Læsetid: 9 min.

’Vi kan ikke feste, for vi har så mange martyrer’

De kurdiske styrker vandt over Islamisk Stat i Kobane, men den syrisk-kurdiske by er nærmest udslettet, fuld af ueksploderede bomber og rådnende lig. Alligevel er dens indbyggere på vej tilbage, og de vover at drømme om fremtiden
En komité af læger, arkitekter og ingeniører skal tage hul på genopbygningen af Kobane. Byen er så skadet, at det er blevet foreslået at genopbygge den et andet sted, men det ville være følelsesmæssigt katastrofalt, siger Idriss Nassan, næstformand for Kobanes byråd.

Osman Orsal

3. februar 2015

Stenørnen på det, der før var Frihedspladsen, skuer stadig myndigt ud over Kobane. Men ud over den står der næsten intet tilbage. Langt de fleste bygninger er udraderede af de seneste måneders kraftige beskydning. I stedet flyder det med forvredent stål, murbrokker og gabende bombekratere efterladt af de amerikanske luftangreb.

En gade på den ene side af pladsen er blokeret af en dynge lig. Det er IS-krigere, der rådner, hvor de faldt. De afgiver en modbydelig stank. På et mudret spor, der markerer, hvor en anden gade fører hen, tilslører en række lasede camouflagedækkener ødelæggelsen af de skoler og hjem, hvor snigskytter havde deres stillinger. Hvor man end ser hen, ligger der patron- og granathylstre, fragmenter af afskudte mortérgranater og ofte også det alarmerende omrids af en ueksploderet granat med snuden kilet ned i jorden og styrefinnerne ragende i vejret.

De kurdiske styrkers overraskende sejr i den nord-syriske by markerer et stort strategisk og propagandamæssigt nederlag for IS, hvis fremfærd i hele regionen en overgang så uovervindelig ud. Men ruindyngerne, granathylstrene, lureminerne, de rådnende lig og det smadrede el- og vandforsyningssystem vidner om, at selv om Kobane nu er befriet, er det ikke længere en by af andet end navn.

»Det er umuligt at finde ord, der kan beskrive, hvordan det er at komme tilbage til en smadret by, der engang var dit hjem,« siger Shamsa Shahinzada, en arkitekt, der flygtede fra Kobane, få dage før IS rykkede ind, og nu guider journalister rundt i ruinerne: »Her lå det centrale torv, hvor folk demonstrerede hver uge og krævede deres frihed,« siger hun. Hendes øjne fyldes af tårer, da hun inspicerer resterne af Kobanes centrum.

»Her lå vores vens hus – der kom vi tit på besøg. Og lige ved siden af – åh Gud! – lå skolen. Min gamle skole!«

Frontlinjen er få kilometer væk

Over halvdelen af byen er jævnet med jorden, siger lokale. Hele blokke er trykket flade som pandekager, som var de ramt af jordskælv. Selv i roligere områder ser ingen bygning ud til at være sluppet uskadt. De, der stadig står, mangler vinduer, døre, har gabende huller i murene, er sort-svedne af brand eller blev udplyndret under kampene.

Indimellem ses ting, der på uforklarlig vis har overlevet og sætter ødelæggelserne omkring dem i relief: en bakke konfekt i et butiksvindue er som en perfekt bevaret museumsgenstand på en gade fuld af snoet metal, bunker af murbrokker og forkullede karosserier af biler, der blev anvendt i selvmordsbombeaktioner.

Selv på de gader, der stadig ligner gader, hersker en uhyggelig stilhed, der kun afbrydes af den knitrende lyd af fjerne skud, af salverne fra et nærliggende øvelsesterræn eller af de dumpe brag fra luftangreb og beskydning fra Islamisk Stats kampvogne – en konstant påmindelse om, at nok er de militante fordrevet fra byen, men frontlinjen er stadig kun få kilometer væk.

»Kampene er ikke forbi endnu,« siger Anwar Muslim, tidligere advokat og formand for Kobanes bystyre. Igennem hele det månedlange slag blev han i byen, ligesom han allerede har bragt sin kone og sine børn tilbage til en lejr midt i ødelæggelserne. Hans begejstring over at have fordrevet IS fra hjembyen kølnes af bekymring for omegnen, for det meste af den er stadig under IS’ kontrol.

»Som du kan høre, kæmper vores landsbyer stadig, og vi kan ikke sige, vi har gjort arbejdet færdig, før vi har befriet hele distriktet,« siger han. »Vi her i Kobane befinder vi os ved frontlinjen, hvor vi bekæmper terrorister på vegne af alle mennesker i verden. (...) Her kan I se omkostningerne ved at kræve frihed.«

Fare for sygdomme

Som følge af kampene og ødelæggelserne i Kobane har titusinder af civile måttet klumpe sig sammen i frysende kolde flygtningelejre på den anden side af den tyrkiske grænse, og skønt de fejrede sejren i sidste uge, har de ikke et realistisk håb om at vende tilbage til Syrien før om flere måneder.

