Nyhed
Læsetid: 3 min.

En dag i Voronezj

Hvor mange russiske politifolk skal der til at slette ét billede?
Dette billede må man ikke tage i Rusland. Det blev slettet på politistationen i Voronezj, men senere gendannet. Andre af de slettede billeder viste mere af banelegemet, men af hensyn til Ruslands sikkerhed, har vi valgt ikke at bringe dem.

Dette billede må man ikke tage i Rusland. Det blev slettet på politistationen i Voronezj, men senere gendannet. Andre af de slettede billeder viste mere af banelegemet, men af hensyn til Ruslands sikkerhed, har vi valgt ikke at bringe dem.

Udland
20. februar 2015

En morgen i Voronezj ringer fotografen. Hun sidder i en bil med en vagt og ved ikke, hvor de er på vej hen.

Det viser sig, at hun er stået tidligt op for at fotografere folk på vej på arbejde. Hun knipser løs på en lille vej langs jernbanen, hvor vintertilknappede frakker haster forbi, mens lyset langsomt kravler op over horisonten, da en kvinde pludselig griber fat i hende og kalder på jernbanevagten.

Vagten taler ikke engelsk og fotografen taler ikke russisk, og dér sidder de nu i en bil på vej væk.

Vagten forstår straks alt, da jeg får ham i røret. Han forstår, at vi er journalister, og at fotografen ikke vidste, at man aldrig må tage billeder af banelegemet uden forudgående aftale. Han forstår, at vi bare kan slette billederne, hvor jernbanen kan ses i baggrunden, så vi alle kan komme videre i vores liv. Men desværre bliver han nødt til at aflevere fotografen på banegårdens politistation.

»Men det tager nok ikke så lang tid,« siger han opblødende.

På politistationen har vi slettet billederne i løbet af fem minutter, og fotografen viser politiet sit tomme kamera.

»Men I kan jo have flere på hotellet‚« indvender en buttet betjent i sweater og læderjakke.

Han vil gerne vide, hvornår vi kom til Rusland, hvornår vi kom til Voronezj, og hvem vi skal mødes med her.

»Ok, nu skriver vi en rapport, så underskriver I, og så får I lov til at gå om 10-15 minutter,« siger han til sidst.

En halv time går, og jeg ringer og udsætter vores interviewaftale. En civilbetjent går, en anden kommer til. Ældre, pænere klædt, dyrere læderjakke. Det er chefen.

Processen gentager sig. Han vil gerne vide, hvornår vi kom til Rusland, hvornår vi kom til Voronezj, og hvem vi skal mødes med her.

En time går. To rapporter er underskrevet, men de skal lige tjekke vores oplysninger, siger den buttede.

Jeg blæser på ham og tager af sted til interview, mens fotografen bliver.

Betjentene begynder på skift at tale russisk til hende og grine, når hun ikke forstår. De gennemgår hendes billeder på telefonen, hendes mail, hendes opkald, og noterer de seneste navne. De tager billeder af hende. De ringer efter lokaljournalisten Svetlana, der kan tolke til engelsk. Hun vil gerne være venner på Facebook.

To timer går.

Til sidst kører de fotografen tilbage til hotellet.

Ellers tager vi yderligere skridt

En time senere ringer den buttede betjent på min mobil. De mangler en kopi af mine papirer. Jeg indvender, at jeg bare har tolket.

»Det tager bogstaveligt talt 10-15 minutter. Jeg beder dig. Ellers bliver vi nødt til at tage yderligere skridt, hvis du forstår,« svarer den buttede.

Da jeg tager alene tilbage på politistationen, er de gamle betjente væk, og i stedet venter tre nye mænd i civilt. Den unge chef har sort frakke, dyrt halstørklæde og sort lædermappe.

De er fra migrationsmyndighederne, og de mener at vide, at der er noget galt med vores pressevisum. Og hvor er i øvrigt min kvindelige kollega? Vi mangler en akkreditering fra Udenrigsministeriet, mener chefen, og bladrer op i en laset håndbog, der viser, at den slags kan give bødestraf.

»Men nu skriver vi en rapport, og så er du fri til at gå.«

En halv time går.

Den håndskrevne rapport er ulæselig. Den skal lige skrives ren på computer. Men der er ikke nogle ledige.

En time går.

»Må jeg stille dig et mande-spørgsmål,« siger chefen pludselig.

»Hvad synes du om kvinderne her? Og det er avisen, der betaler for det hele. I er heldige. Jeg misunder jer jeres arbejde. Det er bestemt sjovere end at fange tadsjikere og usbekere dagen lang.«

Til sidst kommer chefen med en printet rapport, hvor der står, at vi opholder os i landet på et andet grundlag, end vi har tilladelse til. Jeg er uenig. »Ja, ja, men nu har vi bare oplyst jer om det.«

– Så vi kan godt tage til Rostov og lave flere interview?

»Ja, ja, vi har ikke tænkt os at gøre yderligere.«

Jeg skriver under. Jeg må ikke få en kopi af rapporten.

Fotografen venter på en café på den anden side af gaden.

Det er ved at blive mørkt, og vi har otte timers køretur foran os. Jeg kører bilen helt hen foran cafeen, inden fotografen springer ud. Ikke flere chancer nu, ikke flere forsinkelser. Nu skal vi ud af Voronezj.

Serie

Krigen set fra Rusland

Seneste artikler

  • Med hjælp fra Putins maskingeværer

    27. februar 2015
    De færreste på Krim tror på, at de nogensinde bliver ukrainere igen. De fleste ønsker det heller ikke, siger to lokale forretningsmænd. Nu forsøger de bare at indordne sig under russisk bureaukrati – og vestlige sanktioner, der har lagt en finansiel jernring om det daglige liv
  • Kosakker i krig for Putin i Ukraine

    18. februar 2015
    Den eneste forskel fra tsar-tiden er, at hestene er blevet skiftet ud med kampvogne. Og måske nogle fly, fortæller kosakgeneralen Aleksandr Demin hemmelighedsfuldt
  • Rapport fra Stalingade

    13. februar 2015
    Chefredaktører bliver presset ud, kritiske journalister bliver overfaldet, sågar dræbt eller fyret, alt imens de statslige medier bedriver sovjetisk hjernevask. De frie medier har det hårdt i Rusland, men 25-årige Olga Prosvirova er stadig ikke bange for at skrive, hvad hun vil
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er altid nemt at gøre grin med de lokale når man møder en fremmede kultur og mentalitet. Men skulle I mangle nogle billeder af jernbanegårde fra Rusland har jeg en hel del. Flere af dem er taget medens politiet stod og så på, men jeg ligner nok de lokale bonderøve.
PS: her er ledt til fremtiden: https://www.google.dk/search?q=%D0%B6%D0%B5%D0%BB%D0%B5%D0%B7%D0%BD%D1%8...

PS.PS:Det er ikke mig som har plantet den nøgne dame på skinnerne, men måske har de også en lille sang om en nøgen danserinde på en jernbaneskinne i Rus.

Willy Johannsen

Det er da helt naturligt, hvad det russiske politi gør i denne her situation. Prøv bare at tage billeder af Skanderborg station. Eller Grand Central i New York...
Putin har virkelig fået genskabt Sovjetunionen. Og alle russere og prorussere er glade. Elle næsten alle...

Hvor mange danske betjente skal der til, for at en ung pige ikke vifter med Tibets flag?...

Willy Johannsen, Rune Petersen og Svend-Erik Hansen anbefalede denne kommentar

Interessant som det vækker gamle og totalt glemte minder til live. For det minder mig faktisk om gamle dage i 1980-erne ved en større rumænsk sortehavsby, hvor jeg så 2 ubåde ligge ubevogtede ved en anløbsbro på den anden side af et stort jernbane godsterræn.

Som gammel ubådsofficer vakte det lidt interesse, selv om jeg ikke kunne se, hvad der gemte sig i trykskroget. Så jeg tog mit helt nye og ret store kamera frem for at filme, og så hændte selvfølgelig, der ikke burde ske. Blot tog de også min hustru i pant, og vi ventede faktisk i rigtigt mange timer i en militær forlægning langt udenfor byen, før hele seancen var overstået.
I øvrigt vidste jeg godt, at det var ulovligt.

Willy Johannsen

Blot som en lille tilføjelse: Alle - inklusive prorussere og russere - ved jo godt, at det her er en tilbagevenden til de gamle KGB-tider. Hvem, der måtte ønske dem tilbage, er for mig ikke til at fatte. Men nogen gør det jo...
Jeg håber, at Sigrid Nygaard fortsætter sit arbejde, selv om hun har fået en behandling, som helt sikkert har været skræmmende. Men det var selvfølgelig også meningen.

Andrei Korolovskiydvor

"Dette billede må man ikke tage i Rusland. Det blev slettet på politistationen i Voronezj, men senere gendannet. Andre af de slettede billeder viste mere af banelegemet, men af hensyn til Ruslands sikkerhed, har vi valgt ikke at bringe dem.
Sigrid Nygaard"
Ej hvor er I altså bare seje, der snød I dem, hva? Hvis Emil og Sigrid ikke havde sat sig ind i at man ikke må tage billeder af visse dele af infrastrukturen, så er denne ballade helt deres egen skyld. Prøv lige at tage et par billeder i lufthavnen i USA hvis/når I kommer forbi og lad os høre resultatet. Det lyder ellers til at I blev pænt behandlet selvom det er træls at sidde timevis på en politistation. At I skal slette det billede er da ikke censur, I har overtrådt nogle helt simple regler (som er fra gamle dage og dumme, ja) men I burde kende dem som journalister. I stedet for at stikke piben og erkende jeres fejl så skrives der en artikel under emnet censur og I viser hvor meget I respekterer reglerne ved at skide på dem og gendanne billederne og bringe et i Avisen med en satirisk bemærkning.

Det her er ikke mere censur end det er censur at man ikke må tage billeder af sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn

Havde I angivet Voronezh på jeres visumansøgning? Så kan vi andre også vurdere hvorvidt Emil vitterligt har overtrådt reglerne. Og jeg er stadig nysgerrig efter at vide på hvilket grundlag i skal besøge Krim. Har I indhentet de nødvendige ukrainske tilladelser til det?