Læsetid: 10 min.

Taler vi om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?

Anholdelsen i sidste uge af flere end 50 personer i Frankrig for antisemitiske udtalelser og glorificering af terror har antændt debat og kritik af de franske myndigheder for dobbeltmoral. Debatten har rettet spotlyset på de juridiske begrænsninger af ytringsfriheden, der varierer fra land til land. Taler vi overhoved-et om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?
Street art i London efter angrebet på franske Charlie Hebdo.

Emma Durnford

23. januar 2015

Først var der marchen. 3,7 millioner franskmænd med præsident Francois Hollande i spidsen gik på gaden for at signalere deres støtte til ytringsfriheden i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo. Så kom anholdelserne. 54 personer blev ifølge det franske indenrigsministerium anholdt i dagene efter terrorangrebene for ytringer på sociale medier eller ansigt til ansigt med politibetjente.

Blandt de anholdte var den kontroversielle franske komiker Dieudonné. Han blev sigtet for at have skrevet: »Je me sens Charlie Coulibaly« (Jeg føler mig som Charlie Coulibaly, red.) på sin Facebook-side. Citatet er en sammenblanding af »Je suis Charlie«, sloganet, der signalerer opbakning til ytringsfriheden, og efternavnet på Amedy Coulibaly – morderen fra det jødiske supermarked.

Sætningen har nu ført til en sigtelse for »tilskyndelse til terrorisme«, fordi Dieudonné – der har en tidligere dom for antisemitiske udtalelser – menes at have udtrykt sympati for gerningsmanden og hans handlinger.

Blandt de øvrige anholdte er en 22-årig mand, der udgav en video, der hånede den dræbte politimand, Ahmed Merabet, samt en 34-årig mand, der allerede er blevet idømt fire års fængsel for at have hyldet Kouachi-brødrene, da politiet arresterede ham for spirituskørsel. Også i Danmark har ytringer, som kunne opfattes som støtte til angrebet på Charlie Hebdo, ført til anholdelser.

Dobbeltmoral?

Arrestationerne har antændt en hidsig debat om, hvor ytringsfriheden begynder og slutter. Kritikere verden over har beskyldt den franske stat for dobbeltmoral, når dens ledere den ene dag marcherer for ytringsfriheden og den næste giver anklagemyndigheden instruks om at håndhæve lovgivning, som sætter begrænsninger for ytringer, der vurderes at være racistiske, antisemitiske eller terrorglorificerende. Særligt set i lyset af, at Charlie Hebdos satire ofte gik helt til – eller over vil nogle hævde – de samme grænser.

»Er vi i ytringsfrihedens land? Det har denne regering sørme demonstreret denne morgen,« sagde Dieudonnés advokat, David de Stefano, sarkastisk ifølge AFP efter sigtelsen.

Wall Street Journal-skribent Sadanand Dhume skriver på Twitter, at Frankrig med anholdelsen af komikeren har »fundet den hurtigste vej til at svigte de myrdede Charlie Hebdo-tegnere og tabe argumentet for ytringsfrihed«. Og journalisten Glenn Greenwald kommenterede på samme medie: »Ud over at være autoritært og farligt så styrker forsøg på at undertrykke ideer dem som regel – se f.eks. Charlie Hebdos tegninger & Dieudonné«.

Flere Twitter-brugere har i de seneste dage udsendt »Je suis Dieudo«-skilte på de sociale medier.

Satiretegneren Carlos Latuff skriver, at han »ikke er fan af Dieudonné, men man må spørge, hvorfor ytringsfriheden gælder for Charlie Hebdo og ikke for ham«.

Svaret er, at ytringsfriheden ikke er en absolut frihed. I de fleste lande er der juridiske rammer for, hvad der må siges. Men hvor grænsen går, er forskelligt fra land til land (se bokse).

»I Storbritannien blev der i 2006 vedtaget en lov imod tilskyndelse til religiøst had, men den har en meget smal definition – langt smallere end tilfældet er i Frankrig. Der er også en masse undtagelser – bl.a. for satire,« forklarer Gavin Philipson, juraprofessor med speciale i ytringsfrihed, ved Durham University.

Han er derfor ikke sikker på, at Dieudonné ville være blevet sigtet i Storbritannien.

»Jeg tror, at myndighederne ville have vurderet, at hvis der var tale om en komiker, så var det nok et misforstået forsøg på at være humoristisk. Han ville også skulle have haft til hensigt at opildne til religiøst had,« siger han, men anerkender samtidig, at det ikke er umuligt, at han ville være blevet anklaget efter den bredere ’glorificering til terrorisme’-lov.

»Men indtil videre har det været normen at bruge loven i begrænset omfang ud fra den erkendelse, at enhver retsforfølgelse vil give offentlig opmærksomhed. Myndighederne vil nødigt gøre noget, der vil kan skabe større tilslutning til disse grupper,« forklarer han.

I Tyskland siger den tyske grundlov eksplicit, at »ytringsfriheden står under de almindelige lov, ungdommens beskyttelse og den personlige ære, der beskytter den personlige integritet«, fortæller Alexander Proelß, professor for offentlig ret ved universitetet i Trier.

»Man kan altså indskrænke ytringsfriheden, men kun under henvisning til almen lovgivning. Disse retter sig ikke mod konkrete holdninger, men er uafhængige,« tilføjer han. Proelß har »svært ved at se«, at Dieudonné ville være blevet dømt i Tyskland.

»I den tyske straffelov er der paragraffer, der beskytter ofre for forbrydelser, eksempelvis ofrene for holocaust. På det grundlag kan man indskrænke ytringsfriheden, men det kommer altid i det enkelte tilfælde an på en afvejning mellem ytringsfriheden og hensynet til offerets menneskelige værdighed.« I tilfældet med »Je me sens Charlie Coulibaly« mener Proelß ikke, at der ville være tale om en forhånelse af ofrene.

»I en sådan afvejning må man også tage konteksten med i betragtning, og det hører jo sammen med et angreb på et satiremagasin,« siger han.

Lempeligere USA

Forskellene inden for Europa er dog forholdsvis små sammenlignet med USA, der er kendt for at have de mest skudsikre garantier for ytringsfriheden blandt vestlige demokratier indskrevet i sin forfatning.

»Der er en enorm kontrast mellem Europa og USA. USA står alene blandt verdens demokratier ved at grundlovsbeskytte tale, der direkte opildner til racemæssig eller andre typer had,« siger Gavin Philipson.

