Yusuf Sarkin husker ikke ret meget om den massakre, der drev ham fra den by, hvor han blev født. Skyderiet, skrigene og strømmen af mennesker, der panisk forsøgte at undslippe de kugler, der fløj igennem Bagas gader, glider sammen for ham i én lang, forfærdelig og udvisket sekvens. Kun én bestemt rædselsscene kører i ring i hans bevidsthed: Da han slap sin skrækslagne 10-årige søns hånd.
Sarkin og hans kone tog deres fire børn og sluttede sig til andre indbyggere på flugt fra Boko Harams morderiske amokrus i deres by den 3. januar. 51-årige Sarkins eneste tanke var at nå frem til Tchad-søen, ved hvis bredder fiskerbyen ligger.
Sarkin klamrede sig til Adamus hånd, og hans familie begyndte at løbe. Men da han nåede frem til vandet, hvor de paniske flygtninge forsøgte at få reddet sig plads i kanoer, kiggede han ned for kun at konstatere, at hans søn ikke var med længere. »Kan du forestille dig den frygt, der kan få dig til at give slip på dit eget barns hånd?« spørger han hæst. »Hvad der skete den dag – de ting, jeg så – det er så forfærdeligt!«
De traumatiserede ofre, der er flygtet gennem krigens tåger, angiver svimlende tal for det fire dage lange blodbad, men om det sande tabstal nogensinde bliver kendt, er nok tvivlsomt. Uanset hvad er massakren det hidtil klareste symptom på den splittende politiske understrøm, i hvilken et fem år langt oprør har kunnet trives.
’Smædekampagne’
I stedet for at forholde sig til det stigende dødstal har nigerianske embedsmænd udvekslet beskyldninger med nabolandene Cameroun og Tchad, som de ellers er nominelt allierede med i kampen mod Boko Haram. Fra lokale embedsmænd anslog tabstallet til 2.000, gik der en uge, før regeringen kom med sin første reaktion. Militæret siger nu, at massakren er Boko Harams mest dødbringende i bevægelsens fem år lange oprør, men tilføjer, at meldingerne om 2.000 døde »ikke kan være sande« – de må i stedet, hedder det, være del af en smædekampagne.
»Ud fra alle tilgængelige oplysninger har antallet af mennesker, der mistede livet under angrebet, endnu ikke oversteget 150, og dette tal omfatter også de bevæbnede terrorister,« sagde hærens talsmand Chris Olukolade og forsikrede, at der nu blev gennemført løbende jord- og luftoffensiver for at generobre byen.
3.100 bygninger ødelagt
Olukolades påstand modsiges imidlertid af satellitbilleder, der blev offentliggjort i går af Amnesty International. Meneskeretsngo’en sammenligner billeder taget den 2. januar før massakren med billeder fra den 7. januar. Disse før- og efter-billeder viser Doron Baga, få kilometer fra Baga. Det fremgår, at over 3.100 bygninger er blevet ødelagt eller er udbrændt, og mange af de fiskerbåde, der lå i klynger ved kystlinjen, er ikke længere synlige fem dage senere, hvor folk er flygtet panisk i både over Tchad-søen. I Baga, en tæt befolket by på under to kvadratkilometer, er 620 huse enten brændt eller ødelagt.
Daniel Eyre, en forsker fra Amnesty International, konkluderer ud fra sin billedanalyse, at Boko Haram har gennemført »sit største og mest destruktive« angreb:
»Der er tale om et overlagt angreb på civile, hvis hjem, klinikker og skoler nu er udbrændte ruiner.«
De psykologiske skader efter de ustandselige angreb er indiskutable. Massakren har indtil videre ikke givet anledning til kommentarer fra præsident Goodluck Jonathan. Flere måneder efter at Boko Harams bortførelse af 276 skolepiger blev en verdenssensation – et forhold, der knap nok er dukket op i valgkampen op til valget til februar – vidner den stort set stumme reaktion blandt almindelige borgere om en nation, der for længst har vænnet sig til voldelige dødsfald. Sidste år blev der dagligt dræbt i gennemsnit 27 på grund af Boko Haram-relateret vold.
Efter fire dages næsten uafbrudt voldsrus har de militante nu cementeret deres kontrol af Nigerias østlige grænse op til Tchad. Deres kynisk morderiske angreb viste ikke blot, hvordan en hypermobil sektmilits er i stand til at køre i ring rundt om Afrikas største hær, men også i hvor høj grad Boko Harams engang så veldefinerede mål nu fortoner sig i en tåge af blodsudgydelser, i takt med at de strammer deres magtgreb om en delstat, hvor det engang nød en vis folkelig støtte.
Imens leder Yusuf Sarkin stadig efter sin søn i flygtningelejrene.
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
