Der er mange grunde til, at jeg valgte at købe et hus lige dér, hvor jeg gjorde det i Frankrig. Der er selvfølgelig de rent praktiske: Der skulle højst være et par timer til Paris, hvor jeg har mit virke jævnligt. Det skulle være stort, så det kunne rumme min fortid og min familie – og det skulle det være billigt.
Jeg fandt så Pays d’Othe, hvor umådeligt mange små tegn minder om Danmark. Sikkert min barndoms Danmark, som jeg så får i passende doser. Der er bakker som omkring Kolding og røde mursten. Der er også en fattigdom, der ikke findes i det omfang længere i Danmark. Til gengæld er maden og vinen fransk hele vejen igennem, lokalprodukter er ikke et modefænomen, men sådan som det altid har været.
Og så er der motorvejen. Det er ikke den belastede Route du Soleil A6, som forbinder Paris med Sydfrankrig.
Det er A5 mod sydøst, og når jeg først er ude på den, har jeg den stort set for mig selv. Kort sagt en jysk motorvej, der krydser gennem Bourgogne og slår et sving ind i Champagne.
Motorvejen er min
Men det viser så også alt om den absurde udvikling, privatbilisme og varetransport gennem Europa har medført. Som altid i Frankrig er Paris hjertet, og stort set al trafik går gennem dette hjerte. Skal man fra Spanien til Danmark, går turen over Paris. Lige min motorvej kan en dag blive et led i en åre udenom, men det bliver først, når der bygges en forlængelse op mod Belgien, og belgierne også får bygget deres del. Det har lange udsigter.
Indtil da er motorvejen min. Det er den så også nødt til at være, for nope, der er ikke bus eller almindeligt passagertog fra Troyes eller Sens og hen til mit hus. Der er dømt bil.
Lige mellem de to byer viser transportsystemet hele sin absurditet. For det første er der den stort set forladte jernbane med nedlagte stationsbygninger og et enkelt godstog i ny og næ. Der er mange i min landsby, der arbejder i de to byer, men de kan ikke længere tage tog.
Helt parallelt med jernbanen ligger så hovedvejen. Den snor sig gennem landsbyer og er stærkt trafikeret. For det første af alle dem, der skal på arbejde. For det andet af lastbiler.
Noget må gøres
Trafik og transport bestemmes altid af økonomi, og motorvejen koster penge. Derfor tordner lastbilerne af sted på hovedvejen parallelt med den tomme motorvej og alle de andre, som heller ikke vil betale for at komme på arbejde. Man kan stille sig på en bakketop og skue over den økologiske katastrofe.
Et storstilet, fransk beskatningsprojekt på transport, Ecotaxe, blev sidste år lagt i et stort økonomisk hul, da bretoner med røde huer spærrede veje og ødelagde de ’porte’, der i dyre domme var sat op for at skrabe penge ind. Det gik nemlig også ud over lokal transport, selv om meningen var god nok: tvinge prisen på vejtransport op og bruge penge på bæredygtige projekter.
Og et eller andet må gøres, hvis CO2 udslippet skal mindskes. Det handler jo ikke kun om at trække penge ud af lastbilerne og dermed i sidste ende fordyre produkterne. Det handler om, at fordyrelse altid vil være det eneste, der langsomt tvinger transportstrømmen de steder hen, hvor vi vil have den. Måske bare op på motorvejen for sikkerhedens skyld. Måske ned på både i det kanalsystem, som gennemstrømmer Frankrig, og som har været forsømt, så længe veje, diesel og hastighed gik op i en højere enhed.
Eller helt ud på havet? I øjeblikket prøver den franske regering atter at få magt over motorvejene, som under den forrige regering i høj grad gik over i privat regi. Der er også tale om at indføre en form for helt generel beskatning af transport gennem Frankrig.
Men indtil da har jeg, så længe jeg kan betale for det, min helt egen motorvej.