Forskellen mellem amerikansk og europæisk lovgivning om ytringsfrihed er – siger han – at amerikansk lov »definitivt beskytter ytringsfrihed over en række andre rettigheder og interesser, som i andre demokratier bliver balanceret imod ytringsfriheden«. Imidlertid er der også i USA sket en indskrænkning af ytringsfriheden i lyset af terrorangrebene den 11. september 2001, der førte til et forbud imod ’materiel’ støtte til terrorisme i loven Patriot Act.

Loven er blevet kritiseret for at lægge en dæmper på ytringsfriheden, idet den gør det ulovligt for amerikanske organisationer at sprede ideer, der kan tolkes som støtte til f.eks. Hamas eller Hizbollah. Begge organisationer står på USA’s terrorliste.

»Loven er så vag, at enhver kan risikere at komme i klemme. Det drejer sig ikke om at bygge en bombe eller give ly til terrorister. Det er nok at sprede en idé,« siger Chase Madar, en advokat i New York, der specialiserer sig i ytringsfrihed.

»Rent hypotetisk er det faktisk muligt at forestille sig en situation, hvor en tegning i et satirisk ugeblad kan tolkes som støtte til terrorisme og blive kriminaliseret.«

Loven førte i 2012 til, at amerikanskfødte Tarek Mehanna, søn af egyptiske immigranter, blev idømt 17 års fængsel i Boston for at have ydet ’materiel’ støtte til en terrororganisation. Hans forbrydelse skal have været at oversætte og genoptrykke tekster af al-Qaeda. Mehanna ankede dommen til først en appeldomstol og senere til Højesteret. Begge domstole afviste hans begæring.

Mehanna-sagen minder om de franske myndigheders retsforfølgelse af Dieudonné og snesevis af andre franskmænd, der skal have overtrådt en lov, der gør det til en forbrydelse at udtrykke verbal støtte til terrorisme. Madar tilføjer, at den gældende tolkning af loven mod materiel støtte til terrorisme ofte afhænger af, hvem myndighederne har i kikkerten: »Velgørende muslimske organisationer er blevet sigtet, men det er aldrig sket for kristne eller jødiske organisationer, der finansierer bosættere på Vestbredden,« siger han.Omvendt er satiriske tegninger af religiøse symboler ligesom i europæiske lande beskyttet af ytringsfriheden. »I dag er det næsten umuligt at forestille sig retsforfølgelse af den slags satire,« siger Madar.

Med de forskellige grænser for, hvor ytringsfriheden slutter, taler vi så overhovedet om det samme, når vi diskuterer rettigheder? Og kan regeringslederne fra lande som Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, der blev kritiseret for at møde op til marchen i Paris, ikke med nogen ret hævde, at deres begrænsninger af ytringsfriheden er lige så legitime som de begrænsninger, de vestlige lande har indført?

»Nej,« siger Gavin Philipson, der mener, at der er et »kerneområde indenfor beskyttelsen af ytringsfriheden, som alle demokratier er enige om er fundamental«.

»Derudover er der et omstridt område – dér hvor ytringsfriheden er i konflikt med andre rettigheder og interesser. Men jeg vil ikke sige, at ytringsfrihed er helt igennem relativ. Jeg mener, at der er en skarp kontrast mellem på den ene side den grundlæggende beskyttelse af ytringsfriheden, som alle vestlige demokrater sikrer, og på den anden side standarderne i ikke-demokratiske lande,« siger han.

Storbritannien: Generel lov om offentlig orden

I Storbritannien er der ingen lov imod benægtelse af holocaust, antisemitisme eller majestætsfornærmelse, og i 2008 blev blasfemiloven ophævet. I stedet er ytringsfriheden i dag reguleret under landets generelle lov om opretholdelse af offentlig orden. Det kan her være en skærpende omstændighed, hvis der er en racemæssig eller religiøs dimension ved et lovbrud.  

I 2006 blev Loven om Racemæssig og Religiøs Had vedtaget. En person kan straffes for at bruge truende ord, hvis vedkommende derved har til hensigt at opildne til religiøs had – dvs. had på baggrund af en persons eller en gruppes religion.

Imidlertid er der indført en række undtagelser for at beskytte ytringsfriheden. De inkluderer retten til at ’diskutere, kritisere eller udtrykke modvilje, ubehag, latterliggørelse, krænkelse eller fornærmelse af specifikke religioner (…)’. Samme år blev den langt bredere bestemmelse, der forbyder direkte eller indirekte tilskyndelse til terrorisme under Terrorloven, vedtaget. 

Tyskland: Indskrænkninger af ytringsfriheden

Ytringsfrihed omtales i den tyske grundlovs § 5, hvor det hedder, at ’enhver har ret til at ytre sin mening frit i ord, skrift eller billede’. Derudover indeholder den tyske straffelovs §130, afsnit 3, en række bestemmelser, der gør det strafbart at opfordre til had mod religiøse, etniske, nationale eller racemæssige grupper. Under samme paragraf gøres det strafbart at benægte eller forherlige nazitidens forbrydelser, herunder Holocaust, på en måde, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden og/eller krænke ofrenes menneskelige værdighed.

Paragraf 86 i den tyske straffelov forbyder desuden udbredelsen af propagandamidler og anvendelse af kendetegn for forfatningsstridige organisationer, hvilket i praksis er et forbud mod hagekors.

Endvidere opererer tysk lov med en række indskrænkninger af ytringsfriheden, herunder æreskrænkende fornærmelser eller injurier, umådeholden kritik af egne eller udenlandske statsrepræsentanter, brud på sædeligheden eller loven til beskyttelse af ungdommen, brud på den offentlige sikkerhed og unfair konkurrence i form af nedsættende påstande om konkurrenters produkter.

Frankrig: Ikke præsidenten

Ytringsfriheden i Frankrig er med oprindelse i den franske revolution karakteriseret ved at være absolut. ’Enhver har ret til at tale, skrive og trykke frit’, står der i de universelle menneskerettigheder fra 1789. Men det gælder især ideer: Man må frit kritisere tanker, religioner, overbevisninger og politiske holdninger, og der findes ingen blasfemiparagraf i Frankrig. Friheden har så sine begrænsninger, der især angår enkeltindivider. Presse-frihedsloven fra 1881 sætter ytringsfrihedens rammer: Fornærmelser og æreskrænkelse er strafbart. Man må ikke opfordre til mord, vold eller ødelæggelse eller gå imod nationens fundamentale interesser. Man må ikke hylde krigsforbrydelser eller opildne til terrorisme, had eller vold mod enkeltpersoner på grund af deres etniske, seksuelle oprindelsesmæssige tilhørsforhold. En særlig lov forbyder at benægte Holocaust.Og så må man ikke fornærme den franske præsident.

