Læsetid: 8 min.

Legetøj, der kalder på kærlighed

Den nye Hello Barbie er eksempel på, at hi-tech-legetøj i stigende grad målrettes det enkelte barn ved at opsamle specifik viden om barnet og derigennem vække stærkere følelsesmæssig appel. Ekspert mener, at for meget legetøj forbereder børn til at stå på fabrikken, ikke til at lede eller opfinde fabrikken
Den nye Hello Barbie er hi-tech. Hun kan genkende stemmer, give personlige svar og konstant opdatere sig i onlineskyen, så hun tilpasser sig sin ejers interesser.

Mark Lennihan

20. februar 2015

»Barbie, hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen?« spørger en kvinde, som ligner en menneskeudgave af den dukke, hun står med i sin hånd. Både Barbie og kvinden har blond hår, en kort jakke, stramme jeans og en hvid T-shirt med teksten ’HELLO. HELLO. HELLO’. For første gang i Barbies historie kan dukken give et personligt svar: »Tja, du har fortalt, at du godt kan lide at være på en scene, så hvad med at blive danser? Eller politiker? Eller måske en dansende politiker? Jeg plejer jo at sige: Alting er muligt!« siger den interaktive Barbie til kvinden, der er ansat af legetøjsvirksomheden Mattel for at vise en ny prototype af fremtidens Barbie på legetøjsmessen Toy Fair i New York.

I 2015 skal Barbie opdateres, så hun er i sync med det, piger ifølge Mattels forskning vil have, og som teknologien nu kan give dem: en Barbie, der kan tale ’rigtigt’ med den enkelte pige.

»Når vi spørger piger, hvad de vil med Barbie, lyder svaret, at de vil have en rigtig samtale med hende – uanset hvilket land de kommer fra. Nu kan de for første gang have en tovejsdialog med Barbie. Barbie kan svare ligesom en ægte veninde,« siger talskvinden fra Mattel.

Gigantisk marked

Den nye dukke hedder Hello Barbie, og hun møder verden for første gang på legetøjsmessen i New Yorks gigantiske konferencecenter Javits Center. Her har legetøjsvirksomheder fyldt haller så store som syv fodboldbaner med alt fra klassiske dukker og spil til hi-tech droner og robotter. Blandt de største spillere er Lego, Hasbro og Mattel, men der er også små start up-virksomheder, der drømmer om at få en plads på markedet.

Over 30.000 fagprofessionelle fra hele verden er troppet op for se at se alt det nye, der kommer på hylderne i 2015. Det er især det nordamerikanske marked, der er i fokus. Selv om USA kun huser ca. to procent af verdens børn, udgør det samtidig omkring 40 procent af det globale legetøjsmarked. I 2014 steg salget af legetøj i USA til 18,1 milliarder dollar (118,1 milliarder kr.).

Pigens bedste veninde

Det var netop på Toy Fair i New York, at verden mødte Barbie for første gang den 9. marts 1959, og dagen har siden været Barbies fødselsdag. Det nye ved Hello Barbie er, at hun er hi-tech. Ellers ligner hun sig selv. Den nye Barbie kan genkende stemmer og koble sig til onlineskyen, så hun konstant kan opdateres med nye informationer, der tilpasser sig den enkelte piges personlighed. Hvis pigen for eksempel ikke interesserer sig for mode, må Barbie lære at tale om noget andet.

»Hello Barbie gør forholdet til pigen mere nært, for hun kan have et unikt forhold til den enkelte pige. Hun kan lytte og lære pigens præferencer og tilpasse sig dem. Gennem spørgsmål-svar og interaktive spil med pigen kan Barbie blive den bedste af bedste veninder,« fortæller talskvinden fra Mattel.

Hello Barbie er det nyeste eksempel på en tendens, der vinder frem på børneværelserne: Teknologiske eller digitale produkter, der målrettet går efter at knytte følelsesmæssige og personlige bånd til det enkelte barn.

På det danske marked så vi i 2014 eksempelvis den interaktive dukke My Friend Cayla, som kan genkende stemmer, lave interaktive lege og søge informationer på internettet via Google-software. Cayla blev et stort hit i 2014 og en eftertragtet gave under juletræet.

E.T.’s mor

Et nyt ansigt på legetøjsmessen og på markedet for følelser er den amerikanske skuespiller Dee Wallace, som især er kendt som børnenes mor i science fiction-filmen E.T. fra 1982. Hun står bag den nye interaktive bamse MySelfie, som hun kalder for ’planetens mest magtfulde bamse’. Sammenlignet med Barbie og Cayla kan bamsen ikke meget teknologisk set, men den vil også være barnets bedste ven. Og den vil arbejde specifikt med barnets følelser. Som Dee Wallace siger:

»Jeg har skabt en bedste ven til dit barn eller din søn for at give dem oplevelsen af at elske sig selv.« Når barnet trykker MySelfie i dens pote, siger bamsen udsagn, som barnet skal gentage, for eksempel »jeg elsker min krop« og »jeg er en gave til verden«.

»Det, vi siger, er det, vi bliver. Det definerer, hvem vi er, og hvem vi tror, vi er. MySelfie lærer barnet om selvværd og om at stå frem og sige ’jeg er smuk’, ’jeg er elsket’ osv. Verden prøver at lære dig det stik modsatte, nemlig at du kun er god gennem dine handlinger,« siger Dee Wallace.

Når skuespilleren vil sende en bamse på markedet, er det for at give børn en håndsrækning i form af bedre selvværd. For hun mener, der er hårdt brug for at indgyde børn selvværd i en verden, der måler faglige præstationer frem for væren.

»Et barns personlighed er dannet, når det er mellem fire-syv år. Forældre lærer slet ikke børnene nok om selvværd. MySelfie er blevet til for at styrke børns selvværd,« siger Dee Wallace.

- Er det ikke lidt sørgeligt, at det er en bamse, der skal lære barnet om selvværd – og ikke mor eller far?

»Jo, men hvis bamsen kan hjælpe mor eller far med at blive bedre forældre – det eneste job, som vi ikke bliver uddannet til – så tjener bamsen alle. Forældre er selvfølgelig det vigtigste i et barns liv. Men forældre – rig som fattig – tilbringer i dag ikke nok tid med deres børn. Og når de er sammen med børnene, tager de dem til undervisning og konkurrencer, så børnene kan bruge præstationerne til at sige, de er dygtige. Vi må lære os selv og børnene, at ’jeg er noget værd, fordi jeg er til’,« siger Dee Wallace, der efter Toy Fair i New York rejser til Kina med MySelfie.

Legetøj kalder på kærlighed

Det er ikke nyt, at teknologibaseret legetøj søger at finde vej til børns følelsesliv. Før de interaktive dukker har vi set utallige virtuelle væsner, der kan knytte følelsesmæssige bånd til mennesket.

Som den amerikanske psykologiprofessor Sherry Turkle fra MIT skriver i bogen Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other fra 2011:

»I stedet for blot at påtage sig vanskelige eller farlige job for os, vil robotter nu forsøge at være vores venner. Forskningen i robotter har fundet vej ind børns legeverden fra slutningen af 1990’erne, hvor børn blev præsenteret for digitale ’væsener’, der gjorde krav på opmærksomhed og som også syntes at være opmærksomme på børnene.«

Sherry Turkle kalder det for »legetøj, der kalder på kærlighed«. Her var kæledyrsfænomenet Tamagotchi et af de første eksempler på virtuelt legetøj, der kaldte på menneskets opmærksomhed og kærlighed. Et andet kendt eksempel er de nuttede robotsæler, der er flyttet ind på plejehjem for at vække glæde hos demente.

Kan sælge junkfood

Det nye er, at hi-tech-legetøj som Hello Barbie er ved at nå et stadie, hvor det er personligt og dermed kan vække en stærkere følelsesmæssig appel. Det er ikke bare one size fits all, men teknologi, der reagerer på den enkeltes præferencer og samler denne viden.

»Forestil dig små genstande, der tilpasser sig barnet. Vi har altid drømt om den slags teknologi, og vi er kommet tættere på det. Men den slags teknologi kan også bruges til at sælge junkfood med,« siger Warren Buckleitner redaktør af tidsskriftet Children’s Technology Review, ph.d. i børns udvikling og en mangeårig ekspert i børn og teknologi.

»Der er folk, der bruger teknologi til at bygge brands med og til at styrke barnets tilknytning til disse brands. Teknologien er ikke god eller dårlig. Men teknologien er magtfuld og kan bruges til både det gode og det onde. På Toy Fair finder du begge dele,« siger Warren Buckleitner, der nødig vil udpege de dårlige eksempler.

Ingen kender svaret

Det store spørgsmål er, hvad det gør ved os, at vi har en følelsesmæssig tilknytning til teknologi? Er det godt eller skidt? Faktum er ifølge Warren Buckleitner, at vi endnu ved hvad teknologien gør ved os og vores børn på lang sigt. Derfor mener han ikke, det er muligt at give et generelt svar, selv om mange eksperter søger at komme med dem. Man bliver nødt til at undersøge det specifikke digitale produkt og se det i en sammenhæng.

»På nuværende tidspunkt kender vi ikke konsekvenserne. Vi ved ikke, hvad det gør ved børn. Ingen kan sige det – selv om medierne er fyldt med historier om, at skærme skaber opmærksomhedsforstyrrelser osv. Enhver forælder, ethvert barn og enhver situation er forskellig,« siger Warren Buckleitner.