Mange har ikke længere noget hjem at vende tilbage til, og byen er alt for farlig og sundhedsskadelig til at kunne huse dem alle.

»Vi ved, at folk venter på, vi siger god for, at de kan komme tilbage. Men det kan vi ikke tillade endnu, fordi der er stor fare for sygdomme – på grund af alle ligene. Og fordi der heller ikke findes fungerende offentlige tjenester,« siger Anwar Muslim.

De tyrkiske myndigheder noterer desuden navne på syriske statsborgere, der krydser grænsen, og advarer om, at de så ikke igen kan vende tilbage til Tyrkiet. Med et IS, hvis styrker kun er ti kilometer væk og sandsynligvis i færd med at omgruppere, er dette en risiko, som selv de, hvis huse har overlevet, helst ikke løber.

De lokale kurdiske embedsmænd tager da heller ikke sejren for givet, på et tidspunkt hvor der stadig ankommer en strøm af ofre fra den nærliggende frontlinje til byens felthospital.

Soldater holder vagt ved høje bygninger og de vigtigste vejkryds og samles omkring improviserede bål under den isnende vinterregn. Mange er splittede mellem glæde over sejren og sorg over omkostningerne.

»Vi er så glade, som om vi flyver gennem himlen. Som om Gud havde skabt os igen,« siger 35-årige Mahir Hamid. »Men vi kan ikke feste, for vi har så mange martyrer«.

Det vurderes, at IS har mistet over 1.000 krigere, men hundredvis af kurdere blev også dræbt under kampene, der i begyndelsen var meget ulige. De stod mellem hundredvis af militante islamister bevæbnet med tunge våben, der var plyndret fra irakiske arsenaler, og kurdiske partisaner og frivillige, der kun havde Kalasjnikov-rifler og andre gamle russiske våben og i perioder meget sparsomme fødevareressourcer.

Modige som gamle græske helte

Sejren var lige så episk, som den var uventet for alle, måske med undtagelse af de kurdiske krigere selv. I efteråret blev Kobane stort set afskrevet af alle. USA kom ganske vist til undsætning med luftangreb fra sidst i september, men embedsmænd i Washington advarede om, at bomber næppe ville være nok til at redde byen, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan forudsagde også et kurdisk kollaps.

Kurderne blev set som beundringsværdigt tapre, men tragisk naive, for IS var velbevæbnet og dets krigere ivrige for at dø i kamp. De afsatte store ressourcer og mange mænd for at tage byen og lod en af deres gidsler, den tilfangetagne britiske fotojournalist John Cantlie, filme en propagandavideo, hvori han hævdede, at IS blot var ved at »feje de sidste kurdiske krigere ud«.

I stedet blev IS langsomt slået af de talmæssigt underlegne, dårligere bevæbnede, men mere disciplinerede styrker, som byens leder sammenligner med heltene fra det gamle Grækenland, hvad angår opfindsomhed og mod.

Kurderne udtænkte selv en hjemmelavet version af en pansret lastbil til indsættelse mod kampvognene fra IS. Stålplader svejset fast til ladet på lastbiler gjorde det muligt at bruge køretøjerne både som mobile kanontårne og som rambukke i angreb. De ligner mest af alt noget fra filmen Mad Max og udsender stadig bippende advarselslyde, når de bakker. Men også disse panserbiler spillede deres rolle, da krigslykken langsomt vendte og blev til en sejr.

»Vi bøjer os for disse krigere, der som legionerne fra Oldtidens Sparta slog terroristerne tilbage og kæmpede en kamp mod Daesh (et andet navn for Islamisk Stat, red.) imod alle odds,« siger byrådsformand Anwar Muslim.

Frygt for miner

Han har nu nedsat en komité af arkitekter, læger, advokater, ingeniører og andre eksperter, der skal tage hul på den massive opgave, det vil blive at få ryddet og derefter genopbygge Kobane. Arbejdet vil formentlig tage årevis, hvis ikke årtier. Lige nu kan det ikke lade sig gøre at få tungt bevægeligt udstyr over den tyrkiske grænse, og man frygter, at en simpel manuel rydning af ruinerne bliver for risikabel.

»Vi har ueksploderede morterer, raketter og bomber og frygter, at terroristerne har lagt lureminer ud for få ram på vores civile eller krigere, når de rydder op eller undersøger ødelæggelserne af deres huse,« siger Idriss Nassan, næstformand i byrådet.

»Der er ingen mad, ingen medicin, ingen mælk til børnene. Hvis vores medborgere kommer tilbage nu, bliver det en humanitær krise.«

Genopbygningen vil uundgåeligt tage tid, for selv om slaget blev vundet, blev IS kun smidt ud af byen. Islamisk Stat står stadig umiddelbart uden for bygrænsen og belejrer Kobane fra tre sider. Kun op til den tyrkiske grænse er der fri passage.

Byen er stadig fuld af tegn på det liv, der blev dramatisk afbrudt ved Islamisk Stats uventet hurtige fremstød. Børnetøj hænger til tørre på en tørresnor, måneder efter at dets ejere flygtede til Tyrkiet, og butikshylderne er fulde af fødevarer, fordi plyndringerne er blevet standset med kurdisk disciplin.

