Analyse
Læsetid: 3 min.

Er der en løsning for grækerne?

På eurogruppemødet i dag bliver det formentlig afklaret, om det er muligt at opnå et kompromis, der kan sikre Grækenlands forbliven i eurozonen
Udland
11. februar 2015

Panikken over Grækenlands uløste problemer breder sig inden det ekstraordinære eurogruppemøde i dag. Risikoen for, at grækerne kan blive tvunget til at forlade valutasamarbejdet, skaber nervøsitet på aktiemarkederne og fik mandag den britiske regering til at afholde et finanspolitisk beredskabsmøde. Søndag havde Grækenlands nyvalgte premierminister, Alexis Tsipras fra venstrefløjsalliancen Syriza, i en programerklæring i parlamentet i Athen understreget, at hans regering har til hensigt at indfri valgløfterne om blandt andet at sikre alle borgere gratis adgang til det offentlige sundhedsvæsen og at subsidiere mad, medicin, elektricitet samt offentlig transport for de fattigste grækere:

»Efter fem år med barbariske tiltag, der har sendt 2,5 mio. mennesker under fattigdomsgrænsen, kan grækerne ikke klare flere brudte løfter,« sagde Tsipras.

Samtidig nægter den nye regering i Athen at forny det kriseprogram, som udløber ved udgangen af februar. Dermed giver grækerne afkald på den næste portion af lånet fra EU’s krisefonde og Den Internationale Valutafond, 7,2 mia. euro, som er bundet til krav om strukturreformer og skulle bruges til at indfri gammel gæld. Det ville dog også få statsgælden til at stige til over 180 procent af BNP. Og det vil blot forværre situationen, hævder den græske regering:

»Tiden er inde til offentligt at sige, hvad embedsmænd gerne indrømmer, når mikrofonerne er slukket,« sagde finansminister Yanis Varoufakis mandag i parlamentet, »på et tidspunkt er nogen nødt til at sige nej, og den rolle er så tilfaldet os, lille Grækenland«.

Negativ erhvervsudvikling

I stedet foreslår grækerne en brobygningsaftale, som skal finansiere staten indtil udgangen af august, hvor regeringen regner med at have en ny aftale om landets gæld på plads. På sigt ønsker grækerne at veksle deres nuværende gældspapirer til obligationer, hvor afkastet er bundet til væksten i landets BNP.

Men for at undgå statsbankerot i den nærmeste fremtid har Grækenland brug for at få tilført 17,2 mia. euro. Det vil i praksis svare til at forlænge lånet, men uden de tilhørende reformkrav, mener EU-partnerne, som får svært ved at sælge en sådan aftale i deres hjemlande.

Hvis uenigheden om midler og mål ikke bliver løst, kan Grækenland blive tvunget til at forlade euroen – med uforudsigelige og uoverskuelige følger for valutasamarbejdet og hele EU. Derfor har udsendinge fra såvel EU-Kommissionen som USA’s regering hjulpet grækerne med at udarbejde det kompromisforslag, Varoufakis fremlægger i dag. Grækerne vil angiveligt fastholde to tredjedele af det nuværende reformprogram, men skifte resten ud med alternative forslag.

Et stridspunkt vedrører statens budgetoverskud. I stedet for kravet om et budgetoverskud på 3 procent, som skal gå til at betale renter, vil regeringen i Athen nøjes med et budgetoverskud på 1,5 procent for at kunne investere i offentlig velfærd og erhvervsudvikling.

Indgrebene i den græske økonomi har ikke hjulpet landet til at modernisere industrien, der kun beskæftiger omkring 300.000 mennesker, mindre end fiskeriet og landbruget. Grækerne bruger færre penge på uddannelse end noget andet land i eurozonen, og stort set hele uddannelsesbudgettet går til lærerlønninger.

Mens højtudviklede lande som f.eks. Danmark og Tyskland har forbedret deres konkurrenceevne under krisen ved at styrke sammenhængen mellem forskning og produktion, er Grækenland sakket endnu mere agterud.

Målt på antallet af patentansøgninger, beskæftigelse af højtuddannet arbejdskraft og en række andre parametre er Grækenlands »præstation sammenlignet med resten af EU faldet fra 74 procent til 69 procent i 2013,« hedder det i kommissionens seneste Innovation Union Scoreboard-rapport.

Moral og fejlskøn

Paradokset er, at impulsen til at gøre eurozonen til en fuldbyrdet økonomisk og politisk union kommer fra kædens svageste led. Og problemet er, at regeringerne i de stærkeste lande – navnlig Tyskland – i årevis har valgt den nemme løsning og over for deres vælgere forklaret situationen i Grækenland som en moralsk krise. Jo, grækerne havde inden krisen et uansvarligt stort budgetunderskud og pyntede endda på tallene. 220 mia. euro af de i alt 240 mia. i krisepakkerne er dog ikke gået til dovne og uvederhæftige grækere, men til at holde de mindst lige så uansvarlige private långivere skadefri med offentlige midler. Samtidig har de skøn for udviklingen i den græske økonomi, som EU og IMF baserede reformprogrammet på, vist sig at være alt for optimistiske: BNP er blevet reduceret med 25 procent i stedet for de forventede 3 procent; arbejdsløsheden er steget til 25 procent og ikke 13 procent; statsgælden skulle toppe med 154 procent i 2013, men er nu på 175 procent.

Spørgsmålet er, om EU’s tunge drenge og piger formår at nuancere og revidere deres økonomiske moralfortælling i tide, mens sandhedens time nærmer sig for Grækenland og euroen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Bedre at lade grækerne gå bankerot, end at lave en overstatslig løsning - a la en EU-regering i det demokratiske underskud der er påvist så mange gange før!
Lad unionen falde nu, så bliver det nok mindre smertefuldt end senere!

Stem på et EU-modstanderparti ved det kommende valg til Folketinget!

God dag der ude

Torben Lindegaard

@John Christensen

Helt enig i 1. halvdel af dit indlæg.

Men det er trods alt op til den græske regering at vælge den løsning, der, som regeringen ser det, gavner Grækenland mest - eller er mindst skadelig.

Men - indrømmet - jeg er godt nok træt af de græske statsregnskabssvindlere.
Og der er da grund til at glæde sig over, at Danmark ikke er med til at betale regningen for de græske forfalskninger.

Bare vi så ikke får en gaffel i ryggen, hvis kronen bliver spekuleret op.
Men det er en anden sag.