Læsetid: 4 min.

’Grexit’ afværget i ellevte time

Bitre uenigheder mellem Tyskland og den græske Syriza synes i første omgang at være afværget efter gennembruddet i hårdføre forhandlinger om ny græsk hjælpepakke. Alligevel lyder der hård kritik af den tyske strategi
En græsk dreng vifter med flaget i en menneskemængde samlet i Athen i aftes med et fælles håb om, at regeringen vil kunne få endnu en frist i Bruxelles til at klare skærene.

Louisa Gouliamaki

21. februar 2015

Der skulle trusler om græsk udtræden af euroen og tilsvarende katastrofescenarier på forhandlingsbordet, før græske forhandlere i aftes nåede til enighed med eurozonens finansministre om et udkast til endnu et hjælpeprogram til den nødstedte græske stat.

De 19 eurolandes finansministre enedes i aftes om skitsen til en fire måneders forlængelse af lån til Grækenland, da det eksisterende låneprogram udløber den 28. februar. Men aftalens nærmere detaljer var ikke tilgængelige ved deadline. Den græske regering vil mandag komme med flere detaljer. Det ser ud til, at Grækenland skånes for yderligere reformkrav.

Officielle kilder understreger dog, at der foreløbig ikke er tale om en formel aftale mellem samtlige 19 eurolande.

Alligevel har EU og Grækenland nu i første omgang afværget frygten for en græsk exit fra valutafællesskabet. Ikke desto mindre kan uenigheder dukke op igen, når nye aftaler skal indgås. I Grækenland hersker der fortsat bred modvilje mod EU’s krav om yderlige reformer i det kriseramte land.

»Tysklands betydning er ganske vist vigtig, men det betyder ikke, at tyske lederes synspunkter hele tiden skal sættes igennem på alle områder. Det gælder i endnu højere grad, når den tyske ledelse ikke enstemmigt står bag finansminister Schäubles intention om at straffe Grækenland. Det tilkommer de øvrige europæiske lande i eurogruppen at bidrage til tilvejebringelsen af et nødvendigt kompromis,« lyder en kommentar i den græske avis To Vima i går før forhandlingernes afslutning.

Netop den afgrundsdybe forskel mellem vælgerbefolkningernes synspunkter har ifølge kommentatorer været medvirkende til at vanskeliggøre forhandlingerne.

»Problemet er, at den tyske offentlighed ikke ønsker at lytte til nogen økonomiske argumenter, der understøtter den græske regerings standpunkt, som anses for at være kaotisk og upålidelig,« skriver Henrik Enderlein fra den tyske Hertie School of Governance i Berlin i et indlæg i The Guardian.

»Den græske offentlighed synes ikke at ville skelne mellem det gode og det dårlige i EU-trojkaens program for at se hvilke forandringer i den græske økonomi, der er nødvendige og gavnlige i det lange løb.«

Kapitalflugt

Var parterne ikke nået til enighed om en ny aftale inden den 28. februar, hvor det aktuelle program udløber, stod Grækenland i reel overhængende fare for en statsbankerot.

Allerede på nuværende tidspunkt har Den Europæiske Centralbank (ECB) afbrudt forsyningen af kredit til de græske banker. I stedet forsynes de græske banker med kredit fra den græske centralbank under det såkaldte ELA-program, der i sidste ende godkendes af ECB.

Mens tusinder af grækere i de seneste måneder har trukket deres opsparinger ud af de græske banker af frygt for et kollaps. Som reaktion på et udeblivende kompromis drøfter Den Europæiske Centralbank angiveligt indføre kapitalkontrol a la Cypern, hvor græske indeståender fastfryses for at undgå kapitalflugt.

Op til forhandlingerne har grækerne nægtet at underlægge sig de øvrige eurozonelandes krav om at videreføre det eksisterende hjælpeprograms lånebetingelser, herunder krav om yderligere strukturreformer.

I løbet af dagen blev der lagt yderligere pres på Grækenlands regering og særligt finansminister Varoufakis fra det venstreradikale parti Syriza, der sent i fredag eftermiddag indledte de kritiske forhandlinger med eurogruppens finansministre om en forlængelse af finansiel hjælp.

Kan ende med kaos i Europa

Blandt andet rapporterede det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, at medarbejdere i Den Europæiske Centralbank i Frankfurt er begyndt at forberede sig på muligheden af en græsk udtrædelse af euroen, en ’grexit’.

Aftalen mellem forhandlingsparterne kommer efter en uge med tiltagende irritation mellem Athen og Berlin.

Torsdag afviste den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, et forslag til en låneaftale udformet af den græske finansminister Varoufakis. I det afviste forslag bedyrer Varoufakis, at Grækenland agter at anerkende »de finansielle forpligtelser« over for landets kreditorer.

Ifølge ledende EU-politikere og eurogruppen rejste forslagets formulering imidlertid tvivl om den græske vilje til at gennemføre de strukturreformer, der kræves.

»Brevet fra Athen er ikke et substantielt løsningsforslag,« meddelte Schäuble torsdag aften og afvist grækernes forslag.

I Berlin har Tsipras været mistænkt for dobbeltspil. I europæiske sammenhænge har Syriza været kompromisløs, men i Grækenland har Tsipras erklæret, at den tyske sparepolitik hører fortiden til. Derfor har den tyske regering næret mistillid til omfanget af Syrizas reformvilje.

Ifølge aftaler med EU og IMF skulle privatisering af græske virksomheder indbringe mindst 50 mia. euro inden 2016. Under den tidligere græske regering nåede mindre end en tiendedel af dette mål.

