Det tragiske terrorangreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris onsdag middag er skræmmende på flere niveauer. Om gerningsmændene ved vi endnu kun lidt, men det ser ud til, at de var fransk-fødte muslimer hjemvendt som jihadister fra krigen i Syrien (man bemærker her lighederne med terrorangrebet på det jødiske museum i Bruxelles sidste år).
Den generelle reaktion i offentligheden minder om det, vi før har set – f.eks. efter drabet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 eller terrorangrebene i USA i 2001: Politikerne lader angrebene være anledning til at fremhæve, hvor fuldendt og frit et demokrati de står i spidsen for, og understreger, at den foreliggende udåd »ikke har spor med islam at gøre« – den er tværtimod et værk af sygelige individer, der har taget en verdensreligion som gidsel for deres ekstremistiske ideer.
Borgerne reagerer stærkt i den ene sammenhæng, hvor de stadig rører på sig i dag – på de sociale medier – og udtaler deres harme, solidaritet og støtte, før de snart igen distraheres af en video, hvor et egern står på vandski, eller en killing spiller på klaver. Borgerne og politikerne vil begge til alle tider erklære: ’Vi er alle’, hvem dagens offer nu er.
Siden onsdag eftermiddag har Facebook og Twitter da også været fulde af udsagn som »Je suis Charlie« og »Vi er alle Charlie Hebdo«.
Men ak, det er vi jo ikke. Eller rettere: Med uhyre få undtagelser er vi netop ikke Charlie, og just dette er et stort problem for verdens liberale demokratier. Lad mig give tre grunde til, at de fleste af os ikke er Charlie og begrunde, hvorfor jeg finder det problematisk for vores demokratier:
For det første er mange af de sidste dages højrøstede forsvarere af Charlie Hebdo påfaldne nytilkomne, selektive fans af satiremagasinet. F.eks. er det såre forbløffende, så mange islamofobiske og højreradikale individer som nu pludselig erklærer kærlighed til et magasin, de indtil for nylig foragtede som en ’kommunistsprøjte’ (nemlig dengang, da Charlies bidende satire gik ud over deres egne helte fra Jesus Kristus til Marine Le Pen). Til disse heroiske ’ytringsfrihedsforkæmpere’ kan vi også regne Geert Wilders, der ønsker at forbyde Koranen, fordi den »ansporer til vold«.
Når langt de fleste ikke er Charlie, er det også, fordi Charlie Hebdo er optaget af at kritisere alle religioner og alle politikere, uanset etnicitet, køn, ideologi osv.
Derfor har religiøse ledere og partiformænd med jævne mellemrum raset over satirebladet. Endnu har dog kun ekstremistiske muslimer grebet til voldshandlinger mod det – et faktum, som hverken kan eller bør benægtes!
Dermed ikke sagt, at kun muslimske ekstremister angriber deres kritikere – f.eks. blev to franske medlemmer af Jewish Defense League for nylig dømt for at have anbragt en bombe under en antizionistisk journalists bil. Ikke desto mindre er det en ubehagelig og ubestridelig kendsgerning, at de fleste handlinger og trusler om politisk vold i nutidens Europa udgår fra ekstremistiske muslimer. Klart nok er dette ikke på grund af islam, eftersom 99,9 procent af alle muslimer er ikke voldelige, men deraf kan vi omvendt ikke udlede, at islam ikke spiller en rolle overhovedet.
For det andet: Kun få mennesker er Charlie, for i dag hersker der konsensus om, at demokratiske debatter må holde ’en anstændig tone’, hvor man må gøre sig umage for ikke at krænke mennesker. Problemet er her, at ’tone’ er et gummibegreb, der kan betyde forskellige ting for forskellige mennesker. Tilsvarende er det både umuligt at måle, hvor meget folk lader sig krænke om overhovedet og at sammenligne objektivt, hvor krænkede de måtte være.
Mennesker kan krænkes af de mest forskelligartede ting, så hvorfor skulle akkurat religiøs følsomhed nyde særlig beskyttelse? Hvem kan sige, at Charlies kritik af islamisme krænker en dybt religiøs muslim mere, end sportsbladet l’Équipes kritik af Paris Saint Germains spillestil sårer en fundamentalistiske PSG-fan?
Igennem historien er ’anstændighed’ typisk fastlagt i overensstemmelse med den siddende elites interesser eller anskuelser. Dette er stadig tilfældet, hvilket betyder, at anstændighedsargumentet næsten altid bruges selektivt og opportunistisk. Visse grupper skal nyde beskyttelse mod ’uanstændig’ diskurs, men andre ikke (ganske som tilfældet er med lovgivning mod forskelsbehandling). Dermed bliver de førstnævnte imidlertid også afskærmet fra potentielt berettiget kritik, hvilket på længere sigt ikke blot er urimelig over for kritikeren, men også skader de kritiserede selv, der således ikke får incitament til at øve selvkritik og eftertanke, endsige til at ændre sig til det bedre.
