Nyhed
Læsetid: 6 min.

Erdogan rydder Istanbuls fattige beboere af vejen

Gezi-protesterne i Tyrkiet i 2013 ændrede ikke ved Erdogans byggeiver og planer om byfornyelse, som nu gør beboere i et af Istanbuls fattigste kvarterer hjemløse. Idris Aksan er en af de beboere, der ikke kun har mistet sit og familiens hjem, men også sit arbejde som følge af byfornyelsen, som eksperter kalder for en fordrivelse af Istanbuls fattige klasse
En lastbil kanter sig gennem gaderne i det saneringsmodne kvarter Tarlabasi i Tyrkiets strøste by, Istanbul. Ligesom andre af byens fattige kvarterer står Tarlabasi over for en byfornyelse, som formentlig kommer til at forvise de oprindelige beboere.

Tor Birk Trads

Udland
12. februar 2015

På et stykke af blikvæggen, der afskærmer byggeplads fra beboelse er et lydløst opråb skrevet med sort tusch: »Der er stadig liv i Tarlabasi«. Idris Aksan står langs væggen med en cigaret i den ene hånd. Han tager et hvæs og bruger den så til at udpege det sted, hvor han har boet hele sit liv:

En rød bygning bag afskærmningen, der omkranser den del af området Tarlabasi i Istanbul, der skal rives ned.

»Det er forfærdeligt – vi har mistet vores hjem,« siger han.

34-årige Idris Aksan er blandt de mange hundrede, der er blevet smidt ud af deres hjem som følge af et stort opslået såkaldt renoveringsprojekt i det centralt beliggende Tarlabasi, hvor omkring 278 bygninger skal rives ned. Projektet er en del af den storstilede og ambitiøse byfornyelse, som daværende premierminister og siden præsident Recep Tayyip Erdogan fra Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, påbegyndte i 2006, og som udover at jævne hele kvarterer med jorden for at gøre plads til eksklusive byboliger også omfatter opførelsen af verdens største lufthavn, en tredje bro og en tunnel under Bosporusstrædet, samt en kanal, der skal forbinde Sortehavet med Marmarahavet og som konsekvens gøre halvdelen af Istanbul til en ø.

»Vi er nu et land, hvor drømme bliver opfyldt,« sagde Erdogan ved åbningen af en højhastighedstogforbindelse mellem Istanbul og Ankara i juli 2014. Men drømmene er for de få. Og opfyldelsen sker på bekostning af nogle af de mest marginaliserede grupper i befolkningen, forklarer antropolog Constanze Letsch, der forsker i Istanbuls byfornyelse.

»Regeringen har annonceret projekterne som en fornyelse af byen, men der er ikke tale om klassisk gentrificering. Det er nærmere en klassebaseret fordrivelse, hvor bestemte områder bliver rømmet til fordel for moderne og dyre boligkomplekser, som kun de rige og ressourcestærke har råd til,« siger hun og tilføjer:

»Selv de af Tarlabasis oprindelige beboere, der får en sum penge for at forlade deres lejlighed, har ikke økonomi til at flytte ind i de nye bygninger. De er tvunget til at flytte ud af byens centrum.«

Ikke bare hus og hjem

Tarlabasi ligger bare fem minutters gang fra Istanbuls største shopping-strøg Istiklal Caddesi. Og 10 minutter fra Taksim-pladsen, hvor tusindvis af demonstranter i 2013 gjorde oprør blandt andet mod Erdogans planer om at forvandle den tilstødende Gezi- park til et shoppingcenter. Men modstanden har stort set været fraværende i Tarlabasi, forklarer Constanze Letsch.

