Den russiske bjørn er truet. De – Vesten – vil ikke lade den »leve i fred«, fortæller den russiske præsident, Vladimir Putin, sit folk.
»De vil altid forsøge at lænke ham, og så snart det lykkes for dem, vil de trække hans hugtænder og hans klør ud.«
Putins tale i december på den store årlige pressekonference for hjemlige og udenlandske medier tegner konflikten mellem Rusland og Vesten i et nærmest civilisatorisk lys: Det er dem imod os.
»Det handler ikke om Ukraine. Det handler om, at vi beskytter vores suverænitet og vores ret til at eksistere,« fortæller han russerne.
Og flere og flere er enige i hans analyse. Alene mellem januar og november 2014 faldt andelen af russere med en positiv opfattelse af Vesten fra 43 procent til 18 procent, mens dem med en negativ opfattelse steg fra 44 til 74 procent. Samtidig er andelen af Putin-kritikere faldet fra omkring 12 til seks procent.
»Vi ser en overvældende tilbagevenden til det patriarkalske system. Folk tænker: ’Der er ingenting, vi selv kan gøre. Der er kun én styrke, som kan beskytte os imod det fjendtlige Vest, og det er Putin’,« fortæller Maria Lipman, der er en anerkendt russisk intellektuel, der for nylig er blevet tilknyttet tænketanken European Council on Foreign Relations.
»Det er ’den belejredes’ mentalitet: ’Vi er afhængige af vores øverst-befalende’,« tilføjer hun.
Vesten som forbillede
Sådan var det ikke altid. I kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1991 kunne det nye Rusland ikke blive vestligt nok. Alt skulle opbygges efter vestligt forbillede. Forfatningen blev kopieret. Det økonomiske system. Der blev opstartet uafhængige medier.
»Der var et ønske om at imitere Vesten på alle måder, og ligegyldigt hvor du kiggede hen, blev det gjort i denne tidligere periode,« fortæller Lipman under et besøg i London i sidste uge.
Hun påpeger også, at Putin selv ikke var en »antivestlig høg«, da han trådte ind på den politiske scene.
»Han ønskede et lukrativt samarbejde med Vesten,« fortæller Lipman, der er i gang med at undersøge årsagen til den dramatiske ændring i russernes holdning over for Vesten i en rapport med arbejdstitlen Ruslands kulturkrig imod Vesten.
En del af forklaringen – påpeger hun – hænger sammen med den kaotiske omstilling fra plan- til markedsøkonomi, der fik mange russere til at sidestille kaos med vestligt demokrati. Ligeledes har Vestens udenrigspolitik i årene efter Sovjetunionens sammenbrud – NATO-udvidelserne, bombningen af Jugoslavien, anerkendelsen af Kosovo, invasionen af Irak og siden bombningen af Libyen – øget frustrationerne i Rusland, fordi det gik stik imod landets interesser.
Men hun mener, at en væsentlig del af forklaringen hænger uløseligt sammen med, at den provestlige russiske elite ikke tænkte strategisk, da den begyndte opbygningen af det postkommunistiske Rusland: »Problemet med denne kreds var, at den ikke overvejede, hvad der var den rette vision for Ruslands fremtid. Skulle landet blive en del af den europæiske familie? En regional magt? Ingen stillede disse spørgsmål, så visionen – ud over at de ønskede et demokratisk, moderne Rusland, der respekterede europæiske værdier – var uklar,« fortæller Lipman.
Den manglende langsigtede vision for Ruslands fremtid betød samtidig, at der aldrig blev opbygget en ny identitet i årene, der fulgte, hvor de vestligtsindede kredse langsomt svandt ind og til sidst helt mistede indflydelse. De kredse, der kom til med Vladimir Putins entre på den politiske scene – særligt sikkerhedsapparatet – har heller ikke formået at udfylde tomrummet, mener Lipman.
»Identitetssymboler er groft sagt et lands nationale helligdage, fortællingen om statens oprindelse, nationalhelte osv. Disse punkter er stadigvæk dunkle i Rusland,« mener hun og påpeger, at symbolerne omvendt i Sovjettiden var krystalklare.
»Det var Oktoberrevolutionen, mærkedagene. Vi havde Lenin og mausoleet. I dag siger Putin, at Rusland er ’en mytisk, sammenhængende helhed’. Han er meget undvigende omkring statens oprindelse. Nationalhelte? Lenin og Stalin ligger altid i top tre i meningsmålingerne, selv om Stalin ikke bliver mindet noget sted i Rusland,« fortæller Maria Lipman, omend der særligt i løbet af det seneste år er kommet lidt mere klarhed over identitetsspørgsmålet.
