Læsetid: 3 min.

Det nødvendige kompromis om Grækenland

Eurogruppen er endnu ikke nået frem til en aftale om Grækenlands fremtid i euroen, men ifølge eksperter er parterne tvunget til at nå til enighed meget snart
16. februar 2015

Det står endnu ikke klart, hvordan et kompromis omkring Grækenlands fremtid kan se ud. Men de fleste er enige om, at landene i eurogruppen er nødt til hurtigt at finde en løsning – hvis ikke på eurogruppemødet i dag, så ved et nyt møde fredag. De økonomiske og geopolitiske konsekvenser vil være for uoverskuelige, hvis Grækenland må forlade euroen:

»Finanspolitisk, økonomisk, politisk og sikkerhedspolitisk er det klart i eurozonens interesse at slutte fred med Syriza og indgå et kompromis om en aftale, der kan give Grækenland en ærlig chance for at blive et ansvarligt, velfungerende og respekteret medlem af unionen,« vurderer Sony Kapoor, leder for tænketanken Re-Define: »Grækenlands skæbne bliver ikke afgjort af teknikaliteter, men som resultatet af ’det store spil’, der nu er begyndt. EU’s ministerråd og USA står for den politiske forankring, mens EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond (IMF), OECD og Den Europæiske Centralbank (ECB) er de økonomiske hovedaktører. NATO bidrager med det sikkerhedspolitiske, mens Rusland trods sit fravær uden tvivl vil spøge under forhandlingerne.«

Græsk optimisme

Lørdag og søndag var der støttedemonstrationer til fordel for regeringen i Athen overalt i EU, fra Rigabugten til Algarvekysten. Efter parterne ved sidste uges eurogruppemøde end ikke kunne blive enige om en fælles pressemeddelelse, er den græske finansminister, Yanis Varoufakis, optimistisk inden mødet i dag:

»Udviklingen i løbet af de seneste dage har givet mig en del håb om, at der trods uenighederne er appetit på begge sider for at finde et fælles grundlag mellem det gamle kriseprogram og en ny aftale mellem Europa og Grækenland, som vil sætte en stopper for denne selvforstærkende krise og skabe et tillidsforhold mellem os og vores partnere,« udtaler Varoufakis til avisen Kathimerini: »Vores standhaftighed på totalt logiske punkter vil i sidste ende føre til et gensidigt nyttigt sammenfald, også selv om det bliver i sidste øjeblik.«

En af de afgørende forudsætninger for, at den græske regering kan indgå en aftale, er, at der er bliver slækket på kravet om et budgetoverskud på 4,5 procent, som går til at betale renter på statsgælden. Uden lempeligere vilkår, som kan frigøre midler til offentlig velfærd og investeringer i erhvervsudvikling, kommer Grækenland aldrig på fode, mener finansministeren:

»For at overvinde krisen må vi handle samtidig på alle disse fronter.«

Socialdemokratisk problem

Eurogruppens leder, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, forsøger at afkøle grækernes forventninger:

»Grækerne har skyhøje ambitioner. Men mulighederne er som følge af den græske økonomis tilstand begrænsede,« siger Dijsselbloem og tilføjer, at der »kun er mulighed for forandring, hvis kriseprogrammet fortsætter«.

Striden handler især om den såkaldte trojkas rolle – hvor stor detailindflydelse på reformerne skal repræsentanter for EU, ECB og IMF fremover have, og hvad skal de kaldes?

I Tyskland står Angela Merkels CDU fast på stram styring af grækerne, mens en del socialdemokrater har fået betænkeligheder. Den tyske fagbevægelses paraplyorganisation, DGB, støtter de græske vælgeres krav om »et klart brud med den sparepolitik, der har kastet Grækenland ud i en dyb social og økonomisk krise«.

DGB ønsker »en effektiv finansforvaltning, en virkningsfuld bekæmpelse af korruption og funktionsdygtige arbejdsmarkedsinstitutioner. Både fagforenings- og arbejdstagerrettigheder skal genetableres fuldstændigt«.

Det stiller SPD i et svært dilemma, siger Albrecht von Lucke, redaktør ved tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale Politik, til Information:

»Det er et problem for de tyske socialdemokrater, at man på den ene side i regeringen er nødt til at lægge sig fast på Merkels linje i spørgsmålet om Grækenland, mens man uden for regeringen står med et ben i hver lejr i forhold til egne medlemmer og vælgere, der mener, at man i høj grad er nødt til at komme grækerne i møde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu