Hvem vil hjælpe Nigeria med at bekæmpe Boko Haram?

I sidste uge gennemførte Chads hær det hidtil største militære fremstød ind i Nigeria i kampen mod Boko Haram. Camerouns hær fulgte trop og offentliggjorde, at den havde dræbt 86 Boko Haram-krigere. Begge dele skete i forlængelse af, at Chad og Cameroun sammen med Niger og Benin i begyndelsen af februar erklærede, at de ville bidrage med politifolk og civile i kampen mod den militante islamistiske gruppe, som for nylig udvidede sin hærgen til ikke kun at foregå i Nigeria, men også i grænseområderne.

Alligevel skal man ifølge John Campbell, senior fellow hos tænketanken Council on Foreign Relations og tidligere amerikansk ambassadør i Nigeria, ikke gøre sig forhåbninger om, at løftet fra de fire lande er starten på en større offensiv mod Boko Haram.

»Boko Harams ambitioner uden for det nordøstlige Nigeria er begrænset. De ønsker at genetablere et kalifat, som eksisterede før Nigeria blev koloniseret, og som inkluderede nogle grænseområder i Cameroun, Chad og Niger. Derfor har deres aktiviteter ikke strakt sig længere ind i nabolandene end til grænseområderne, og det tror jeg heller ikke kommer til at ske,« siger John Campbell.

»Vi må ikke tro, at Boko Haram har de samme universelle og ekspansionistiske ambitioner, som IS og al-Qaeda. Boko Haram er slet ikke interesseret i verdensomspændende islamisk jihad. Derfor er nabolandene ikke i stor fare, og det er en af grundene til, at en lokal indsats nok ikke bliver så effektiv,« siger han og påpeger, at historiske stridigheder mellem det store, rige og engelsktalende Nigeria og de mindre fransktalende nabolande også er med til at besværliggøre et vestafrikansk samarbejde.

USA vil ikke blande sig

Ifølge John Campbell er det også udelukket, at USA vil kaste sig ind i kampen mod Boko Haram.

»Der er absolut ingen politisk vilje i USA til at blive involveret i endnu en islamisk borgerkrig. Hvis Boko Haram skal opløses, skal det gøres af Nigeria,« siger han og tilføjer, at han heller ikke har tiltro til den løsning.

Efter den nigerianske regering udskød det valg, der skulle have fundet sted den 14. februar, har den signaleret, at den ville tage sikkerhedsspørgsmålet, som den er blevet kritiseret for at have svigtet og ignoreret gennem en årrække, alvorligt. Flere har peget på, at regeringens nyslåede interesse for at sætte ind mod Boko Haram nærmere skyldes, at sikkerhedsspørgsmålet er et afgørende tema i valgkampen, end et reelt ønske om at hjælpe den muslimske befolkning i den nordøstlige del af landet.

Uanset hvad der motiverer regeringen til at sætte ind mod Boko Haram, mener John Campbell, at resultatet af indsatsen bliver meget begrænset, fordi det er en myte, at Nigerias hær er stærk.

»Tiden med en stærk hær er for længst ovre. Siden et militærkup i 1991, som næsten lykkedes, har de efterfølgende regeringer udsultet det nigerianske militær økonomisk,« siger John Campbell.

– Hvilken situation efterlader det Nigeria i, hvis landet er alene med ambitioner om at nedkæmpe Boko Haram og har en meget svag hær?

»Det efterlader et pokkers rod. Det er en ganske umulig situation.«

Ernst Jan Hogendoorn, Africa Deputy Program Director hos tænketanken International Crisis Group, deler til dels John Campbells analyse. Men han mener ikke, at det kan udelukkes, at Boko Haram har udvidet sine ambitioner og nu ønsker at ekspandere dybere ind i Nigerias nabolande.

»Boko Haram udvikler sig konstant. Gennem de første ti år virkede de mest fokuseret på Nigeria, men nu ser det ud som om, de har noteret sig IS’ succes i Irak og Syrien, og at de prøver at kopiere både deres budskab og taktik,« siger han og henviser til, at Boko Haram erklærede krig mod Cameroun, Chad og Niger i kølvandet på disse landes løfte om at hjælpe Nigeria med at bekæmpe bevægelsen.

Truer stabiliteten i regionen

Selvom Camerouns og Chads militær ifølge Ernst Jan Hogendoorn har været »relativt succesfulde i at presse de fleste Boko Haram-tropper ud af Cameroun«, medgiver han, at det er svært at sige, om nabolandenes mål blot er at få Boko Haram ud af deres egne territorier, eller om de også vil hjælpe Nigeria med at bekæmpe Boko Haram på længere sigt. Men han hæfter sig ved, at Boko Harams aktivitet i Nigeria også anses for at være en trussel mod stabiliteten i nabolandene: »De har modtaget en masse flygtninge fra Nigeria, og Boko Harams radikalisering kan sprede sig til ungdommen i nabolandene, hvilket kan true stabiliteten i hele regionen betydeligt,« siger han.

Selvom Ernst Jan Hogendoorn ikke ubetinget køber John Campbells analyse af, at nabolandene ikke føler sig truet af Boko Haram, er han enig i, at der ikke er nogen oplagt løsning. Han mener nemlig også, at Nigerias hær i dens nuværende forfatning vil have svært ved at løse opgaven. Tilmed spænder Nigeria selv ben for en regional koalition ved at insistere på, at andre landes hære ikke må operere på nigeriansk jord.

»En af de ting, det vil kræve for at bekæmpe Boko Haram, er afgjort, at en regional eller en multinational styrke får større mulighed for at kæmpe i Nigeria,« siger han og understreger, at en militær indsats, ikke vil være nok alene.

»Den nigerianske regering bliver nødt til at gøre noget ved den dårlige økonomiske og sociale situation i den nordøstlige del af landet, som fører en masse fattige direkte i armene på Boko Haram. Det handler om politisk vilje.«