»Svaret er nationalisme – Ruslands storhed. Hvad end det er. Sovjettiden, kejsertiden, etnisk nationalisme, Ivan den Grusomme. Alt tæller,« siger hun.
Hvor blev de unge af?
Hvad der er kommet bag på mange i Vesten er imidlertid, hvor den unge generation, der i 2011 krævede omvalg og talstærkt gik på gaden i protest mod uregelmæssigheder ved det afholdte valg, er blevet af? En generation, der voksede op i en periode, hvor velstanden voksede parallelt med oliepriserne, og hvor Putin i en periode overlod præsidentposten til den yngre og umiddelbart mere vestligtsindede Dmitrij Medvedev.
I dag er demonstrationerne forsvundet, og meningsmålingerne viser, at den Putin-kritiske del af befolkningen er skrumpet drastisk fra 12 til seks procent.
Forklaringen hænger igen sammen med denne stræben efter en ny identitet, der er i det russiske samfund, siger Lipman. Også de unge er tyet til nationalismen, da drømmen om et Rusland formet i Vestens billede krakelerede.
»Det er faktisk naturligt for de unge at føle, som de gør. Deres nationalisme har et stærkt element af bitterhed over sig. Ønsket om at kopiere Vesten slog fejl, så hvordan håndterer du det? Ét svar er at prøve hårdere. Et andet er at skyde skylden på Vesten. Det er sket mange steder i verden, men det er meget stærkt i Rusland, og Putin greb denne skuffelse og forstærkede den: ’Det er fordi, de er slemme. Fordi de pressede os til at kopiere deres model. Det var en fælde for at svække os’,« forklarer hun.
Desuden har Kreml ifølge Maria Lipman formået at marginalisere gruppen gennem »et smart propagandatrick«.
»Kreml har sidestillet vestligt-sindede med homoseksuelle, dem der ikke respekterer den russisk-ortodokse kirke eller fornærmer traditionelle værdier. Det var et godt påfund – det virkede.«
Ingen fremtid
Imidlertid har heller ikke Putin besvaret spørgsmålet om, hvor Rusland er på vej hen i dag. Putins to hovedprioriteter har fra starten været kontrol derhjemme og suverænitet i nærområdet. Længe kunne det balanceres med et lukrativt samarbejde med Vesten. Men ikke længere.
»Annekteringen af Krim var for radikalt et træk,« siger Lipman.
Det har bragt forholdet mellem Rusland og Vesten til et punkt, hvor der ikke er ret meget, Vesten kan gøre for at forbedre det, mener hun. »Der er en grundlæggende mangel på klarhed over, hvor Rusland er på vej hen dag. Det er et stort problem for Rusland selv overhovedet at overveje et Rusland efter Putin. Det er tabu. Så der er ingen fremtid. Ingen vision. Hvordan kan man opbygge en politik, en strategi, for et land, der ingen fremtid har? Lige nu kan Vesten ingenting gøre,« siger hun.
Hvorfor skal jeg vide, at Rusland gør det samme som Danmark?
Jeg tror nu nærmere at det hun udtrykker - som faktisk er noget af det bedste Information har skrevet længe - mere er Vestens bekymring, end den er Ruslands problem.
Den russiske/amerikanske forfatteren og ingeniør, Dmitry Orlov er inde på noget af det samme
http://cluborlov.blogspot.dk/2015/01/peculiarities-of-russian-national.html
Iøvrigt tror jeg er et stor-lands fænomen, for at kunne holde sammen på et stort land - og ikke fraktioner skal kunne bryde ud. Jeg kan ikke se den store væsentlige forskel på Ruslands nationalisme og den man finder i Kina og USA.
Torben Selch:
"Iøvrigt tror jeg er et stor-lands fænomen, for at kunne holde sammen på et stort land - og ikke fraktioner skal kunne bryde ud."
Det er jeg ikke enig i. Jeg mener, den voksende danske nationalisme tjener samme formål, men ikke, at Danmark dermed er et stort land.
Børge Rahbech Jensen:
"Hvorfor skal jeg vide, at Rusland gør det samme som Danmark?"
Uha ja, tænk nu hvis du gik hen og lærte noget nyt.
Det relevante spørgsmål bør måske være:
"Hvorfor er Rusland en skuffet nation?"
Efter befrielsen fra kommunismens tyranni har landet jo været et "carte blanche".
Verdens største stat med en nærmest uanstændig mængde af naturressourcer, med alle mulighederne for at bevise liberalismens fortrinligheder, frihed, demokrati, velstand etc. etc.
Eller skal man spørge den anden vej:
Hvor er de reelle eksempler på at den liberalistiske verdensorden holder hvad den lover?
De få lande som stadig har det nogenlunde godt, er netop de lande hvor den forkætrede Keynianisme, med stram politisk kontrol over markedet, har stået stærkest.