Det svære punkt er så netop satire eller humor. En højesteretsdomstol fastslog i 1992 en ret til ’mangel på respekt og uforskammethed’, men da en menig borger brugte præcis samme uforskammede udtryk, ’Arme idiot’, mod præsident Sarkozy, som han selv havde sagt til en borger, blev borgeren dømt. EU-domstolen vurderede i 2013,  at dommen var overdreven og hindrende for samfundsdebat.
De mange sagsanlæg for at opildne til terrorisme eller had mod særlige befolkningsgrupper er altså helt i tråd med fransk retspraksis. Mens en generel latterliggørelse af en religion som Charlie Hebdos er en revolutionsvunden frihed.

Danmark: Danske restriktioner

Efter Grundlovens § 77 er enhver berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar over for domstolene. Bestemmelsen forbyder endvidere censur af enhver art. Det er som udgangspunkt Folketinget, der i lovgivningen fastlægger, hvornår ytringsfrihedens grænser anses for overskredet, f.eks. i regler om straf for æreskrænkelser eller racediskriminerende udtalelser.

Domstolene har ret til at pådømme udtalelser, som strider mod visse lovbestemmelser. Racismepagraffen (§ 266b) og Blasfemiparagraffen (§ 140) er de bedst kendte eksempler på bestemmelser, hvorefter man kan stilles til ansvar for brug af ytringsfriheden. Ingen er dømt efter § 140 siden 1946, mens racismeparagraffen har givet anledning til domme over bl.a. Morten Messerschmidt, Mogens Glistrup og Hizb-ut-Tahrir-talsmand Fadi Abullatif.  Endvidere kan loyalitetsrelationer på arbejdsmarkedet (ítavshedspligt), æreskrænkende udtalelser (injurielovgivningen)og hensyn til national sikkerhed (’antiterrorloven’) medføre, at en ytrings indhold eller formulering er ansvarspådragende. I straffeloven findes også en paragraf om, at man straffes for offentligt at forhåne et andet lands flag. I Danmark er det forbudt at videregive informationer og billeder om folks ’private forhold’ eller ’omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden’. Dette kan ske ved fogedforbud, ligesom en domstol under visse betingelser kan indføre navneforbud.

USA: Tilbageholdende med religiøse grin

Ytringsfriheden er garanteret af den første tilføjelse til USA’ forfatning, hvori det hedder, at Kongressen ’ikke må beskære ytringsfriheden, herunder pressefriheden’. Men det er altid op til de af vælgerne eller lovgiverne udpegede dommere at afgøre, hvor grænsen mellem på den ene side ytringsfriheden og på den anden side beskyttelsen af statens sikkerhed og borgernes rettigheder skal falde. Alt efter tidsånden kan denne grænse bevæge sig frem og tilbage. Tolkningen skifter i takt med ændringer af samfundets moralske normer og af politikernes opfattelse af statens sikkerhedsbehov.

Efter terrorangrebet i 2001 blev ytringsfriheden svækket af et forbud mod at yde ’materiel’ støtte til terrorisme. Justitsministeriet og statsadvokater i delstater blev samtidig mere aggressive i deres retsforfølgelse af borgere, der gav udtryk for støtte til grupper, som er anført på USA’s terrorliste.

Offentlig latterliggørelse af magtfulde personer i den politiske og religiøse verden var engang omfattet af restriktioner, men er det ikke længere. På den anden side er amerikanske satirikere yderst tilbageholdende med at støde religiøse skikkelser.Opfordring til vold og æreskræn-kende udtalelser i skrift og tale er derimod forbudt ved lov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Tom Paamand
  • Mihail Larsen
Robert Ørsted-Jensen, Carsten Søndergaard, Tom Paamand og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Frankrig er de ude på en glidebane, da Harlem Harlem Desir (Frankrigs udsending)forleden opfordrede til flere restriktioner på internettet. Det gjorde han fra UN's talerstol hvor han opfordrede de andre EU lande til at følge trop.
Flere har advaret mod at åbne Pandoras æske, som startede med pædofile og terrorister, men som nu ifølge forslaget, som vist er støbt af den kontroversielle Bernard Henry Levy, skal inkludere racistiske og antisemitiske hjemmesider.
Ingen kan være uenige om at vi helst så verdens ondskab hen hvor pepperet gror, men at en regering uden om domstole og alene ud fra egen vurdering kan lukke hjemmesider er, mener jeg er en meget farlig udvikling. Specielt fordi den indflydelsesrige Levy som er personlig venner med både den franske regeringstop og toppen af medierne, f.eks. ikke skelner mellem kritik af Israel og antisemintisme. Han illustrere hvor meget indflydelse en ikke folkevalgt kan influere et lands politik.
Den nye tendens til at flere områder i vores samfund og personelige frihed kan straffes uden om domstolene er en trend fra USA, og hvis vi ikke er årvågne vil vi måske snart se samme tendenser her.

Elisabeth Andersen, Peter Hansen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Troels Brøgger, David Zennaro, Mona Jensen, Janus Agerbo, Karsten Aaen, Rune Petersen, Rasmus Knus, Mihail Larsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Danmark og Europa skal være et konkurrence samfund og ikke et velfærdssamfund - det har hele Danmarks Socialdemokrati via Corydon jo selv sagt.

Undskyld mig - Men er der nogen der nogensinde har været ansat i en privat virksomhed - hvor der nogenside har været fuld ytringsfrihed eller demokrati for den sags skyld?

Kigger vi på Danmark men også hele Europa som en virksomhed eller arbejdsplads - så må vi sige at "mobbe" kulturen er fuld tilbage.

Hvad skyldes det? Ja ofte, eller faktisk talt altid, har denne kultur rod i ledelsen. Det er ledelse det er galt med i Europa - og ledelsen er altså vores politikere.

"Gør som jeg siger, og ikke som jeg gør" - synes at være mantra'et

Peter Hansen, Carsten Mortensen, Søren Fosberg, Carsten Søndergaard, Britt Kristensen, Peter Jensen, Rune Petersen, Lars Dahl og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg mener, at de gamle love om ytringfrihed blev til i en tid, hvor man ikke forestillede sig, at det man dengang kaldte 'almindelig høflighed' var truet.
Tidens rå debat - behændigt sat i gang af JP-folkene med Fl. Rose i spidsen, med anvendelse af satiretegnere (i hvis regi hensyn til læsere til mange sider altid har været et afsætningsvilkår), i mine øjne mest af alt ligger i tråd med den (også ikke-ulovlige) den udbredte praksis i Tyskland i slutningen af 1800-tallet at sprede jøde-had via mange kanaler (Fl. Rose og JP: Muslimerne skal vænne at blive spottet, hånet og latterliggjort - over én kam).
Man kan være venlig og kritisk - det er god skik.
Hvad vi har opnået med Rose og JP's kampagne er, at satire ikke længere er koblet til nogen kritisk venlighed, men alene er blevet fjendtlig. Altså den forudsætning, der er for fredelig forandring - 'jeg respekterer dig, og derfor kan jeg kritisere dig' - er erstattet af hån, spot og latterliggørelse; hvormed diplomati, og konstruktiv kritik er udraderet.

Jo Nilsen, Peter Hansen, Rikke Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Marina Kasimova, Jens Thaarup Nyberg, Carsten Søndergaard, Troels Brøgger, David Zennaro, Karsten Aaen, Peter Jensen, Torben Selch, Rune Petersen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Lars Dahl. Hvem skulle forestille sig, at folk ville udvikle sig så pøbelagtigt, at de ønsker i offentligheden at blamere sig med dårlig opførsel? Dårlig opførsel er altid dårlig opførsel.

Lars Dahl, Peter Hansen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

Det sjove er at venstrefløjen i DK ikke kæmper for uindskrænket ytringsfrihed, men netop forsvarer retten til at begrænse folks ytringer - fordi det lige nu er de politisk ukorrekte der forfølges.

Men dette vil i sidste ende ramme dem selv, hvor det jo allerede nu (tak, terrorpakke) ville være muligt at retsforfølge store dele af venstrefløjen for at sympatisere med "terrorister".

Ytringsfriheden kan og må ikke gradbøjes.

Fundamentalistiske muslimer må udtrykke deres begejstring for angrebene offentligt, nazier må sprede deres absurde racehad lige så vel som vi på den anden side må udtrykke foragt for både racisme samt religion og religiøst hysteri (eller for den sags skyld offentligt erklære os enige i diverse "terrorgrupperingers" mål) uden at nogle af parterne bliver retsforfulgt.
Punktum.

"samt en 34-årig mand, der allerede er blevet idømt fire års fængsel for at have hyldet Kouachi-brødrene, da politiet arresterede ham for spirituskørsel."

Uklar formulering. Han blev blandt andet dømt for spirituskørsel, ikke kun for terrorhyldest.

Steffen Gliese

Hvis det ikke var fordi, Søren Sørensen, at snavset har det med at brede sig, kunne du godt have ret; men det gør det desværre, fordi det altid er den nemme holdning at indtage.

Peter Poulsen

@Lars Dahl
Det er absolut ikke mit indtryk. Ofte overraskes jeg, glædeligt, over hvad man før i tiden fra politisk side f.eks. kunne komme med af ytringer. Men tidligere var den politiske scene jo også opdelt i forskellige politiske partier med hver sin ideologi. I dag er der kun den 'nødvendige' tilbage.

Mihail Larsen

Det burde være ret enkelt

Man kan gøre grin med alting - hvis man gør det på en sympatisk-empatisk-humoristisk måde. Dér kan selv handicappede, jøder og kvinder (velkendte moppe-grupper) være med. Med et smil.

Når det kommer til hån, spot og latterliggørelse, forholder det sig anderledes, fordi man dermed udtrykker en antipati og måske endda en krænkelse.

For mig at se, går grænsen ved, om dét man krænker er medfødt (køn, race, handicap, krpsbygning, udseende mv.) eller ej. Ideer er ikke medfødte; religiøse følelser er ikke medfødte; politiske ideologier er ikke medfødte; æstetiske normer er ikke medfødte; politiske love er ikke medfødte. Alle disse ikke-medfødte områder er resultat eller konsekvens af nogle frivillige valg (omend ikke altid fuldt bevidste), og dem må man derfor kunne stå på mål for. Hvis man vil friheden, må man også tage ansvaret.

Så er der en gråzone mellem medfødt og ikke-medfødt: Den personlige værdighed og ære. Krænkelser af den er underlagt injurie-lovgivningen. Man må godt håne, spotte og latterliggøre andre personer, men "under ansvar over for domstolene". Hvis de krænkende bemærkninger er åbenlys ubeføjede (hvad de altså ikke nødvendigvis er, selv om de er hånende etc.), så kan man idømmes en straf, der i givet fald kan forhøjes, hvis man fremturer.

Robert Ørsted-Jensen, Preben Haagensen, Mona Jensen, Carsten Hansen, ellen nielsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "Når det kommer til hån, spot og latterliggørelse, forholder det sig anderledes, fordi man dermed udtrykker en antipati..."

Netop!!!!

Hvor er det, vi gerne vil hen?

Noget med fredelig sameksistens på trods af kulturelle uenigheder? Jamen så må vi jo nok skrue lidt ned for antipatien, hvis vi vil have modparten til at lytte.

Eller ønsker vi en konfrontation? Så er det bare med skrue op for antipatien.

Peter Hansen, Rikke Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Janus Agerbo, Vibeke Hansen, Rune Petersen, Peter Jensen, Steffen Gliese, Chris Green og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Almindeligvis er konfrontation ikke noget at opsøge. Når det gælder ildspåsættere, bombemænd og lignende er det en anden sag. Sidstnævnte bør nok konfronteres.

Søren Sørensen

Peter Hansen - altså, når du siger "holde i ave", mener du så dermed at det er staten der skal afgøre hvad der er rigtigt og forkert at sige?

randi christiansen

Det er på høje tid at analysere til bunds, hvornår udtalelser og handlinger i det offentlige rum reelt ansporer til voldelig (re)aktion.

De neoliberale kapitalisters miljø-og socioøkonomiske politik er verdensomspændende vold mod sagesløse. Mennesker, som har, hvad de skal bruge, og som lever i retfærdige samfund, begår ikke terror. At den lektie endnu ikke er lært er ansvarspådragende tungnemt.

Moral er godt, dobbeltmoral dobbelt så godt ... ?

Peter Hansen, Søren Fosberg, Troels Brøgger, Niels Duus Nielsen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
erling jensen

"Først var der marchen. 3,7 millioner franskmænd med præsident Francois Hollande i spidsen gik på gaden for at signalere deres støtte til ytringsfriheden i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo".

Det er en almindelig fejlslutning, at Hollande gik i spidsen for demonstrationen. Det er bliver kun en skrøne, men det lyder godt og istemmer det rette sindelag om nærmest ubegrænset ret til ytringsfrihed hos 40 regeringsledere inkl. vores egen statsminister . De gik forrest i en forsamling på et par hundrede mennesker i en fuldstændigt mennesketom gade, og når Netanyahu vinkede op til beboere i lejlighederne var det formentlig til det franske gendarmeri. Ved nærmere eftertanke siger det sig selv, at det ville have været alt for risikabelt at lade dem udsætte sig for forskellige udtryk for mishag med visse af lederne. Om Thorning ville være blandt dem skal jeg lade være usagt. Man kunne jo komme til at tabe en blomstervase ud af vinduet eller mere alvorlige ting.

Mht. grænser for fransk ytringsfrihed er den temmelig snæver. Fransk kolonivælde er ikke det emne, der står øverst på curriculum i franske skoler og slet ikke den algeriske frihedskamp fra 1954-1962, hvor franskmændene slog mellem 850.000 og 1 million algeriere ihjel ud over den massive tortur, de tog i anvendelse. Holocaust derimod er et vigtigt emne i franske skoler, selv om 1 million dræbte algeriere står i et ikke helt ringe forhold til antallet på 6 millioner jøder, der blev slået ihjel af tyskerne.

Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, David Zennaro, Sus johnsen, randi christiansen, Rune Petersen og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Hansen

Jeg kan da have misforstået en af de fineste rettigheder demokratiet har indført, nemlig ytringsfrihed. Jeg mener helt klart begrebet blev lovfæstet som en rettighed for mindretal. Selvom vi har flertalsbeslutning, skal der tages hensyn til mindretalet, der derfor blev sikret ret til at ytre sig offentligt uden represalier.
I dag er det ikke den grundliggende rettighed, vi diskuterer, men hvor groft vi kan tillade os at sige vores mening, uden straf. D.v.s. Nogle af os ønsker "nogen" skal definere et regellsæt for os, andre vil have ytringsret uden begeænsning. Ingen af delene er efter min mening frihed. Frihed er jo også evnen til at vurdere handling og konsekvenser, selvom det synes som om, det er her folk bliver i tvivl om de reelt magter friheden, eller om de vil "ledes". Firkantet set har vi stadig ytringsfrihed, også når vi ikke bruger den, eller holder lidt igen med retorikken. Nogen har endda fundet ud af, at de bliver hørt, når de ikke råber så højt at stemmen går i falcet. Så jeg føler på ingen måde, at den ultimative ytringsfrihed jeg har jvf. Grundloven m.v. på nogen måde er under pres. Jeg håber sandelig mine betragtninger skaber mening , det gik lidt tungt med formuleringen til aften!

Rikke Nielsen, Søren Fosberg, Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dieudonné-sagen bliver interessant at følge. Den sætter ekstremt vide grænser for, hvad det vil sige at opildne til terror. Er det muligt at få ram på ham uden i princippet at gøre f. eks. 80 procent af Informations debattørkorps til kriminelle?

Og det er tilsyneladende med fuldt overlæg. Da man ville have ram på Assange og Wikileaks viste det sig også at være på et grundlag, der kriminaliserede pressen generelt.

Man har alle disse love og retslig præcedens, som ikke er baseret på et generelt princip eller lighed for loven, men hvis eksplicitte formål er at kunne anvendes selektivt mod dem, myndighederne ikke kan lide og ingen andre.

Statens arbitrære magt over for borgerne bliver større hele tiden. Det er også aktuelt i Danmark i disse dage, hvor man vil presse muligheden igennem for at kunne inddrage borgernes pas på så vagt et grundlag, at myndighederne fremover vil kunne anvende præcedensen på enhver, de ikke kan lide.

Peter Hansen, Peter Poulsen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Toke Andersen, randi christiansen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Rune Petersen og Sus johnsen anbefalede denne kommentar

Satire(tegninger) flev født til at gøre gring med magtens mænd og magtens mekaninsmer, ikke til at nedgøre nogen guppe. Holder man sig til det princip kan vi måske stoppe den smagsløse udstilling af Muhamed som en p.. på Charlie Hebdos nu pludselig meget populære blad.
I øvrigt mener jeg at politikere, penge- og magtmænd(m/k) mfl, både herhjemme og i udlandet er underligt fredet i forhold til satire.
Et godt grin har ellers i fortiden vist sig som et yderst effektivt middel til få dem til at se på egne gerninger i et nyt lys....

Peter Hansen, Søren Fosberg, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ja, claus - kan indimellem godt blive paranoid, når jeg langer ud efter dumme og/eller korrupte politikere - men mener at have sikret mig, i og med det vist ikke er injurierende at kalde nogen for dum? Som det jo - senest her med tdc sagen i dr's dokumentar 'business as usual' - er blevet bekræftet, har været tilfældet. Eller hvad de nu var - dumstædige? Det skortede ellers ikke på advarsler - fra borgere og ansatte. Men dem er det jo under 'eksperternes' værdighed at lytte til - senest også set i dong sagens 200.000 + protestunderskrifter.

Hønen eller ægget.

Mange refererer til JP´s tegninger som om de var publiceret i går, ridende på ryggen af en veletableret kontekst. Som værende blot endnu nogle parasitter på et betændt og deprimerende hændelsesforløb samt en udmarvende, polariseret debat.

Det er ikke tilfældet.

JP´s tegninger var kilden. Avantgarden, som henter en del af sin berettigelse i at være netop Originalen. Hvad herefter er fulgt, er mildest talt en mudret myriade af handlinger, beskyldninger og postulater.

Sus Johnsen:

"Satire(tegninger) flev født til at gøre gring med magtens mænd og magtens mekaninsmer, ikke til at nedgøre nogen guppe. "

At forsøge at opstille formelle regler for kunsten, er altid en væsens-stridig manøvre og en autoritær glidebane.

Hvad angår "nedgørelsen" af en gruppe, så er det helt din egen fortolkning.

JP´s tegninger påpeger nogle uheldige strømninger i en, mildest talt, patriarkalsk verdensreligion. Hvis det ikke er at "gøre gring med magtens mænd og magtens mekaninsmer", så ved jeg ikke hvad der er.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Olesen - den magt, der gøres grin med, er jo ikke en, man selv er underlagt. Det er en anden kulturs magt. Derfor er det ikke den demokratiske ytringsfrihed, der anvendes, men krigens.