Tyskland tvinger dem ud

Aktuelt er der få tegn på, at den nuværende Syriza-ledede regering, der er gået til valg på at forhindre yderligere privatiseringer af græske havne og energiforsyning, trods fredagens aftale vil kunne opfylde dette mål.

Samtidig møder den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, hård kritik fra internationale økonomer, der anklager Tyskland for at have vredet armen om på Grækenland.

I en kommentar i New York Times går den amerikanske økonom Paul Krugman i rette med den tyske finansminister.

»Grækenland synes at forsøge at købe sig tid til at sammensætte en økonomisk strategi (…) og forhandle betingelser senere. På den anden side forsøger Tyskland at tvinge Syriza til en fuldstændig opgivelse af deres valgløfter, øjeblikkeligt og i dag,« skriver Krugman og tilføjer:

»Det ligner et forsøg på at tvinge grækerne ud af euroen lige nu. Tysk politik er objektivt progrexit.«

En lignende kritik lød før forhandlinger fra den tyske økonom Heiner Flassbeck, der går i rette med Wolfgang Schäuble. Den græske regering står foran et valget mellem at acceptere en udtræden af euroen »der kan betyde chok eller kaos for hele Europa eller at bøje sig for Berlins diktat og derefter øjeblikkeligt gå af. Også det vil forudsigeligvis føre til kaos og ikke blot i Grækenland, som mange tyske politikere åbenbart forestiller sig«, skriver Flassbeck på sin blog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Selch
Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Afskriv alle disse papirpenge uden nogen reel sammenhæng med realøkonomien.

Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

"Afskriv alle disse papirpenge uden nogen reel sammenhæng med realøkonomien."

Dagens vits. Det er bestemt ikke papirpenge, og fordringerne på Grækenland er ganske reelle. Hvis tilgodehavenderne på Grækenland skal afskrives, bliver det de øvrige europæiske landes skatteborgere, der skal betale .

Enhver kan begå en fejl, som Grækenland helt åbenlyst har gjort - jfr. deres økonomiske morads, men man skal selv betale for sine fejltagelser - ikke andre.

Bo Carlsen, Thomas Andersen, Lasse Schmidt, Per Torbensen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

»Problemet er, at den tyske offentlighed ikke ønsker at lytte til nogen økonomiske argumenter, der understøtter den græske regerings standpunkt, som anses for at være kaotisk og upålidelig, skriver Henrik Enderlein.
- Ja, men det synspunkt gentog han ikke torsdag aften i Maybritt Illner, hvor han da også hørte nøjagtigt det modsatte fra Oscar LaFontaine, den tidl. socialdemokrat nu i partiet Die Linke.

De sorte politikere, hos Illner repræsenteret ved den helt umulige Markus Söder (CSU), lægger en hård forhandlingstone, og det bliver ikke altid forstået i den danske presse, men et endnu større problem er, at danske iagttagelser ubevidst går ud fra, at tyskerne har næsten samme mening om unionen og euroen, som danskerne har, og det er fuldstændig forkert.
Bag den hårde tone gemmer sig såvel økonomiske og især politiske interesser for at fremme den europæiske union. Dette var netop også kongeargumentet for Henrik Enderlein i slagudvekslingerne med den arrogante provinspolitiker Söder fra Bayern.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at der alligevel blev opnået en enighed om en vej frem.

Jens Falkesgaard, Bjørn Jørnvig, Torben K L Jensen, Lene Christensen, Carsten Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens rasmussen

& her gik jeg og troede, at når man er i et fællesskab, er man solidariske over for hinanden ?
men sådan fungerer det europæiske "fællesskab" åbentbart ikke.

Jens Falkesgaard, Bjørn Jørnvig, Henrik Klausen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Den græske arbejderklasse kan ånde lettet op. Almindelige grækere stod til at miste en seriøs stor del af deres købekraft, mens de rigeste grækere, som har skjult deres skattesvindlede formuer i udenlandske banker, nu forhindres i at putte endnu flere af den græske stats værdier i egen lomme. En katastrofe er foreløbigt afværget.

Nu mangler vi blot at EU politikerne vågner op stopper den udsigtsløse og destruktive austerity-politik. Der skal skabes arbejdspladser i Grækenland, og hjerneflugten fra landet skal standses.

Jens Falkesgaard, Niels Engelsted, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Lene Christensen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Morten Vesterbro-Hansen

@jens rasmussen
Du har helt ret i, at solidaritet ville være godt. Men grækerne har valgt at være hamrende usolidariske med de andre europæiske folkeslag og bare kastet om sig med penge i forventningen om, at alle andre vil betale gildet. Det er på tide, at grækerne holder op med at være så egoistiske.

Thomas Andersen, Lasse Schmidt og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

De var nødt til at trække fronterne hårdt op, så kompromiset kunne sælges som en slags sejr i begge lejre.

Selvfølgelig havde grækerne ikke noget at forhandle med og resultatet er jo som forudsagt. Der skrives om fællesskab og solidaritet, jamen det er jo Grækenland der har klikket i det og ikke formået at rydde op i deres eget hus for lang tid siden. Det skulle de have gjort i fællesskabets og solidaritetens hellige navn. Ved dannelsen af euroen havde grækerne manipuleret med deres økonomi, det kom frem få år efter hvor grækerne rendte ind i de første problemer. Sådan har det altid været med grækerne. Se blot på deres antal af devalueringer op til euroen.
Det var vist kun grækerne selv der troede på at de havde noget at forhandle med. Lad os se om 4 måneder igen. Så hyler de endnu en gang. Smid dem ud af euroen og lad dem rette op ved egen hjælp.

Michael Kongstad Nielsen

EU holder på Grækenland lidt endnu.
Fra artiklen:
"Men aftalens nærmere detaljer var ikke tilgængelige ved deadline. ... Det ser ud til, at Grækenland skånes for yderligere reformkrav."
Præcis. Det var det, der skulle til, for at få Grækenland til at gå med.
I øvrigt er Krugman inde på noget af det rigtige.
Nu skal grækerne lægge alternative planer frem for, hvordan de på alternative måder kan indfri landets gæld over for kreditorerne, uden at acceptere de krav, trojkaen tidligere stillede til den tidligere regering.

"Ved dannelsen af euroen havde grækerne manipuleret med deres økonomi, det kom frem få år efter hvor grækerne rendte ind i de første problemer. Sådan har det altid været med grækerne. Se blot på deres antal af devalueringer op til euroen."

Italienerne sminkede også deres økonomi ved optagelsen i EU - og mon ikke andre har gjort noget tilsvarende? Vi skal jo være opmærksomme på at Goldman Sachs stod for at give den græske statsøkonomi en omgang neoliberal lak op til Euro-optagelsen ... og alle vidste at det skete. Goldman Sachs er jo en velintegreret EU-partner ... eller hvad man nu skal kalde dén slags.

Jens Falkesgaard, Bjørn Jørnvig, Ivan Mortensen, Rune Petersen, Torben Selch, Erik Pedersen, Lene Christensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Morten, lad os rette kritikken de korrekte steder hen - så vi kan forebygge gentagelser. Som det ser ud nu, sidder de fleste og brokker sig over den græske befolknings dovenskab ... hvilket unægtelig er en både sløj og ja, doven, analyse. Ganske utilstrækkelig - og ganske, ganske usolidarisk.

Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Torben Selch og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

At et enkelt land som Tyskland i kraft af sin økonomiske styrke kan vride armen om på den nyvalgte græske regering udstiller EUs fuldstændige mangel på demokratisk legitimitet. Tsipras-regeringen har jo fået et folkeligt mandat til at genforhandle gældsaftalen og til at føre en anden politik end den, Trojkaen dikterede overfor den forrige græske regering. Tyskernes adfærd giver kun vind i sejlene til UKIP, Podemos, Folkebevægelsen og lignende EU-modstanderbevægelser.

I princippet skal man selvfølgelig altid betale sin gæld tilbage, men sagen er bare, at hovedparten af de mange penge, grækerne har fået tilført, ikke er kommet den almindelige græker til gode, men i stedet er gået til at refinansiere gæld til de store banker i Tyskland og andre EU lande, hvorimod den almindelige hårdt plagede græker har ikke set meget til disse penge - tværtimod er løn og pensioner blevet drastisk beskåret, og arbejdsløshed og priser er steget voldsomt. Det er hele systemet, den er gal med. Det er kleptokratiet, der vinder hver gang.

Den generøsitet, det besejrede Tyskland mødte hos de allierede efter at have ødelagt store dele af Europa i 2. verdenskrig, og som hurtigt muliggjorde genrejsningen af landet, er totalt fraværende i dag overfor de sydeuropæiske lande, selvom tyske virksomheder netop i kraft af euroens stabilitet har hentet store profitter hjem siden euroens indførelse. Grækerne har derfor en pointe, når de taler om en systemisk krise for hele eurozonen. Der er en nøje sammenhæng mellem de store betalingsbalanceunderskud i EU-nord og underskuddene i EU-syd. Men den problemstilling nægter den tyske finansminister Schäuble at anerkende. Spørgsmålet om, hvem der er solidarisk og hvem der ikke er det, kan i sidste ende kun besvares politisk - det har ikke meget med økonomi at gøre, sådan som det tit fremstilles i mainstream-medierne.

Jens Falkesgaard, Bjørn Jørnvig, Rasmus Kongshøj, Claus G. Jørgensen, Rune Petersen, Holger Madsen, Erik Pedersen, Lene Christensen, Peter Jensen og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Vesterbro-Hansen

@Peter Jensen
Vi kunne jo også stoppe de evige forsøg på at giver banker og Anders Fogh Rasmussen skylden for alt her i livet...

Jørgen Mathiasen

Den, som låner penge til andre, kan selvfølgelig stille betingelser for det. Hvilke betingelser, Eurozonens lande stiller for at holde Grækenland inde i zonen, kan man få et indtryk af i den oversigtsartikel Politiken publicerede i går, hvoraf det fremgår, at eurolande, som er endnu fattigere end Grækenland, bliver bedt om at finansiere græsk økonomi, dvs. de valgløfter den græske regering blev valgt på. Artiklens svaghed er udelukkende, at den ikke forstår at vægte den politiske betydning af eurozonens opretholdelse.

Irritationen over en regering af den græske (venstreorienterede) type er stor i Berlin, men tyskerne er fuldstændigt opmærksomme på de fordele, de har gennem kombinationen af konkurrenceevne og en relativt svag Euro. Det er ikke mindst af den grund, at et parti som AfD ikke kom over spærregrænsen ved Forbundsdagsvalget, og at vælgerne sendte CDU/CSU i Forbundsdagen med næsten absolut flertal.
Schäubles retorik og larmen fra Bayern er effektiv vælgerpleje.

Curt Sørensen

'Investorerne' har naturligvis i førte omgang lånt penge til Grækenland for at gøre en god forretning ( ikke af altruistiske grunde!). Under den økonomiske krise skete der en refinanciering: de penge der er tilført Grækenland fra det internationale pengesystem er primært gået til at holde tyske og franske kreditorer skadesløse. De er ikke gået til den græske befolkning, der tværtimod har fået sin levestandard kraftigt beskåret. 'Regningen' for krisen er så at sige blevet sendt videre til den græske befolkning. Hele systemet fungerer ud fra formlen: profit skal altid privatiseres, gæld skal altid 'socialiseres'.
Den sidste måneds udvikling har tillige belyst modsætningen mellem kapitalisme og demokrati: Vælgerne i et land kan træffe det ene eller det andet valg, men det er 'kapitalen', /'investorerne'/, 'kreditorerne' der bestemmer. Den økonomiske magt inddæmmer og begrænser den politiske magt, når denne for en gangs skyld artikulerer befolkningens ønsker og forhåbninger. Den tyske kapitalismes grådighed og stædighed kaster Grækenland i armerne på 'Gyldent Daggry'. I sandhed en visionær Europa politik!

Jens Falkesgaard, Ivan Mortensen, Rasmus Kongshøj, Claus G. Jørgensen, Erik Pedersen, Holger Madsen, Lene Christensen, Michael Kongstad Nielsen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Meget enig med Curt Sørensen, dog tror jeg ikke, at grækerne ønsker at havne i Gyldent Daggrys arme (det kom kun lige over spærregrænsen). Et mere realistisk alternativ, hvis den Syriza-ledede regering ikke får lov til at realisere sin politik for landets rejsning, er bankerotten. Den vil stadig gøre ondt, men hvad værre er, hvis EU, ECB og IMF stadig derefter ikke vil anerkende befolkningens demokratiske vej, kan Grækenland blive nødt til at henvende sig til Kina eller Rusland, eller BRIK-landene, der lige har stiftet en ny "$100bn BRICS New Development Bank", eller på anden måde kunne være behjælpelig. Det ville ikke kønt ud set fra Bryssel.

Udsættelse til Grækenland i 120 dage er vanvittigt og en vittighed af de helt store.

Foreløbig har de ikke opfyldt særligt meget af det tidligere aftalte, herunder især et mere effektivt skattesystem, og tilsyneladende mangler der også et opgør med den politiske korruptionen politisk som retsligt.

På den baggrund er det totalt latterligt af give 120 dages frist til Grækenland, endsige fastholde synspunktet om, at Grækenland skal forblive i EUROen alene ude fra en tysk politisk dumstædighed hos regeringschefen.

Wolfgang Schäubles mål med at straffe Grækenland for deres ulydighed, er sygelig og ikke særlig Europæisk og et kedeligt tysk træk vi kender fra fortiden, som er ganske unødvendigt.

Imidlertid må Grækenland stå ved den gæld som er politisk stiftet tidligere, men som det ser ud til med de 120 dages forlængelse, står for fald via denne nye aftale, så det ender med den bliver pålagt arbejdere i de andre Europæiske lande, hvilket igen afstedkommer en nedagang i realindkomst og udsættelse af øges velfærd, da pengene skal bruges til at betale den græske gæld.

Nu kommer det politiske kunststykke af sætte det sammen sådan, at det ser ud som om Grækerne betaler deres gæld, - men det i virkeligheden bliver det resten af Europas befolkning der får regningen, maskeret som en tilbagebetaling af gælden.

Det eneste det afføder er, at grækerne vil have endnu mere betalt via EU's arbejdere næste gang, hvorefter politikerne igen skal opfinde en maskeret måde hvorpå de for arbejdernes penge i Europa kan betale endnu mere af Grækenlands gæld.

Henrik Petersen

Lige så lidt som en enlig mor i et socialt boligselskab i Ballerup har indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark, lige så lidt har den almindelige græker haft indflydelse på det økonomiske uføre, som Grækenland befinder sig i i dag.

Det giver ikke mening, at blive ved med at fremture med "det er deres egen skyld" argumenter.

De sejrende kunne have valgt at straffe alle tyskere i flere generationer for de tåbeligheder som Nazityskland begik. Heldigvis var man klogere. Heldigvis indså man, at det ikke var en produktiv vej.

Jens Falkesgaard, Bjørn Jørnvig, Rasmus Kongshøj og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Forskellen på Grækenland og Italien er bla landenes indre industrielle værdier. Der har Grækenland heller ikke noget at komme med.
Det er grækernes egen skyld. De skulle have sørget for at alle betaler skat og at pensioner kun udbetales til pensionister og ikke døde mennesker.
De har selv skabt deres krise og nu vil de igen ikke betale for deres fejl.

Michael Kongstad Nielsen

Grækernes skyld er, at de i mange år stemte på Nea Demokrati og Pasok, selvom de trak dem ned i synden. Også efter finanskrisen. Men nu har de efter 4-6 år med de nævnte partiers aftaler med trojkaen, der ikke har bragt landet på fode, taget skylden på sig og valgt en ny vej. Det må de dog heller ikke, mener Tyskland og flere kommentatorer her i tråden, de skal fastholdes på syndens og straffens vej.

Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Frem til 2009 kan Grækenland bedst karakteriseres som et kleptokrati. Med EUROens indførelse fik oligarkiet og dets allierede i statsapparatet nye muligheder. Midler fra EU blev fordelt efter et system med en form for omvendt licitation, hvor midlerne gik til de projektmagere, der kunne tilbyde mest i returkommision til beslutningstagerne. De mange midler fra EU-systemet blev betragtet som et tag-selv bord for dem der havde de rette forbindelse. Jeg må med skam melde, at jeg på det personlige plan har draget nytte af EU-midler, som kun har været med til at belaste den græske økonomi. Omvendt bidrager jeg nu gennem min kommuneskat til at dække en del af hullet i kommunekassen efter de 40 mio Euro som vores tidligere borgmester blev dømt for at have lænset kommunekassen for.

Indtil finanskrisen udbrud havde den jævne befolkning havde stort set været upåvirket af kleptokratiets låneoptagelse. På den ene side kom midlerne kun i begrænset omfang den jævne græker til gode. På den anden side belastede lånene heller ikke den jævne græker idet tilbagebetaling af lånene blev dækket af nye lån. Men med finanskrisens udbrud kom den almindelige græker fra asken til ilden. Kleptokratiet kunne ikke mere dække sine udskejelser ved at optage nye lån på det frie marked.

Gennem forskellige financielle transaktioner, blev de private långivere (primært tyske og franske banker) friholdt for deres risiko ved at have ydet lån til det græske kleptokrati. Hovedparten af lånene blev konverteret til mellemstatlige lån formidlet gennem Den europæiske Centralbank samt lån fra IMF. Gennem de efterfølgende år blev demokratiet gradvist sat ud af kraft og erstattet af en form for protektorat under den såkaldte trojka, som var blevet sat til at inddrive lånene. Det gamle kleptokrati som formelt stadig havde den politiske magt, valgte en strategi, hvor man sagde ja til alt, hvad der kom fra trojkaen, men i praksis modarbejdede alle de reformkrav, som truede deres egne privilegier, og kun gennemførte de krav om vekfærdsreduktioner, som direkte ramte middelklassen og de økonimiske svageste, samt krav om afskaffelse af fundamentale demokratiske rettigheder, som f.eks. retten til at danne fagforeninger og indgå kollektive overenstkomster.
Med en økonomisk og politisk strategi kløgt som fuldt ud er på niveau med de allieredes strategi over for Tyskland efter 1. Verdenskrig er det på 5 år lykkedes for trojkaen og det gamle kleptokrati i fællesskab totalt at smadre den græske økonomi.

Den ny græske regering står således over for et kæmpe genopretningsprojekt, både politisk i form af (gen)opbygning af demokratiet og økonomisk med tiltag som umiddelbart kan modvirke de værste former for armod og samtidig frigøre resourcer til en vækstfremmende økonomisk politik, der på længere sigt kan skabe økonomisk og politisk stabilitet.

Jens Falkesgaard, Peter Jensen, Morten Pedersen, Henrik Plaschke, Rasmus Kongshøj og Claus G. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Erik Pedersen
Tak for kommentaren. Betegnelsen "kleptokrati" for den græske regeringsform vil støde på en bred politisk tilslutning i vide dele af Europa. Denne opfattelse spiller naturligvis med, når de andre skal indgå aftaler med grækerne og deres regering, der nu kun har 48 timer til at forklare, hvordan den vil føre finanspolitikken i den kommende tid.

På et enkelt punkt vil den økonomiske ekspertise ikke give dig ret. Der henvises til "den primære balance" af mennesker som Henrik Endelein og Jesper Rangvid, når de skal begrunde det synspunkt, at der er indtrådt en vending i græsk økonomi, og det er åbenbart også det lille overskud, den græske regering ville anvende til at indfri nogle valgløfter.

Ganske mange, herunder også i Tyskland, regner med, at det bliver nødvendigt med en ny græsk gældssanering på et tidspunkt, men det er naturligvis tabu for den tyske regering ligesom det er for andre regeringer i Eurozonen, eksempelvis den spanske. Det er derfor for tidligt at afgøre, om vi står i en proces, som skal sammenlignes med tiden efter 1. eller 2. Verdenskrig.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Syriza står overfor en stor opgave. Men tro på, at de vil mestre den. De vil gøre alt for at føre deres politik, og befolkningens opbakning til den, ud i livet. De vil ikke falde ned og blive ligeså kleptokratiske, som deres forgængere. De har fået et folkeligt mandat, og de vil føre kampen derefter.

Henrik Plaschke

Jørgen Mathiasen: Det er ikke helt klart, hvad det er, ”den økonomiske ekspertise” ikke vil give Erik Pedersen ret i. Det er sket et skift i den græske økonomi i den forstand, at det primære offentlige budgetbalance (dvs. det offentlige budget fraregnet renteudgifter) nu udviser et betragteligt overskud. Det er resultatet af ekstremt drastiske besparelser i de offentlige udgifter, og det er der intet mystisk i. Enhver regering kan spare sig selv ihjel. Men p.t. er der så en politisk uenighed om, hvorledes dette overskud skal anvendes.

Men det er til gengæld alt andet end klart, hvad den ”den økonomiske ekspertise” mener i øvrigt. Økonomer er ikke enige om, hvorledes den nuværende græske og europæiske krise skal forstås, og de er tilsvarende uenige om, hvilke økonomisk-politiske strategier der vil kunne bidrage til at trække såvel Grækenland som eurozonen ud af den nuværende krise. Disse uenigheder er desværre ikke velrepræsenterede i dansk offentlige debat, der er præget af en bemærkelsesværdig mangel på pluralisme og sund konkurrence mellem alternative økonomiske synspunkter. Det er f.eks. stort det altid de samme økonomer, der interviewes i medierne.

Går man imidlertid til den internationale debat finder vi en langt højere grad af åben debat mellem forskellige konkurrerende analyser. Og det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, hvorledes Syrizas forståelse af krisen i eurozonen i betydeligt omgang deles af økonomiske kommentatorer i f.eks. Financial Times og New York Times. Så sent som sidste mandag påpegede Financial Times’ EU-kommentator Wolfgang Münchau eksempelvis behovet for, at den græske regering står fast over for eurozonens mislykkede politikker.

Er det så for tidligt at afgøre, om vi står i en proces som skal sammenlignes med tiden efter den 1. eller den 2. Verdenskrig? Det er det desværre næppe. EU-systemet er i fuld gang med at gentage fejlene fra perioden efter den 1. Verdenskrig, der, som Keynes påpegede det i 1919, indebar den efterfølgende totale afmontering af den tyske samfundsøkonomi.

