I 2014 vågnede Europa op til virkeligheden. Sådan vurderer den 49-årige bulgarer Ivan Krastev følgerne af Ruslands annektering af Krim-halvøen og borgerkrigen i Ukraine. Situationen udfordrer de ideologiske og geopolitiske antagelser, som det europæiske projekt har været baseret på, mener Krastev, som er stiftende bestyrelsesmedlem i den paneuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations og en flittig bidragyder til akademiske publikationer på begge sider af Atlanten. Krastev har figureret på det amerikanske tidsskrift Foreign Policys liste over verdens vigtigste intellektuelle og er for nylig af den verdensberømte polskengelske sociolog Zygmunt Bauman blevet beskrevet som »en yderst indsigtsfuld iagttager af vore fælles vilkårs problemer«. På det seneste har han rejst en del i Ukraine og Rusland:
»I 2014 lærte europæerne, at de ikke længere kan tage freden for givet,« hævder Krastev i et e-mailinterview med Information. Det er lykkedes for Putin at sløre grænsen mellem såvel Rusland og Ukraine som mellem krig og fred: »Hvis europæerne indtil i går troede, at økonomisk integration er en kilde til sikkerhed, så ved de i dag, at det også kan være en kilde til usikkerhed. Ruslands annektering af Krim fik europæerne til at indse, at selv om deres politiske model er beundringsværdig, vil den næppe blive universel endsige sprede sig til de nærmeste nabolande.«
Frygt for protester
Nøglen til at forstå Rusland er ifølge den bulgarske iagttager at betragte Putins adfærd som et udslag af defensiv revanchisme:
»EU har misforstået Rusland. Europæerne havde for det første forvekslet Ruslands ringe indflydelse på den nye verdensorden efter Den Kolde Krig med samtykke. Svaghed blev opfattet som omvendelse. For det andet har europæerne fejlbedømt de psykologiske følger, som de såkaldte farverevolutioner og den globale finanskrise har haft på Rusland,« forklarer Krastev og fortsætter: »Den Orange Revolution i Ukraine (i 2004, red.) var Putins 11. september. Siden da har den russiske præsident betragtet fjernstyrede gadeprotester som den primære trussel. Styret i Kreml er overbevist om, at alle farverevolutionerne i Sovjetunionens tidligere indflydelsessfære, herunder protesterne i Rusland (umiddelbart inden præsidentvalget i 2012, red.) var planlagt, sponsoreret og styret af Washington. På den anden side har finanskrisen fået Putin til at mene, at globaliseringen er på tilbagetog, og at det at være en global stormagt efter krisen vil sige, at man har sin egen økonomiske region. På sin vis kan Putins handlinger i Ukraine ligne Ruslands imperiepolitik i 1800-tallet, men de indgår faktisk i et aktuelt og verdensomspændende oprør mod globaliseringen.«
De seneste års folkelige protestbevægelser skræmmer Putin, mener Krastev. De er dels et symptom på, at der generelt er for lidt på spil ved demokratiske valg, og har mange steder forstyrret status quo, men frygten for kaos giver også eliterne mulighed for at genlegitimere sig, understreger han:
»De spontane protestbevægelser, der går på tværs af traditionelle politiske skillelinjer, mistror mainstreammedierne, ikke identificerer sig med specifikke ledere og afviser formelle organisationsformer, men bruger internettet og midlertidige forsamlinger til at debattere og træffe beslutninger, er et globalt fænomen. I de sidste fem år har der været politiske protester i mere end 70 lande, og mange millioner mennesker har deltaget i dem. Demonstranterne gør ikke krav på magten, men protesterne repræsenterer alligevel en effektiv strategi til skabelsen af myndige borgere i globaliseringens tidsalder. Protesterne påvirker politik på tværs af landegrænser og undergraver elitens følelse af sikkerhed. De har i modsætning til valg været i stand til at skabe intensitet i den offentlige samtale, og det er intensiteten i modstanden mod eliten, der har været protesternes kerne. De viser, at tingene kan ændre sig.«
De riges demokrati
