Baggrund
Læsetid: 8 min.

Spionen, som troede, han var tryg

Godt otte år efter det opsigtsvækkende snigmord på tidligere efterretningsagent Alexander Litvinenko starter i dag en offentlig undersøgelse af, hvorvidt den russiske stat spillede en rolle i drabet. I 2006 blev han forgiftet, men beviserne var hemmeligstemplede, så hans enke måtte sætte sin økonomi på spil for at genåbne sagen om hendes mands mystiske død
Selvom den tidligere russiske agent Alexander Litvinenko døde i 2006, samledes folk flere år efter i Moskva for at tænde lys og mindes spionen, der døde efter at være blevet forgiftet med det stærkt radioaktive stof polonium-210. Arkiv

Thomas Peter

Udland
27. januar 2015

Han brød sig ikke om at rejse – som når han skulle til Spanien for at hjælpe den spanske efterretningstjeneste med at efterforske den russiske mafia. Men i London følte Alexander Litvinenko sig sikker tre år efter den uplanlagte flugt fra Rusland. Hans kone, Marina, og deres unge søn, Anatolij, var faldet godt til. De havde alle tre lært sproget – Anatolij bedst. De var flyttet i hus i det familievenlige Muswell Hill. De havde fået venner i området. Året var 2003, og livet syntes endelig stabilt og sikkert igen.

»Han troede, at han var beskyttet i Storbritannien. Han troede ikke, at hans fjender ville risikere deres interesser i London: deres bankkontoer, deres børns skolegang, deres elskerinder, som boede her,« fortæller Alexander Litvinenkos enke, Marina, da Information møder hende på en lille italiensk café i Vestlondon, som har været hendes base i de otte år, det er gået siden giftdrabet.

Otte år, hvor hun gennem det britiske retssystem har kæmpet for den offentlige undersøgelse, der i dag starter i London, og som skal munde ud i en konklusion om, hvorvidt den russiske stat spillede en rolle i mordet på hendes mand.

For trods sin forvisning om beskyttelse var den tidligere russiske efterretningsmedarbejder Alexander Litvinenko – eller Sasha – ikke sikker i London. I november 2006 blev han dræbt i et af historiens mest opsigtvækkende snigmord, der sendte forholdet mellem Storbritannien, der havde givet familien statsborgerskab, og Rusland ned på et historisk lavpunkt.

Drabet skete kun otte måneder efter, at det russiske parlament, Dumaen, havde vedtaget en lov, der gav den russiske efterretningstjeneste FSB lov til at dræbe ’terrorister’, der boede uden for Ruslands grænser.

»Sasha fandt en liste på internettet over Ruslands fjender. Han var på den, men han troede ikke, at han stod øverst. Han troede, at folk som Boris Berezovskij (nu afdød oligark og Putin-kritiker, red.) og Akhmed Zakaev (tjetjensk dissident, red.) stod højere end ham, så han var mere bekymret for deres sikkerhed,« fortæller Marina om tiden forud for drabet på hendes mand.

En tid, der pludselig igen blev præget af utryghed. Som dengang i Rusland, hvor Alexander Litvinenko igen og igen blev fængslet, efterforsket, retsforfulgt og frifundet for magtmisbrug, efter i 1998 at have kritiseret sin arbejdsgiver, FSB, på et tv-transmitteret pressemøde. Da det tredje sagsanlæg kom, følte Litvinenko sig så forfulgt, at han forlod landet med sin familie og – ved en tilfældighed – endte i London, hvor hans gamle kontakt og senere ven Boris Berezovsky sørgede for deres økonomiske stabilitet. Siden blev han ansat som det, Marina beskriver som en »konsulent«, for den britiske efterretningstjeneste MI6 samt hjalp efterretningstjenesterne i Spanien, Italien, Georgien og et af de baltiske lande.

»Sasha var fuldstændig ødelagt og chokeret, da Anna Politkovskaja blev dræbt i Moskva. De var rigtig gode venner, og hun besøgte os, hver gang hun var i London. At dræbe hende – en så offentlig profil – var et klart signal om, at ingen var sikre,« siger Marina og fortæller, at hendes mand aldrig var i tvivl om, at det var Vladimir Putin, der stod bag drabet på Politkovskaja, og at det hang sammen med den nye lov.

