Læsetid: 6 min.

Tronskifte lurer i et Saudi-Arabien presset fra alle sider

Saudi-Arabiens kong Abdullah er alvorligt syg, så den arabiske verdens mest magtfulde land skal sandsynligvis snart have en ny leder. Det sker på et tidspunkt, hvor kongerigets grænser er truet af krig, dets indtægter styrtdykker og dets ideologiske projekt er under ydre pres
Skuespillere opfører et show til ære for Saudi-Arabiens Kong Abdullah, hvis ansigt indgår i selve sceneriet. Kongen er imidlertid alvorligt syg, og et nært forestående tronskifte kommer på et kritisk tidspunkt for landet.

Jamal Saidi

20. januar 2015

2015 har ikke været et godt år for familien Saud foreløbig, eller i hvert fald ikke for dets overhoved, den 90-årige kong Abdullah bin Abdulazis. Oven i et selvmordsangreb på kongerigets grænse til Irak og den fortsatte nedtur for landets altovervejende indtægtskilde, olien, har kongen tilbragt det meste af det nye år i en hospitalsseng. Officielt som offer for en ondsindet lungebetændelse, men ifølge andre spekulationer snarere på grund af en fremskreden lungecancer, der sender ham på gravens rand.

De antagelser er netop spekulationer, men skal ses i lyset af kong Abdullahs fremskedne alder og en længerevarende sygdomsperiode sidste år.

Også for landets egen ledelse, hvor kong Abdullah er holdt op med at tage på officielle rejser og i de seneste måneder har overgivet mange af sine officielle opgaver for at forberede et arveskifte, de fleste forventer vil komme inden for en overskuelig fremtid.

Det er et magtskifte, som på mange måder ikke kunne være kommet på et dårligere tidspunkt. Ikke fordi al-Saud-familien er internt truet, eller fordi arvefølgen er i tvivl: Her er efterfølgeren, kronprins Salman bin Abdulaziz al-Saud, for længst udpeget, og bag den 79-årige halvbror står flere andre omtrent lige så gamle medlemmer af Ibn Sauds 45-mand høje sønneflok parat til at bære Saud-familiens projekt videre.

Truslen kommer snarere udefra. Her kan den saudiske kongefamilie se striden brede sig i en række nabolande som Irak og Yemen, hvor ekstremistiske organisationer som al-Qaeda og Islamisk Stat truer med at brede deres aktiviteter ind over Saudi-Arabiens grænser, mens landets dominerende position i regionen bliver udfordret af andre golflande og især af Iran. Oven i det eksponerer oliens voldsomme prisfald problemer og manglende reformer i deres eget hjemland og begrænser saudi-styrets muligheder for at sætte deres dagsorden igennem i regionen. Hvor den radikale islamismes fremmarch i forvejen for mange peger tilbage på Saudi-Arabiens egne dogmatiske wahabi-tradition og dets forkærlighed for at eksportere den til andre lande. Alt i alt ikke et godt tidspunkt at kaste kortene op i luften.

»Saudi-Arabien er hverken en fredfyldt oase i en turbulent arabisk verden eller et land på kanten af en revolution. Det er snarere et land i tilbagegang, plaget af regelmæssig udskiftning af prinser og manglende energisk lederskab med en vision for fremtiden,« konstaterede den britisk-saudiarabiske forsker Madawi al Rasheed ved London School of Economics Middle East Center for nylig.

Frygt for forandring

Netop på grund af de mange ydre trusler skal man ikke forvente forandringer i ørkenriget, mener Christian Koch, direktør for tænketanken Gulf Research Center:

»Saudi-Arabien er presset på mange måder. Af Islamisk Stat, hvor al-Baghdadi har udnævnt dem til et mål, og angreb er sandsynlige i fremtiden; af rivaliseringen med Iran; af al-Qaedas aktiviteter på deres grænser og ikke mindst af olieprisernes fald. Derfor vil udgangspunktet for en ny konge være, at så lidt som overhovedet muligt skal forandre sig. Man vil fokusere på at sikre den interne sikkerhed, og den reformproces, der er, vil sandsynligvis blive bremset.«

Blandt andet derfor mener både han og Kristian Coates-Ulrichsen, der har skrevet flere bøger om golflandene og forsker i dem for tænketanken Chatham House og en række universiteter, at Saudi-Arabien vil skrue ned for de udenrigspolitiske ambitioner og tage en mindre konfrontatorisk kurs i regionen. Noget flere analytikere så tegn på, da saudierne for nylig åbnede en ambassade i Irak efter i en årrække at have afbrudt forbindelserne til nabolandet på grund af dets klare forbindelser til ærkerivalen Iran, som nogle forskere ser Saudi-Arabien involveret i en slags sekterisk 30-årskrig med – med slagmarker i Syrien, Bahrain, Yemen og Libanon, med videre.

»Saudi-Arabiens udenrigspolitik er i stigende og ukarakteristisk grad blevet aktivistisk i de seneste år som reaktion imod det regionale pres, som Det Arabiske Forår har skabt – og fordi fornemmelsen i Riyadh har været, at USA er blevet en mindre pålidelig allieret. Islamisk Stats fremvækst synes at dæmpe noget af den lyst til at dominere regionen, efterhånden som risikoen for voldelige modreaktioner fra militante islamister i Syrien og Irak vokser,« konstaterer Kristian Coates-Ulrichsen, mens Christian Koch samtidig understreger saudiernes ubøjelige krav om præsident Bashar al-Assads afgang i Syrien.