I den sammenhæng er det interessant – og deprimerende - at notere sig Gregory Maniatis’ (New York Times, 20. februar, 2015) påpegning af, hvorledes de udenlandske eksperter i de sidste års græske ”reformpolitik” alle har været placeret i det græske finansministerium, hvor de skal hjælpe med håndteringen af græske statsgæld, men Justitsministeriet, der f.eks. skal varetage spørgsmål om korruption, må klare sig med telefonforbindelser, der end ikke rækker til udenlandssamtaler, og hvor engagerede undersøgelsesdommere må benytte sig af deres egne private mobiltelefoner. Trojkaens repræsentanter i Athen har, som Maniatis påpeger det, været besat af gældsspørgsmål og i praksis stort set indifferente over for korruptionsspørgsmål og hermed også over for genopbygningen af det græske samfund og den græske stat.

Jens Falkesgaard, Peter Jensen, Erik Pedersen, Curt Sørensen, Michael Kongstad Nielsen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Tsipras har nu holdt en tale til nationen, hvor han uddyber forhandlingsresultatet og forklarer hvilken storslået sejr Grækenland har opnået ved finansministrenes møde. Det væsentligste resultat er at trojkaen nu omdøbes til de tre institutioner, men ellers kommer til at spille præcis samme rolle som tidligere. Hvis der er alt hvad der kræves for at gøre grækerne tilfredse må man undre sig over, at der ikke blev opnået enighed nået før.

Jørgen Mathiasen

@Henrik Plaschke
Grundlæggende kan jeg tilslutte mig dine synspunkter om økonomi og iagttagelsen af, at økonomer trods alt ikke er enige om alting hele tiden. Pointen er bare, at de konservative politiske kræfter *indenfor Eurozonen*, som bestemmer over pengestrømmen til Grækenland sammen med IMF og den Europæiske CentralBank anser deres finanspolitiske stramninger for at være det rigtige og simpelthen det eneste rigtige, og den argumentation kan eller vil intet finansministerium indenfor Eurozonen tilbagevise med økonomiske argumenter. Også professor Endelein, - det er ham Informations artikel omtaler, sad i "Maybritt Illner" (torsdag) og henviste til den primære balance og erklærede, at Grækenland er over det værste.

Så vidt den økomoniske rådgivning. De politiske omstændigheder har en mand som Gregor Gysi, der er at betragte som Syrizas talsmand i Forbundsdagen, erkendt. Forbundsdagen skal stemme om en godkendelse af den nye græske regerings finansplan i den kommende uge, men først skal man lige se indholdet af den nye græske plan. ARD sammenfatter Gysis synspunkter (=frygt for, hvad Syriza kan finde på at skrive og hvordan det bliver modtaget) med ordene: "Aber Gysi hält nichts davon, jedes Wort auf die Goldwaage zu legen.".

Foreløbig venter vi et par døgn på at se, hvilke formuleringer grækerne denne gang vil anvende.

@Jørgen Mathiasen
Jeg er ikke helt klar over, hvor det er du mener jeg ikke er i overensstemmelse med den økonomiske ekspertise. Det er korrekt, at den nye regering ønsker, at reducere målsætningen for den primære offentlige budgetbalance for at reducere den værste form for armod hos de allerfattigste. Aftalen om den midlertidige forlængelse af låneaftalen benytter formuleringer som "fleksibilitet" omkring målsætningen for overskuddet på den primære offentlige budgetbalance.

Jørgen Mathiasen

@Erik Pedersen
Det er i formuleringen "...det [er] på 5 år lykkedes for trojkaen og det gamle kleptokrati i fællesskab totalt at smadre den græske økonomi." Trojkaen og hele det enorme apparat af økonomer, den støtter sig til, mener jo netop, at de bringer græsk økonomi på rette spor og vil slet ikke tage ansvaret for at have smadret den.

Blandt flere andre repræsenterede Oskar LaFontaine Syrizas standpunkt i forhold til den tyske offentlighed i "Maybritt Illner", som er et stort polit-talkshow i Forbundsrepublikken. I programmet kaldte han den græske gældsætning for dødelig, og en sag, der uundgåeligt må ende med en gældssanering - altså præcis det, som den tyske regering i øjeblikket fuldstændig afviser. Hvis han - i modsætning til, hvad en del af læserne her tror om fremtiden - får ret i det, så varer det nogen tid før det sidste kapitel i det græske sagn er skrevet.

Michael Kongstad Nielsen

Med til historien hører, at den tidligere græske ND-ledede regering under låneprogrammet tilsyneladende ikke har været særlig ivrig efter at effektivisere statens skatteopkrævning blandt de rige. Her en aktuel Politiken-artikel om emnet:
http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2557464/graesk-skattechef-fik...

Jens Falkesgaard, Peter Jensen, Philip B. Johnsen, Erik Pedersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Alle ser ud til at være enige om, at Grækenlands største problemer er korruption, nepotisme og et dysfunktionelt skattevæsen. Det giver sig selv, at en stat ikke kan fungere, når den ikke kan få penge i statskassen, og når de penge, den trods alt får fat i, bliver stjålet af politikere og forretningsfolk.

Trojkaen har siden 2010 haft den reelle magt i Grækenland, og har kunnet diktere hvad som helst til det politiske system. Målet har angiveligt været at få Grækenland på ret kurs, så de kunne betale gælden.

Og hvad har trojkaen brugt sin enevældige magt til? Bedre skatteinddrivelse? At retsforfølge korrupte politikere og skattesvindlere? - Næ, det har den ikke. I stedet har trojkaen brugt en masse krudt på at få sænket mindstelønnen og få forbudt kollektive overenskomstforhandlinger. Som om der var den almindelige græske arbejder, der havde kørt landet ud over afgrunden.