Konflikten i Ukraine har også tvunget eksperterne til at revidere deres syn på overgangen til demokrati i det tidligere Sovjetunionen. Den amerikanske ruslandsforsker Karen Dawisha hævder, at de demokratiske reformer i Rusland måtte slå fejl under det nuværende styre:
»Putins og hans inderkreds kunne have vedtaget og håndhævet love til at beskytte, fremme, understøtte og fastholde demokratiet, men valgte ikke at gøre det,« skriver Dawisha i bogen Putin’s Kleptocracy: Who Owns Russia?. »Tværtimod har de etableret, hvad de internt selv kalder for et sistema, der underminerer, en hån mod og imiterer demokratiet, men faktisk tjener det formål at skabe en samlet og stabil autoritær stat, der giver individer tæt på Putin og hans samarbejdspartnere mulighed for at drage personlig fordel af den historisk enestående rovdrift på Ruslands enorme naturressourcer.«
Cambridge University Press, som Dawisha normalt udkommer på, afviste at udgive bogen om Putins slyngelstyre, der i stedet er udkommet på det amerikanske forlag Simon & Schuster. Det anerkendte britiske universitetsforlag begrundede afslaget med risikoen for omkostningsfulde retssager. Men Krastev deler bogens grundantagelse:
»I sovjettidens lærebøger stod der, at demokrati er en styreform, som giver de rige og magtfulde mulighed for at bevare deres magt uden at skulle bruge alt for meget vold. Det er denne version af demokratiet, der inspirerer den nuværende elite i Rusland. For dem er demokrati en politisk teknologi og ikke en samfundstilstand,« fastslår han og fortsætter:
»Karen Dawisha har ret i, at kleptokrati udgør kernen af det politiske system i Rusland – de, der regerer Rusland, ejer også Rusland – men det betyder ikke, at den russiske elite ikke også er missionerende.«
– Prædiker de det samme som de nationalistiske partier i EU?
»Putins Rusland forsøger at gøre sig til talsmand for konservative værdier i Europa. Kritik af ægteskaber mellem homoseksuelle står centralt i Ruslands kritik af europæisk dekadence. Ligesom partierne på den yderste højrefløj hylder Putin national suverænitet og giver globaliseringen skylden for alt. Problemet er, at Rusland ikke er en overbevisende talsmand for disse værdier, for der er flere skilsmisser og aborter i det konservative Rusland, end der er i det dekadente Vesteuropa. Anti-amerikanisme er et andet centralt element i Ruslands nye ideologi, og her forsøger Moskva ikke kun at finde venner på den yderste højrefløj, men også på venstrefløjen. Man må retfærdigvis indrømme, at på det indvandringspolitiske område er Kreml meget mere moderat end landene i Vesteuropa, for Rusland er en multinational stat, og den russiske økonomi er afhængig af næsten 10 mio. gæstearbejdere.«
Den svages oprør
Historiens sejrherrer ender ofte med at miste deres nysgerrighed. Sådan er det efter Jerntæppets fald gået for Vesten i forhold til landene i det tidligere Sovjetunionen, og derfor kom udviklingen i Ukraine bag på de fleste i Europa, hævder Krastev:
»Europæerne mistede interessen for Rusland, fordi EU opfattede sig selv som den stærke part og Rusland som den svage. Analyserne af forholdet mellem Vesten og Rusland var fulde af grafer, der viste, hvor stor asymmetrien var blevet – økonomisk, teknologisk og sågar militært. Derfor forudså europæerne ikke den svages oprør, som det er blevet kaldt, og forstod ikke, hvor sårbar Putin følte sig. Europæiske analyser af krisen overser ofte, at Ruslands adfærd i langt højere grad er styret af indenrigspolitik end af drømme om et nyt russisk imperium, og at den mest er udtryk for svaghed og ikke for styrke. Snarere end imperialisme er Ruslands indlemmelse af Krim udtryk for aggressiv isolationspolitik. Mange i Vesten mente, at Putin var bange for det liberale og demokratiske Rusland, men hans største frygt har altid været det nationalistiske Rusland, som aldrig vil kunne tilgive ham tabet af Ukraine.«
– Hvad skal der ske, før sanktionerne mod Rusland, som rammer europæiske interesser hårdere end amerikanske, kan ophæves, så EU ikke isolerer Rusland yderligere?