»Kvarteret er så fattigt og sammensat af mange forskellige minoriteter, at det ikke har været muligt at mobilisere en fælles front. Det kræver ressourcer at modstå de kommunale myndigheder, som lægger pres på dig for at overtage dit hus. Og ressourcerne er meget få i Tarlabasi,« siger hun om nedrivningsprojektet, der skulle have været færdigt i 2010. Men bygherrerne er endnu ikke færdige med nedrivningen af de mange faldefærdige etageejendomme, der skal erstattes af hoteller og luksusboliger, og som man kan se visualiseret i 3D i de arkitekttegninger, der viser planerne for kvarteret.

»Det er meget sigende for planerne for kvarteret, at ingen af de mennesker, der bor her, kan genkende sig i arkitektens visualiseringer,« siger Constanze Letsch om de vestligt udseende mennesker på arkitekttegningerne, der kører rundt i store biler. Kvarteret, der siden begyndelsen af 1900-tallet har været et fattigt arbejderkvarter, er i dag primært beboet af kurdere, romaner og syriske flygtninge. Og langt de fleste af dem har ifølge Constanze Letsch ikke haft en chance for at kæmpe imod myndighederne.

»Mange har fået at vide, at hvis de ikke skrev under og tog imod det tilbud, som myndighederne gav dem, så ville de miste alt. Men flere af dem taler ikke sproget og er slet ikke vant til at sige fra over for autoriteter. Der er mange eksempler på, at folk ikke har anet, hvad de har skrevet under på.«

Det fik Amnesty International til i 2011 at udtale hård kritik af de tyrkiske myndigheders håndtering af sagen. Menneskerettighedsorganisationen kritiserede myndighedernes brug af trusler, mangel på information og passende genhusning til beboerne. Og særligt spørgsmålet om genhusning er vigtigt for Tarlabasis beboere. Mange arbejder som håndværkere, på et spisested, som skopudsere eller sælgere på gaden, og deres levegrundlag er derfor afhængigt af at være tæt på den befærdede bymidte. Samtidig kan udgifter til transport vælte et spinkelt budget. De fleste har derfor ikke råd til at flytte til lejligheder uden for byens centrum, sådan som myndighederne har fået det organiseret.

Derfor er der også mere på spil end bare et nyt hjem, når de bliver smidt ud, understreger forfatter og aktivist Yasar Adanali, der kæmper for de nuværende beboeres rettigheder.

»De her mennesker mister ikke kun deres hjem. De mister også deres arbejde, sociale netværk og børnene mister deres skolegang, fordi der pludselig bliver for langt til, at de kan gå i skole,« siger han.

Det problem fik Idris Aksan også. Hans arbejde som skrædder lå i en bygning, der nu også står til nedrivning, så siden han for seks måneder siden måtte flytte væk fra bymidten med sin familie, har han været arbejdsløs. Samtidig har han mistet den daglige kontakt med de venner, han har kendt siden barnsben. Nu mødes de i stedet – som i dag – en gang om ugen for at kigge på de bygninger, der snart skal rives ned.

»Vi er vokset op her sammen,« siger Aksan og giver en af vennerne et kærligt puf:

»Jeg kan huske, da vi var yngre, og ham her løb rundt med sin snotnæse i gaderne,« siger han og peger mod en jævnaldrende mand, der ligesom ham selv står og hænger op ad blikvæggen, der afskærmer byggepladsen fra resten af det slidte kvarter.

Profit og polerede facader

Tarlabasi er mænd, der står i grupper og ryger og drikker te. Det er farverigt vasketøj, der gynger mellem husene, og børn, der leger med murbrokkerne fra et hus, der tilsyneladende spontant er kollapset. Og så er det store maskiner, der bakser sig gennem de smalle gader.

61-årige Nevye sidder sammen med sin lille hund på en trappesten klos op ad indgangen til byggepladsen, hvor mænd i syregule arbejdsjakker går omkring. Hun har boet i Tarlabasi, siden hun blev gift som 13-årig. Hun fortæller, hvordan livet i bydelen har ændret sig:

»Før i tiden ville vi sidde udenfor og drikke te og dele en kage. Men nu er alle mine naboer flyttet,« siger hun.

Selv ved hun ikke, hvor længe hun får lov at blive.

