Bragene i den lille butik var altoverdøvende. »Han skyder helt vildt oppe foran, læg dig ned og lad som om, du er død,« råbte en kollega til Jean-Luc Slakmon, der var ved at fylde varer op bagerst i butikken, da Amedy Coulibaly trådte ind i det jødiske supermarked i Paris og begyndte at skyde vildt omkring sig med sin kalashnikov.
Da bragene havde lagt sig, og Jean-Luc rejste sig fra gulvet omkring 20 minutter senere, var fire personer døde, alle franske jøder ligesom ham selv. Yderligere 17 var såret, og resten af butikkens personale og kunder var taget som gidsler.
»Jeg gik op til ham (Coulibaly, red.). Han spurgte, hvem jeg var, og om der var andre nede bagved. Jeg husker, jeg sagde en masse bullshit for at prøve at redde mit og de andres liv.« Coulibaly beordrede Jean-Luc hen i gruppen med de andre ansatte, hvor de sad, indtil politiet stormede butikken, skød og dræbte Coulibaly og befriede gidslerne.
Det er en måned siden nu. Fra den dag af har Jean-Luc, 57 år og født og opvokset i Paris været på orlov. Han har fået psykologhjælp og er nu taget til Netanya på Israels kyst mellem Tel Aviv og Haifa, for at besøge og slappe af med venner og familie.
»Jeg havde kun arbejdet i supermarkedet i fire uger. Tidligere er jeg blevet udsat for røveri på tre andre arbejdspladser, og nu vil jeg ikke mere. Jeg venter på at få udbetalt mine penge fra den franske regering som terroroffer, gå på tidlig pension og så flytte til Netanya og blive israelsk statsborger.«
Frankrig ikke begejstret
I løbet af de seneste år har Israel oplevet en voldsom stigning i antallet af jødiske immigranter fra Frankrig, og efter gidseldramaet i supermarkedet går kurven nu endnu stejlere opad.
I 2014 immigrerede mere end dobbelt så mange franske jøder til Israel som året før, og bare i den første uge efter angrebet i supermarkedet fik det Jødiske Agentur i Israel, der hjælper jøder fra hele verden gennem den israelske immigrationsproces, mere end 2.000 henvendelser fra franske jøder, der ønsker at flytte adresse til Israel. Og agenturet forventer, at mindst 10.000 flere vil følge trop, inden året er omme. Frankrig er i dag verdens største leverandør af nye statsborgere til Israel.
Og de franske jøder er meget velkomne: »Israel er alle verdens jøders hjem« og vil tage imod de franske jøder med ’åbne arme’, lød det fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahu få dage efter gidseldramaet. Og på dagen for den store solidaritetsmarch, hvor verdens ledere gik i armkrog gennem Paris’ gader, var repræsentanter fra Det Jødiske Agentur i Israel mødt talstærkt op for at sprede information til de franske jøder om, hvordan de kunne få en ny og sikrere fremtid i Israel.
Interessen for tilbuddet var stor, men ikke alle i Frankrig var dog lige begejstrede for budskabet. Den franske præsident Francois Hollande havde forud for marchen frabedt sig Netanyahus deltagelse i marchen, da han ikke ville have blandet hverken israelske hvervekampagner eller antisemitiske diskussioner ind i marchens symbol på fællesskab og solidaritet.
Også den franske premierminister, Manuel Valls, advarede mod en jødisk flugt fra Frankrig: »Hvis 100.000 jøder flytter, vil Frankrig ikke længere være Frankrig,« varslede han.
Netanyahu kom dog til Paris alligevel, og de franske jøder ser ikke ud til at have lyttet til Manuel Valls.
Med frygt følger ikke fred
23-årige Charlie er en anden af dem, der trods den franske regerings modstand har valgt at rykke sine franske teltpæle op for at blive en del af den jødiske stat. Men til forskel fra Jean Luc er han ikke kommet i frygt for sin skæbne som jøde i hjembyen Paris. Tværtimod mener han, at frygt og forsøg på flugt fra antisemitisme er et helt forkert grundlag at flytte til Israel på.
»Mange jøder forlader Frankrig på grund af antisemitisme, men jeg tror nu ikke, Israel er et sikrere sted for jøder end Frankrig. Det dur ikke, hvis jøder forlader Frankrig for at komme og kun være sammen med andre jøder. Vi er nødt til at se realiteterne, den originale befolkning og den originale kultur i øjnene. 20 procent af befolkningen her er arabere. Hvis alle jøder immigrerer til Israel udelukkende på grund af antisemitisme, er der ingen fremtid for freden.«
Charlie er flyttet til Israel, fordi han føler sig forbundet med landet og den jødiske kultur, forklarer han. I Paris gik han ikke med kalot, det gør han nu, men det var ikke fordi, han var bange for at have den på i Frankrig. »Det giver bare mere mening at have den på her i den jødiske stat.«
Det er kun tre uger siden, han kom hertil og flyttede direkte ind på en af landets såkaldte Ulpan-skoler i Jerusalem. Her skal han bo og læse hebraisk i seks måneder sammen med 240 andre nyankommne. Kravene for at blive optaget er, at man er jøde, mellem 21 og 35 år gammel og har enten en bachelor- eller en kandidatgrad med i bagagen.
