Læsetid: 6 min.

Manglende lyst til børn truer Kinas økonomi

Kinas økonomiske vækst er for nedadgående, men det er endnu mere bekymrende for landets videre udvikling, at kinesernes lyst til børn også er det – på trods af at etbarnspolitikken er blevet lempet. En voksende andel af ældre og en stadig mindre arbejdsstyrke truer Kinas fremtidige udvikling, advarer eksperter
11 millioner kinesiske par har lov til at få barn nummer to, fordi den ene forælder er enebarn. Men lempelsen af loven har ikke medført det af kommunistpartiet ønskede resultat.

Fred Dufour

26. januar 2015

Lin Jing indrømmer, at det er ved at blive »umådeligt irriterende«. Svigerforældrene plager hele tiden om at få endnu et barnebarn. Hendes mand presser også på for en familieforøgelse. Ja, selv den fireårige datter efterlyser en lillebror. Men Lin Jing insisterer på, at hun ikke vil have flere børn. Heller ikke selv om den kinesiske regering nu giver hende lov til det.

»Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det hele vil kunne hænge sammen, hvis vi får barn nummer to. Det økonomiske pres er for stort til, at vi har råd til endnu et barn, og konkurrencen på arbejdsmarkedet er for hård til, at jeg kan tillade mig endnu en graviditet,« forklarer den 30-årige, mens hun holder frokostpause i Beijing tæt på sin arbejdsplads, en statsejet avis, hvor hun arbejder i annonceafdelingen.

I slutningen af 2013 lempede Kinas kommunistparti ellers på den såkaldte etbarnspolitik. Det gjorde det pludselig muligt for en del af befolkningen, inklusive Lin Jing og hendes mand, at få to børn. Men mange har det som Lin Jing, og regeringens sats på at få skruet fødselsraten i vejret efter årtier med voldsomme restriktioner er ikke gået som forventet. Under 10 procent af de millioner af par, som er omfattet af de nye regler, har søgt myndighederne om tilladelse til at få barn nummer to.

Den manglende lyst til flere børn kan få store og negative konsekvenser for Kinas fremtidige økonomiske udvikling, advarer økonomer. I denne uge kom regeringen med de seneste økonomiske tal. Den kinesiske økonomi voksede i 2014 med 7,4 procent, hvilket ses som et misundelsesværdigt højt tal de fleste steder i verden, men i Kina er det den laveste vækstrate i et kvart århundrede. Så sent som i 2007 var væksten helt oppe og ringe på 14 procent.

Kinas regering ser dog ikke den lavere vækst som et krisetegn. Præsident Xi Jinping beskriver det i stedet som en ny normaltilstand for økonomien og som en del af processen med at gøre landets økonomi mere bæredygtig.

Gammel inden rig

Men en udvikling, regeringen ikke ser som bæredygtig, og som giver grund til større bekymring end faldende vækstrater, er landets lave fødselsrate. Samtidig med offentliggørelsen af de seneste økonomiske væksttal kom myndighederne også med tal, der viser, at 2014 var det tredje år i træk, hvor Kinas arbejdsstyrke blev mindsket. Og det er den seneste understregning af, at Kina er begyndt at betale prisen for etbarnspolitikken, der blev indført i slutningen af 1970’erne for at begrænse befolkningstilvæksten. Konsekvensen er nu, at antallet af kinesere i den arbejdsdygtige alder falder, mens antallet af ældre stiger. At arbejdsstyrken mindskes, er med til at forhindre en stigning i arbejdsløsheden, men det gør også, at de stadig mere efterspurgte arbejdere bliver dyrere, hvilket svækker konkurrencedygtigheden for eksportsektoren, der i stor grad har været med til at drive Kinas økonomiske vækst fremad de seneste tre årtier. Samtidig betyder udviklingen, at der vil være stadig færre til at dække de stigende omkostninger forbundet med en voksende andel af kinesere i pensionsalderen. Det har ført til advarsler om, at Kinas befolkning vil nå at blive gammel, inden den bliver rig.

»Det mest alarmerende er ikke de seneste økonomiske væksttal, men derimod at hastigheden, hvormed Kinas samfund bliver ældre, og antallet af unge mennesker falder, er forbløffende høj,« mener Fan Jianping, cheføkonom ved det nationale informationscenter, en tænketank tilknyttet regeringen. »Hvis vi ikke gør noget drastisk, vil arbejdsstyrken hvert år blive mindsket med fem mio., og der bliver færre og færre til at betale de stigende omkostninger.«

Antallet af kinesere i den arbejdsdygtige alder – mellem 16 og 59 – faldt med 3,7 mio. sidste år. Til sammenligning voksede antallet af kinesere over 60 år i samme periode med mere end 10 millioner. Ifølge FN vil det nuværende antal af kinesere over 65 år på 110 mio. stige til 210 mio. i år 2030, og de vil i 2050 udgøre en fjerdedel af det totale befolkningsantal.