Måske lige undtagen Luxembourg og Schweiz.
Hvor disse dværgstater har deres rigdom fra, det ved vi efterhånden ganske godt - på grund af ulovligt lækkede, fortrolige dokumenter...
»Kreml har sidestillet vestligt-sindede med homoseksuelle, dem der ikke respekterer den russisk-ortodokse kirke eller fornærmer traditionelle værdier.«
Putin´s Rusland er et konservativt og nationalistisk projekt. Det er et opgør med sædernes og moralens forfald og en genopvækkelse af russisk kultur, traditionelle russiske traditioner, familieværdier og kristne værdier, således som den russisk-ortodokse kirke fortolker og udmønter dem.
Putin´s Rusland´s konservative og og nationalistiske projekt har desværre i stigende grad udviklet sig i mere og mere autokratisk og semi-fascistisk retning, som iøvrigt forklarer Ruslands venskab med højreorienterede bevægelser som Front Nationale, Jobbik m.fl. De deler foragten over for det muitikulturalistiske, politisk-korrekte Europa, som de opfatter som moralsk depraveret.
Det er vel et gennemgående særkende ved ethvert samfund, som har forfulgt vestlige/europæiske vækstværdier, at der erfares et eksistentielt tomrum, et fravær af vision og social meningsfuldhed, når der opstår kriser. For der er jo ingen.
Og vist er Rusland trængt og intimideret af vestlige indtjenings- og magtinteresser, det er åbenlyst. Men dette gør naturligvis hverken Putin eller andre reaktionære kræfter i Rusland moralsk legitime eller demokratisk produktive.
Torben Selch, jeg kan ikke se at noget i Dmitry Orlovs udmærkede kronik matcher Maria Lipmans: Hvordan kan man opbygge en politik, en strategi, for et land, der ingen fremtid har? Lige nu kan Vesten ingenting gøre,« siger hun.
Til gengæld har jeg mange gange hørt vestligt "orienterede" russere sige, at Rusland ingen fremtid har - det er nærmest deres hovedbudskab.
Problemet er vel, at det russiske statsapparat, som stadigt er en kolos og sutteklud for det store flertal - der er mange kommunistnostalgikere - ikke har forstået og ikke vil forstå et liberalt økonomisk system. Efter sovjetstatens sammenbrud var der initiativer i den russiske befolkning, som pegede i liberal retning, men det fik det officielle Rusland hurtigt sat en stopper for - privat initiativ var og er no go. Det, det store flertal i Rusland aldrig har forstået, er, at det er ikke nok at sige, at man vil efterligne vesten, hvis man ikke har forstået vesten. Tag f. eks skattesystemet - betales der skat i Rusland? Betaler de rige skat? En første betingelse for at føre en liberal økonomi, er, at der er ikke noget, der hedder moder stat, hvis der ikke er penge i kassen, dernæst, at der er respekt om folk som klarer sig selv, også fra statens side. Og her har staten svigtet slemt. Hvorfor skal staten blande sig i, hvorvidt en butik må have juledekorationer i vinduerne? En meget stor del af problemet er en enorm, korrupt embedsmandsklasse, for hvem det hele er meget enkelt: Hvis en ansvarshavende politiker gennemføre at få afskediget disse snyltere, griber disse til våben og tøver ikke med at likvidere vedkommende politiker. Hvis en journalist drister sig til at omtale denne embedsmandsklasse som den er, korrupt, så bliver vedkommende journalist likvideret. På denne måde kommer Rusland aldrig ud af den korruptionens sump, som forkrøbler landet. I realiteten er landet regeret af ryggesløse personer uden moral, og alt dette skal den russisk-orthodokse kirke legitimere. Resultatet er demoralisering, men set med vestlige øjne gør dette Rusland mindre farligt. Imidlertid ville vi hellere have, at den russiske befolkning tog sig noget ordentligt til, så vi kunne have samhandel. Tingenes nuværende tilstand er kun til glæde for samfundssnylterne.
Bill Atkins
03. februar, 2015 - 20:30
Du har ret. Det er noget lodret sludder jeg kom med. Hendes medtagne udtalelser af Putin selv - og beskrivelser af hvordan Putin ser Rusland - er det jeg kæder sammen med den opfattelse Orlov har af sjælen i det Russiske folk.
Arrogante franskmænd, stilige svenskere, brovtende amerikanere, tyskere som vil have orden. Osv, osv. Har man boet i en række forskellige lande, som jeg har, ved man, at nationalkarakterer aldrig dækker helt, men at de dækker et ganske langt stykke af vejen.