Mujahedin-eksport

Mange i regionen bebrejder Saudi-Arabien for den militante islamismes fremvækst på grund af landets eksport af radikal wahabi-islamisme. Faktisk er den kommende konge, kronprins Salman, manden, der i sin tid satte kongerigets mujahedin-eksport i gang med sponsorering af modstanden mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan, som bl.a. Osama bin Laden og det senere al-Qaeda nød godt af.

Alligevel mener den saudiske ledelse ikke, at det har ansvaret for de ekstreme grupper i Syrien og Irak.

»Man mener ikke, at man har ansvaret for problemerne, fordi saudierne advarede USA mod at gå ind i Irak og mener, at problemet kommer derfra,« siger Christian Koch.

»Det sagt, så er der også en erkendelsesproces i gang, som sådan set startede med 11. september-angrebene og er taget til i den seneste tid om, hvilken rolle religion skal spille i kongeriget, og hvad konsekvenserne af den dogmatisme er. Men det er en ufuldendt proces, som f.eks. fængselsdommen og piskestraffen mod bloggeren Raif Badawi for at kritisere reliogionens rolle for nylig demonstrerede,« siger han.

»Der eksisterer en slags refleksion omkring sunni-ekstremisme for så vidt, at det udgør en sikkerhedstrussel i Saudi-Arabien, men der er stadig en modvilje mod at sætte det i relation til saudisk politik om at sponsorere wahabi-grupper i hele regionen,« konstaterer Kristian Coates-Ulrichsen.

Samtidig er kongefamiliens traditionelle definition af islam i stigende grad blevet udfordret af en politisk islamisme i stil med Det Muslimske Broderskab, som er vundet frem i en række arabiske lande, bl.a. i Egypten. Her støttede Saudi-Arabien militærkuppet mod præsident Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab, men saudiernes Egypten-politik bliver konstant udfordret af især nabolandet Qatars støtte til den politiske islamisme, som Saudi-familien ser som den måske største trussel mod sin egen magt. Det har givet gnidninger hjemme på Den Arabiske Halvø, hvor voksende uenighed mellem Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har fået den vigtige samarbejdsorganisation Gulf Cooperation Council (GCC) til at knirke i fugerne.

»Der eksisterer stadig stor uenighed, men for nu er man blevet enige om at holde uenigheden i egne rækker og tage diskussionen bag kulisserne. Truslen udefra er ganske enkelt for stor i øjeblikket til, at man kan tillade sig uenighed,« forklarer Christian Koch.

Unges krav om nye tider

Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe Saud-familien kan holde styr på Saudi-Arabiens mange udfordringer. Mens kronprins Salman i høj grad er valgt som efterfølger, fordi han som mangeårig guvernør for Riyadh også har fungeret som en slags familiebestyrer af Saud-familiens mange grene og prinser, er der grænser for, hvor lang tid han kan holde styr på en ung nation.

»60 pct. af befolkningen er under 24 år gamle. Det er folk, som kommer ud fra uddannelsesinstitutioner, som vil have forandringer uanset hvad, og som oven i købet er svære at købe, når olieindtægterne falder. Og problemerne stiger blot, hvis man ikke lytter til dem,« understreger Christian Koch.

Samtidig er det ikke det eneste generationsopgør, der lurer. Mens kongens efterfølger er 79, er hans potentielle efterfølgere også sønner af det moderne Saudi-Arabiens grundlægger Ibn Saud og omtrent lige så aldersstegne. Næste generation bliver næppe lige så konsensuspræget.

»Spredningen af anden- og tredjegenerations prinser forudbestemmer, at Saudi-Arabien vil blive et kongerige med mange overhoveder,« forudsagde Madawi al Rasheed i en nylig kommentar om kongeskiftet. »De overlevende brødre må nok leve med et decentraliseret kongedømme bestående af forskellige len, hver især ledet af en gren af de vigtigste royale Saudi-familier.«

»Den tid, hvor Saudi-Arabien var et absolut, centraliseret monarki, er ved at være overstået. På vej er en decentraliseret, autokratisk og hemmelighedsfuld familievirksomhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
Benny Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er der fra vestlig side mange styrer som pludselig er ved at styrte sammen. Rusland, Venezuela, Brasilien, Argentina - og nu her Saudi Arabien. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed at USA - fra at være endog meget allieret militært med Saudi Arabien, især under Bush dynastiet, nu er i indædt olie-krig, hvor det vist ser ud til at USA - pga. af de høje udvindingsomkostninger kunne komme til at sidde med sorteper.

Sagen er jo den at Saudi Arabien sidder på en enorm rigdom i både dollars og guld - men lad nu bare seddel- og MSM pressen i Vest gå sin gang.

Det kunne nu være interessant hvis den seriøse del af pressen, ville begynde at lave et alvorligt helbreds-check på bl.a. EU's økonomiske- og strukturelle sundhedstilstand.

Rusland og Kina buldrer altså frem i både mellemøsten og sydamerika - med at samle let tilgængelig nedfalden frugt op, efter USA raslen med sablen.

Jens Haushøj

Set med naive øjne kunne man jo glæde sig over det pres styret er under, men realiteten er jo nok at ét monster vil blive erstattet af et andet.