Analyse
Læsetid: 4 min.

Islamisk Stat er brutal, men også forførende

Trods indlysende forskelle går der en linje fra Det Arabiske Forårs liberale revolter til Islamisk Stats kalifat, nemlig kravet om genskabelse af arabisk selvfølelse
Hundredvis af egyptere er flygtet fra deres midlertidige hjem i Libyen og er taget tilbage over grænsen til Egypten, efter at Islamisk Stat er begyndt at gennemføre terrorangreb i Libyen.

Fethi Nasri

Udland
28. februar 2015

De fleste vil mene, at det er lodret forkert at påstå, at Islamisk Stat (IS) er en forlængelse af Det Arabiske Forår – revolterne, der havde en kort opblomstring i 2011-12, men som kun har overlevet i Tunesien og ellers er afløst af enten totalt kaos som i Libyen og Yemen, af et nyt – og dog velkendt – autoritært militærstyre som i Egypten eller i den blodige, sekteriske borgerkrig, der har delt Syrien og har bredt sig ind i Irak. Men et fælles træk i det revolutionære arabiske forår og den kontrarevolutionære Islamisk Stat er kravet om værdighed. Grundstoffet i begge fænomener var og er ideen om en arabisk renæssance, der kan udfordre Vesten på lige vilkår.

Fortolkninger og ’oversættelser’ af, hvad der gør IS så attraktiv for unge, marginaliserede sunni-muslimer, at de forlader hus og hjem for at slutte sig til kampen mod USA-koalitionen – eller beslutter at terrorisere hjemmebanen – er hver især relevante nok: Udråbelsen af ’kalifatet’ – eller al Dawla, Staten – forlener den med et offensivt og synligt image, konkretiseret med eget territorium og fungerende institutioner, mens det nu stort set udlevede al-Qaeda var defensivt og usynligt, og som Osama bin Laden selv så som ’en forberedelse’ til kalifatet, altså den globalt inkluderende sharia-stat, der gik til grunde med mongolernes erobring af Bagdad i 1258.

Det er ikke tilfældigt, at Abu Bakr al-Baghdadi har taget navn efter såvel den første kalif som den irakiske hovedstad, for IS opererer på en bølge af symboler og messianske dommedagsmyter, bakket op af teologiske afhandlinger og skriftsteder, der genkendes af alle muslimer og fungerer som legitimering af organisationens spektakulære brutalitet, men også som bindeleddet i de alliancer, IS har indgået med sunni-muslimske stammer og overlevede rester af Saddam Husseins sunni-baserede Baath-regime.

Den sekteriske trussel

Abu Bakr al-Baghdadi er efter sigende en kompetent islamisk teolog, men hans og Islamisk Stats vægtigste tiltrækning er rollen som forsvarere af sunni-muslimernes tabte rettigheder, efter at USA’s og de allieredes besættelse af Irak så at sige serverede den regionale magt til shia-muslimerne på et sølvfad. Iran og dets allierede i Irak, Syrien og Libanon – den såkaldte ’shiitiske halvmåne’ fra Den Persiske Golf til Middelhavet – fik initiativet og blev dermed en konkret politisk (men næppe militær) trussel mod de feudale Golf-monarkier allieret med Vesten, primært Saudi-Arabien og i anden række Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain.

Den sekteriske trussel mod Golf-monarkierne blev forstærket med Det Arabiske Forårs liberale revolter i 2011, der fjernede diktatorerne i Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen og satte regimerne i Bahrain og Syrien under pres. At disse revolter var sunni-initierede (bortset fra Bahrain, hvor flertallet af shia-muslimer formulerede de samme krav om værdighed og medbestemmelse), er ikke det paradoks, det umiddelbart ligner, men i bogstavelig forstand moderne. Revolterne udtrykte den gennem årtier voksende og udbredte utilfredshed med de arabiske regimers korruption, nepotisme og retsløshed, uanset regimets natur, og var alene derfor også en trussel mod de feudale oliefinansierede monarkier.

Den arabiske afmagt

For få måneder siden udsendte Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) en pressemeddelelse med overskriften »Islamisk Stat overraskede verden – men vi var advaret«. Den var et forskræp til et forskningspapir om fænomenet af terrorforskeren Lars Erslev Andersen, generelt mere grundigt end den italiensk-amerikanske forsker Loretta Napoleonis nye bog, Islamisk Stat, der mere er en introduktion, og som i den forløbne uge blev omtalt på alle medie-platforme.

Men det, der går igen i mellemøstforskernes analyser som en latent undertekst, er den arabiske afmagt, som både revolterne i 2011 og IS var og er korrektioner til. Det paradoksale er, at Saudi-Arabien og Qatar i forsøget på først at inddæmme både de liberale oprør og de syriske og irakiske shia-allierede regimer, bevæbnede de jihad-fundamentalister, der nu som IS er blevet en større trussel end Iran – alene fordi den er tættere på og appellerer til monarkiernes sunni-befolkninger. Det er ikke dokumenteret, men de fleste forskere, også Erslev Andersen og Napoleoni, går ud fra, at IS – det tidligere ISIL, Islamisk Stat i Irak og Levanten – i 2011-12 blev bevæbnet og finansieret af Saudi-Arabien og Qatar.