Jens Falkesgaard, Peter Jensen og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg er ikke sikker på at den nultolerance over for grækerne, som nogle af debattørerne på denne tråd taler for, vækker genklang i den græske befolkning. Og det bliver lidt svært at se bort fra.

Den måske vigtigste sejr for Syriza er at låget på Pandoras boks langsomt er ved at blive lettet. Der er næppe nogen seriøs økonom som tror på at den græske gældskrise er et isoleret græsk problem. Alle (seriøse) økonomer er i det mindste enige om, at der er tale om et europæisk problem som vedrører selv EURO konstruktionen.

Det er karakteristisk, at specielt EU-kommisionen, men også i vid udstrækning IMF og den Europæiske Centralbank har været langt mere lydhør overfor den græske regerings argumenter end Eurogruppen med Tyskland i spidsen har været. Eurogruppen, som repræsenterer EURO-landenes regeringer har direkte det politiske problem med at forklare konsekvenserne af at långiverne med de forskellige "hjælpepakker" har haft held med at tjene penge på at yde lån med høj risiko og samtidig undgå tab ved at overføre risikoen til de invoverede landes skatteydere. Det er indtil videre lykkedes for bolværksøkonomerne, at sælge en dækhistorie om, at skatteyderne i de enkelte EURO-lande konstant poster penge i den græske økonomi.

Philip B. Johnsen

Hvorfor stiller EU ikke det spørgsmål, der vil besvare, hvorfor de rige ikke betaler, deres overvejende del af svindlen, der har bragt Grækenland i dette økonomiske gælds uføre, er det den underliggende medansvarlighed i EU, der ikke skal frem i lyset?

Hvorfor blev Grækenland ikke udstyret, med et fungerende skattevæsen, inden Grækenland fik grønt lys fra EU, til indtræden i euroen.

Nu blev Grækenland indlemmet euroen, uden et fungerende skattevæsen, men det forhold, at Grækenland var udstyret med, en svag offentlig styring, af blandt andet skattevæsnet, det var ECB, IMF og EU fuldt ud oplyst om 'inden' altså før, "Grækenlands indtræden i euroen", det burde have manet til forsigtighed, ikke mindst, med långivningen til finanssektoren, af ECB, IMF og EU, på nøjagtig samme måde, som når kunden, hr. og fru Grækenland, går ind i en bank og 'forventer' personenerne, på den anden side af skranken i banken, er professionel i finansiering, på samme måde, forventede borgerne i EU, at ECB/IMF er proffissionelle finansiering af banker, men det ved alle idag, at det 'var og er' ikke tilfældet.

EU har et medansvar, men spørgsmålet er, hvor mange firmaer og privat personer i EU, kan siges fik fordele af eller udnyttede, at der blev set igennem fingrene, med den manglende græske offentlige styring og ikke mindst skatteopkrævning.

Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj og Peter Günther anbefalede denne kommentar

@Jørgen Mathiasen
Så vidt jeg kan se er vi enige. Måske var jeg en smule for upræcis i mine formuleringer. Lad mig derfor præcise min pointe til følgende: Mit udgangspunkt, er at det er at faktum, at den politik som trojkaen og det gamle kleptokrati har har ført gennem de seneste 5 år har smadret den græske økonomi. At trojkaen og diverse bolværksøkonomer har troet at straffeaktionerne mod den brede befolkning var den rette medicin til at bringe landet på fode er som udgangspunkt også korrekt. Når de allierede efter 1. Verdenskrig tvang Tyskland til at underkaste sig betingelserne i Versaillestraktaten troede systemet formentlig også det var den korrekte medicin til at skabe fred og fremgang i Europa (med Keynes som en markant undtagelse).
Som jeg antydede i mit foregående indlæg er der opstået sprækker i systemet. De kvikkeste i klassen har forstået, at der er tale om et europæisk problem som vedrører selve EURO konstruktionen. Det nye er at den græske befolkning for første gang også har fået et talerør i de kommende års diskussioner omkring nødvendige fundamentale justeringer af hele EURO strukturen eller alternativet et sammenbrud i EURO samarbejdet.

Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Erik Pedersen – blot et par supplerende bemærkninger:

Ja, det er i betydeligt omgang først nu, at sprækkerne i systemet dukker op. Og dog...

Det er interessant at læse et interview med ingen ringere end Jean-Claude Juncker – den daværende formand for Eurogruppen og den nuværende formand for EU-Kommissionen – fra 2012:

” I think that we didn’t adequately highlight the growth dimension of the whole Greek problem, we were very much insisting on fiscal consolidation. Without any doubt, with no alternative and no other option, Greece underwent the test to consolidate its public finances. If year after year you are adding deficit to deficit and public debt to public debt, you are worsening the overall situation of your country. But it would have been wise and reasonable to focus immediately on the growth dimension. If you want to bring the country back on track you have to invent an intelligent mix of fiscal consolidation and growth impulses. We were very strong when it came to fiscal consolidation and very weak when it came to the other, equally essential dimension, the one of growth. I am unhappy with the deterioration of the living conditions of the Greeks. They don’t have a positive perspective. Nothing is happening apart from cuts and the lowering of social benefits. In order to revive Greek society we have to have something more than repeating the same message day after day.” (http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_18/03/2012_433448)

En så klar erkendelse burde unægteligt have fået konsekvenser, hvis det ellers havde handlet om økonomisk fornuft. Men det gjorde det nok ikke.