Kost, logi og undervisning bliver betalt af den jødiske stat, og med til ordningen følger et israelsk statsborgerskab. På Charlies ’årgang’ er lidt over en tredjedel franskmænd og dermed den absolut størst repræsenterede gruppe af de i alt 30 forskellige nationaliteter på Ulpans Jerusalem-afdeling.
Israels franske ghetto
Charlie har gået på jødisk skole i Paris og taler derfor allerede en del hebraisk og også et udmærket engelsk.
Tilbage i Netanya er Jean-Lucs situation noget anderledes. Han taler udelukkende fransk, og det er netop en af hovedårsagerne til, at han vil have Netanya og ikke Jerusalem som sin nye hjemby. I Netanya behøver han nemlig ikke kunne tale et ord hebraisk for at begå sig. Byen bugner med restauranter med navne som Le Bistro og Cafe Claude, menukortene er skrevet på fransk og tilbyder både moules-frites og chevre chaud, og så snart man har afgivet sin bestilling til tjeneren, som naturligvis også er fransktalende, bliver der sat baguette på bordet.
Tidligere var det et problem for byens mange fransktalende indbyggere, at de ikke kunne tage til lægen og forklare, hvor de havde ondt, da læge og patient ikke talte samme sprog, men det er der nu også råd for. For ni år siden åbnede franskfødte Doktor Guedj Thierry nemlig et lægehus i byens centrum, hvor konsultationer hos husets læger, psykologer, tandlæger og neurologer samt diverse informations- brochurer er på fransk.
»Det har ikke været min intention at skabe en fransk ghetto her i Netanya, men hvis jeg skal være ærlig, er det nok det, der er sket alligevel,« forklarer Doktor Thierry, hvis patientliste tæller omkring 2.000 franskmænd ud af i alt 2.400 klienter.
Ingen dans på roser
Og på et fransk call-center et par gader fra lægehuset sætter manager Fabrice Alloushe pris på »ghetto-tilstandene«. Han flyttede fra Paris til Netanya for et år siden, tog en måneds hebraiskundervisning, men droppede det så igen og taler i dag stort set ikke et ord af sit nye lands sprog. Men på call-centret er kollegaer såvel som kunder også franskmænd, og regninger på hebraisk kan altid kopireres ind i Google-translate, griner han.
»Nej, jeg er ikke et eksempel på integration. Til gengæld kan jeg tage direkte på stranden efter arbejde. Det kunne jeg ikke i Paris.«
Sammenlignet med Frankrig er arbejdsløsheden i Israel højere, lønninger såvel som den sociale offentlige støtte lavere, og det lette liv som ikke-integreret fransk jøde i Netanya derfor en illusion, forklarer en anden ny israelsk statsborger, Dvora Bensoussan.
Et godt sprogøre og en god uddannelse kombineret med hendes franske rødder har på to år gjort hende til en succesfuld ejendomsmægler i Netanya, og i takt med den stigende franske immigration bliver ordrebogen kun ved med at vokse. Men at hun som jøde skulle være mere sikker i Israel end i Frankrig, tror hun ikke på.
»Forskellen er, at folk i Israel er vant til at leve med faren. I Frankrig er det et nyt problem,« forklarer hun.
"»Forskellen er, at folk i Israel er vant til at leve med faren. I Frankrig er det et nyt problem,« forklarer hun."
Så øvelsen kommer i praksis til at implicere at flere franske jøder bekender sig til konfliktforholdet; man bytter med sin emigration en relativt (!) neutral position ud med en manifest konfliktorienteret ditto. Helt som det kunne forudses.
Peter Jensen: Hvad er der konflikt orienteret ved at flytte til Netanya? - du er godt klar over at det er inden for 67 grænserne?
Jan Mogensen, du har vel en pointe i at førhen franske jøder som frontlinjebosættere, f.eks. iført Charlie Hepdo T-shirts, ville ha' været et veritabelt scoop for de fleste med zionistiske overbevisninger - men med mit indlæg henviste jeg til at franske jøder som, motiveret af ønsket om at bringe sig i sikkerhed for antisemitisme, flytter til Israel, med handlingen mere eller mindre bevidst erklærer sig enige i at en optrappet tilgang overfor de udpegede fjender og trusler (identificeret ved f.eks. eufemismer som islamis(tis)k terrorisme og arabisk uforsonlighed) løser problemerne.