Russerne har nu i snart hundrede år levet med en voldelig og repressiv statsmagt. Det sætter sine spor. Generation efter generation har oplevet, at stak man næsen frem, gik det galt. Meget galt. Statsmagten ønskede sig en befolkning, som var lydig - og tilsvarende fordummet. Små nicher af intelligentsia fik lov at overleve, skakspillere og matematikere eksempelvis. Men se på, hvad Rusland scorer af Nobel-priser? Og prøv engang at se, hvad der er blevet af den blomstrende førrevolutionære russiske kultur, de store digtere, forfatte og komponister. Man kan hive nogle ganske enkelte frem. Fra en af klodens største befolkninger. Det er ynkeligt.
I Rusland har dumheden vundet over klogskab og intelligens. Nøjagtig som det skete i Hitler-Tyskland, hvor det også var en forbryderbande, der overtog magten. Her regerede dumheden og mørket kun i 12 år. I Rusland har den varet otte gange så lang tid. Og nu har man fået en efterhånden enevældig statsleder, som har fået hele sin opdragelse og begrebsverden i selve råddenskabens kule: KGB. Vi ved alle, hvad den organisation og dens efterfølger står for. Og hvad kan man forvente, af en mand, med den baggrund? Lige præcis det, vi ser nu. Kunne man eksempelvis forstille sig en tysk forbundskansler med en fortid i Stasi? Det her er Ruslands kæmpestore problem. Selv om propagandaløgnene og den nationalistiske slåen på stortromme sikkert kan holde det nuværende regime ved magten en tid endnu. Men nok ikke så længe, som tilhængerne håber. Den russiske identitet? Lige nu: En propaganda løgn. Som den Hitler bildte tyskerne ind. Men en hel del elskede den, så længe den varede.
Rusland har aldrig været en nationalstat, men har altid været et imperium omfattende en række kolonier, man havde underlagt sig. Denne situation har medført et behov for en stærk, autoritær magt, der kunne holde sammen på kolonierne. Det har kunnet iagttages lige fra tzar´erne forud for 1917, i særlig grad under Sovjetunionens røde tzar´er og til Rusland´s stærke mand Putin.
Det siger sig selv, at den autoritære magt samlet under den stærke mand - tzar´en - hæmmer landets demokratiske processer og udvikling.
Nu er der vel ingen der ser den russiske stat i dag - skæmmet af apparatnikernes ran, korruption og kartellerdannelser - som en redningsplanke for det russiske folk. Fremtidens forandringskraft ligger i en bevæbning af det russiske folk og det er Putin tilsyneladende igang med.
Børge R.Jensen,
Kort og godt, mener jeg, sætter du denne kritik af den russiske nationalisme i det rette perspektiv. I den globaliserede verden, hvor ikke mindst overnationale instanser, herunder multiselskaber og finanskonger kan influerede det enkelte lands samfundsliv, slår alle lande/deres magthavere mere eller mindre på trommer som kan fremkalde nationale følelser og hermed fremme viljen, ikke mindst til økonomiske ofre og ret-ind-holdninger.
"Russerne har nu i snart hundrede år levet med en voldelig og repressiv statsmagt."
Hundrede år kan vel ikke gøre det.
"Nationalisme – Putins svar på Ruslands krise"
og DFs svar
og UKIPs svar
og AfDs svar
og FNs svar
og FPÖs svar
og Jobbiks svar
og SDs svar
og ...
og ...
og ...
@Thomas Holm:
Det er en fuldkommen forudsigelig, forventelig og naturlig modreaktion på globaliseringen, det være sig politisk (EU, AU og lign, Free Trade agreements, War on Terror osv) eller teknologisk (Internettet og alle dets velsignelser og forbandelser) - som er nødvendig, hvis mennesket skal få de aftaler på plads som får udlignet uligheden globalt og tøjlet klimaudviklingen.
Man kan så mene at det er alle de moralsk og intellektuelt underfrankerede, som styrer showet og er i gang med at ødelægge det hele og at vi er magtesløse overfor at DF- og LA-typer serverer en kulturmenu bestående af realityshows, udskilningsdyster og zombieserier og Homeland på Netflix.
Eller man kan mene, at det som sker i Mellemøsten, Nigeria og Ukraine med jævne mellemrum rammer stort set alle pletter på kloden, vi har bare været heldige at det ikke har ramt os i næsten et århundrede og at det handler om at kæmpe for hvad du har kært - og om ikke bare at se splinten i din broders øje, men bemærke bjælken i dit eget. For nu at bruge et par floskler.
Det er nok der, russerne er nu
Menneskets kodeks - hvis man tror at vi har et - er "Shit will happen as we move erraticly forward towards The Promised Land"
Det har jøderne en vis succes med at have indarbejdet i deres kulturfortælling, det burde vi andre lære lidt af