Islamisk Stat sendte søndag endnu en ’besked’ til egypterne: en video med massakren på 21 koptisk-kristne gæstearbejdere fra det sydlige Egypten, kidnappet i Libyen i december og januar og halshugget på stranden ved hovedstaden, Tripoli. Egyptens svar var kampfly, der mandag bombede Islamisk Stats stillinger i den libyske ørken, der ifølge det libyske militær dræbte 64 militante og sårede ’dusinvis’, som det hed i den egyptiske presse.
Ifølge Islamisk Stats velsmurte propagandamaskine var massakren på de egyptiske kristne fra ’korsets nation’ gengældelse for en fem år gammel affære, hvor to koptiske kvinder angiveligt blev forhindret i at konvertere til islam, og som øgede allerede skarpe modsætninger mellem kristne og muslimer, men som i dag er glemt.
Et motiv til massemordet kunne altså være at genskabe den latente animositet mod kopterne i det muslimske befolkningsflertal, men intet tyder ifølge iagttagere i Kairo på, at det er sket.
»Tværtimod mærker man en vrede, der meget ligner jordanernes følelser, da Islamisk Stat for nogle uger siden henrettede en jordansk pilot ved at brænde ham levende,« siger direktøren for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo, Hans Christian Korsholm-Nielsen, og tilføjer: »Da egyptisk tv mandag morgen viste kampfly på vej til Libyen var der højlydt begejstring på den café, hvor jeg drak morgenkaffe.«
Jihad-offensiv
Mere grundlæggende er Islamisk Stats mål at destabilisere præsident Abdel-Fattah el-Sisis styre.
De seneste uger og måneder har jihad-organisationen indledt en offensiv mod såvel militære som civile mål, der tog til efter demonstrationer på årsdagen for den egyptiske revolution 25. januar 2011, hvor aktivister vendte sig mod de omfattende restriktioner på ytrings- og forsamlingsfriheden, og som udviklede sig til kampe mellem politi og aktivister, der kostede 18 dræbte og hvor 400 blev anholdt.
I det nordlige Sinai blev 30 soldater dræbt i slutningen af januar, og i begyndelsen af februar blev 10 civile halshugget i Sinai, efter at en sharia-standret havde dødsdømt dem som ’spioner for (israelske) Mossad og Egyptens militær’. Islamisk Stats tilstedeværelse i Egypten er også af ret ny dato, nemlig da jihadgruppen Ansat Beit al-Maqdis i november sidste år ændrede navn til Waliyat Sinai (Provinsen Sinai) i forbindelse med erklæret loyalitet til jihad-organisationen.
Det Muslimske Broderskab, som el-Sisi-regimet med bistand fra domstolsafgørelser allerede i december 2013 stemplede som terrororganisation, har afvist enhver forbindelse med Islamisk Stat og andre militante jihadgrupper, som styret beskylder brødrene for at være i ledtog med. Der er dog indtil videre ikke dokumenteret konkrete forbindelser mellem det Muslimske Broderskab og militante grupper, men det er en kendsgerning, at terroren er tiltaget i takt med regimets lukning af islamiske hjælpeorganisationer, hvilket rammer de fattigste, og kriminalisering af broderskabet og fængslingen af Mohammed Mursi og andre ledere. Ligesom det er evident, at modsætningerne i det egyptiske samfund generelt er skærpet, også selvom el-Sisi fortsat synes at have et flertal bag sig, der håber, han kan bringe økonomien på fode.
Det delte Egypten
Det kan han næppe, er vurderingen hos Ziad Bahaa-Eldin, vicepremierminister i perioden mellem Morsis afsættelse og valget af Abdel-Fattah el-Sisi til ny præsident i marts. Bahaa-Eldin mener, at de megaprojekter, regimet har sat i gang – bl.a. en udvidelse af Suez-kanalen og gigantiske infrastrukturprojekter, vil kunne ses på den officielle vækstrate, men ikke på den almindelige egypters indkomst. I en kommentar til den statslige avis, Al-Ahram, påpeger han desuden, at selvom el-Sisi opfordrer til national forsoning i tale efter tale, forbliver det egyptiske samfund opdelt i segmenter, der bekæmper hinanden til skade for den økonomiske – og dermed demokratiske – genopbygning. Staten må, skriver han, etablere dialog med de unge revolutionære i 6. april-bevægelsen, der første an på Tahrir-pladsen i januar 2011, men som regimet har slået i hartkorn med de muslimske brødre og nu forfølger med arrestationer og fængselsdomme. Endvidere må el-Sisi åbne lidt op for de studerende, der kræver de private sikkerhedskorps væk fra universiteterne, ligesom der er behov for en genåbning af dialogen med civilsamfundets organisationer og de politiske partier, der er marginaliseret med en valglov, som vil begrænse deres indflydelse til nær nul i et nyt parlament.
Den tidligere vicepremierminister, der i en dansk kontekst ville være socialdemokrat, nævner ikke Det Muslimske Broderskab som mulig dialogpartner – dertil blev Morsi for upopulær i sit år som præsident – han er snarere interesseret i at genskabe den politiske alliance mellem militæret og revolutionære, studenter, liberale og politikere, der i 2013 afsatte Morsi, men som el-Sisi har monopoliseret med en stribe undtagelseslove, der indskrænker det politiske albuerum.