Elisabeth Andersen, Peter Hansen, Rikke Nielsen, Carsten Søndergaard, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen:

Du opstiller endnu en prækvalifikation for kunsten, hvilket, som nævnt, er problematisk.

Så må jeg fx. ikke kritisere/satirisere pædofili blandt katolske præster, Ruslands fremfærd i Ukraine eller mobbere i folkeskolen fordi jeg ikke er underlagt disses magt? Det holder jo ikke.

I øvrigt er "vi" jo underlagt den "magt" der kritiseres, idet cirka 250.000 af vores medborgere er muslimer, og blandt nogle af disse medborgere, er der strømninger af kvindeundertrykkelse og flirt med diverse ekstreme organisationer.

Ekstreme organisationer som igen viste deres ækle ansigt i Paris for nylig, og som allerede inden offentliggørelsen af JP´s tegninger viste sig klar til at bruge vold som svar til tegninger.

Frank Hansen, Mihail Larsen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar

Hvad er en ytring? At sige noget i skrift eller tale? Eller en tegning, eller en film, eller, at skyde et andet menneske? Eller at myrde mennesker og distribuere billeder og film af det? Eller at et land går i krig det ene og det andet sted?

randi christiansen

Igen igen Peter Olesen, dette er ikke et spgsm om, hvad det er lokalt vedtaget, at man må i den ene eller anden jurisdiktion, men om at udvise situationsfornemmelse ifht at fremme den internationale, gode samtale. Det er uhensigtsmæssigt, uhøfligt og provinsielt at insistere på, at egne lokale skikke skal være universelt gældende. At andre, mindre udviklede kulturer måtte mene, at netop det er en god idé, bør da på ingen måde inspirere til efterfølgelse - det er jo kun skruen uden ende og konfliktoptrapning. Mener man sig hævet herover, skal man være den voksne og foregå med det gode eksempel - og så i øvrigt forstå de tilgrundliggende årsagssammenhænge for konflikten, som ikke er religiøse men er en kamp om ressourcer, der blot antager form af religiøsitet - fordi det er en effektiv måde at få massernes opbakning i det, som i sin essens er en politisk, ikke en religiøs strid.

Rikke Nielsen, Rune Petersen, Carsten Søndergaard, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Peter Olesen:

Kommenatorerne opstiller ikke regler for "kunsten", men forsøger at definere essensen af en bestemt kunstform. Satiren en funktion, der ligner pressens. Der er ikke nogen regler , der siger, Information ikke må bruge al sin energi på at løfte dyner hos de almindelige borgere, men kernen i ideen med den fri presse og seriøs journalistik er den såkaldte watchdog-funktion vendt mod magten.

Og så er der selvfølgelig alle mulige "regler" for kunsten selv og dens virkemidler, spørg blot enhver komiker og hans kritiker. Den franske regering agerer f. eks. kunstkritiker, når den bestemmer, at Dieudonnés bemærkning ikke er humor, men noget helt andet, og det bliver som sagt spændende at se, hvordan de er er kommet frem til det.

Her er en regel: Man kan sagtens gøre grin med både imamer og katolske præster, men der skal være en indre logik i satiren. At tegne en gruppe danske, protestantiske præster som skænder et barn på baggrund af en sag om pædofili blandt katolske præster i Vatikanet, bryder med satirens logik og udstiller i stedet blot tegnerens uvidenhed og fordomme. Personligt synes jeg, han bør have lov til at udstille sine fordomme, det er ytringsfrihedens pris, men han har brugt en indre "regel" for satiren som virkemiddel.

At tegne Jesus med et krydsermissil i turbanen uden anden kontekst bryder også med satirens indre logik. Blot fordi vi smider rigeligt med jesusbomber rundt omkring betyder det ikke at Jesus' budskab er krig og udslettelse. En tegning af George Bush, som maler et billede af Jesus på et krydsermissil, er derimod gyldig og relevant satire, som ikke rammer i flæng.

Mihail Larsen

Bomben i turbanen

Hvorfor er det ikke en relevant satire, Claus? Muhammed selv skelnede (og efter ham mange muslimer) mellem 'krigens hus' (de vantro) og 'fredens hus' (islam). Utallige er de terrorister, der har anråbt hans navn, medens de har begået deres myrderier. Ja, der har endda i Pakistan været et selvmodrdsattentat, hvor bomben netop var placeret i turbanen.

Det lyder da en smule forrykkt at føle sig 'krænket', når man netop selv optræder sådan, som tegningen viser. À la: "Hvis du siger, at jeg er aggressiv én gang til, så slår jeg dig ihjel!"

Ja og nej. Det gælder naturligvis ikke alle muslimer. Men satire over pædofile katolske præster 'sårer' sikkert også mange katolikker, uden at du vil finde denne satire 'irrelevant' (formoder jeg); hvorfor kan noget lignende så ikke gælde islam? Det er jo ikke den enkelte muslim, der nedgøres, men et religiøst symbol.

Søren Fosberg

Jeg forsøger: Magthavere er de der kan begrænse din frihed - i videste forstand. Ytringsfrihed betyder retten til frit at kritisere magthavere. Hån og fornedring af de magtesløse er derimod mobning og skal ikke være omfattet af ytringsfriheden.

Lakmusprøven for hvornår der er tale om indskrænkning af ytringsfriheden er når den begrænser retten til at kritisere magthaverne.

At man ikke må kritisere den franske præsident er er derfor et grotesk brud på ytringsfriheden. Netop han som magtens ypperste symbol bør man frit kunne sige alt om - så længe man holder sig til hvad der har at gøre med hans magtudøvelse.

Derimod kan man ikke gøre ham til genstand for spot hån og latter pga af egenskaber som tilhører hans privatliv.

(Det er godt nok svært at afgrænse hvor ytringsfriheden skal gå. Men afgrænses skal den for at hindre magthavernes overgreb mod de magtesløse ref. f.eks nazisternes angreb på jøder ("jøder er rotter"))

Er der en jurist til stede?

Robert Ørsted-Jensen

For mig er det her ret enkelt - opfordringer og støtte til mord og vold mod anderledes tænkende bør kunne retsforfølges eller straffes. Det er ikke en begrænsning af ytringsfriheden, det er tværtimod beskyttelse af samme. Der er utvivlsomt individer blandt de anholdte her som har forbrudt sig mod dette princip og jeg har ikke meget til års for sådanne individer.

Selvfølgelig bør det ikke være lovligt at opfordre til mord på udøvere af nogen religion eller tilhængere af nogen lovlig politisk ideologi eller bevægelse. Men det er bestemt i orden og endog på tide at man strammer op hvad angår ytringer der opfordrer til mord på andre mennesker alene grundet på deres synspunkter, ideologiske overbevisning, race eller ytringer i det offentige rum. Opfordringer til mord og vold på andereledes tænkende er ikke og bør ikke være omfattet af nogen ytringsfrihed.

Robert Ørsted-Jensen

jeg mener endog at det er ret vigtigt at vi er strikse og og måske endog strammer op og ophører at acceptere opfordringer til vold og mord på den konto.

Robert Ørsted-Jensen

Der er måske endog derfor grund til at lykkeønske snarere end at kritisere Frankrig. Men det bør selvsagt bero på en vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Robert Ørsted-Jensen

Så nej - "vi taler ikke om det samme" - men der er tydeligvis nogen her der har brug for at tænke sig ordentligt om

Randi Christiansen:

Den tegnede, europæiske satire, er ikke en "lokal vedtagelse", som det bestemt ikke er hverken "uhensigtsmæssigt" eller "provinsielt" at praktisere. Og selvfølgelig må vi praktisere egne skikke i vores egen kulturkreds. Tegningerne blev trykt i dansk avis. Ikke i en arabisk.

I mange andre domæner udover satiren/kunsten, er det naturligvis indlysende at man som hovedregel opfører sig høfligt, hjælpsomt og diplomatisk. Det er de færreste vel uenige i. Men at skulle gå på æggeskaller som satiriker/kunstner, er jo ikke holdbart.

Og så kan jeg forstå at du mener, at JP og tegnerne er agenter i en større politisk konspiration der skal fravriste muslimer magt og ressourcer?

Mihail Larsen:

Bomben i turbanen er muligvis relevant satire i den sammenhæng, den blev bragt. Jeg kommer ikke så meget i de kredse, så jeg ved det faktisk ikke, men hvis der var en reference til f. eks. en islamist med en bombe i turbanen, som påkaldte Profeten, så kunne satiren være på sin plads.

Men blot at publicere billeder ud i det blå, synes jeg ikke er (god) satire. Heller ikke selvom Muhammad engang har sagt noget krigerisk.

Jeg ved ikke, hvorfor vi skulle have bonuseksemplet med pædofile præster. Det relaterer ikke til det, jeg skrev.

Mihail Larsen

Søren Fosberg

Der bliver kø ved de undertryktes håndvask. Det er et årtusind gammelt fænomen, at man for at kæmpe en sag udnævner sig selv til 'undertrykt', for det giver næring til den hellige harme. Mange af disse tilfælde er, historisk analytisk og kritisk betragtet, desværre rimelige nok. Der har virkelig været ubegribelig megen undertrykkelse op igennem historien. Men altså: Når man krænket puster sig op og truer på 1,6 mia. muslimernes vegne, så er man ikke undertrykt.

Og selv om man er undertrykt, har man ikke nødvendigvis ret i sin selvopfattelse. Skal vi nu også ynke bolighajer, rockere, pædofile og lommetyve, fordi de - med rette - føler sig 'forfulgte'?

Man bliver altså nødt til at analysere, hvad det er for en undertrykkelse, der er tale om, før man sådan giver en automatisk støtteerklæring til alle, der opfatter sig som 'undertrykte'.

Mihail Larsen:

For nu lige at få det helt på plads, så er det, at noget eventuelt bliver underkedt som satire ikke ensbetydende med, at det skal censureres. Jeg er tilhænger af den amereikanske ytringsfrihed - den der var tilsigtet i teorien, ikke den der reelt praktiseres.

Mihail Larsen

Marianne Bjerg

Du har vist ikke forstået meget af denne diskussion, når du kan skrive, "hvorfor vi absolut skal nedgøre andre mennesker".

Hvem har sagt det? Kom med bare ét navn. Jeg gentager: Kom med bare ét navn.

Mig bekendt er der ingen, der mener, at man ABSOLUT skal nedgøre andre mennesker. Derimod er der en hel del, der mener, at der kan være mange grunde til at gøre grin med andre. Endog at håne, spotte og latterliggøre dem. Men der er altid en GRUND.

Den form for 'nedgøring', du taler om, er patologisk og har ikke noget med kampen for ytringsfrihed at gøre.

Mihail Larsen

Claus,

der findes god satire (der er 'relevant', to-the-point, velbegrundet mv.), og der findes dårlig satire (som er det modsatte, og dertil trættende og kedsommelig). Det er vi vist enige om.

Der findes også kunstnerisk set gode såvel som kunstnerisk set ringe tegninger, noveller, romaner. De ringe må finde sig i at blive kritiseret, ja måske endog latterliggjort. Det er vi vist også enige om - men det har i sig selv ikke noget med ytringsfrihed at gøre, for selv elendige 'kunstnere' har ret til at ytre sig.

Der eksisterer en forskel mellem teori og praksis og mellem ord og handling. Jeg går ud fra, at vi er enige om, at hvis ikke teori og ord må ytres i praksis og handling, så er der ikke tale om reel ytringsfrihed (jfr. Kants publicitets-kriterium: tanker, der ikke må udtrykkes, er ufrie).

Der, hvor vores opfattelser nok skilles, er ved det politiske skøn og pragmatikken. Er det klogt at bruge hån, spot, latterliggørelse - kort sagt satire - i det omfang og på de måder, det nu sker? Det synes jeg bestemt er et relevant spørgsmål. Ingen af os (går jeg ud fra) finder det hensigtsmæssigt altid at sige vores uforgribelige mening om andre mennesker - heldigvis, for så ville vi leve i et helvede.

Men hvis vi føler, at andre mennesker lægger bånd på os - ja, måske endda truer os til tavshed - så kan vi ikke bare trække på skulderen. Vi kan heller ikke være ligeglade, hvis nogen i samfundet ønsker at dreje det kulturelt, socialt og ideologisk i en retning, vi ikke bryder os om; så har vi naturligvis ret til at gå til modstand og om nødvendigt 'dekonstruere' den legitimitation, vores modstandere anvender til forsvar for deres synspunkter. Ideologikritik kaldes det også.