»Hun stod også på listen. Man ved aldrig, hvem der skriver den slags lister, men Sasha tog det seriøst. Han havde en sjette sans for fare – og han følte, at der var fare på færde.«

Drabet

Han havde ret. Men han fejlbedømte, hvor den kom fra, hvilken form den ville tage, og ikke mindst hvem der var det udsete offer.

Den 1. november 2006 mødtes han med med Andrej Lugovoj og Dmitrij Kovtun, der begge var tidligere KGB-bodyguards, og som havde talt om at oprette et sikkerhedsfirma, hvor Litvinenko skulle står for London-kontoret og de andre for Moskva-kontoret. Planerne var blevet udviklet over længere tid, efter at Lugovoj og Litvinenko tilfældigt havde mødt hinanden til en fødselsdagsfest hos Berezovskij.

»Alle sagde bagefter: ’Hvordan kunne han så let lade sig overtale til at mødes med Lugovoj?’ Men jeg tror ikke, at nogen kunne have fantasi til at forestille sig at blive forgiftet på den måde. Han forventede måske noget, men ikke det,« fortæller Marina Litvinenko om de tre mænds møde på det eksklusive Millennium Hotel i hjertet af London.

Det britiske anklagemyndighed rejste i 2007 sigtelse imod Lugovoj og i 2012 også imod Kovtun, efter at Scotland Yards efterforskere havde sporet det radioaktive polonium-210, der blev fundet i Alexander Litvinenkos krop kun få timer før han døde, tilbage til den te, han drak ved mødet. Begge var for længst vendt tilbage til Rusland og nægter sig skyldige.

Marina siger, at hun kan huske »dag for dag«, hvad der skete derefter.

»Han var okay, da han kom hjem den 1. november, men ved midnat blev han ekstremt syg. Sasha var utrolig sund, han røg og drak ikke, så det var meget mærkeligt,« fortæller hun med tårer i øjnene om det, de først troede var madforgiftning.

To dage senere var han som forvandlet og blev af sin læge sendt med ambulance på hospitalet for at få taget forskellige prøver. Lægerne var forvirrede. Symptomerne passede ikke på noget, de havde set før. Først troede de, at det var tallium-forgiftning. Men så begyndte han at tabe håret. Først efter 23 dage kom svaret fra laboratoriet.

»Sasha døde klokken 21.21 den 23. november, og kun et par timer inden modtog de resultatet. Politiet kom til mit hjem og sagde: ’Marina, vi bliver nødt til at tale med dig. Det er polonium-210. Vi ved ingenting om det stof. Vi har aldrig hørt om et tilfælde, hvor det er blevet brugt til at dræbe et menneske. Vi ved ikke, hvordan vi kan behandle det. Du bliver nødt til at samle nogle ting sammen og forlade huset.’ De kunne ikke engang sige, hvor længe vi skulle være væk, men huset endte med at være lukket i to et halvt år, så det naturligt kunne blive renset for polonium,« fortæller hun.

Bagmændene

Spørgsmålet, som Marina Litvinenko har kæmpet for at få efterforsket siden drabet, er ikke så meget, hvem der gav hendes mand den dødelige, radioaktive substans. Rusland har gjort det klart, at de ikke agter at udlevere Lugovoj og Kovtun til retsforfølgelse i Storbritannien, da det strider imod landets forfatning at udlevere statsborgere. Marina er mere interesseret i, hvem der gav ordren og anskaffede det radioaktive stof – et stof, der kun kan produceres i atomkraftværker i de mængder, der er nødvendige, hvis det skal bruges som våben. Hovedproducenten af polonium er Rusland.

Lige efter mordet blev en retslig undersøgelse sat i gang, men den blev senere suspenderet, fordi en del af beviserne var hemmeligholdt. Og det britiske indenrigsministerium afviste længe at ændre den retslige undersøgelse til en offentlig undersøgelse, hvilket ville betyde, at dommerne kunne inddrage de hemmeligstemplede ministerielle papirer.

Så Marina Litvinenko måtte tage sagen i egen hånd: »2013 var et dramatisk år for mig, fordi den retslige undersøgelse blev suspenderet, og jeg blev nødt til at anlægge sag uden økonomisk beskyttelse. Jeg kunne miste 50.000 pund (ca. 497.000 kr., red.), hvis jeg tabte. Men da jeg overvejede, om jeg skulle gøre det eller ej, vidste jeg, at jeg ikke ville kunne leve med mig selv, hvis ikke jeg vidste, at jeg havde prøvet alt for at nå frem til sandheden,« fortæller Marina.

I februar 2014 gav den britiske højesteret dog Marina medhold i, at indenrigsminister Theresa Mays argumenter for afslaget, heriblandt at »beskytte internationale relationer«, ikke var acceptable. Seks måneder senere – kun få dage efter nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 over det østlige Ukraine – meddelte May, at hun ikke ville anke den afgørelse og accepterede en offentlig undersøgelse af mordet.

Hvad de hemmelige papirer indeholder har længe dannet grundlag for spekulationer – ikke mindst efter at undersøgelsesdommer Robert Owen sidste år sagde, at han havde set »overbevisende« beviser for, at den russiske stat var involveret. Lørdag hævdede den britiske avis The Daily Telegraph at have talt med en kilde tæt på efterforskningen af Litvinenko-mordet, som kunne afsløre, at det amerikanske National Security Agency (NSA) havde opsnappet kommunikation mellem nøgleindivider i London og Moskva, da forgiftningen skete. Den elektroniske kommunikation havde overbevist de britiske myndigheder om, at der var tale om et »statsligt snigmord«, sagde kilden.

De hidtil hemmelige dokumenter vil dog forblive hemmelige – kun dommeren vil få adgang til dem. Men Marina er alligevel tilfreds.

»Jeg kender dommeren og føler, at vi er på samme side. Han vil få mulighed for at se materialet, og han vil afgøre: ja eller nej (til om den russiske stat var involveret, red.). Det er nok for mig,« siger hun. Selv er Marina ligesom sin mand, der på sit dødsleje beskyldte Putin for mordet, overbevist om, at den russiske stat var involveret. »Hvis Sasha var blevet dræbt med en pistol, ville man have kunnet diskutere, om det kunne have været mafiaen eller andre, men når vi taler om polonium, bliver det hele meget sikkert. For man kan ikke bare købe polonium. Kun folk med adgang til atomreaktorer kunne have taget det. Hvis mafiaen havde det, betyder det så, at mafiaen kontrollerer Ruslands atomkraftværker? Det hele ender ved poloniummet, når jeg tænker over det. Dét er nøglen,« siger hun og tilføjer, at »dem, som gjorde det, forventede ikke, at Sasha ville leve så længe«.

»Hvis Sasha var død efter en, to eller tre dage, ville vi aldrig have fundet ud af, hvad der var sket. Så ville det bare have været endnu et uforklarligt dødsfald. Der ville have været masser af mistanker og konspirationsteorier, men den retslige undersøgelse ville have været ret begrænset.«

Marina siger, at det for hende primært er personligt, når hun har kæmpet så hårdt for undersøgelsen. Men hun mener også, at det er i den britiske offentligheds klare interesse at finde frem til sandheden.

»Radioaktivt materiale blev bragt ind i London. Ikke kun til mit hus, men andre kunne være blevet forgiftet. Der må være en generel interesse i at finde ud af, hvem der gjorde det. Og nu – med Ukraine, Krim og det malaysiske fly – er der ikke længere noget forhold, der kan blive ødelagt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Jeg tænker dog på om en avanceret atommagt som Rusland stadig bruger Polonium-Deuterium initiatorer i våben? Det ville jeg mere forestille mig var noget for Nordkorea, Pakistan, Indien og måske Iran.

Timothy Broughton

Hvis Amerikanerne må, så må Russerne vel også. Såfremt det er dem der står bag.

Carsten Mortensen

En som bliver dræbt er da tragisk, men gud ved hvor mange Litvinenko har på samvittigheden?
En spion kan vel aldrig være tryg?
Men historien er da meget belejlig, kan jeg godt se ☺

Marina Kasimova

Her er en god beskrivelse af Litvinenkos og alle andre, der var involverede i sagen:
http://original.antiwar.com/justin/2006/12/04/alexander-litvinenko-black...