I en smal kano udhulet af en træstamme slutter teenagepigen Valentine Pasi, hendes spæde søn og fem unge mænd deres desperate kamp for at redde sig i sikkerhed på den anden side af Ubangi-floden. Bag dem er der mord, voldtægter og ødelagte hjem. Foran dem en dyb usikkerhed.
For mange er den bedragerisk fredelige flod blevet den eneste sikre passage fra den katastrofe, som skyller hen over Den Centralafrikanske Republik (CAR). Bare i januar er en ny bølge på over 30.000 flygtninge søgt over den ubevogtede grænse til Den Demokratiske Republik Congo – ikke just selv et forbillede for fred og stabilitet – anslår lokale embedsmænd. Og dagligt ankommer der nye i fiskerkanoer, der ud over ganske få ejendele kun medbringer rædselsberetninger fra deres hjemland. Flere af dem har skudsår som vidnesbyrd om den vold, de flygter fra.
Det anslås, at 4.000 har bosat sig omkring flodlandsbyen Gbangara, et af Afrikas mest afsides beliggende steder, næsten fem timers kørsel gennem junglen fra Gbadolite, en grænseby, hvor kun to eller tre fly lander om ugen.
De nytilkomne har selv opført improviserede hytter af slyngede grene og tørret græs, de overlever ved at spise maniok, kaffebønner, fisk, og frugt, og de har sågar også rejst en beskeden kirke. De frodigt skovbevoksede bakker i CAR er synlige i det fjerne, cirka to timer herfra med båd. Indimellem høres geværild – skudvekslinger mellem den overvejende kristne Anti-Balaka-milits og den overvejende muslimske Seleka-milits.
Valentine Pasi, 19 år, befandt sig i sin brors hus i landsbyen Gbada, godt 35 kilometer væk, da bevæbnede overfaldsmænd fra Seleka kom. Hendes bror forsøgte at flygte, men blev skudt sammen med yderligere to brødre og ni andre personer. Pasi blev såret i sin ene tå, men klarede at flygte med sin mands fem brødre i alderen fra tre til otte år. De måtte efterlade alle ejendele.
Sammen tilbragte de næsten fem dage i bushen, hvor de levede af yams og vidste, at de kunne blive dræbt på stedet, hvis de blev opdaget.
»Vi holdt os skjult mellem træerne og hviskede kun til hinanden,« fortæller hun via tolk, mens hun vugger sin tre måneder gamle søn, Pabolo Ruphin.
»Jeg er stadig bange for at tale om det. Hver gang min baby begyndte at græde, var jeg nødt til straks at amme ham, for at vi ikke blev opdaget.«
Allerede i sidste uge forsøgte Pasi at krydse floden, men blev skræmt af lyden af skud og gemte sig igen. Den efterfølgende dag blev hendes råb om hjælp hørt af en fisker, der sejlede hende og børnene til Gbangara. Her blev hun genforenet med sin mand, Arnol Obe, og andre familiemedlemmer, men den unge kvinde er stadig rystet.
»Nu, da jeg er kommet her, aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mit liv,« siger hun. »Og bare jeg hører nogen slå på en gryde, minder det mig om skud.«
Da hun efter ankomsten til Gbangara gik ned til flodbredden for at vaske tøj og hente rent vand fra en kilde, så hun sin svigerfar, Pascal Mbetiaka, blive hjulpet i land. Ham havde der ikke været plads til i kanoen.
Han fortalte hende følgende: »Døden var foran os, og vi var nødt til at løbe væk. Seleka går og kommer tilbage. Folk løber ind i skoven, men Seleka følger efter dem dér og dræber og voldtager. Jeg vil aldrig tilgive dem, for det, de gør, er uacceptabelt.«
Han var glad for at se sin kone og børn for første gang siden sin flugt. »Jeg er glad, for siden min ankomst har jeg set mange mennesker fra min landsby. Jeg takker Gud. Og jeg vil gerne hjem igen, så snart der er fred.«
Hver nytilkommen flygtning i Gbangara er en kristen fordrevet af Seleka, men grusomhederne fortsætter på begge sider, her næsten to år efter Selekas oprørere kortvarigt fik kontrol med den overvejende kristne nation, som i årtier har lidt under misregimente og kup.
I sidste måned rapporterede Human Rights Watch, at hundredvis af muslimske indbyggere i den vestlige del af CAR var fanget i enklaver under »elendige forhold« og frygtede at blive angrebet, hvis de søgte at bryde ud.
I begyndelsen af året forvildede Seleka-militsfolk sig ud på en ø i Ubangifloden og dræbte tre mennesker, hvilket spredte frygt og rædsel blandt de flygtninge, der ofte bruger øen som et overgangssted eller som et sted, hvor de kan dyrke kaffe.
Blandt dem, der har gennemlevet et mareridt i CAR, er Matthew Balikuzu, 52, overhoved for en landsby i Bolo, hvorfra han blev fordrevet for lidt over en måned siden. Fire timer måtte han råbe efter forbisejlende fiskere, indtil en af dem samlede ham op.
Han husker flere grumme scener:
»Der var fire små drenge, som legede i sandet. Jeg så Seleka-mændene komme. De skød dem. Seleka angreb også en af mine venner, en anden høvding, og skar halsen over på ham, mens han arbejdede på sin kaffemark. Samtlige huse blev brændt, alle biler og cykler gik tabt. Det har jeg det skidt med, for som høvding har jeg brug for, at folk lever sammen.«
En anden er Elizabeth Lemato, 62, fra Gbada, der blev vidne til mordet på to små drenge og adskillige seksuelle overgreb, før det lykkedes hende at flygte med sine to børn og mor, der er blind og næsten 80 år.
»Når Selekas folk ankommer til en landsby og finder kvinder, der er smukke, tager de dem altid med sig. Kvinderne kan være gift – de er ligeglade. De tager også helt unge piger. Jeg er vred på disse mennesker. Jeg vil aldrig glemme, og det vil blive svært at tilgive.«
Thirry Ndema Karakete, 28 år og studerende, ankom for to måneder siden fra landsbyen Bouda, godt 40 km væk, og han så sin far, bedstemor og tre brødre blive skudt, mens de prøvede at flygte. »Der var en kamp i landsbyen mellem Seleka og Anti-Balaka, og Seleka dræbte mange,« siger han.
»De brændte alle huse ned, ja, selv hospitalet blev ødelagt. Jeg så 10 myrdede mennesker, og der var ingen til at begrave dem. Seleka-folkene ville ikke have, at nogen skulle overleve. De betragter alle som Anti-Balaka, og nogle gange voldtager de sågar piger, som er under 18 år.«
Lige som andre flygtninge i Gbangara forsøger Karakete og hans familie nu at skabe sig et nyt liv, men han er stadig tynget af sorg, fordi hans toårige søn, Tchianeze, døde af uforklarlige årsager for en uge siden.
»Da jeg vågnede ved sekstiden om morgenen, havde han det fint og spiste sin morgenmad. Så tog jeg ud for at fiske, og kl. 9 kaldte folk mig tilbage og sagde til mig: ’Dit barn er ikke længere i live’. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne have begået selvmord på stedet.«
»Jeg tænker på min søn, min far, mine brødre. Jeg er her stadig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min søn var blevet god til at tale – vi kunne tale og spise sammen.«
Karakete og hans hustru, Nathalie, kæmper for at skrabe nok sammen til at skaffe mad nok til deres resterende fire børn på et sted, hvor lægehjælp er ikkeeksisterende. Mange er afhængige af, at de congolesiske landsbyboere i nærheden vil hyre dem som landarbejdere.
Kvinderne i Gbangara maler maniok til mel, mens mændene spinder fiskenet eller snitter bark med macheter. Tøj vasket i floden hænges op eller lægges hen over græstagene for at tørre under den skarpe sol. Røg stiger op fra gryder over trækulsbål, fisk stables i dynger, og tusindvis af kaffebønner spredes på det støvede stenunderlag. Lyden af kyllinger, geder og grædende børn fylder luften.
Jean Deni, 35, en sygeplejer, der kom hertil i november med sin kone og tre børn, fortæller:
»Det er ikke let at leve her. Her bor mennesker, der har malaria. Børnene får ingen undervisning. Der er ikke noget at lave, og de fleste her sulter. Vi ved ikke, hvor længe vi skal blive her, men vi vil tilbage, så snart der bliver fred.«
Den pludselige tilstrømning til Gbangara tærer på ressourcerne hos FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og Verdensfødevareprogrammet, som allerede driver en lejr på 13.000 mennesker tættere på Gbadolite.
Céline Schmitt, en talskvinde for UNHCR i Congo, der for nylig tog over grænsen for at vurdere situationen, siger:
»Vi så folk med skudsår, så vi var nødt til meget hurtigt at evakuere og få dem på hospitalet for at redde deres liv, for sundhedscentrene ved grænsen har ikke kapacitet til at behandle dem. Vi har set mange syge børn. Underernæring er et stort problem, og vi har set mange små grave, så folk her er i en meget desperat situation.«
UNHCR har sendt et undersøgelseshold af sted for at verificere den congolesiske regerings skøn på 30.000 flygtninge siden december.
»Hvad flygtningene fortæller os, er, at der er øget vold og konflikt mellem selekaerne og anti-balakaerne på den anden side,« siger Céline Schmitt.
»De kæmper og beskylder lokalbefolkningen for at vælge side. De angriber landsbyerne, de brænder huse, kvinder bliver voldtaget, folk bliver dræbt. Mennesker går over grænsen for at finde sikkerhed her i Congo.«
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