»Ophævelsen af de fleste europæiske sanktioner vil afhænge meget af Ruslands fremfærd i det østlige Ukraine. Hvis Rusland trækker sin støtte til separatisterne og giver Kijev mulighed for at genvinde kontrollen over de østlige regioner i landet, vil de fleste sanktioner – dem, der ikke er forårsaget af ennekteringen af Krim – formentlig kunne ophæves hurtigt. Men det skal understreges, at EU har vist viljestyrke i sanktionspolitikken. Sanktionerne har ikke blot skadet den russiske økonomi, men også været et signal om, at EU er parat til at bringe ofre for at forsvare sine værdier og nå sine mål.«
Truslen mod EU er således snarere intern, mener Krastev:
»Paradokset er, at landene for at blive optaget i EU skal være liberale demokratier, mens man som medlem frit kan bevæge sig i uliberale retninger. Ungarn er det mest slående eksempel. Viktor Orbáns uliberale demokrati er kun muligt i EU, fordi det er baseret på de mange milliarder euro, landet får fra Bruxelles, mens EU får skylden for alle det ungarske samfunds problemer og bliver sammenlignet med Sovjetunionen. Hvis EU vil overleve, må man holde op med at tolerere denne opførsel.«
Ukrainere uden stat
– Hvilken udvikling i Ukraine regner du for at være den mest sandsynlige i 2015?
»Økonomisk og politisk står Ukraine i en meget svær situation. Den russiske aggression var et afgørende øjeblik i opbygningen af Ukraines politiske identitet. Begivenhederne på Maidan-pladsen har udløst en masse energi i civilsamfundet, men det er ikke nok til at kompensere for svage og korrupte institutioner. Så Ukraines overlevelse afhænger af, om det lykkes at opbygge en stat. Militært kan tingene nemt gå galt, men min intuition siger mig, at sammenbruddet i den russiske økonomi har indsnævret Moskvas manøvrerum, og at Rusland er parat til at forhandle om Donbas-områdets genforening med det øvrige Ukraine.«
En ny kold krig?
Seneste artikler
’Vesten har drevet Rusland væk fra sig’
30. december 2014Ruslands annektering af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt pro-europæisk Rusland drevet så vidt? Sakwa er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten’Kun i Ukraine har man ofret liv for det europæiske projekt’
23. december 2014Skuffelsen over et svækket EU, der har glemt sine historiske forpligtelser, er gennemgående hos den unge polske venstreintellektuelle Slawomir Sierakowski, der langer ud efter venstrefløjens pacifisme i Ukrainekrisen’Putin er gidsel af en nationalisme, han selv har skabt’
31. marts 2014Følgen af den protestbølge, som ramte Rusland i 2012, blev, at Putin har givet russerne urealistiske forventninger, mener bulgareren Ivan Krastev
'Rusland fører aggressiv isolationspolitik’
Imens EU lederne iagttager Ruslands snarlige økonomiske kollaps, og vender det blinde øje til EU eget potentielle økonomiske kollaps - foregår der altså andre ting udenfor EU's snævre horisont - som minder om diameteren på deres egen hellige selvpudsede glorie.
BRIC landene synes at lave landvindinger i samarbejde og forretninger i Sydamerika, Mellemøsten og Afrika - som virker en del anderledes end USA's og medløberen EU afstraffelses-battalioner.
Hvis vi prøver at BRIC landes befolkningstal sammen - for at få en fornemmelse af hvor isoleret "fænomenet" Putin er:
Indien: 1.205.073.612
Kina: 1.343.239.923
Brasilien: 201.716.890
Rusland: 138.082.178
Ca. 2,9 milliarder mennesker.
Eller 41% af jordens befolkning. Derud over kommer lande som Argentina, Venezuela, Nicaragua samt de øvrige Øst lande som er med i Eurasia.
Jeg tror vi i Vesteuropa samt det angelsaksiske samarbejde - må se i øjnene at der er nogen der ser på verdenen anderledes - og "Vi" taber terræn - og den reelle årsag til hysteriet.
Ukraine er bare et midlertidig brydningspunkt -som heller ikke interesserer Information synderligt mere. Nok også fordi resultatet ser værre en skidt ud.
Vestens medier fører en omfattende krig mod dets egen dannede middelklasse.
Der er i øvrigt lige et par bemærkninger til hvorledes "magtkampen" idag foregår via økonomisk krig mere end militær krig - globalt.
For mig at se går USA - noget der ligner - all in. Ikke mindst på dumping af olien på verdens markedet.
USA har lige ophævet loven der forhindrer US export af olie. Hvilket skal være med til at hamre den russiske, Venezuelanske økonomi i bund.
Olien - have en stabil pris i omkring en halv dag - der fik WSJ til at håbe på ro på markederne. Men er nu igen faldet:
Crude oil: 1,8% til henholdsvis 55,5 doll tønden
Bent Crude (Nordsøen): 2,6% til henholdsvis 52 doll tønden
Konsekvenserne af denne "dødskamp" kan blive fatale for USA's egen allierede:
Norge selvklart, men også UK er meget bundet op af finansverdenen især omkring energi.
28% af UK BNP bunder i finansielle transaktioner.
Desuden kæmper USA's egen fracking oil industri for overlevelse.
"About $1.1 trillion of capital expenditures have been earmarked through 2025 for projects that require a market price of more than $95 a barrel, according to a May study by the Carbon Tracker Initiative, a London-based think tank and environmental advocacy group."
Hvis det ikke er at gamble all-in fra Obamas side - så ved jeg ikke.
Australien: Kulpriserne er faldet fra 16. dec til 30 dec. fra 51,5 til 47 dollar/ton = små 9% på ½ måned. Desuden er prisen på jernmalm det seneste år faldet 50% i pris. Australiens 2 største eksportvarer.
Derud over er der skræmmende tal fra Kina:
http://jyllands-posten.dk/ECE7327631/Kinas+produktionsaktivitet+falder/
PMI tal beregnet af HSBC viser at tallet fra november til december er faldet fra 50 til 49,6 -
dvs. fald i produktionen.
Krastev er en insider, så hans beskrivelse af 'europæerne' - dvs. Europas politiske elite - og deres tankegang er sikkert helt rigtig.
Det er således ikke opmuntrende læsning: De er virkeligt dumme, lederne, og de gider ikke sætte sig ordentlig ind i forholdene i de lande, de roder rundt i. Hvordan kunne de dog tro, at Rusland ville finde sig i, at den pro-russiske leder af Ukraine - af alle lande - blev væltet med vold? Forløbet med Georgien, foruden de talrige taler Putin har holdt om NATOs udvidelse, burde have skåret det fuldstændig ud i pap.
Ellers et udmærket interview, af en anti-russer altså. Han har et par relevante pointer, selvom han vist er meget betaget af EU og selvfølgelig forveksler sine buddies i ECFR med almindelige europæere.
