Læsetid: 3 min.

Danske soldater i Irak kan angribe IS

De danske soldater i Irak har lov til at angribe Islamisk Stat, så længe det sker for at beskytte egne eller allierede styrker, siger Forsvaret. Gårsdagens selvmordsangreb på Asad-basen viser, at det når som helst kan blive virkelighed
14. februar 2015

Officielt har Danmark ingen kampsoldater i Irak. De 110 danskere på Ain Al-Asad-basen uden for Bagdad er udelukkende i Irak for at træne de irakiske og kurdiske styrker. Men som et mislykket selvmordsangreb på Ain Al-Asad-basen i går viser, kan de danske soldater når som helst risikere at komme i kamp – og endda være nødt til at gå til angreb på Islamisk Stat (IS). Ifølge Pentagon blev alle gårsdagens otte angribere dræbt af irakiske styrker, som står for bevogtningen af basen.

Oberstløjtnant Jens Riis fra Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando bekræfter, at de danske soldater i Irak – trods missionens klart defensive karakter – godt må angribe Islamisk Stat.

»Vores soldater er berettiget til at forsvare sig selv, deres kolleger og allierede, og om nødvendigt må de også gå til modangreb,« siger han. Hvor grænsen præcis går, er svært at fastlægge på forhånd, siger han.

»De må gøre det, der er nødvendigt for at fjerne truslen, og det kan sagtens omfatte offensive angreb,« siger Jens Riis. Han understreger dog, at sådan som det danske mandat er skruet sammen i øjeblikket, må de danske styrker ikke forlade den fem gange otte kilometer store irakiske base, og et eventuelt modangreb skal derfor foregå på eller fra basen.

Vide rammer

Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiets Institut for Strategi bekræfter, at »selvforsvar« er et begreb, der kan fortolkes meget bredt. Sådan som det f.eks. blev, da danske FN-styrker i midten af 1990’erne dræbte op mod 150 serbere i Bosnien for at forsvare en gruppe svenske FN-soldater, der var kommet i knibe. Operationen blev siden kendt som Operation Bøllebank: »Bøllebank er nok et mere ekstremt tilfælde, men det falder klart inden for definitionen »selvforsvar,« siger Riber Nordby, orlogskaptajn og master i international sikkerhed. Han påpeger dog, at danskerne i Irak ikke er nær så tungt bevæbnet, som de fredsbevarende styrker var på Balkan. »Det er primært irakerne og amerikanerne, der har det tunge skyts i Irak, så danskerne vil næppe komme til at stå for så voldsomme modangreb.« Jens Riis understreger dog, at danskerne spiller en lige så stor rolle i forsvaret af Ain al-Asad-basen som de 320 amerikanske marineinfanterister og mere end 800 irakiske soldater, der også befinder sig på basen: »De er fuldstændig ligestillede, når det handler om at forsvare basen.«

Selv om Islamisk Stat torsdag erobrede byen Al-Baghdadi få kilometer fra Ain al-Assad, understreger Riis og Riber, at der ikke er nogen risiko for, at IS kan iværksætte et større angreb på basen eller løbe den over ende.

»Et større angreb vil blive opdaget med det samme« siger Riis. »Basen er rigtig godt befæstet, og desuden kan vi have ti eller tyve jagerfly på vingerne i løbet af få minutter.«

Selv om et modangreb på IS vil være oplagt, vurderer de begge, at det vil kræve et nyt mandat fra Folketinget, hvis de danske styrker skal deltage i en modoffensiv uden for Ain al-Asad-basen.

Ifølge Riber har USA allerede en del specialstyrker på basen, som kan forfølge IS ud i terrænet sammen med irakiske styrker, hvis det bliver nødvendigt. Og inden længe får de formentlig selskab af en hel del flere af samme slags. Præsident Obama forsøger i øjeblikket at få Kongressen til at acceptere, at USA kan sætte landstyrker ind i Irak til at løse afgrænsende opgaver. Og det vil ifølge amerikanske medier først og fremmest blive specialstyrker.

Jens Riis mener i den sammenhæng, at danske specialstyrker også kan være en god idé: »Alle er jo enig om, at den krig ikke kan vindes fra luften, så hvis man gerne vil speede tingene op, kan specialstyrker være en god mulighed,« siger han.

Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet er enig og mener desuden, at det kan ske inden for det nuværende mandat: »Det vil helt givet øge risikoen for tab, men det skulle ikke undre mig, om politikerne alligevel siger ja til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Danmark yder luftstøtte til Shiamuslimske ortodokse ekstremister, der sværger på, at de vil dræbe 'alle vantro danskere', der betræder Irak, med sådanne venner og allierede, har Danmark overhoved brug for fjender i Irak?

Det kan ende med et blodbad!