Byggetegningerne ligger foldet ud på bordet. Pastor Philip Suang Kho Thang, 80, peger med sine rynkede og rystende hænder på dem og forklarer. Han har netop kørt de 300 km på motorcykel fra sin landsby Singpial over det bjergrige landskab til Tongzang for at hente en byggetilladelse. På en mark lidt ud for Singpial ønsker præsten at opbygge et rehabiliteringscenter for opiumafhængige.
»Hverken regeringen eller retsstaten når helt op til os. Vi er helt overladt til vores skæbne. Det er så sørgeligt at se, hvordan især unge i mit område bliver trukket ned i misbrug,« siger han.
Den behandling, præsten vil tilbyde, er ikke, hvad man ville kalde videnskabelig, men synes mest at gå ud på, at man skal bede til Vorherre om at blive stoffri. Men projektet afspejler et desperat behov for hjælp til at behandle den narkotikaafhængighed, der breder sig her i den nordlige delstat Chin – Myanmars fattigste og mest underudviklede område –hvor størstedelen af befolkningen er kristne baptister.
For knap et årti siden var der næppe nogen større dyrkning af opium i Myanmar overhovedet. Opium blev dyrket i lille skala til anvendelse som medicin eller til religiøse eller kulturelle formål.
I dag breder dyrkningsområdet sig ud til et eller andet sted mellem 400 og 800 hektar. Der er stadig små områder i forhold til alle de andre afgrøder, som dyrkes andre steder i landet, men for Chin-delstatens indbyggere er det et helt nyt landskab.
Udviklingen følger her den samme tendens som i resten af Myanmar, hvor opiumsproduktionen er steget støt år for år. På knap et årti er produktionen fordoblet. Den seneste rapport fra FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) viser, at stigningen er stagneret lidt i 2014 med dyrkningszoner på i alt 57.600 hektar. Den samlede markedsværdi af landets opiumsproduktion skønnes at løbe op i ca. 340 millioner dollar (2,1 milliard kr.).
Myanmar er dermed blevet verdens næststørste producent af opium efter Afghanistan, hvor produktionen også er stigende. I 2014 voksede udbyttet fra de afghanske narkoafgrøder med omkring 17 procent ifølge tal fra UNODC.
»Det afspejler en stigende global efterspørgsel efter opiumprodukter såsom heroin, især fra Kina, hvor brugen af heroin er stigende,« siger Tom Kramer i Transnational Institute, en organisation, der har udgivet flere rapporter om opiumshandel i Sydøstasien.
Der findes dog kun få fakta om, hvem de store bagmænd er for Sydøstasiens opiumhandel. I Myanmars konfliktområder, hvor en del af opiummen dyrkes, er det ikke ualmindeligt at se alle parter i konflikten – militæret, regeringsvenlige militser og oprørsgrupper af forskellig art –berige sig. F.eks. ved at opkræve afgifter hos bønderne eller pålægge told for at tillade forsendelser af narkotika at passere gennem et givet område. Samme handelsruter bruges også til at smugle mennesker og truede dyr.
Ifølge Tom Kramer har regeringen traditionelt anvendt den ulovlige handel som et politisk redskab til at spille væbnede grupper ud imod hinanden.
»Nogle grupper får frit lejde til gengæld for loyalitet, mens andre grupper bekæmpes i krigen mod narkotika.«
Myanmars regering har sat 2019 som tidsfrist for, hvornår landet skal være stoffrit. En tidligere tidsfrist lød på 2015, men da produktionen af opium snarere end at falde kun steg yderligere, måtte man udskyde målsætningen.
Samtaler med politikere og embedsmænd i Tonzang afslører, hvor frustrerede de er over den ineffektive indsats for komme opiumsdyrkningen til livs.
Da 2013-høsten var umiddelbart forestående, sendte regeringen patruljer op fra politiets narkotikabekæmpelsesafdeling i hovedbyen Naypyidaw til at ødelægge afgrøderne omkring Tonzang. Cin Tung Mang, medlem af byrådet i Tonzang, fulgte operationen på tæt hold.
»De politifolk, som blev sendt hertil, savnede åbenlyst motivation og vilje til at gøre et godt stykke arbejde. Da vi forsøgte at fortælle dem om, hvor der fandtes flere valmuemarker, beklagede de sig over, at disse lå for langt væk. De destruerede kun dem, der lå tæt på der, hvor de havde indlogeret sig. Men de største opiumsmarker ligger længere væk, siger han.
Cin Tung Mang forklarer, at de, som skal stå i spidsen for indsatsen, mangler både ressourcer og udstyr til at udføre deres job ordentligt. De er dårligt betalt, har ikke noget budget for ekstraudgifter til transport eller indkvartering, og de har kun skovle og hakker til at fjerne valmuerne med«.
»Så man fifler med tallene. Produktion undervurderes, og bestræbelserne på at udrydde den overdrives. Sidste år sagde ødelagde de officielt 60 procent af opiumslandbrugene, men det kan næppe have været mere end 20 procent. De kan ikke have haft tid eller ressourcer til at overkomme mere,« siger Cin Tung Maung.
Med et så værdifuldt produkt og så store penge i omløb, åbner de statslige udryddelsesprogrammer også for korruption. Thang Hen er formand for det regerende Union Solidarity Development Party i Tonzang, og er engageret i opiumsspørgsmålet. Hvis indbyggerne i en landsby dyrker opium, forklarer han, er det almindeligt, at en lokal embedsmand–en ’byformand’–opkræver en slags skat af avlerne, som han så til gengæld bruger til at bestikke politiet. »Politiet bestikkes til at holde sig væk fra opium. Man kan gå forbi dem i byen her i Tonzang med en stor klump opium i sine arme, uden at der sker noget. Da politiet senere gik ud for at ødelægge opiumsmarker her, tog de imod bestikkelse fra bønderne om at lade deres marker være i fred,« siger Thang Hen.