Med hensyn til disse artikel-citater:
"Ruslands annektering af Krimhalvøen"
og
"Snarere end imperialisme er Ruslands indlemmelse af Krim udtryk for aggressiv isolationspolitik",
kan det vel ikke være helt uden interesse, i hvert fald for demokratisk orienterede læsere, udover hvad diverse geopolitiske 'eksperter' fra diverse akademiske 'tænketanke' måtte mene, er diverse 'fremmede' magthaveres motiver, OGSÅ at blive orienteret om, hvad 'den almindelige befolkning' f. eks. På Krim egentlig mener om 'annekteringen'?
Derfor denne henvisning til en Gallup-undersøgelse
'Newsgathering and Policy Perceptions in Ukraine'. Data indsamlet i april 2014:
http://www.bbg.gov/wp-content/media/2014/06/Ukraine-slide-deck.pdf
Det meste om Krim-befolkningens holdninger er især fra side 24
Med venlig hilsen
Er det chok-doktrinen, det hedder---shock and awe---Boris Sjumatskij ind fra den ene side SMÆK!, Ivan Krastev ind fra den anden side SMAK! Tju, bang, tju bang. Dag ud og dag ind, trommer det, man bliver ganske ør. Men gentagelse fremmer forståelsen, som Hitler sagde. Og jo større løgn, jo lettere bliver den troet. Ingen tror nemlig, at man kan være så fræk, som Goebbels sagde. Information er blevet et blad for viderekomne, er jeg bange for.
Rusland har reageret naturligt på NATO's endeløse ekspansions politik, og nu står vi ved deres grænser. De er nødt til at sende et klart signal til NATO om at de ikke vil rulle sig om på ryggen og for NWO ambitionerne. Om nogle årtier vil vi se hvorfor dette kun var til vores alles fordel. BRIC kommer til at sikre en multipolar verden, imens at den nuværende vestlige NWO tanke, er unipolar, og i sin essens fascistisk. Pution og Co. er oplmærksomme på dette og forsøger, heldigvis indtil videre med succes, at opbygge en alternativ, mangfoldig, verdensorden.
Torben Selch har bestemt en pointe.
FN afstemning om Ukraine viser interessant stemmeadfærd blandt verdens lande
Store dele af Asien, Afrika og Sydamerika er enige i principperne for national suverænitet og integritet, men vil ikke følge vesten i en ny kold krig.
FNs generalforsamling havde den d. 27 marts 2014 en resolution til afstemning om respekt for Ukraines suverænitet og territorielle integritet – og rettet mod Ruslands indlemmelse af Krim efter en afholdt folkeafstemning.
Resolutionen bekræfter principperne om suverænitet, politisk uafhængighed , enhed og territoriel integritet for Ukraine, kalder på fredelig bilæggelse af konflikterne og dialog og ser positivt på bestræbelser på at inddrage FN og OSCE.
Afstemningen vedtages med 100 stemmer for, 11 imod og 58 undlod at stemme. Den var således vedtaget.
Det interessante er imidlertid det store antal lande (58), der undlod at stemme og den formelle og reelle grund til dette.
Geografisk fordeling af stemmer og landemønster
Fordelingen af stemmer efter lande og befolkning
Antal lande i procent af alle FNs medlemslande
Stemmer for resolution 51,8 % procenttal af verdens befolkning 33,8 %
Stemmer imod resolution 5,7 %% 4,49 %
Afholder sig fra at stemme 30,05 % 58,15 %
Deltager ikke i afstemning 12,44 % 3,56 %
I stemmeforklaringerne viser det sig, at de lande, der afholder sig fra at stemme, er enige i de principper, der henvises til i resolutionen (og kunne således have stemt ja). Men de nævner forskellige generelle og lidt vage formuleringer, når de forklarer, hvorfor de ikke stemte ja, f.eks.at konflikten i Ukraine skal løses ved forhandling og fredelig bilæggelse – det er midlerne der henvises til.
Men en mere plausibel forklaring er at finde i den internationale holdning at disse lande ikke ønsker en ny kold krig, og at de indtager en neutral holdning i forhold til øst–vest konflikter.
En ny international koalition?