Og skulle eksemplerne fra Keynes og Versaillestraktaten ikke være tilstrækkelig, kan man studere erfaringerne fra en tilsvarende katastrofal håndtering af de latinamerikanske gældskriser op i gennem 1980erne i en artikel af Guillermo Ortiz, den tidligere leder af den mexicanske centralbank: Lessons from Latin America for Greece (http://www.ft.com/intl/cms/s/0/dacf6e3c-3e24-11e2-93cb-00144feabdc0.html...)

Dengang Grækerne stod på randen af kollaps valgte man at låne penge. Disse lån blev ydet med en række krav. Disse krav fik havde man vel kendskab til INDEN man fra sagde ja tak til lånene. Er det for meget forlangt at de ansvarlige i Grækenland som minimum sætter sig ind i disse krav, og at man som minimum gør sig nogen forestilling om man evner eller ikke evner at betale tilbage?
Det kan aldrig blive trojkaens ansvar at inddrive skatter i et andet land - det må låntagerne, som ansvarlige politikere, selv sørge for.
Så kommer der en hvirvelvind blæsende ind fra venstre side af det politiske spektre, og proklamerer at det vil man ikke være med til....og for i øvrigt har man ikke evnet at inddrive de skatter man burde gøre ifm. etablering af den låneaftale, man nu ikke kan betale tilbage.
Man må håbe at Syriza, for Grækernes egen skyld, evner at etablere den tilbagebetaling man forventes at etablere, og at Grækerne én gang for alle iværksætter de tiltag der skal til for at sikre en bæredygtig Græsk økonomi.

Alt andet vil være uansvarligt, men ganske godt i tråd med Græske traditioner for økonomisk svagsind.

Henrik Plaschke

Skulle man være interesseret i en grundig og detaljeret gennemgang af, hvad der egentlig kom ud af forhandlingerne mellem Grækenland, Eurogruppen og ikke mindst den tyske regering, kan man læse følgende analyse af den tyske økonom Norbert Häring:

http://norberthaering.de/index.php/de/newsblog2/27-german/news/275-worth...

Den rummer en detaljeret og præcis sammenligning af hhv. de tyske og de græske ønsker til forhandlingerne og den efterfølgende aftale. Den overordnede vurdering, at det i overvejende grad er den græske regering, der er gået af med sejren, og Schäuble der har tabt.

Styrken ved den nævnte gennemgang er den detaljerede gennemgang, der ikke bygger på fordomme, nemme generaliseringer og ideologisk baserede skud fra hoften.

Niels Engelsted og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Det er nok lige lovligt tidligt at dømme om, hvem der har vundet hvad i forhold til den græske regerings behov for fortsat at blive subsidieret. Man kunne fx hæfte sig ved de forbehold som IMF-Chef Christine Lagarde har anmeldt eller vente på debatten og afstemningen i Forbundsdagen på fredag.

Det bliver fra den tyske regerings egne rækker, at nej-stemmerne kommer, men det bliver ikke nok til at afvise forslaget, og det vil Schäuble betragte som en sejr. Man har som Häring ikke forstået ret meget af det hele, hvis man ikke gør sig klart, at Söder og Schäuble især betjener deres egne vælgere og arbejder på at holde vælgere væk fra AfD.

Deres hovedanliggende er at undgå, at det ser ud som om, tyske skatteydere hælder penge i et bundløst græsk kar, og ligesom Bertel Haarder i Deadline at forsikre deres vælgere om, at EU ikke er ved at udvikle sig til en transferunion.
Det har de foreløbig held med.

Jørgen Mathiasen

Informations pendant i Forbundsrepublikken, TAZ, vurderer i dagens udgave, at Syriza har spist kridt og har måttet stille valgprogrammet på hovedet for at imødekomme kreditorerne og finansminister Schäuble:

Premierminister Tsipras und sein Finanzminister Varoufakis mussten nicht nur Kreide fressen. Sie mussten auch ihr Wahlprogramm auf den Kopf stellen. Statt einer sozialen legen sie nun eine liberale Wende hin - ganz so, wie es Bundesfinanzminister Schäuble und andere seiner dogmatischen Kollegen in der Eurogruppe gefordert haben. Am mangelnden Willen von Tsipras oder Varoufakis lag es nicht. Doch ihre politischen Gegner sind einfach übermächtig."

http://www.tagesschau.de/ausland/griechenland-presseschau-101.html

Niels Engelsted

Selvfølgelig foregår der nu en udlægningskamp om, hvem der vandt, og hvem der gav sig mest. (Iøvrigt i bedste forståelse, da begge parter forstår modpartens behov for at berolige sin lejr.)

Frank Hansen, der hører til i kreditorernes lejr, har lyttet til det budskab, der hævder, at grækerne er de store tabere, og finansminister Varoufakis --- ha, ha ---må vende slukøret hjem til vælgerspanking i Athen.

Frank har selvfølgelig fuldstændig ret, hvis Trojkaens latterlige navneforandring til 'Institutionerne' er den eneste imødekommelse Eurogruppen har givet grækerne, men er den det? Den detaljerede redegørelse fra Norbert Häring, som Henrik Plaschke (12:33) linker til oven for, fortæller en lidt anden historie. Mike Whitney, som jeg plejer at hælde mit hoved til, konkluderer:

Varoufakis, well, he passed the finance minister’s test with flying colors. He distinguished himself as a capable horse trader and managed to squeeze more concessions out of the EU’s austerity-obsessed representatives than anyone thought possible. The man proved that he’s neither a “sell out” or a “traitor” (as some claim.) Quite the contrary, he kept his word and did exactly what the Greek people asked of him.
http://www.globalresearch.ca/varoufakis-keeps-greece-in-the-eurozone-by-...