Selv med mere effektivt politiarbejde er det tvivlsomt, om udviklingen kunne vendes. Forskning, som Transnational Institute har udarbejdet, viser, at udryddelsen af kulturer kan give bagslag.
»Globalt er produktionen af opium kun blevet ved med at stige i løbet af de seneste 30-40 år, til trods for en massiv militær og politimæssig indsats for at bekæmpe det, ikke mindst i Afghanistan,« siger Tom Kramer fra Transnational Institute, som dog også anerkender behovet for at fokusere på økonomisk udvikling først.
»Kun sådan kan man i det lange løb mindske folks behov for at forlade sig på ulovlige afgrøder for at få en indtægt, de kan leve af, siger han. I den nordlige Chin-delstat er behovet for udvikling åbenlys. Et flertal af familierne her overlever på et par dollar om dagen. Fra landsbyerne nord for Tonzang er der langt til de markeder, hvor landsbyboerne kan sælge de grøntsager, de dyrker. Mange anser opium som en vej ud af fattigdommen.
Tom Kramer siger, at de mennesker, der dyrker opium, er bevidste om de risici, det indebærer, men ser også mange fordele.
»Det er en måde at sikre indkomst og forsørgelse på. Det giver også nyttig medicin i områder, hvor der ikke findes god adgang til gode lægemidler eller medicinsk behandling«, siger han.
I Tonzang møder Information en tømrer, der tidligere dyrkede opium.
»Først dyrkede vi i min familie grøntsager, kartofler, chili, løg og andet. Men da vi begyndte at dyrke opium, fik vi pludselig penge,« siger tømreren, som ønsker at forblive anonym.
Efter et par år opgav familien dog opium. Tømreren siger, at han blev bange for, at han selv eller nogen anden i familien skulle begynde at bruge opium og blive fanget i afhængighed. Desuden var arbejdet meget intenst og krævede, at de skaffede ekstra hjælp i høsttiden.
»Jeg følte ikke, at det var det værd. Men jo, jeg savner de gyldne dage, da vi havde penge, især når nogen i familien bliver syg, eller hvis børnene vil have os til at købe noget,« siger han. I Mualpi, en landsby på 175 husstande godt to timers motorcykelkørsel nord for Tonzang, er over halvdelen af familierne involveret i dyrkning af opium. En af bønderne her, som ønsker at forblive anonym, siger, at det ikke ville hjælpe, hvis politiet ødelagde deres afgrøder.
»Hvad skal vi så leve af? Hvis de ødelægger vores eneste indtægtskilde, bliver vi tvunget til at stifte gæld,« siger manden, der selv ryger opium.
»Det er billigere end alkohol og behageligt at ryge sammen med venner. Vi voksne kan godt styre det, men vi bekymrer os for de unge.«
Bonden holder en gammel tobakskrukke frem. Den er fuld af sort og klæbrig råopium. Det er fra første høstudbytte. I denne landsby er omkostningerne ved at producere en sådan krukke 5.000 kyat, hvad der svarer til 30 kr., mens et kilo opium kan omsættes for 450 dollar (cirka 2.700 kroner). De fleste af de dyrkede produkter går til eksport, men et rigeligt udbud af opium til lave priser, der bidrager til, at misbruget spreder sig til lokalsamfundet omkring valmuemarkerne.
»Her i Mualpi er der måske én ud af 10, der har problemer med stofmisbrug i dag, men jeg er bange for, at der vil komme flere,« siger bonden.
I de landsbyer, hvor misbruget tager til, forværres situationen hurtigt. Hen Thang, formand for Union Solidarity and Development Party i Tonzang, besøger ofte samfundene i den nordlige Chin-delstat og fortæller om de landsbyer, hvor alle mennesker er misbrugere.
»Jeg var for nylig i en landsby, hvor jeg så, hvordan kvinden i en husstand sled og malede majs, mens manden var høj og passiviseret. Jeg fik tårer i øjnene af at se det. Selv teenagere bruger nu opium. Jeg ved ikke, hvordan disse samfund skal overleve,« siger han.
Pastor Philip Suang Kho Thang siger, at de ældre er særligt hårdt ramt, da deres børn og børnebørn kan have i et så voldsomt misbrug, at de ikke længere kan pleje eller støtte dem.
»De gamle ender i en håbløs situation i deres livsaften. Når børnene pludselig ikke kan bidrage til familien er de helt prisgivet – de har ingen, de kan støtte sig til,« siger præsten.
Cin Tung Mang fra byrådet i Tonzang er også bekymret over udviklingen. Han besøger ofte landsbyer i området og kender de samfund, hvor syv ud af 10 unge er misbrugere.
»De har ingen fremtid overhovedet,« siger han med en stemme, der knækker over. Cin Tung Maung selv har slægtninge med misbrugsproblemer. Han er bange for, at flere og flere mennesker vil få problemer, hvis der ikke gøres noget hurtigt.
»Hvis vi ikke stopper denne udvikling, så det vil ikke tage lang tid – måske kun fem år, før denne egn går ind i en meget mørk tid.«
Axel Kronholm er svensk freelancejournalist
Oversat af Niels Ivar Larsen
