Læsetid: 6 min.

Billig olie svækker svage stater

For de fleste lande i verden er billigere olie godt nyt. Men for de skrøbelige olieproducerende stater i Mellemøsten og Nordafrika kan de manglende indtægter imidlertid svække staterne yderligere og i værste fald skabe et vakuum, som jihadgrupper kan udnytte
Faldende oliepriser gør det svært for blandt andre de olieproducerende golflande at bevare stabiliteten. Her ses et olieraffinaderi i Doha, Qatar.

Frank Fife

10. februar 2015

Den lave oliepris har fået smilet frem hos den europæiske bilejer og virksomhedsleder, i takt med at deres regninger ved pumpen er faldet. Det har tilmed lettet presset på de europæiske finansministre efter år med faldende levestandard i Europa.

Nu har borgerne fået flere penge mellem hænderne takket være billigere benzin og lavere varmeregninger. Og hvad angår den globale vækst generelt, så har den Internationale Valutafond (IMF) regnet ud, at den stiger med 0,2 procent, for hver 10 dollar en tønde olie falder i pris.

Men mens olieprisernes fald således er positivt for det meste af verden, er det for flere af de olieproducerende lande i Nordafrika og Mellemøsten katastrofalt – og det risikerer at få vidtrækkende konsekvenser for sikkerheden i hele regionen, fortæller en række eksperter fra den anerkendte tænketank Chatham House i London.

»Siden juni sidste år er olieprisen faldet med omkring 60 procent. Siden den 27. november – dagen for OPEC-mødet (hvor OPEC-landene besluttede ikke at skære i produktionen, red.) – er den faldet støt hver eneste dag. Det vil få enorme geopolitiske konsekvenser,« siger professor Paul Stevens, tænketankens ledende energiekspert, på en pressebriefing.

»Saudi-Arabien har reserver på over 700 mia. dollar, og dette års budgetunderskud var på 50 mia. dollar. Men andre olieproducenter vil komme i alvorlige vanskeligheder. De fleste andre har ikke finansielle reserver, og ved priser, som vi ser lige nu, ligger deres budgetter fuldstændig i ruiner,« tilføjer han.

Arabisk forår

Det er ikke første gang, at oliepriserne er faldet dramatisk. En embedsmand fra Irans olieministerium har ifølge den britiske avis The Telegraph mindet om, at en »utilstrækkelig reaktion fra OPEC« i 1998 »sendte priserne ned på seks til otte dollar pr. tønde«.

Men at prisfaldet er særlig problematisk denne gang, hænger tæt sammen med begivenhederne i regionen siden Det Arabiske Forår i 2011 og de revolutioner og borgerkrige, der siden har hærget og svækket staterne.

For de faldende oliepriser er med til yderligere at svække de pressede regimer, fortæller mellemøst- og olieekspert Valerie Marcel, der bl.a. har skrevet bogen ’Oil Titans: National Oil Companies in the Middle East’.

»Hvad vi ikke taler så meget om, er staternes tab af suverænitet over deres olieinstallationer, produktion og oliesalg. Det svækker yderligere centralstaten,« siger hun og peger på Libyen som et eksempel, hvor »forskellige grupper nu kæmper om olieproduktionsfaciliteterne«.

»Jo mere sub-nationale grupper kontrollerer olieinfrastrukturen, jo mere svækker det centralstaternes evne til at skabe indtægter og til at betale de offentligt ansatte og konsolidere deres magt. Så det accelererer svækkelsen af staten,« forklarer Marcel og pointerer, at »det politiske vakuum skaber ynglepladser for jihadier og transnationale trusler«.

»Det, der sker i Mellemøsten, er, at disse konfliktområder har tendens til at sprede sig til nabolandene. Algeriet er under hårdt pres fra Libyen. Algeriet har godt nok en langt stærkere centralstat, men landet er under internt pres på grund af en høj ungdomsledighed og det faktum, at olieprisen er faldet så markant, når staten skal tjene 130 dollar pr. tønde for at balancere budgettet,« siger hun. »Det skaber et yderligere økonomisk og socialt pres.«

På samme måde bliver andre stater – både de skrøbelige og de mere stabile – berørt af prisfaldet og urolighederne med konsekvenser for hele regionen.

»Vi ser lignende uroligheder i Yemen, og sammenbruddet i Yemen skaber et pres på Saudi-Arabien. Saudi-Arabien er en stærk stat, men er under pres internt på grund af de lave oliepriser og den igangværende politiske tronfølge. Landet er også truet af en mulig spredning af problemerne i Syrien og Irak,« forklarer Valerie Marcel og forklarer de borgerkrigsramte landes problemer med IS fra et olieperspektiv.