Peter Jensen: Altså de mennesker der flygter fra islamisme i Frankrig er dermed skyldige i en optrappet tilgang? - 10 point for den elegante måde at vende tingene på hovedet, det svarer vel lidt til at give Abel skylden for at Kain dræbte ham...
Jan Mogensen, snarere er der vel tale om mennesker som af mange forskellige årsager vurderer at man er bedre tjent med aggression end med fredelig dialog - eller i hvert fald mener at man må tage det gode med det onde (for lige at vende en tredje kind til).
Peter Jensen: Hvis du kan se aggressioner ved at en pensionist frygter for sin sikkerhed ved at flytte til et andet land, så velbekommen.
Jan Mogensen, måske forstår vi også artiklen forskelligt: Jeg mener bestemt at dens vinkel er at årsagen til flytningerne er frygten for egen sikkerhed (i øvrigt et ejendommeligt tankevækkende udtryk, ikke?) - ikke at flytningerne i sig selv (som du nu vinkler det) udvirker frygten.
Anti-semitisme er jo et gammelt velkendt fænomén i Europa. Ikke sandt? Der har været lidt ro om det nogle årtier. Judeofoberne har altid været her, og er ikke, ved tilskud udefra, blevet færre de seneste årtier, og rører nu på sig på ny. Selvfølgelig bliver Europa ikke et sted at være for jøder fremover. Det tilsiger udviklingen. Men det er måske sket hurtigere end de flest af os troede. Et stort tab for Europa. Endnu en pind til den hensygnende europæiske kulturs kiste.
"Selvfølgelig bliver Europa ikke et sted at være for jøder fremover. Det tilsiger udviklingen."
Fra tilsigelse til selvfølge, sådan bliver den også skåret. Salamien, altså.
Egentlig opfatter jeg ikke jødernes flugt som værende af sikkerhedsgrunde, men mere det standpunkt, at de på ingen måde vil leve sammen i fred med et muslimsk folk. Det kan de kun i hjemlandet, for overalt i Europa er man igang med at integrere store grupper af muslimske flygtninge, som derfor ikke længere er lande, der i deres øjne er den jødiske tro værdig.
Hvem ville ikke være parat til at gå i skjul, hvis man havde oplevet en gidselssituation og haft et våben pegende mod sig.
Men hvor Charlie Hebdo var rettet mod ytringsfriheden, havde terroristen med supermarkedet jo en anden dagsorden, der relerterede sig til Israel/Pælastina hævn. Så må vi jo bare håbe, at det jødiske offer så også fik et længere varende ønske om at etablere sig i hjemlandet, opfyldt med erstatningen fra angrebet. Slutningen af artiklen synes jeg udstiller jødiske mindretal som uintegrerede grupper, der lever med den jødiske religion og kultur uden tilpasning til det land de bor i. og der hvor det bliver lidt mærkeligt er, når de ikke har lært sig deres modersmål, men alligevel flygter fra de muslimske mindretal i Europa. Ligeså absurd er det, at disse hjemvendte forlanger, at Israel skal ændre sprogpolitik fordi de ikke har lært sig hebrærisk. På sin vis er det vel naturligt, at hvis man drømmer om at flytte til Spanien, lærer man sig lidt af sproget til en start.
Kan disse fædrelandsbegejstrede flygtninge i virkeligheden ikke blive en torn i øjet på Israel,når de endnu engang forlanger, at det land, de iøjeblikket bor i, skal gøre plads til de vaner, de har tillagt sig rundt om i Europa. Det kunne måske være demokratisk forståelse i det omfang der skulle være forskel på Europæisk demokrati og Israelsk fortolkning. Jeg kunne godt se, at denne flygtningestrømning kunne skabe problemer, uagtet det er samme religion.
Er der ikke lige så mange promiller jødisk befolkning der bliver dræbt af muslimer, nazister og andre grånuancer i Israel som i Europa ? Naturligvis skal det jødiske homeland eksistere hvor det nu gør, og egentlig helst med hele Jerusalem, men denne etnicitets identitet er så usædvanlig internationaliseret på godt og ondt, at hele verden er dens hjem, som det kan fornemmes af enhver debattør fra segmentet, Metz for at nævne det nærmeste. Den gavnes ikke kvalitativt af at trække sig tilbage i en geografisk national vognborg. Dette også fordi den jødiske, i dag forhistoriske, tribale sammenblanding af religion og etnicitet er totalt surrealistisk for alle andre udenforstående end islams folk, for hvem det er den skønneste shangrila-romantik kaldet 'kalifat' - og lykkeligvis for evigt udenfor deres rækkevidde - eet af slagsen er nok.