For det tredje er så mange mennesker ikke Charlie af en helt simpel grund: De er bange. Selv blandt professionelle kritikere som standup-komikere og intellektuelle er selvcensur i stigende grad blevet norm. Mange behandler spørgsmål om jøder og Israel med større følsomhed end andre grupper og stater, og lige så bekymrende er naturligvis den voksende gruppe komikere og intellektuelle, der øver selvcensur om emner relateret til islam og muslimer.
Allerede for flere år siden fortalte flere hollandske intellektuelle mig i fortrolighed, at de var holdt op med at kritisere islam og islamisme offentligt, fordi de havde modtaget voldstrusler imod dem selv og deres familier.
Selv den ’frygtløse’ amerikanske komiker Stephen Colbert ville ikke fremvise de famøse Muhammed-tegninger eller lignende billeder, som muslimer kunne finde krænkende – i stedet viste han et skærmbillede om ’tekniske vanskeligheder’. Mens selv om han således gjorde grin med sin frygt for voldsreaktioner, problematiserede han aldrig truslen for alvor og censurerede dermed i sidste ende sig selv.
Selv de få modige sjæle, der vover at bedrive satire mod islam(isme), ender ofte med at blive bortcensureret af medierne eller af deres arbejdsgivere som South Parks berygtede ’Mohammed-episode’, der blev fjernet fra Comedy Centrals sendeflade!
Der er sikkert gode ’strukturelle’ forklaringer på de høje niveauer af vrede og frustration, som findes i de (radikale) dele af den muslimske befolkning i Europa og på det forhold, at nogle af dem tyr til trusler eller vold. Ingen af disse forklaringer kan dog undskylde voldsaktioner i vores demokratier. Men det betyder ikke, at vi ikke kan lære af dem. Det er noget letkøbt betryggende og politisk bekvemt ved bare at sige, at ’vi’ bliver angrebet, fordi ’de’ ikke kan udholde ’vores’ frihedsrettigheder, især ytringsfriheden. Politikere vil proklamere, at ’muslimer’ er nødt til at affinde sig med den kendsgerning, at ’de’ nu lever i et samfund, hvor alt kan kritiseres, og henviser ofte til kritik og satire mod kristne og kristendom (typisk dog med eksempler fra 1960’erne og 1970’erne). Men dette er i bedste faldt naivt og i værste fald uvederhæftigt. Meget af den ’acceptable’ kritik mod islam og muslimer ville blive anset for uacceptabel og måske ulovlig, hvis den rettede sig mod andre grupper – prøv for eksperimentets skyld at erstatte ’muslimer’ med ’jøder’ eller ’sorte’. På grund af denne skævhed ser nogle muslimer ’ytringsfrihedsargumentet’ som et dobbeltmoralsk bedrag.
I sammenhæng hermed findes en oplevelse af udbredt magtesløshed i de muslimske befolkninger i Europa. Nogle føler, at muslimer udsættes for forskelsbehandling, fordi de ikke har deres egen stemme i det politiske system.
Til tider peger de fingre ad jøderne – undertiden desværre inspireret af et antisemitisk verdenssyn – og af deres vellykkede forsøg på effektivt at undertrykke antisemitisme. De oplever, at muslimer enten må håbe på sympati fra ikkemuslimske eliter, der kan vise sig temmelig selektive i deres støtte (selv på venstrefløjen) – eller også må ty til antiparlamentariske foranstaltninger, såsom voldstrusler og voldshandlinger.
Lad mig igen slå fast, at ingen af disse omstændigheder overhovedet kan tælle som acceptable undskyldninger for voldstrusler og voldshandlinger! Men de er heller ikke uden hold i virkeligheden. Hvis ’vi’ forventer af ’dem’, at de skal overholde ytringsfriheden, må ytringsfriheden enten være have de videst mulige rammer eller også beskytte alle grupper helt lige (hvilket jeg næppe anser for muligt). Hvis ’vi’ ønsker, at de skal indordne sig under de (ikke ’vores’!) demokratiske spilleregler, bør ’vi’ også acceptere ’dem’ som ligeværdige borgere.
Alt for ofte bliver islam og muslimer opfattet som fremmede, der primært har tilknytning til indvandrermiljøer eller deres oprindelsesland. Men flertallet af muslimer i de fleste europæiske lande er i dag borgere, der er født og opvokset i Europa. Med andre ord: ’De’ er ’os’! Og lige så meget som ’de’ må affinde sig med at leve i ’vores’ land, er ’vi’ også nødt til at affinde os med det faktum, at samme land også er blevet ’deres’ land.
Så hvordan kommer vi videre på en konstruktiv måde, der vil styrke vores liberale demokratier i stedet for at svække dem gennem autoritære tilbagefald? Fremfor yderligere at indsnævre ytringsfriheden ved at begrænse den til ’anstændig’ tale (og udvide antidiskriminationslovgivningen til endnu flere kategorier), skal vi leve op til vores egne paroler og virkelig omfavne en ytringsfrihed for alle, herunder for antisemitter og islamofober!
På samme måde bør vi kunne rette kritik og satire mod alle, fra ateister til kristne, fra jøder til muslimer, og fra grønne til højreekstremister. Men dette vil også kræve, at vi bruger vores ytringsfrihed til at sige fra over alle for ekstremister.
Og fremfor alt må vi blive meget bedre til at tage dem i forsvar, der vover at tage konfrontationen med ekstremisterne – og vel at mærke gøre det, før de bliver truet eller sågar dræbt.
Cas Mudde er hollandsk politilog med ekspertise i politisk ekstremisme i Europa
© Open Democracy og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
To ting: 1) i et demokrati er vi alle, principielt, magthaverne - det er i praksis ikke tilfældet, men det er den kamp, der skal føres; derfor er anstændighed ikke svær at finde ud af, for den er, hvad man selv vil være bekendt. Vi er blevet alt for vant til at anlægge andres standarder for vores egen opførsel, men intet er mindre demokratisk, for demokrati udgår fra hin enkelte til samfundet som den positive, men kritiske, medarbejdende energi, som sammen med de øvrige samlet i frihed, lighed og broderskab forsøger at skabe de bedste rammer for de fælles og det private, med feltet af det personlige ind imellem.
2) Satire skal være respektløs, den er, når alt kommer til alt en fiktiv genre; men humor skal også have noget på spil for den, der retter den mod andre, en snert af selvironi, af "jeg er også en del af dette, derfor rammer brodden også mig", ellers bliver den netop ikke respektløs, men nedladende; hvis den ydermere ofte, som det må være tilfældet i religiøse spørgsmål, er ignorant, er dens virkning ikke andet end at såre og at få de forkerte til at grine på en måde, der ikke åbner, men lukker øjne; den humor er selvbekræftende overfor de i forvejen frelste, hvilket også er, hvad der gør de fleste Muhammedtegninger så inferiøre, især Westergaards, der er fuldkommen blottet for humor. - Jeg har ikke læst Charlie Hebdo, men når jeg læser om "respektløsheden", lyder det for mig snarere som en enorm nidkær moralisme.
Lad mig dog tilføje, at det er der ikke dødsstraf, og skal heller ikke være det. Men historisk har der udviklet sig dødsstraf i den anden ende for dem, der udsættes for respektløsheden. Man kan ikke være ægte morsom, hvis man foragter sit offer.
God artikel. Jeg har før hen syntes at Mohammad tegningerne var lidt ved siden af, men sådan som udviklingen har været, så håber jeg, at vi alle acceptere, at i vesten har vi ytringsfrihed - sådan er spillereglerne hos os.... Jeg var ikke på linje med Charlie Hebdo, men jeg har skiftet mening og selvom jeg ikke selv vil abonnere på respektløshed, så mener jeg i dag, at det er nødvendigt at nogen gør det... og jeg vil dog købe den næste udgivelse af Charlie Hebdo, hvis jeg kan få fat i det...
Kun et er altid fornødent, og det er at opføre sig ordentligt.
For mig at se er dette en 'false flag' arrangeret af sandsynligvis NATO's stand behind Gladios... enten for at sprede mere frygt I Europa... eller for at signalere Frankrig (og Tyskland) at deres intentioner om at naerme sig Russerne er ikke hvad der er oensket af USA/CIA/NATO !!!!
Frankrig har saa helt bestemt I mange aar baaret ved til baalene I Mellem Oesten (ligesom de goer I West Afrika)...
...det har Danmark ogsaa gjort, I mindre maal... men gjort, siden forsvars forliget I 2004/5 hvor vi tog vores forsvar og laveded det om til et angrebs ministerium .... isaer takket vaeret Fogh Rasmussen... som blev beloennet med posten som NATO Sec Gen... husk ogsaa lige Jyllands Postens tegninger I 2005 der gjorde nar af Islam ... noget der var rigtig dumt.... hvordan ville vi have foelt os tilpas, hvis den muslimske verden havde gjort nar af Jesus? ... saadan noget er bare rigtigt dumt... og har intet med ytringsfrihed at goere. . . . saa maaske Danmark er naest paa listen af false flag...
I betragtning af, at navnet Chalie i "Charlie Herdbo" vist kommer fra Radisernes Charlie, er der kun 'en ting at sige til:
"Vi er ikke alle Charlie..."
GUD SKE LOV FOR DET.
Marine le Pen vil have genindført dødsstraffen
Nogen bør fortælle Pia Kjærsgård, at hun er bagud.
Mit tredje punkt er så, at det ikke giver mening at lange ud efter Gud og profeterne, det er altid kun en omvej til at ramme højst konkrete, nulevende tilhængere, som burde kunne have deres tro i fred - sålænge de også selv lader andre have deres tro i fred. Men at have i fred betyder ikke at skjule sin tro, kun ikke at pådutte andre den.
Vist fanden er Geert Wilders, Marine le Pen m.fl. sympatisører med Carlie Hebdo - når det karikerer muslimer, bare ikke når det laver fis med dem selv.
@Tino,
Islamisterne har genindført dødsstraffen i Europa, dog ikke officielt. Så det ville være naturligt at Danmark genindførte landsforræder loven. Kun chancen for justitsmord, burde afholde os fra dette.
Nej, jeg er ikke Charlie, og hvorfor skulle jeg også være det? Jeg har aldrig kritiseret andre menneskers oprigtige tro og har heller intet ønske om at gøre det. Kristendom står i sin oprindelse for næstekærlighed, Islam står for fred, det samme gør buddhismen, ingen af de store religioner går ind for mord og terror. Derfor kan jeg med såvel Biblen som Koranen i hånden kritisere handlinger, der strider imod religionen, men netop handlingerne, ikke religionen.
Ytringsfriheden er ikke absolut, har aldrig været det og skal heller ikke være det. Det er faktisk forbudt i henhold til loven at krænke andres ære, værdighed og religiøse tro, skulle man måske lige minde om! Det er temmelig plat at sammenligne dette med en fodboldfans eventuelle reaktioner på kritik af yndlingsklubben - religiøs tro går betydeligt dybere end som så, og i øvrigt er det nok de færreste fodboldfans, der er vokset op under en krig, har set deres nærmeste og kæreste blive sprængt i stumper og stykker, deres hjem brændt ned, deres mænd torterede, deres kvinder massevoldtagne - så ville de nemlig ikke have overskud til noget så ligegyldigt som fodbold.
@Ernst - Jeg skal lige høre dig ad om du mener, at hvis man lyver Danmark med i en ulovlig angrebskrig, at det hører ind under landsforræderi-kategorien også? Eller: Lov om Tillæg til Lov om Rettens Pleje vedrørende Behandling af Sager angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed m.v. - som den retteligt hed. For hvis det er tilfældet, så synes jeg der begynder at være lidt ræson i dit forslag..
I min optik er der én fundamental forskel på at kritisere folk på baggrund af hudfarve ift. religion. Hudfarven vælger man ikke selv, derfor er det usandsynligt respektløst at kritisere folk på baggrund af dette. Religion er (i det mindste nogenlunde) selvvalgt. Lad venligst være med at rode tingene alt for meget sammen.
De fleste anstændighedsfortalere på Informations debatsider har ret tydeligt aldrig set en Charlie Hebdo satire. Langt de fleste Muhammed-tegninger var lavet som satire imod islamister. Således var der flere der spillede på den pointe at hvis Muhammed vendte tilbage, så vil han enten blive myrdet af ISIS, eller frakende sig ethvert ansvar for de tåbeligheder som islamister begår i hans navn.
Anstændighedsfortalerne får det til at lyde som om Charlie Hebdos satire var afbildninger af den gennemsnitlige fredelige muslim, med det formål at nedværdige en religiøs befolkningsgruppe a la Der Stürmer, og at det på den måde var en hetz mod muslimer i almindelighed. Det var det altså ikke, deres pointe, som var pointen i al deres satire, var at latterliggøre uhyrligheder begået i religionens, magtens, politikkens, økonomiens etc etc navn.
Det er temmelig ansvarsløst at kommentere med sådanne relativiserende hentydninger, som i sidste ende kun kan tolkes at "de var jo i sidste ende selv skyld i angrebet", når man ikke engang har taget sig tid til at sætte sig ind i hvad satiren egentlig bestod af.
Religion er det eksistentielle grundlag, de fleste vokser op med og danner personlighed ud fra, Joachim Birch Milan. Religion er den også den samlende kulturelle forståelse bag enhver samfundsdannelse.
Satire behøver altså ikke være morsom for at være legitim, den skal bare sige noget vedkommende og selv hvis den ikke siger noget eller er direkte frastødende er den alligevel legitim, indtil en domstol har sagt det modsatte og her tænker jeg ikke på en shariadomstol. Ytringsfrihed, som vi kender den i vesten, kan og skal ikke gradbøjes. Men derfor kan man jo godt, ligesom Politiken og en masse andre, overveje hvordan kampen og forsvaret for den skal føres, især over for meget følsomme grupper. Det vil i så fald bare være almindeligt hensyn, men det skal ikke kunne aktivers ved hverken trusler eller vold. Det mindset der ligger bag ytringsfriheden, og som en af grundpillerne i den vestlige kultur, må de potentielt krænkede lære at forstå, hvis de har ambitioner om begå sig i vesten og vil de ikke det hører de alligevel ikke til.
Meget af den ’acceptable’ kritik mod islam og muslimer ville blive anset for uacceptabel og måske ulovlig, hvis den rettede sig mod andre grupper – prøv for eksperimentets skyld at erstatte ’muslimer’ med ’jøder’
Nemlig! For nogle år siden blev en tegner i selv samme avis fyret fordi han lavede satire med at saraos's søn konvtiederede til jødedommen. Desuden blev den franske stand-up komiker Dieudonné forbudt at optræde fordi han gjorde grin med Israel. Så det er dobbeltmoralsk så det er til at brække sig over.
