Valget af Italiens præsident er lidt mindre gennemskueligt end valget af en ny pave. I dag samles de 1.009 stemmeberettigede – medlemmerne af parlamentets to kamre og tre repræsentanter for hver af landets 20 regioner – i Deputeretkammeret i Rom for at vælge et nyt statsoverhoved, efter at den 89-årige Giorgio Napolitano har valgt at forlade posten. Ved de første tre afstemninger skal en kandidat have et kvalificeret flertal på to tredjedele af stemmerne for at blive valgt, hvorefter det blot kræver simpelt flertal.
Regeringens kandidat er stadig en hemmelighed. Men ministerpræsident Matteo Renzi, som også er formand for centrumvenstre-partiet PD, har udtalt, at republikkens næste præsident sandsynligvis bliver valgt lørdag eller søndag, efter at PD har stemt blankt i de første tre runder. Tirsdag mødtes Renzi til forhandlinger med repræsentanter for de øvrige partier, og i går var Silvio Berlusconi inviteret til et lukket møde i statsministeriet:
»Den profil for statens overhoved, som kom ud af møderne i går, er en forfatningens garant med internationale politisk-økonomisk-parlamentariske kvaliteter,« sagde Renzi torsdag og forklarede sine partifæller, at forhandlingsmetoden er »lydhørhed, maksimal inddragelse og maksimalt samarbejde«.
Elastisk embede
Republikkens præsident, der vælges for syv år, er et embede med indbygget elastik. Det opfattes generelt som fortrinsvis ceremonielt, men indeholder reelle magtredskaber, der kan bruges politisk. Præsidenten har beføjelser til at udskrive valg og kan nægte at godkende love, som skønnes at være i strid med forfatningen. Napolitano – der som den første nogensinde blev valgt til to mandater og i alt har siddet i ni år – betragtes som en usædvanlig politisk præsident. Eurokrisen og italiensk politiks troværdighedskrise under Berlusconis regeringer fik Napolitano til at spille en meget mere synlig rolle end tidligere præsidenter. Han er blandt andet blevet kritiseret for at have underskrevet en immunitetslov, der skulle sikre Berlusconi mod retsforfølgelse, men som siden blev annulleret af Forfatningsdomstolen. Desuden burde han ifølge sine kritikere have udskrevet valg i 2010, men gav i stedet Berlusconi tid til at købe sig et nyt flertal i parlamentet.
Napolitanos beslutning om at lade sig genvælge i 2013 beseglede en pagt mellem hans eget parti, PD, og Berlusconis Forza Italia, som Renzi har fornyet, selv om Berlusconi i mellemtiden er blevet dømt for skattebedrag og ekskluderet fra parlamentet. Det har isoleret protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S), mens PD og Forza Italia i praksis er ved at smelte sammen til ét stort, nationalt midterparti, il partito della nazione. Ifølge flere iagttagere sigter Renzi og Berlusconi mod en svag præsident, der ikke vil opponere mod deres planlagte reform af landets forfatning:
»Her kan der nemt opstå en situation, hvor én person styrer det største parti og et flertal i parlamentet, mens kontrolorganerne er svage,« sagde politologen Maurizio Viroli til Information efter Napolitanos genvalg og tilføjede, at det kan medføre »afskaffelse af frihed i republikken«.
Intern magtkamp
Præsidentvalget har tidligere krævet op til 27 afstemninger, men er også blevet afgjort i første runde. Det sidste var tilfældet i 1985, da kristendemokraten Francesco Cossiga (1928-2010) blev valgt. Cossiga havde været både regeringsleder og indenrigsminister under Den Kolde Krig, der i Italien blev udkæmpet som en slags uofficiel borgerkrig med kidnapninger, snigmord og bombeattentater. Men i rollen som præsident svigtede hans nerver. Mod slutningen af sit mandat var han blevet rablende gal og fik tiden til at gå med at ringe til radioprogrammer, så alle kunne høre hans vrede udfald og paranoide konspirationsteorier. Cossiga havde fået stressrelateret psoriasis og været under behandling for en depression efter partifællen Aldo Moros tragiske død i 1978:
»I mere end et år vågnede jeg midt om natten og udbrød: ’Jeg har slået Moro ihjel’,« fortalte han i et interview nogle år inden sin død.
Den eneste kandidat med stor erfaring og international prestige – tidligere ministerpræsident og EU-kommissionsformand Romano Prodi – bliver næppe valgt. For præsidentvalgets egentlige hovedperson er ministerpræsident Renzi, som ikke selv er parlamentsmedlem og således ikke stemmeberettiget (ligesom hverken Berlusconi eller M5S’ leder, Beppe Grillo). Hvis det lykkes Renzi at få valgt sin foretrukne kandidat, konsoliderer han sin magt i PD. Samtidig kan det dog accelerere en ulmende splittelse i partiet, hvor et mindretal skæver til den græske venstrefløjsalliance Syrizas succes og græmmes over samarbejdet med Berlusconi. Opfordringen til at stemme blankt i de første runder indgår i en intern magtkamp i partiet, hvor nogle stadig insisterer på, at Prodi er det oplagte valg. Det tager nemlig mindst et par sekunder at skrive et navn på stemmesedlen, mens de, der adlyder partilederens ordre, går direkte gennem stemmeboksen. Således kan Renzi omgå forfatningens bestemmelse om valghemmelighed og kontrollere sine partifæller.
»Alle de møder, som skal holdes, er blevet holdt, så såvel Renzi som Berlusconi ved allerede, hvem det nye statsoverhoved bliver,« vurderer tv-journalisten Giancarlo Magalli, »men de røber det bare ikke for os. For ikke at ’brænde kandidaten op’, som man siger. Det vil sige for at undgå, at den offentlige opinion får tid til at vurdere denne og måske til at forsøge at påvirke de stemmeberettigede.«
’Skammelig pagt’
Således er de italienske medier fyldt med spekulationer om den hemmelige kandidat. Nogle af de mest nævnte navne er: Anna Finocchiaro, Sergio Mattarella, Pietro Grasso, Piero Fassina og Pier Ferdinando Casini. Men den tidligere ministerpræsident, indenrigs- og skatteminister Giuliano Amato er den eneste foruden Prodi, som har noget nær international prestige. Den 76-årige Amatos problem i forhold til den offentlige opinion er, at han har akkumuleret så stor en pension, at han blevet en slags symbol på en overprivilegeret politikerkaste. Det er dog ikke nødvendigvis et problem for Renzi og Berlusconi. Tværtimod anses Amato for at være en mulig garant for pagten mellem de to:
»Så ville alle forstå, at pagten er stærkere og mere skammelig, end folk tror,« skriver Marco Travaglio, lederskribent i Il Fatto Quotidiano.