Det er især 3 grupper af lande der har undladt at stemme (eller stemt imod), og det er:
◦BRICS landene – Brasilien, Kina, Indien, Sydafrika og (naturligvis) Rusland
◦Sydamerika/Mellemamerika – bl.a Argentina, Brasilien, Ecuador, Paraguay, Uruguay, Guyana, El salvador, Jamaica, Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua
◦Det indiske subkontinent – Bangladesh, Pakistan, Indien.
Vi vil selv sætte den internationale dagsorden
Det er lande, der er karakteriseret af følgende holdninger i international politik:
◦De vil ikke line op bag vesten – i de fleste tilfælde har de været en tidligere koloni eller underlagt en kolonimagt – så en generel antikolonial og antiimperialistisk holdning er dominerende.
◦De vil selv sætte den internationale dagsorden
◦BRICS-landene har en stigende indflydelse i mange lande. Rusland er medlem af BRICS.
◦Sydamerika har organiseret sig i flere selvstændige regionale organisationer – og de vil selv. En generel antiamerikansk holdning dominerer i mange af disse lande.
◦Konflikten i Ukraine ses som en europæisk konflikt, som de ikke vil blandes ind i.
Hvis Vesten har tænkt sig at fokusere på Krim- konflikten i det internationale samfund, vil de ikke møde forståelse uden for Europa, Nordamerika og Oceanien (Australien, New Zealand).
Ingen af de lande, der har stemt imod eller undladt at stemme, har ønsket at vedtage sanktioner mod Rusland, dvs. lande med cirka to tredjedele af Verdens befolkning.
Har vi ikke haft nok af propagandistisk plattenslageri?
Endnu en artikel efter det gamle koncept: "seit 5:45 wird nun zurückgeschossen"
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Informations ledelse bringer den slags propaganda uden at være klar over, at det er grov fordrejning af virkeligheden. Jeg har højere tanker om jeres intelligens. Hvad er da jeres motiver?
Bjarne,
personligt ved jeg ikke, hvad der er sandt og falsk i denne konflikt, men når du nu mener, at artiklen er en grov fordrejning af virkeligheden, vil det vel være en smal sag for dig at skrive anden artikel til Information. Avisen søger jo artikler og skribenter, så vidt jeg er informeret. ;-)
Jeg venter spændt.
@Torben Selch
Det giver ikke megen mening at slå Kina og Rusland sammen, det være sig under overskriften BRIC-lande eller andet. Set fra Kinas synspunkt er Rusland uinteressant. Det er et lilleput-marked af forsvindende betydning i forhold til det vestlige marked. Andre BRIC-lande har en fremtid. men Rusland er et demografisk og industrielt alderdomshjem, der må søge sin trøst i fortiden. Da Kina for nylig købte lidt russisk gas, var det Kina der bestemte prisen og den politiske iscenesættelse var rent skuespil.
Vestens ensidige smæde kampagne i mod Rusland og alt hvad der er russisk mødes nu og da af modsigelser. Dagligt få vi at vide at de tidligere sovjet republikker og Østlande hader og frygter Rusland. €n gruppe borgere i polen er imidlertid blevet træt af den nye historieforfalskning samt tilsvining af Sovjetunionen. De har taget initiativ til en indsamling af penge til at restaurere et monument for faldne sovjetiske soldater i byen Sobotka (Sobótka). Nu er pengene der og gruppens talsmand siger Gud ske lov at alle polakker ikke har glemt de sovjetiske soldaters heroiske indsats!
: http://fishki.net/1370847-patriotichnye-poljaki-otrestavrirovali-pamjatn...
Nille Torsen
02. januar, 2015 - 21:52
Et stabilt ikke-uro ramt Rusland er meget vigtig for Kina. Lige så vigtigt som en bil har brug for en benzin tank. Kina har købt meget af sin energi i Australien i form af kul - men Kina's store produktionsbyer døjer meget med forurening - og naturgas er renere.