Mente sarkozy's søn
"der har taget en verdensreligion som gidsel for deres ekstremistiske ideer."
Kurt Westergaard har allerede lavet en satiretegning der beskriver netop dette. Desværre blev tegningen misfortolket. Tegningen forestiller en terrorist.
Satire har alle dage været ytringsfrihedens bedste våben. Tjek f.eks. besættelsestiden og PH - blot som eksempel. Mine gamle forældre har fortalt hvordan satiren i stor stil var brugt under besættelsen. Absurditet og magtmisbrug beskrives stærkt, hurtigt og effektivt via en god satiretegning.
Desværre er der nogle debattører her, som mener at satiretegnere er ansvarlige for vestens samlede udenrigspolitik. Jeg må skuffe dem - Charlie Hebdo har aldrig haft indflydelse på fransk udenrigspolitik, og de bør således ikke stilles til regnskab for hvad Sarkozy eller Bush eller øvrige politikere har gjort. Tværtimod, så har satiretegnere gjort sig umage alle dage for at pille glansen af uberettiget magtanvendelse og på godt HC Andersensk beskrevet, hvordan "kejseren ikke har nogen klæder på". Dette uanset religion, uanset styreform, og uanset tegnernes egne personlige risici.
Vi skylder satiretegnere gennem tiderne MEGEN TAK!
Frihed skal kæmpes for dagligt - og hvis vi først giver efter for trusler om vold, så vil demokratiet langsomt men sikkert eroderes væk.
Lilli Wendt, der er ingen tvivl om, at satiretegnere har gjort meget godt. Det betyder dog ikke, at hvis man tegner satire, så gør man godt.
Satire er (heller) ikke Gud.
Det der undre mig mest, er at man ikke via danske medier er blevet informeret om Jewish Defense Leagues attentat forsøg i EU! Især når de nu operere her i landet.
Der er måske nogen der har mistet ytringsfriheden i den forbindelse?
Bente Pedersen,"husk ogsaa lige Jyllands Postens tegninger I 2005 der gjorde nar af Islam ... noget der var rigtig dumt.... hvordan ville vi have foelt os tilpas, hvis den muslimske verden havde gjort nar af Jesus? ... saadan noget er bare rigtigt dumt... og har intet med ytringsfrihed at goere. . . . saa maaske Danmark er naest paa listen af false flag..."
Så hvis man sårer muslimers følelser er man i risiko for false flag angreb?
I oldtidsdigtet Havamal advarer mange vers mod uklog tale overfor fremmede - således:
Til Hån og Latter
aldrig du have
Gæst eller gangende Mand.
De, som inde sidde,
vide ofte ej,
af hvad Kår de ere, som komme.
http://www.mjodvitnir.dk/havamal.php
(vers 132)
Dvs. man skal ikke håne ukendte fremmede, for man ved ikke hvad konsekvenserne vil blive.
Straffen kan godt være længe undervejs - men historien har er mange eksempler på, at den kommer.
USAs politik - og følgagtigheden efter den er i det hele taget meget uklog.
De muslimske lande udgjorde indtil ca. 1900 en samlet militæralliance.
Der findes derfor gamle regelsæt for, hvordan de skal agere, når en af dem angribes.
Al Quaeda m. fl. skaber derfor ikke nye regler - de genoptager blot de gamle.
"Musketereden" om man vil - findes i forvejen.
Undskyld jeg ikke skrev det tidligere, men selvfølgelig blev "terroisterne" skudt som sædvanligt, så sandheden kunne manipuleres. Karsten Olesens vås om muslimsk enhed, der foregår konstant en intern krig mellem shiaer og sunier, der minder om den europæiske middelalders religionskrige.
Bente Petersen: du har tydeligvis aldrig åbnet en arabisk avis, deres karikatur tegninger af hinduer,budhister, jøder og bahai får Muhammed tegningerne til at ligne Peter plys. Den eneste grund til at Jesus ikke afbildes er at han også er anerkendt i koranen
Atter et indlæg der vækker til eftertanke med andre facetter til billedet af vor virkelighedsopfattelse af såvel os selv om af andre.
Lige p.t. forenes vesten omkring vor "ytringsfrihed", og som nærmest tillægges kultagtig status og forener os for og om vore demokratier, men i det skjulte også om "kampen" herom, som så måske igen enten kan eller skal fortolkes ikke blot som politiske brødre, men sandelig også som "våbenbrødre", der vel let kan føre til yderligere krigshandlinger i Mellemøsten, - og der i virkeligheden det vi politisk samles omkring med slagordene om; "vor ytringsfrihed" og "Vi er alle Charlie"?
Det var yderst interessant at læse om; "to franske medlemmer af Jewish Defense League for nylig dømt for at have anbragt en bombe under en antizionistisk journalists bil", og om den censur som alligevel er til stede i Frankrig på underholdningsfronten enten som selvcensur eller statslig censur mod kritik og satire mod jøder.
Historien er dog dobbeltbundet og netop udtrykt i artiklen omkring når jøder rammes af kritik eller er en del af en terrorhandling direkte eller tilfældigt kommer i "skudlinien", så er fanden løs i Laksegade politisk og i medierne, for slet ikke at tale om det årlige skrift fra jøderne selv, der opgør og udsender skriftet om "antisemitismen i Europa", og hvor hver lille bitte hændelse ikke bliver forbigået, selv om der reelt er tale om "det rene flueknepperi".
Tilbage står dobbeltstandarden i Vesteuropa som en kendsgerning i det politiske perspektiv som vi samles om, men er så falsk alligevel.
Til gengæld er det også utrygt og vel også selvbedragerisk alene af tro på mange imamer ikke ønsker deres religiøse magt forstærket med politisk magt uden demokrati, som vi kender i dag, men hellere vil have en religiøs stat med undersåtter de kan styre under et religiøst slør, som de forvalter som små kaliffer. for deres menighed.
Ganske som vi har forskellige trosamfund med forskellige grader "fasthed og beslutsomhed" har islam det også, og på den måde ligner alle disse det vi ser i dag i f.eks. Libyen klaner der vil have del i magten i samfundet, medens andre lever alene i eget verdensbillede i vore samfund.
Vore tomme krige i Irak, Afghanistan og Libyen har ikke medvirket til fred, demokrati, lighed, ret til lærdom osv., trods det at vi har smadret og ødelagt tilværelsen for ti eller hundredtusinder, hvis ikke mio., så må vi nødvendigvis erkende vi i vesten er gode til at smadre og ødelægge med vor kultur, - men opbygge er vi derimod ikke så gode til, og grunden er måske iboende i os selv og nærmest gammelkolonialistisk, vi gider ikke sætte os ind i tingene der hvor vi kommer, men kræver indordning under vort verdensbilledes perspektiv.
Espen Bøgh: du kan jo lave en simpel optælling og se hvor mange jøder i Frankrig der bliver angrebet af arabere vs arabere angrebet af jøder og se hvor det primære problem ligger.
Hvad er det for en dobbeltstandard du tænker på? - mig bekendt er der rigeligt med tegninger der ikke ligger tilbage for JPs se her: http://www.hyscience.com/archives/2006/02/dutch_islamists.php
Hvor er det godt at vi bliver mindet om i disse dage at vi skal værne om ytringsfriheden og den frie presse.
Det kunne rejse et spørgsmål, hvor fri er den frie presse her i vesten? Når den kun så langt som til der hvor magthaverne synes den skal gå til? -hvor visse emner skal tysses ned og bliver angrebet på subtile måder.
Bare her på Information har adskillige debatører fået slettet deres indlæg som de har ytret i den frie presse.
Her fortæller den tyske journalist Udo Ulfkotte, om hvordan vestens medier bliver styret af større politiske og kapitale interesser.
https://www.youtube.com/watch?v=elgvr5Vb2m4
@ Jan Mogensen
-Jo ,man forbyder en fransk komiker Dieudonné, hvad enten han er sjov eller ej(satirisk, sarkastisk, ironisk osv.), at optræde med sine ytringer om Israel og jøder forskellen på dem og andre.
Hertil kan tilføjes, at vi også har en beklædningssocial forskelsbehandling, og her tillader jeg mig at forenkle det til et udsagn jeg læste en fra det danske forsvar udtalte om dem de Afghanske Taleban krigere; "folk i lagner og sandaler", og vi ikke kunne nedkæmpe dem eller vinde over dem efter 13 års krig.
Det er vel også sådan vi opfatter personer fra Mellemøsten, i lagner og gevandter med palæstinenser tørklæder, - som socialt og intellektuelt underlegne os i vesten, og dermed er vi tilbage til kolonitankegangens nedladenhed, som igen medfører dobbeltstandarder overfor disse menneskers opfattelse om vores holdninger modsat vor egen og omkring vore egne, hvor vi tillader os selv at stille og sætte begrænsninger som det passer os.
Har man behov for at besværge at man er jesus-charlie, så er man det nok ikke helt ;-)
@katrine Visby:
Ytringsfrihed betyder ikke at aviserne er forpligtiget til at skrive det du gerne vil læse.
Men det giver dig frihed til at skrive det du måtte have lyst til.
Det burde være ret simpelt at holde rede på.
Lilli Wendt, under krigen ramte PH en udenlandsk besættelsesmagt og deres danske medløbere med sin satire - der er en verden til forskel.
Egon Maltzon,
Uden at tale for Katrine Visby.
Det er klart at ytringsfriheden består på det praktiske plan. Der foregår sjældent direkte censur i dansk og vestlig diskurs.
