

PS: Godt at Charlie Hebdo har fået husly og støtte hos det venstreorienterede "Liberacion"

anbefalede denne kommentar

Sider