Lempede regler

Det har fået eksperter til at advare om, at Kina har gevaldigt brug for et babyboom. Og det var bl.a. med de økonomiske konsekvenser for øje, at kommunistpartiet i slutningen af 2013 lempede på etbarnspolitikken, så ægtepar, hvoraf den ene part var enebarn, nu ville få tilladelse til at få to børn. Indtil da havde par kun kunne få to børn, hvis begge forældre var uden søskende.

Men den ønskede effekt er indtil videre udeblevet. Ifølge officielle tal gav de nye regler i teorien 11 mio. par lov til at få barn nummer to. Men kun omkring en mio. par har benyttet sig af muligheden for at ansøge myndighederne om familieforøgelse – halvt så mange som regeringen forventede. I Beijing har 30.000 familier – blot 6,7 procent af familierne omfattet af de nye regler – ansøgt om barn nummer to, viser en nylig rapport fra Beijings sundheds- og familieplanlægningskommission.

Lu Jiehua fra Peking Universitets institut for befolkningsresearch erkender, at det er et langt lavere tal, end både myndighederne og akademikere havde forudset.

»De seneste tal viser, at det forventede babyboom ikke er sandsynligt,« siger Li Jiehua til avisen China Daily.

Det øger bekymringen for, at lempelsen af reglerne ikke i tilstrækkelig grad vil afbøde den demografiske krise, som etbarnspolitikken har medført, og det har ført til fornyede opfordringer til, at alle restriktioner, der begrænser kinesernes muligheder for at få børn, skal fjernes.

»Det er nødvendigt, at vi fuldstændig sløjfer familieplanlægnings-politikken,« siger cheføkonom Fan Jianping.

Ikke plads til nr. to

Men spørgsmålet er, om det vil gøre en forskel. De allerede ændrede regler har ikke overbevist Lin Jing om at få endnu et barn.

»Jeg har altid syntes, at det var forfærdeligt, at regeringen satte begrænsninger for, hvor mange børn familier måtte få, og jeg er glad for de nye regler. I en ideel verden ville jeg også gerne have et barn mere, men i praksis fungerer det bare ikke for mig,« siger Lin Jing, der efterlyser mere støtte fra regeringens side.

»Vi får ingen børnepenge i Kina, barselsorloven er på kun tre måneder, der er for få pladser i de billigere offentlige børnehaver, og omkostningerne til børns uddannelse stiger hele tiden,« siger Lin Jing og peger dermed på de samme problemer, som mange andre familier i Kina klager over.

»Hvis regeringen vil have, at kinesiske forældre får flere børn, så er det der, den skal tage fat.«

Lin Jing og hendes mand, en 32-årig embedsmand, tjener tilsammen lige omkring 25.000 kr. om måneden – og tilhører dermed middelklassen. De bor i en 80 kvadratmeter stor toværelseslejlighed i det nordlige Beijing. De forhold, mener hun, vil i fremtiden ikke være tilstrækkelige. Hendes aldrende forældre bor i den sydlige Jiangxi-provins og vil snart flytte til Beijing og ind i Lin Jings lejlighed, og fordi deres bopæl er registreret i en anden provins, vil de ikke have fri og billig adgang til Beijings sundhedsvæsen.

»Så min mand og jeg skal både betale for vores barns opvækst og mine forældres alderdom og sygdom,« siger hun. »Så vil der hverken være plads eller råd til endnu et barn.«

Lin Jing siger dog også, at det ikke kun er praktiske hensyn, der gør det svært at finde penge og plads til et nyt barn. Store ændringer i kinesernes syn på, hvad de skal være i stand til at tilbyde deres børn, gør sig også gældende.

»Tidligere generationer var fattige, men havde alligevel store børnefamilier. Min farmor havde fem børn. Men dengang var forældre også tilfredse, hvis de blot kunne tilbyde nok mad til at sikre deres børns overlevelse. Mangel på mad er ikke noget, vi behøver bekymre os om i dag, men som forældre ønsker vi også at tilbyde vores børn mere. Vi vil have, at vores børn får den bedste og dyreste uddannelse, vi vil tage dem ud og vise dem verden, og vi vil tilbyde dem det bedst mulige miljø. Det koster alt sammen penge, og jeg er bange for, at jeg ikke vil være i stand til at give mit barn så meget, som jeg ønsker, hvis jeg også skal tage mig af endnu et barn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Jorden er massivt overbefolket. Dette er vores største problem - det overgår den akkumulerede effekt af de 20 næste problemer på listen.
Vores absolut primære prioritet, er derfor at få sænket antallet af levende mennesker - Det kan ikke gå hurtigt nok, alle andre hensyn må vige.

Kina og alle andre lande må finde nye måder at håndtere de medfølgende demografiske problemer.
Kinesere og alle andre mennesker må finde nye måde at håndtere de medfølgende følelsesmæssige problemer.
Længere er den ikke og der findes intet alternativ.

Men Kina har allerede vist ufatteligt mod og fremsyn, bare ikke stor intelligens.