Og så kan man selvfølgeligt godt læne sig tilbage og mene at den hellige grav er velbevaret.
De gør de fleste.
Men der er, selv i moderne oplyste demokratier, en bekymrende lang række mekanismer der subtilt, raffineret og ekstremt effektivt styrer diskursen og udelukker uønskede stemmer.
Dette gælder nok specielt på kommercielle platforme der udover folks følelser også beskytter en markedsandel af de tilgængelige reklamekroner mv.
Dette kan bl.a. ses i den gustne infantile pænhedskultur der hærger landet i disse år og som sågar har inficeret debatredaktionen her på Information.
Disse eksklusionsmekanismer er i princippet lige så antidemokratiske og ødelæggende for den folkelige debat.
Men de fleste skal vende kikkerten indad for at få øje på dem og her svigter viljen for de fleste, men det burde egentlig være til at holde rede på ;)
»Vi er alle Charlie Hebdo«! En mere passende beskrivelse er nok »Vi er alle politisk korrekte« og løber derhen, hvor der er point at skåre.
I Politikken kan man læse, at den ene af gerningsmændene "tabte" sit ID kort i den første flugtbil og at det førte myndighederne på sporet af dem. Nu er jeg ikke terrorist, men er det normal praksis, at have sit ID kort med, når man flygter over stok og sten fra sådan en handling? Ja, jeg ved det som sagt ikke.
Men det giver anledning til spekulation af muligheder:
- Gerningsmændene er idioter og har glemt, at fjerne deres pung med ID kort fra deres bukselomme. Det forekommer ikke som en mulighed, da aktionen kræver planlægning som idioter ikke magter.
- Gerningsmændene har bevist efterladt deres ID kort for at gavne opklaringen. Hvorfor så flygte overhovedet?
- Andre har plantet ID kortet i den første flugtbil for at aflede opmærksomheden eller fremme en hurtig opklaring af sagen. De to brødre er kendte af de franske og amerikanske myndigheder og er derfor oplagte gerningspersoner. De sande gerningspersoner er derfor muligvis forsat på fri fod.
- Thjaaa, hvem ved, hvad sandheden er?
Kjeld Hansen, du mangler en oplagt mulighed, fordi du fokuserer for meget på irrelevante detaljer (ID-kort osv.) og undlader at se på det store skræmmebillede (dæmonisk meningsløs ondskab):
- Det var Putin, der gjorde det!!
Det undrer mig faktisk, at der slet ikke er andre end mig, der er i stand til at skære igennem alt det pladderhumanistiske bavl og indse det selvindlysende. Lidt pendulering og lommepsykologi, og så skulle den konklusion da være i hus.
s-)
Egon Maltzon,
Jeg er godt klar over at jeg kan lave en hjemmeside og skrive alle de værste provokerende ting jeg kan komme i tanker om, og lægge den ud på internettet. Det har jeg ret til.
Men jeg synes alligevel ikke helt vi har ytringsfrihed i den forstand når flere debattører oplever at få fjernet deres indlæg på offentlige medier.
Og det er ikke altid fordi det er noget helt fjoget og et meget grimt sprog.
Det kan være bestemte emner folk tager op.
Et eksempel på et af fy-ordene er: Bilderberg.
Når det omhandler Bilderberg-gruppen har pressen det med at fjerne indlæg og kun skrive en lille kolonne om dem nede i hjørnet af avisen.
Der er også en nærmest uskreven regel om at pressen ikke kritiserer kongehuset.
Uden at jeg har noget kendskab til pressen bag murene, er jeg faktisk overbevist om at der er emner journalister ikke må tage op.
Dem der gør det på de mere alternative platforme, er jo i deres fulde ret til det, men det bliver så istedet latterliggjort og ikke anerkendt af mainstream-pressen, der fremstår som at have patent på sandheden.
Det må straks efterprøves!
Bilderberg, Bilderberg, Bilderberg - er Bilderberg ikke en slags loge, et lukket forum, hvor kun nogle inviteres til at 'udveksle interesser'? Er Bilderberg ikke også tilskrevet at være den internationale storkapitals arnested for kampagner og forandringsinitiativer på tværs af samfund, til Bilderberg inderkredsens egen fordel? Og er Bilderberg ikke også et forum, hvor en del af de danske ministre har været deltagere? Bilderberg er derimod ikke kendt for at udtale sig, udgive rapporter eller informere i øvrigt - er det ikke sådan vi opfatter Bilderberg?
Og i den forlængelse, er dybt bekymrede over hvad vore ministre på Bilderberg mødet nu har solgt ud af, givet inside information omkring til andre Bilderberg deltagere eller ladet sig overtale til at gøre politisk, fordi vi er nogle stykker, som ikke tror på der uddeles gratis frokost for ens blå øjnes skyld, heller ikke hos Bilderberg, eller måske navnlig slet ikke hos Bilderberg.