Desuden hører Australien med i klubben af USA's 1, 5 and 9 eyes. Og da USA er interesseret i - åbenbart at dele verdenen op i de gode og de onde, kan der snart komme sanktioner imod Kina også.
Det er de europæiske ledere der ikke har forstået, hvor vigtig Rusland er for Europas fremtid! -Mens Kina (og alle BRIC landene) er fuldstændigt klar over, at Rusland er det eneste land i verden med meget store uudnyttede resourcer! Derfor garanterede Kina Ruslands økonomi i december, en nyhed der stort set ikke blev dækket i vores "frie medier"! Historien her er desværre helt på linie med Informations normale dækning af konflikten, men jeg tror faktisk dækningen kommer til at ændre sig i 2015. DRs P1 dækning her til morgen var i hvert fald meget forskellig fra DRs normale linie, og journalisten der lavede det, mistede næsten mælet, da to akademikere (jeg tror den sidste var fra DIIS!) pludseligt havde en ganske anden opfattelse, end den hun ønskede at præsentere! -Den ene fortalte, at krimtartarerne havde samme rettigheder i Rusland nu, som de havde haft, mens de var en del af Ukraine; den anden udtalte, at Ruslands "helt legitime sikkerhedsinteresser" burde have været inddraget i EUs reaktion... Det har jeg aldrig hørt nogen sige tidligere i P1!
Claus Oreskov
"Gud ske lov at alle polakker ikke har glemt de sovjetiske soldaters heroiske indsats!"
De har i hvert fald ikke glemt Katyn massakren!
Der skabtes da også valid indsigt i Sovjetstaterne.
At ”demokrati kan være ”en styreform, som giver de rige og magtfulde mulighed for at bevare deres magt uden at skulle bruge alt for meget vold”, burde nu være ret åbenlyst for de fleste.
Desværre udartede ’den reelt eksisterende socialisme’ sig til at være en styreform, som gav de rige og magtfulde mulighed for at bevare deres magt ved hjælp af aldeles grotesk magtanvendelse.
Peter Hansen
Nikolai MALISHEVSKI | 2014/10/19
Tilsyneladende har ikke alle russere glemt den polske hærs heroiske indsats.
Russiske Ofre af polske koncentrationslejre
Ideen til at opføre et mindesmærke i Krakow helliget Røde Hærs soldater, der mistede livet i polske koncentrationslejre udløste en skandale i Polen. Det russiske militær Historical Society indsamlede midler til et monument til minde om Røde Hær soldater taget til fange, der døde i en koncentrationslejr placeret i Dąbie og blev begravet i fælles grav. Designet er klar og byggeriet er berammet til næste år. Osv.
Pilsudski ville samle alle områder fra Østersøen til Sortehavet (derunder hele Ukraine) til en vældig antirussisk føderation under polsk ledelse. 1920 gik han til angreb med sin hær i det borgerkrigshærgede Rusland. Han nåede at indtage Kiew inden han blev smidt tilbage til Warszawa. Med fransk støtte blev de røde styrker trængt tilbage. Rusland måtte gå med til at grænsen blev skubbet langt mod øst. Her talte polakkerne ikke en fjerdedel af befolkningen.
@Peter Hansen. Jeg kan rigtig godt lide din kommentar, fordi den virkelig illustrere, at hvis man har et ensporet syn på fortiden, bliver man ude af stand til at forstå nutiden! Det er jo ikke mig der skriver ”Gud ske lov at alle polakker ikke har glemt de sovjetiske soldaters heroiske indsats” det er talsmanden for de polakker som har samlet ind til monumentets restauration. Heller ikke i Polen tænker alle ens også her findes det komplekse – men det forsøger du at benægte med den dumsmarte kommentar - Katyn massakren som på sin side også er diskutabel og slet ikke så lige til!
Agressiv isolation?
Kan det overhovedet lade sig gøre?