Edisons talende dukke

En ting ved vi dog: Debatten om teknologiens konsekvenser er en gammel traver. Tilbage i 1890 sendte elpærens opfinder, Thomas Edison, en talende dukke på markedet. Den blev med det samme årets julegave, selv om den kostede en formue. Problemet var bare, at teknologien bag dukkens stemme typisk gik i stykker under transport, så dukken talte efter sigende som djævlen, når den nåede frem til barnet. Dukken blev derfor kun et julegavehit i 1890. Det interessante er, at Edisons dukke mødte den samme kritik, som teknologi også møder i dag. »Edisons dukke var en stor trend. Nogle sagde dengang, at det var en forfærdelig ting, og at det ville ødelægge børns fantasi. Den samme debat har vi i dag,« siger Warren Buckleitner.

For Warren Buckleitner er det store spørgsmål ikke, om teknologi er skidt eller godt, men om vi vil have børn, der skal være samlere eller skabere. »Meget legetøj gør børn til samlere frem for skabere. Det forbereder børnene til at stå i fabrikken, ikke til at lede eller opfinde fabrikken,« siger Warren Buckleitner, der mener, at teknologien i det stigende antal hi-tech-produkter, der er på markedet, ofte kommer til at bremse barnets fantasi.

»Vi ved, at børn har en særlig evne til at tage et stykke papir og lave det til en flyvemaskine. På Toy Fair ser jeg mange eksempler på, at teknologi fjerner barnet fra fantasien og problemløsningen, for eksempel når en app eller et interface taler for meget. Det er ligesom en lærer eller en voksen, der forventer, at barnet skal have alt at vide,« siger Warren Buckleitner.

Han ser eksempelvis talende og syngende robotter, som virksomheder har investeret massivt i, men som kun fanger barnets interesse i kort tid.

»Barnet synes, robotten er sjov, til batteriet skal lades op, men så opdager det, at det ikke selv kan gøre noget. I virkeligheden vil barnet have en robot, som det selv kan programmere eller påvirke, og som har dets ideer,« siger Warren Buckleitner.

Om Hello Barbie er den slags smarte robot, ved vi først, når hun kommer på markedet senere i år. Indtil videre er Mattels mål dog først og fremmest, at barnet og Barbie skal blive BFF’s – Best Friends Forever.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Lige da jeg så t-shirten tænkte jeg at der står "Helle" og da jeg så fik læst lidt af teksten, tænke jeg at det måske ikke var så langt ude alligevel:

»Tja, du har fortalt, at du godt kan lide at være på en scene, så hvad med at blive danser? Eller politiker? Eller måske en dansende politiker?

Så hvem ved, måske er det ikke for sent. Når Mette Frederiksen og Anne Mette Rasmussen kan, kan Helle vel også - være med i Vild med Dans?

Lise Lotte Rahbek

Men forældre – rig som fattig – tilbringer i dag ikke nok tid med deres børn. Og når de er sammen med børnene, tager de dem til undervisning og konkurrencer, så børnene kan bruge præstationerne til at sige, de er dygtige. Vi må lære os selv og børnene, at ’jeg er noget værd, fordi jeg er til’,« siger Dee Wallace,

Så... mens forældrene fremstiller dukker på fabrikkerne, så har de ikke tid til at være sammen med deres børn, så forældrene forærer børnene de dukker, som de bruger tid på at fremstille istedet for at være sammen med børnene,
og så kan dukken lære barnet om selvværd og socialitet???

wow. Hun er vist ikke den hurtigste knallert på molen, den Dee.

Henrik H. Hansen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Rune Lund, Morten Lind og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Lise Lotte Rabæk, du nagler den næsten. Men fabrikken ligger i Kina og forældrene herhjemme har masser af tid til at være sammen med deres børn. Problemet er at ingen af dem kan holde hinanden ud, alt for længe ad gangen. For de fleste fædre ligner ikke Thomas Blackman og de fleste mødre synger ikke lige så godt som Medina. Så derfor går forældrene på arbejde, mens børnene er i institution og de har alle sammen noget at snakke om, når de kommer hjem og skal lege med Barbie. På den måde har vi den bedste af alle verdener. Der er bare så mange andre steder i verdenen, at de ikke har det lige så godt. Men det skal vi nok hjælpe dem med. Eller som hedder på børnesprog: det skal Kent nok hjælpe dem med. Barbie går jo mest op i tøj og den slags - og slankekure.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Rigtig godt bliver det, når dukkerne, ligesom Nissen Fra Nürnberg, kan svare på det sprog, de bliver spurgt på. Så slipper vi for den meget tidlige sproglige kulturimperialisme.