Religionskritik er dybest set ideologhikritik. Og lige som vi vil have lov til at nedgøre en politisk idé og symbolsk talsmand, må vi også have lov til at gøre det, når det drejer sig om religion. Vi kritiserede med rette, at de sovjetiske myndigheder slog hårdt ned på kritikere af Stalin (for slet ikke at tale om karikaturtegnere). Hvorfor skal religiøse skikkelser (som tilmed er mere fiktive) ikke kunne behandles på samme måde, hvis det forekommer 'relevant' - som det f.eks. gør, når der findes en global bevægelse, der i Muhammeds navn udøver terror?

Mihail Larsen

Claus igen,

Jeg kan forsikre dig om, at jeg ville finde det lige så relevant at 'nedgøre' kristne symboler, hvis der i kristendommens navn fandtes en verdensomspændende bevægelse, der udøvede terror.

Mihail Larsen

Claus igen igen,

Men allerhelst så jeg, at muslimerne selv foretog et ideologikritisk opgør med terroristerne. Som vi i Europa gjorde, da oplysningstiden afmytologiserede kristendommen og satte den fra magten.

Sus johnsen

"Satire(tegninger) flev født til at gøre gring med magtens mænd og magtens mekaninsmer, ikke til at nedgøre nogen guppe. Holder man sig til det princip kan vi måske stoppe den smagsløse udstilling af Muhamed som en p.. på Charlie Hebdos nu pludselig meget populære blad."

Hvis (et begrænset) antal tilhængere af en religion mener sig berettigede til at anvende de mest ekstreme magtmidler for at hindre satire om denne religion, er netop dette et åbenlyst og nødvendigt emne for satire.

Fra truslerne mod Salman Rusdie, over KW's tegninger til angrebet på CH går en linie af vold og magt, som vi nødvendigvis *aldrig* må bøje nakken for.

Mihail Larsen

Marianne Bjerg 2

Jeg overså din sidste sætning:

"på nær når det er dig selv det rammer ..."

Hvad bygger du denne påstand på? Hvornår og hvor har jeg hævdet, at muligheden for "nedgørelsen [ikke] er en del af ytringsfrihedens principielle grundlag", når jeg selv er i skudlinien?

Mihail Larsen:

Jeg så gerne, at verdens ubestridte supermagt tog et indre opgør med middealderlig, religiøs fundamentalisme. Men det går ikke, for så er politikerne nødt til at gå til valg på deres sociale programmer.

Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Muhammed tegningerne som satire? Ja, første gang de blev udsendt, kan de vel, med en bred pensel, kaldes for satire (vi har ikke alle samme humoristiske sans; personligt har jeg altid syntes, de var infantile, men lad det nu være). Nu er de blevet ophøjet til en ytringspligt, og fra at være opstået som satire, er de nu blevet ophøjet til at være religion: Kun ved at publicere Muhammedtegningerne kan medierne nu offentligt vedgå sig pligten til at forsvare ytringsfriheden ved at forhåne en anden religion. Derfor nærmer de sig en krænkelse af $266b, er min påstand.

randi christiansen

Peter olesen, du forstår ikke så meget - af hvad jeg skriver. Tegningerne bliver af islamister brugt i politisk øjemed iklædt religiøse dogmer. Går man ind i den konflikt bevæger man sig ud over sin egen provins og ind i det internationale rum. Det mentale rum lader sig - ligesom klimaet - ikke begrænse geopolitisk. Om det var klogt på daværende tidspunkt at give krigeriske islamister anledning til at opflamme de af miljø-og socioøkonomiske årsager let påvirkelige masser, kan vi tilsyneladende ikke blive færdige med at diskutere, men det er i det mindste bedre end at provokere - især mennesker som er prædestinerede til, som dybt i deres sociale, kulturelle og religiøse dna føler sig forpligtede til med vold at forsvare, hvad de anser for at være profetens ære. Ikke at navigere pædagogisk og med respekt for disse underliggende årsagssammenhænge er konfliktoptrappende, dumt og unødvendigt. Især når det er vestens egen imperialisme, som har forårsaget den muslimske verdens mangel på social sammenhængskraft. Derfor magter denne del af verden ikke på dens nuværende udviklingsniveau at antage den overbærende attitude til fornærmelser, som man her i vesten mener at have ret til at kræve, at den kan. At insistere på at diskutere ud fra ikke eksisterende forudsætninger er ikke det smarteste træk i spillet.

Rikke Nielsen

"Derfor nærmer de sig en krænkelse af $266b, er min påstand."

Satire over dogmatisk religion - hvoraf yderligtgående dele er villige til at gå så langt som til at slå ihjel for at få knust denne satire - er "en krænkelse af 266b"?

Seriøst?

Vi kan selvfølgelig glemme at vi for nogen tid siden gik i krig for kirken og troen, samt at oprøret som fulgte efter Luthers opråb på kirkedøren afføde flere blodige masakre. Vi kan og så vælge at se bort fra den nedgørelse af den negride race som har været(og i visse sind stadig er).
Vi taler stadig om massakre på jøder under sidste krig, om alle de døde soldater under 1.verdenskrig og de nytteløse tab i Vietnam og på Ohama Beach.
Min pointe er at vi har dobbelte standarter for offre - både i virkeligheden og i satiren. Derfor må vi holde os meget skarpt fo øje hvem som har hvilke interesser og trækker i trådenene.
Når fanatikere i Dash, Det hvide hus eller i Israel/zionister bevidst bruger synboler(Koranen, det gode/det onde, Det gamle testamente og shoa til at fremme død og ødelæggelse skal de latterliggøres da de altid vil have argumenter. Og jeg mener det er vores pligt da de med al kraft prøver at øge deres indflydelse mod vores lokale(land(EU) demokrati.
Men at latterliggøre alle amerikanere, jøder og muslimer er en simpelt nedgørelse(og dumhed)

I Afrika er der mange som bliver krigere fordi det giver dem en indkomst. Kan de først det er det deres eneste 'håndværk'. Det samme sker i Daesh. Hvis vi vil noget med vores satire, mener jeg personligt den skal bruges til a samle de som ligger under for en urimelig og løgnagtig magt, så de kan se deres 'herskere' i et nyt lys.
- Jeg vil ikke forbyde nogen form for satire, man kan lade være med at se på det ligesom man ikke er tvunget til at læse eller lytte til dumheder. Men hvis 'magthaverne' skal til at bestemme eller tolke på satire og hvad der er i orden, så kommer vi ud på en farlig glidebane.

Sider