»Tidligere var det bare en jihadi-gruppe, men nu opfører den sig som en regering og kontrollerer olieproduktion. Gruppen rekrutterer folk internationalt til at bestyre dets oliefelter, så der er tale om en kvasi-stat, som har frataget den irakiske centralstat dets monopol over olieproduktionen.«

Hun mener, at tabet af monopolet er særlig problematisk for den relativt nye nationale samlingsregering i Bagdad.

»Det er vigtigt dels i forhold til indtægter, men også for den nye regerings legitimitet,« påpeger hun og mener, at den irakiske regerings succes vil være tæt forbundet med statens evne til at bevare herredømmet over landets største olieinstallationer. Også fordi smuglerindtægterne fra olien styrker IS yderligere.

Så sent som den 2. februar måtte de irakiske myndigheder suspendere produktionen fra dets Khabbaz-oliefelt ved Kirkuk på grund af »omfattende skader« på installationerne, efter at kurdiske styrker generobrede feltet fra IS.

»Fremtidsudsigterne for den irakiske regering vil i stort omfang afhænge af, hvorvidt det lykkes at bevare kontrollen over raffinaderiet i Baiji (landets største der sidste år var belejret af IS i fem måneder, red.) og i Kirkuk. De er symbolske og strategiske værdier,« tilføjer hun.

Hvorfor ikke skære?

Der er mange konspirationsteorier om, hvorfor Saudi-Arabien blokerede for nogle OPEC-landes ønske om at skære produktionen af olie i november – bl.a. at Saudi-Arabien ønsker at svække Iran, samt at det er et saudiarabisk-amerikansk plot for at svække Rusland, som også er under hårdt pres som følge af de faldende priser.

»Vi har set, hvordan fremskrivninger viser, at vi kan vente et fald i BNP i Rusland på fire procent. Det gør Ruslands fremtid langt mere usikker,« siger John Lough, tænketankens olie- og Ruslandsekspert.

Paul Stevens mener dog ikke, at teorierne holder stik.

Imidlertid kalder han beslutningen om ikke at skære i produktionen for »den vigtigste beslutning inden for den internationale olieindustri siden oktober 1973, hvor de arabiske regimer kiggede på hinanden og sagde: ’Det er vores olie, vi bestemmer prisen’«.

Ved ikke at regulere produktionen har Saudi-Arabien »reelt lanceret oliepriserne på det frie marked« og gjort OPEC »irrelevant«, fordi ideen med OPEC »altid har været at kontrollere overproduktion«, siger han.

Beslutningen, mener han, hænger sammen med, at der i øjeblikket både er overproduktion af olie, samtidig med at forbruget er faldet, så det vil reelt ikke hjælpe meget at skære produktionen – derfor forventer han heller ikke, at Saudi-Arabien vil ændre politik.

»Hvorfor ikke skære produktionen? Fordi de ved, at de blot vil være nødt til at skære igen og igen og igen. Det er meget usandsynligt, at Saudi-Arabien vil ændre politik i nærmeste fremtid,« mener Stevens.

Ironisk nok var det netop det Arabiske Forår, der fik de olieproducerende lande til at træffe de beslutninger, der i dag har placeret dem i en økonomisk klemme, tilføjer han.

»Siden starten på det Arabiske Forår i 2011 har de arabiske regeringer haft behov for flere olieindtægter for at skabe job og undgå, at de unge går på gaden (i protest, red.). Det gjorde de ved at sætte prisen op. Problemet er, at hvis du sætter prisen op, fører det til lavere efterspørgsel, hvilket blev hjulpet på vej af lavere vækst sidste år og skifergasteknologien i USA. Det er uholdbart – du kan ikke have et marked med en høj pris, svag efterspørgsel og voksende forsyninger. Noget måtte give efter, og resultatet har været en voksende overforsyning siden juni,« forklarer Stevens.

Ifølge hans vurdering er det svært at forestille sig noget, der vil ændre den saudiarabiske politik »inden for det næste år, medmindre israelerne gør et eller andet ufatteligt dumt såsom at bombe Iran«.

»I så fald kan alt ske på prisområdet.«

Mens forbrugere og finansministrene rundt om i verden dermed kan forsætte med at smile, vil forsvarsministrene imidlertid have grund til bekymring som konsekvens.

»Gennemsnittet af den pris, OPEC-landene skal have for at balancere deres budgetter, er 104 dollar pr. tønde. Mens nogle lande – Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater – vil kunne klare sig, vil andre få problemer. Vi har allerede set kaotiske tilstande i nogle olieproducerende lande – de kan ikke holde de unge af gaderne længere,« siger Stevens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu