Læsetid: 6 min.

At mødes eller ikke mødes med Dalai Lama

Det er primært for at sikre Danmarks arbejde med menneskerettigheder i Kina, at regeringen ikke vil mødes med Dalai Lama, når han i næste uge besøger København, siger udenrigsminister Martin Lidegaard. Men argumentationen holder ikke, lyder det fra kritikere, som mistænker regeringen for at være styret af økonomiske hensyn
Dalai Lama blev modtaget af den amerikanske præsident, Barack Obama, men kommer ikke til at møde repræsentanter for den danske regering, når han besøger København i næste uge.

Kevin Lamarque

7. februar 2015

Det vil skade Danmarks arbejde med menneskerettigheder i Kina, hvis den danske regering mødes med Dalai Lama. Sådan lyder udenrigsminister Martin Lidegaards (R) primære begrundelse for, at regeringen ikke har inviteret Tibets åndelige leder på kaffe, når han onsdag og torsdag i næste uge gæster København.

»Vi er overbevist om, at vi bedst fremmer danske interesser som menneskerettigheder og demokrati ved at indgå en kritisk dialog med Kina i stedet for at stå uden for Kina og råbe med en megafon ind over landet,« siger Martin Lidegaard.

Samme melding lød fra hans partifælle Zenia Stampe på DR2’s Deadline i lørdags. Hun sagde, at et møde med Dalai Lama i sidste ende blot er en »symbolsk handling«, som er lig med at gøre »kineserne og menneskerettighederne en bjørnetjeneste«, ligesom hun argumenterede for, at det danske Institut for Menneskerettigheder har spillet en afgørende rolle for arbejdet med menneskerettigheder i Kina – og at det ville man risikere at kompromittere ved at mødes med Dalai Lama.

Den bekymring deler de umiddelbart ikke på Institut for Menneskerettigheder. Tværtimod fortæller Bjarne Andreasen, der er leder af instituttets Kina-program, at de ikke oplevede, at det påvirkede deres arbejde, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2009 mødtes med Dalai Lama.

»Vi registrerede ikke nogen effekt i 2009. Dengang havde det ikke nogen direkte konsekvens for vores arbejde,« siger Bjarne Andreasen og tilføjer, at han ikke kan sige, at det nødvendigvis betyder, at det ikke kunne få konsekvenser i dag.

Instituttets erfaringer ændrer dog ikke ved regeringens syn på sagen. Udenrigsminister Martin Lidegaard henviser til Norge, som ved flere lejligheder er raget uklar med Kina på grund af sin mere direkte kritik.

»I Norge fik en kinesisk dissident Nobels fredspris, og siden har Norges politiske og økonomiske samkvem med Kina været meget begrænset. Det er en høj pris at betale for at sende ét signal én gang. Jeg tror, at vi påvirker Kina bedre ved at være i et strategisk samarbejde, og jeg tror, at der er en betydelig risiko for, at vi ikke kunne have det strategiske samarbejde, når jeg kigger på erfaringerne fra Norge,« siger Martin Lidegaard.

Urimelig sammenligning

Ifølge Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, giver det ikke mening at sammenligne Danmark med Norge. Han mener, at det er en helt anden situation.

»Det, Lidegaard siger, er, at hvis vi styrker menneskerettighedsforkæmpere, så svækkes menneskerettighederne. Hvis udenrigsministeren argumenterer på den måde, så har det jo ikke noget med menneskerettigheder at gøre. Selvfølgelig har det styrket menneskerettighedsaktivister og dermed menneskerettighedsarbejdet, at man gav Nobels fredspris til Liu Xiaobo. Det er en meget vigtig moralsk opbakning til ham. Det har haft nogle konsekvenser for Norges økonomi, men jeg forstår ikke, hvordan det har svækket menneskerettighederne,« siger Jacob Mchangama.

Han køber derfor ikke regeringens forklaring om, at det ville skade Danmarks menneskerettighedsarbejde i Kina at mødes med Dalai Lama.

»Det er en absurd udlægning. Skadede det så også menneskerettigheder, når dissidenter under Den Kolde Krig blev mødt af vestlige ledere? Selvfølgelig gjorde det ikke det. Det er jo noget af det, som alle dissidenter vil sige styrker dem,« siger Jacob Mchangama.

Den pointe bakkes op af kinesiske menneskerettighedsaktivister, der også retter en hård kritik mod den danske regering. En af dem er Tsering Woeser, der er tibetansk forfatter bosiddende i Beijing og en af de mest prominente fortalere for tibetanernes rettigheder i Kina. Han er ikke i tvivl om, at det er af økonomiske hensyn, den danske regering ikke vil mødes med Dalai Lama.

»Men vi ser også mange andre regeringsledere, som ikke tør. Det vil de formodentlig ikke af hensyn til egne interesser, da de ser det som det mest givtige at udvise velvilje over for den kinesiske regering,« siger Tsering Woeser.

Maya Wang, Kina-researcher ved menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, mener også, at den danske regerings retorik har mere at gøre med handelsinteresser end menneskerettigheder.

»Mange regeringer har argumenteret for, at ’det stille diplomati’ formentlig er bedre end at konfrontere den kinesiske regering åbent. Men der er ikke bevis for, at dette alene – og specielt ikke når der er tale om lukkede møder om menneskerettigheder én gang om året – kan have en positiv indvirkning på menneskerettighedssituationen i Kina.«

Hun mener, at den stadig mere udbredte brug af dette argument mere hænger sammen med den kinesiske regerings økonomiske magt og øgede interesse i at få udenlandske virksomheder til at investere i Kina, ligesom hun peger på, at det er en misforståelse at tro, at det ikke ændrer noget i forhold til menneskerettighedssituationen, når udenlandske regeringer kritiserer Kina åbent.

»Det er vigtigt at huske, at den kinesiske regering ikke er immun over for internationalt pres. Faktisk er regeringen meget følsom over for udefrakommende kritik. Da regeringen afskaffede systemet med genopdragelseslejre, henviste den officielle kinesiske presse til overtrædelser af internationale menneskerettigheder som årsag til handlingen,« siger Maya Wang.

Den danske indsats?

En vigtig pointe fra den danske regerings side har været, at Danmark spiller en afgørende rolle i forhold til at forbedre menneskerettighederne i Kina. Det er blandt andet med henvisning til den påståede risiko for, at dette arbejde skal blive bremset, at man ikke vil mødes med Dalai Lama. I Deadline i lørdags hævdede Zenia Stampe, at Danmark via Institut for Menneskerettigheders projekter i Kina siden 1999 har »skubbet Kina på menneskerettighedsområdet«, og hun beskrev den danske indsats som »imponerende«. Samtidig sagde hun, at Kina inden for de seneste fem år er kommet tættere på demokrati, og at kineserne er sikret bedre menneskerettigheder.

»Det går langsomt, men i den rigtige retning,« lød det fra den radikale udenrigsordfører, der blandt andet pegede på forbedringer i forhold til tortur og retssikkerhed, og at arbejdslejrene er blevet afskaffet, og at antallet af henrettelser er blevet halveret på 10 år.

Men ifølge Jacob Mchangama er det et »skønmaleri« at tale om, at det generelt går bedre med menneskerettighederne i Kina.

»Det er en helt klar overdrivelse. Langt de fleste menneskerettighedsaktivister og advokater taler om, at det faktisk er blevet langt værre under den nuværende præsident. Arbejdslejrene hedder for eksempel bare ikke arbejdslejre længere,« siger han.

Maya Wang er enig i, at den generelle situation er blevet forværret under præsident Xi Jinpings styre.

»Inden for de seneste to år har regeringen iværksat en omfattende stramning på mange fronter, og der er sket et markant skifte mod en hardline tilgang til afvigende holdninger og kritik,« siger Maya Wang og påpeger, at selv om regeringen måske nok har taget initiativ til forbedringer, så har disse initiativer haft en begrænset effekt.

Hun er også skeptisk i forhold til påstanden om, at Danmark har spillet en afgørende rolle i forhold til konkrete forbedringer på menneskerettighedsområdet. Det samme er Jacob Mchangama.

»Jeg vil da gerne se noget dokumentation for, at Danmark skal have spillet en afgørende rolle. Det er store ord. Det synes jeg, man skylder at fremlægge lidt sandsynliggørelse af,« siger han.

Spørger man Institut for Menneskerettigheder om effekten af deres arbejde, lyder det:

»I sidste ende er det svært at sige, hvad resultatet af vores arbejde konkret er, fordi det er foregået med kinesiske partnere, som vi støtter. I virkeligheden er det jo i højere grad deres resultat,« siger Bjarne Andreasen.

»Særligt på reformen af strafferetsplejeloven kan vi se, at der på nogle områder er påfaldende lighed mellem det, som vi og vores partnere har anbefalet, og det, der står i den endelige lov. I sådanne situationer er det sandsynligt, at det er vores anbefalinger, der kommer til udtryk. Sådan er det dog i mindre grad i forhold til dødsstrafreformerne og arbejdslejrene.«

Kritikken af, at Zenia Stampe skulle have overdrevet betydningen af Danmarks arbejde i Kina i sin argumentation for ikke at møde Dalai Lama, rykker ikke ved hendes syn på sagen.

»Jeg er fuldstændig overbevist om, at vores arbejde har indflydelse. Men det er jo rigtigt, at det er svært at spore tilbage. Og det er nok heller ikke hensigtsmæssigt, fordi ’det stille diplomati’ jo også handler om at give kineserne æren, i stedet for at vi tager ejerskab for fremskridtene,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Carsten Søndergaard
  • Hugo Barlach
  • Anders Vang Nielsen
Ervin Lazar, Carsten Søndergaard, Hugo Barlach og Anders Vang Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

jeg tror såmen at hans "Hellighed" er en venlig sjæl. Men hans meritter dokumenterer jo så at han ligeson alle de andre religiøse ledere på denne jord, netop ikke besidder de der overmenneskelige evner og den kontakt til de højere verdener som så mange af hans beundrere mener han besidder. Han har i alle tilfældet en track record der dokumenterer en manglende dømmekraft i adskillige situationer.

Sider