Og da vi ikke har hørt vore ministre fortælle om alt det fremragende, de fik med hjem fra Bilderbergs Bilderberg møde, så tror vi nok at det må være fordi Bilderberg mødets øvrige Bilderberg deltagere fik udbyttet, også denne gang.
16 styk, Ikke sandt?
Det jeg egentlig vil sige er, at så længe "vi" siger vi er de gode og de rigtige og I andre er de onde og forkerte vil der ingen løsning være at finde på verdens konflikter.
At 12 mennesker i Paris er brutalt henrettet er forfærdelig, ingen tvivl om det. Men op mod 2000 mennesker frygtes nu dræbt under et angreb fra Boko Haram i byen Baga i Nigeria i en terrorhandling...
- For lige at sætte lidt perspektiv på verdens gang.
"Borgerne og politikerne vil begge til alle tider erklære: ’Vi er alle’, hvem dagens offer nu er."
Hvor mange var egentlig den pakistanske skole, der blev angrebet af Taleban i sidste måned? At dræbe 126 elever og lærere på en skole må vel ellers siges at være et kraftigt angreb på ytringsfriheden.
Svaret er simpelt. Lad være med at nedgøre religion og religiøse. Det er derfor der er noget der hedder blasfemiparagraffen. I skal bare bruge den aktivt. Så er problemet væk.
Ahmed Mannouti
10. januar, 2015 - 23:56
Hvem er "I" Ahmed Mannouti?
Alle danske statsborgere. Det er jer der har en blasfemiparagraf i skuffen i ikke bruger. Jeg tror heller ikke det ville gøre noget for hr og fru Danmark at lære lidt respekt for jeres egen kristen kultur og normer. Jeg mener det ikke nedladende. Familier og samfund med stærke religiøse strukturer er generelt stærkere.
Om det bare var så enkelt...
Nu har kristendommen så 10 bud, hvoraf et lyder: Du må ikke slå ihjel. Bevares, ikke alle efterlever det, men det tager ordensmagten og dernæst domstolene sig så af.
Den nedgørelse, som vi ellers taler om, det handler om ikke at respektere et bud om ikke at afbilde profeten, så vidt jeg forstår.
Kan det illustrere lidt af problematikken?
Nu er jeg så meget lidt religiøs - nærmest ateist. Mine primære værdier er frihed - herunder også frihed fra at være underkastet den kristne tro. Omend mange af samfundets normer og regler har taget afsæt deri, så er der også elementer af modsætning til en streng kristen tro.
Uanset, så respekterer jeg kristne såvel som muslimer og alle variationer deraf's ret til at dyrke sin religion som man vil, så længe det respekterer individdets frihed til at sige fra og stå udenfor, at have sin egen religion som man vil.
Kristendommen er også set påtvinge sin religion på andre, men det bliver det ikke kønnere af, når den slags sker. Det vil nok være væsentligt for god sameksistens på tværs af religioner eller mangel på samme, at ingen påtvinger andre deres tro, at samfundets lokale regler laves demokratisk, og at disse regler og deres praktiske efterlevelse overholder menneskerettighederne.
Ellers kan jeg godt se, hvad der er at slås for. Også med magt.
Ahmed Mannouti
11. januar, 2015 - 00:32
Går ud fra du bor i Danmark Ahmed Mannouti og hvis du på tros af dette opfatter danske statsborgere i Danmark som din modpart, så kommer 1 million kroner spørgsmålet til dig:
Hvem er så du Ahmed Mannouti?
Henrik, i den konkrete sag handler det om at afbillede profeten, men du kan ikke stille det så enkelt op. En religion er ikke enkeltsager eller baseret på enkeltsager. Derfor kan du heller ikke pille et enkelt forhold ud af en kontekst, ligesom du heller ikke kan definere eller behandle kristendommen ud fra et eller flere af de ti bud. Det er den samlede tro der bør forsvares i sin helhed.
Kjeld, jeg har boet i Danmark men gør det PT ikke. Jeg er ikke dansk statsborger og har derfor ingen indflydelse på dansk politik eller lovgivning. Jeg ser ikke Danmark og danskere som mine modparter, jeg ser dem som fornuftsvæsener der kan argumenteres med.
Ahmed - det var en illustration af problematikken ;)
Men Ahmed Manoutti ...
der findes danskere der er fornuftsvæsner der kan argumentere - og argumenteres med - det er bare ikke alle. Måske ikke engang de fleste om hvad som helst.
Men hvis man definerer diskussion af religiøse og politisk-strategiske dogmer som 'nedgørelse' af de som enten faktisk - eller på grund af en misforståelse - støtter dem og går ind for dem, så er man selv én af dem der ikke vil argumenteres mod, og ikke diskuteres med. Så det er der ingen kvalificerede der vil gå ind i. Kun skuffens sløvere knive stiller op til den 'debat'.
Hvilket jo er en smart strategi i øvrigt, for så fremstår samtalepartnerne jo altid mangelfulde hvis nogen skulle lytte me
Sider