Facaden af et nærliggende hus blev flået af ved en eksplosion, men en vitrine i et af værelserne står urørt – med tv og bryllupsfoto prominent placeret og uberørte stabler af porcelæns-tekopper og tallerkener, som om ejeren kun lige var gået et ærinde.

Vant til kampens larm

Nogle civile er begyndt at sive tilbage trods de store risici. De fleste af dem har fået nok af de forfærdelige forhold i lejrene på den anden side af grænsen.

»Jeg var i Tyrkiet i fire måneder, men for mig føltes det som fire år. Jeg henter min familie og tager hjem,« siger Fatima, som står i kø i skumringen for at krydse grænsen med sine fem børn.

»Hvis vi skal dø her, må det være sådan.«

Der er måske 400 familier i den vestlige del af byen, vurderer Azad, der har arbejdet som kok for de kurdiske krigere fra YPG. Hans hjem står uskadt tilbage bortset fra et hul, der er blevet boret i muren for at muliggøre leverancer af mad uden risiko for at blive ramt af IS-snigskytter på gaden.

Han bragte sin familie tilbage for en måned siden, deriblandt sin ti måneder gamle søn, Fouad. Med en brønd, en generator og rationer uddelt af det kurdiske militær siger han, at de klarer sig udmærket, selv om Kobane er en virtuel spøgelsesby uden butikker, naboer eller noget offentligt liv.

To ænder, som er blevet reddet fra en forladt landsby, rapper lyksaligt i deres lille gård, og lydene fra de ikke så fjerne kamphandlinger lader ikke til at genere Azads barn længere.

»Han er vant til det nu,« siger Azad. »Min kone var bange i begyndelsen, men nu er det normalt for hende også. Vi er kede af ødelæggelserne, men glade for, at vi fik IS. I det mindste klarede vi det.«

Den eneste person, der i dag forlader Kobane permanent, er et tyrkisk IS-medlem, der vender tilbage til sin familie i en kiste efter at være blevet dræbt i forreste linje.

»Vi siger det til hele verden: ’De her mennesker kom for at dræbe vores børn, tage vores kvinder. Men beder de om at få udleveret ligene af deres faldne, giver vi ligene til dem,’« siger Kobanes forsvarschef, Ismet Sheikh Hasan, da kisten føres gennem stålgitterporten ved den tyrkiske grænseovergang.

På vej i modsat retning kører en gruppe ganske unge, friske rekrutter ved de kurdiske styrker med ansigter, der lyser af spænding og nervøsitet. De klapper og synger, indtil porten åbner sig, og de kører oprømte ind i deres mishandlede hjemby under glædesråb. De er taget fra flygtningelejrene for at fortsætte kampen mod IS, og de må vide, at mange af dem vil falde i kamp. Men lige nu, i sejrens rus, synes ingen at tage sig af det.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • curt jensen
  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • Torben Nielsen
  • Claus Jensen
  • Jan Mogensen
curt jensen, lars abildgaard, Peter Jensen, Torben Nielsen, Claus Jensen og Jan Mogensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er en imponerende indsats de syriske kurdere har ydet i Kobane.

Man kan håbe på, at EU beslutter at yde humanitær hjælp til oprydning i Kobane, herunder rydning af minefelter, fjernelse af ueksploderede granater mv

Det er totalt bizart, at Danmark ikke vil kunne deltage i en sådan EU-indsats.
Derimod kan vi godt hjælpe med, hvis indsatsen finder sted i Nato-regi.

curt jensen, Jan Mogensen og Endre Løfaldli anbefalede denne kommentar

Danmark skal som nation bidrage væsentligt, såvel alene som multilateralt. Alt andet er helt uacceptabelt.

Det er grusomme ulykker, vi (også) med vore aktivistiske bekendelser kaster over andre folkeslag og nationer.

Vås, Peter Jensen, tværtimod kan man undre sig over, at regeringen ikke ville have os med til at fjerne IS fra Kobane. Men vi kan sagtens som enkeltstående nation sende mineryddere, håndværkere og cement derned, og sikkert også med EL's velsignelse.

Hurra, Kobane er befriet.
Tja, de kurdiske socialistiske selvstyre eksperimenter - basisdemokratiske modeller hvis succes som hverken USA, Syrien eller Tyrkiet vil tillade ligger i ruiner, byen er bombet i grus uden spor af infrastruktur, IS er fordrevet, det kurdiske selvstyre alvorligt decimeret

- alle involverede fik noget og kan være glad over succes'en.

Midt i tragedien er der dog lidt at glæde sig over: De fleste af Kobanes indbyggere blev reddet til Tyrkiet, der åbent tog imod (og det skal heller ikke glemmes, det svarer nogenlunde til at Flensborgs befolkning pludselig stod i Kruså og sagde: Hjælp!) og YPG står som de ubestridte sejrherrer, også en sejr for det kurdiske eksperiment.