De to monarkiers interesse var dels at overtage revolutionen mod Syriens præsident, Bashar al-Assad – og dermed afskære Irans adgang til Middelhavet – fra de liberale oprørere, der havde en om ikke vestlig dagsorden, så i hvert fald paroler om demokratisk medindflydelse, dels at mobilisere sunnierne i Irak mod Nour al-Malikis diktatoriske shia-regering, der var under indflydelse fra Teheran.

Og således gentog historien fra Afghanistan sig. Bin Laden blev også polstret af saudierne, men vendte sig imod dem – i hans optik var de ikke islamiske nok. Akkurat som Abu Bakr al-Baghdadi i dag angriber sine tidligere sponsorer som kættere mod den rette islamiske lære. Og kan gøre det som kalif i den selvfinansierende al Dawl. Og som i konservative og salafistiske sunniers øjne har genskabt arabisk karame, værdighed. Og som har ikke noget med parlamentarisk demokrati at gøre, men meget at gøre med selvfølelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Et orgie af ødelæggelse. Det må naturligvis tiltrække en særlig gruppe marginaliserede.

Organiseret enfoldighed.

Med venlig hilsen
Lennart

Jens Jørn Pedersen

Den arabiske selvfølelse synes jeg de skal tage tilbage, men vi kan vel forvente, at de er enige om, hvad det er?

Touhami Bennour

Den arabiske verden har nået til konklusion at det er kun et demokratisk polititisk system tibage, de andre er prøvet før, Kalifatet har eksistere I 700 år, efter den første verden krig har prøvet mange førsøg, Arabisk Nationalisme som tilfredstiller de arabiske kristne men ikke kurderne, de foretrække Islamisk system, fordi er selv ikke araber og vil ikke leve under arabisk politisk orden, men det er forsent for kurderne fordi de ønsker en kúrdisk stat. Som sagt Islam har udspillet sin rølle. Lige som alle Antikkens lande, det græske samfund for ex kom ind I Eu, vil noget andet. Det er politisk videnskab der skal finde opskriften, det behøver ikke at være Teokratisk, jeg tror de fleste araber ved at religion skal være upolitisk og uden før Staten alligender. Altså et demakratisk system, med alle rettigheder , sociale, kulturelle, politiske etc.. Is har ingen fremtid og de er det som de fleste stræber eftet. Den relative popularitet Is har er har mange facetter og har brug for andre forklaringer. Selv I USA hvor religion er populær, det har alligevet ingen inflydelse på samfundet, hverken økonomiske. elle videnskabelig, hvis NASA sender et fartøj I Rummet er ikke for at finde Gud vel. Der er det samme araberne stræber efter måske en førtælling der rumme alt også religion. Men det skal være uden for staten, Det tales meget om Værdighed men nu I hvertfald dette kan tages fra alle myndigher også de verslige, de undertrykker også befolkning.Værdighed har at gøre med rettigheder og det interesserer alle folkeslag. hvis lovgivning er retfærdig og man kan stole på domstole så er Værdigheden sikret.

Robert Ørsted-Jensen og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

Gad vide hvilket politisk tilhørsforhold man ville tilskrive mig hvis jeg begyndte at agitere for at det germanske folk har brug for at få genoprettet deres selvfølelse.

Eller (det er jo så moderne med inklusion, så vi tager sgu også de romanske og slaviske sprog med, de er jo dog indoeuropæere) for den sags skyld hvis jeg argumenterede for at europa skal have genskabt sin selvfølelse?

...at fremstille sig selv som nogle hvis selvfølelse er krænket af andre har endnu ikke ledt til noget politisk fornuftigt...

Touhami Bennour

Søren Sørensen
Og hvorfor ikke også tage indisk med det er du taler om "Indeuropeisk" elle var det måske bare en ideology som ingen ved hvad det er. Jeg ved faktisk ikke hvad det er fornoget, Sproget (alphabet på arabisk alef, ba) blev opfundet I den gamle libanon(Tyros) Jesus selv talte arameisk som er beslægtet med arabisk, Arameisk er væk men kom arabisk blev til. Jeg synes du går meget lang tilbage I tiden, måske det er bare en blog og vi skaber eller opfinder ikke noget nyt noget. Jeg vil næsten tilføje at denne ideology blev skabt med "antisemitismen" var på mærker, og antisemitisme referrer til Jødre. Vi taler om noget som blev skbt I Europa. (Semetisk vs Indoeuropeisk) Noget der fører til Biblen fortællinger . Det drejer sig om to brødre tror jeg.