»Jeg ved ikke, hvornår de river mit hus ned, men jeg ved det sker. Regeringen er ligeglad – de bekymrer sig ikke om os,« siger hun og tager sig til ansigtet, der er beklædt med små fine rynker og omkranset af kraftigt gråt hår. Nevye fortæller, hvordan hun har set kvarteret forfalde mere og mere. Alene fra trappestenen, hvor hun sidder, kan hun tælle flere huse, der enten er kollapsede eller ubeboelige, fordi vinduer og døre er totalt ødelagte.

Og forfaldet har været en del af regeringens strategi, fortæller aktivist Yasar Adanali.

»Myndighederne har med vilje forsømt husene, for det er med til at legitimere den totale forvandling og renovering,« siger han og henviser til, at regeringen indførte en ny lov i 2005, der for alvor gjort det muligt at rømme og renovere historiske områder, som det i Tarlabasi, hvor mange bygninger ellers har en historisk værdi. Loven er siden blevet brugt somgrundlag for omfattende renoveringsprojekter, fordi den er langt mere liberal end tidligere love på området. Den blev blandt andet brugt, da området Sulukule – der på mange måder minder om Tarlabasi i 2009 blev ryddet for de store grupper af romaer, der boede der, for at gøre plads til nye eksklusive byhuse.

– Men er byfornyelsen i Tarlabasi slet ikke godt for noget?

»Jo, den er god for investorerne. De glemmer desværre bare at inkludere beboerne i beslutningsprocessen, og de nye områder egner sig ikke til deres behov. Logikken går udelukkende på, hvordan man kan maksimere huslejen og profitten,« siger han og tilføjer:

»Det har været let for regeringen at legitimere de indgreb, fordi det er til gavn for den rige middelklasses Istanbul,« siger han.

Tilbage på Tarlabasis gader kunne Idris Aksan, hvis tøj ikke fornægter, at han tidligere har arbejdet som skrædder, ikke være mere enig. Han er ulasteligt klædt i blå fløjlsjakke og rødternet skjorte og skiller sig ud blandt vennerne og de mange barfodede børn, der løber rundt i Tarlabasis gader i det kolde vintervejr.

»Det her projekt handler kun om profit og at penge, og det går ud over dem, der i forvejen har lidt eller ingenting.«

Serie

Erdogans Tyrkiet

Seneste artikler

  • ’Den almindelige tyrker kan ikke længere få fingrene i sandheden’

    9. februar 2015
    Sandheden er under pres i Tyrkiet, hvor magtkampen mellem præsident Erdogan og den religiøse leder Fethullah Gülen har udviklet sig til en kamp om at definere virkeligheden i medierne. Det fortæller den prisvindende tyrkiske journalist Nedim Sener, som nu står til 15 års fængsel
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tarlabasi, hjem for transvestitter,romaer,kurdere,flygtninge,afrikanere og alle mulige umulige afskygninger af skæve eksistenser.Det er lang tid siden jeg sidst var på besøg,men man glemmer aldrig Tarlabasi.

https://www.youtube.com/watch?v=Rzia02CHOWY

Morten Pedersen, lars abildgaard og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Kan denne pøbel da slet ikke forstå, at det netop er byfornyelse og etablering af byens hypermoderne underjordiske infrastruktur, som præsident Recep Tayyip Erdogan, hans søn og flere andre sønner af 4 ministre, tjener deres omfattende korruption på.

Det må da være rimeligt at fatte for disse åndlige pygmæer, at præsident Recep Tayyip Erdogan´s nye privatejede palads på 200.000 m2 midt i byens dyreste område har kostet knapt 1 mia. EUR at bygge, og de penge skal jo skaffes på en eller anden måde.

Mads Kjærgård

"Det her projekt handler kun om profit og penge"

Verden a la 2015 i en nøddeskal??

Gert Romme

Ikke at det gør det bedre, men det nye palads ligger i Ankara.