Læsetid: 4 min.

PKK er elefanten i rummet

Vestlige udenrigsministre fra Martin Lidegaard til John Kerry insisterer på, at deres nye kurdiske allierede i Syrien ikke er synonym med det terrorstemplede PKK. Men det holder ikke i praksis, vurderer eksperter
YPG-soldater i den kurdiske by Efrin lægger ikke skjul på deres begejstring for PKK-stifteren Abdullah Öcalan.

Abdalrhman Ismail

19. februar 2015

Bare ét spørgsmål til.« Journalisterne var ved at have fået, hvad de var kommet efter, da det amerikanske udenrigsministeriums daglige pressebriefing pludselig udviklede sig til et sandt mundhuggeri.

»Jeg ved, at udenrigsminister John Kerry har sagt, at PYD, det politiske parti i Kobane og andre kurdiske byer i Syrien, er en forgrening af PKK, der betegnes som ...«

»Det har han ikke sagt,« afbrød udenrigsministeriets talsperson, Marie Harf, inden journalisten kunne nå at gøre sin sætning færdig.

»Jo, han har.«

»Nej, det har han ikke.«

Årsagen til optrinnet, der fortsatte i adskillige minutter, var et udenrigspolitisk kursskifte, som udenrigsminister John Kerry havde annonceret den dag i slutningen af oktober. USA ville nu nedkaste våben og ammunition til de kurdiske krigere, der forsvarede byen Kobane mod Islamisk Stat.

I sig selv ikke så opsigtsvækkende, hvis ikke det var, fordi kurdernes Demokratiske Unions Parti og dets militære gren, Folkets Forsvarsenheder (YPG), er relateret til Kurdistans Arbejderparti (PKK). En organisation, der gennem næsten tre årtier har ligget i blodig kamp med den tyrkiske stat, og som optræder på både USA’s og EU’s terrorlister.

Men »selv om de er en forgrening af de folk, vores venner, tyrkerne, er imod, kæmper de bravt mod Islamisk Stat (IS)«, havde Kerry forklaret. Nu blev hans talsperson af pressen afkrævet svar. For hvordan hang den amerikanske regerings politik logisk sammen? Og kunne det virkelig være lovligt at støtte en »forgrening« af en terrorstemplet organisation?

»Juridisk set er PYD en anden gruppe end PKK,« forsøgte Harf sig, da journalisten holdt fast i, at Kerry havde udtalt sig som beskrevet.

»Så I mener ikke, PYD er det samme som PKK?«

»De er ikke det samme under amerikansk lov, nej.«

Først retssager, så støtte

Den amerikanske talspersons forklaringsproblemer er symptomatiske for den internationale koalitions komplicerede forhold til de syriske kurdere, som på den ene side er en vigtig allieret i kampen mod IS, men på den anden side betragtes som terrorister af den ligeledes vigtige allierede Tyrkiet. Og de er et eksempel på, hvordan den syriske borgerkrig og især IS’ indtog på Mellemøst-kortet har skubbet grænserne for, hvem Vesten vil samarbejde med.

PYD er et venstreorienteret parti baseret på PKK-stifter Abdullah Öcalans ideologi og blev grundlagt i 2003 – mindre end et år efter at EU havde terrorlistet PKK. Dets ledere blev i mange år forfulgt af det syriske regime, og nogle, heriblandt partiets formand Salih Muslim, flygtede ifølge en rapport fra International Crisis Group til PKK-lejre i Irak. I forvirringen og anarkiet omkring den syriske borgerkrigs udbrud vendte de i 2011 tilbage og overtog kontrollen med tre kurdiske provinser i det nordlige Syrien. Længe levede de i total isolation fra det internationale samfund, men siden efteråret har den amerikansk-ledede koalition støttet med både luftbombardementer og våbennedkastninger.

Som det amerikanske pressemøde illustrerer, er det en beslutning, der har fået spørgsmålene til at melde sig. Således også herhjemme, hvor staten de seneste år har ført flere retssager mod formodede PKK-støtter. Men regeringen har på det kraftigste afvist enhver antydning af hykleri:

»Vi må skelne ret skarpt mellem PYD og PKK,« forklarede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) eksempelvis i gårsdagens Information.

Ifølge den danske mellemøstekspert Daniella Kuzmanovic, lektor ved Københavns Universitet, er der dog ikke så stor forskel på de to kurdiske organisationer, som Vesten foregiver:

»PKK har trænet YPG-krigerne. De kæmper side om side. Og de har et ideologisk og interessemæssigt fællesskab. Så for mig at se kan man ikke skille de to organisationer fra hinanden.«

Selv fastholder PYD, at de er uafhængige af PKK. Men det er langtfra kun Tyrkiet og Kuzmanovic, der tvivler på det.

I en analyse udgivet af Centre d’études de relations internationales ved Sorbonne-universitetet i Paris skriver den franske ekspert i kurdiske forhold Olivier Grojean, at PYD ligesom det iranske PJAK og det irakiske PCDK, reelt er »integreret i PKK’s organisatoriske system«.

Han hæfter sig ved, at PYD og de øvrige PKK-søsterpartier er medlemmer af paraplyorganisationen KCK.

»Men KCK er en organisation med et parlament, som fører tilsyn med alle organisationer inden for PKK-bevægelsen, og dets præsident er ... Abdullah Öcalan selv,« skriver han med henvisning til PKK’s stifter. På den baggrund sætter han spørgsmålstegn ved PYD’s uafhængighed.

Olivier Grojean påpeger samtidig, at flere ledende personer i den påståede uafhængige organisation har en fortid i PKK.

»Kommandørerne, der leder PYD’s kurdiske guerillaer er tidligere ledere af ARGK (et gammelt navn for PKK’s væbnede arm HPG, red.),« skriver han.

Også den kendte amerikanske mellemøstforsker Michael Gunter, der i den seneste af sine 11 bøger om det kurdiske spørgsmål har analyseret de syriske kurdere, konkluderer, at PKK med stiftelsen af PYD i 2003 blot »genfødte sin syriske afdeling« under nyt navn.

Svært at indrømme

Men hvis der virkelig er en klar forbindelse mellem PYD og PKK, hvorfor foregiver Martin Lidegaard og andre vestlige politikere så noget andet?

Mellemøstforskeren Daniella Kuzmanovic har et bud:

»Det skyldes, at PKK fortsat står på USA’s og EU’s terrorlister. Det ville være et politisk problem at indrømme, at man samarbejder med nogle, der stadig er stemplet som terrorister.«

Og som John Kerry tilføjede, da han annoncerede støtten til PYD:

»Vi må holde øjnene stift rettet mod målstregen her. Det ville være uansvarligt og moralsk meget svært at vende ryggen til en gruppe, der kæmper så hårdt mod IS, som de gør i øjeblikket.«

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Martin Lidegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Falk Rangård

Om man kommer til at stå på en terrorliste er meget arbitrært og mere styret af politik end faktuelle handlinger.
Hvad med de samarbejdspartnere vi samarbejder med i øvrigt i Irak ?
Hvad med stats-terror ?
Vil man vinde en krig må man nogen gange samarbejde med djævlen selv, for eksempel Stalin under 2.verdenskrig.
Den danske frihedsbevægelse under samme krig blev af sin egen regering betragtet som terrorister som burde angives til besættelsesmagten.

Peter Ole Kvint, Rune Petersen, Leif Høybye og Grethe Blomberg anbefalede denne kommentar
Grethe Blomberg

ja det er noget være rod med de der terrorlister, stort set ubemærket, og uden de danske medier skrev om det, blev de 2 mest magtfulde partier i Irak PUK og PDK de såkaldte "gode kurdere" vestens darlinger først pillet af USA's terroliste for 2 måneder siden, hvordan kan det gå til at det slet ikke har nogen relevans for de danske medier og politikere når der snakkes terrorlister?

http://basnews.com/en/news/2014/12/13/us-congress-removes-kurdish-ruling...

Henrik H. Hansen, Peter Ole Kvint, uffe hellum og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

PKK guerillaer fra "moderpartiet" Kurdisk Arbejder Parti kæmper side om side med YPG i Syrien og Pesh Merga i Iraq mod Islamisk Stat. og de har-sikkert på grund af erfaring fra årtiers kamp mod en nådesløs men veludrustet Tyrkisk NATOhær- vist sig som de allermest effektive krigere (af begge køn).
Det er så vidt jeg ved længe siden de lavede de angreb som fik dem på terrorlisterne og der er en omend noget vaklende fredsproces mellem PKK og det Tyrkiske Regime i gang, vaklende måske mest på grund af nævnte regimes fortsatte undertrykkelse af Kurderne og dets slet skjulte støtte til Islamisk Stat.
Derfor mener jeg at Danmark burde arbejde for at få PKK slettet fra EUs terrorliste, og begynde at sende våbenhjælp til YPG.
Og overveje om vi skulle arbejde for en ekslusion fra NATO af Tyrkiet som bliver tiltagende Islamistisk og totalitært.

Rune Lund, Leif Høybye og Grethe Blomberg anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Lige nu er fjende no. 1 Islamisk Stat og så må mindre hensyn og gammelt nag vige, om ikke andet så for en stund. Elefanterne i rummet må bero på en misforståelse; de skal placeres i en porcelænsbutik før det bliver interessant.

Stephan Paul Schneeberger

Det kun være en en find ting hvad Information to sig tiden og brugt lidt tid på hvad der faktisk forgår i Nord-syrien og hvordan PKK hader udviklet sig væk fra Stalinismen.

Peter Ole Kvint

PKK (alias PYD) er nødt til at holde ISIS i live for selv at blive inde i varmen.
Dette er krig! Det glade vandvid for skatteborgernes penge.

Kære @Peter Ole Kvint,
det svarer til at mene, at Europas jøder i 1940'erne "var nødt til at holde Nazisternes masse-udryddelsesmaskine i live" for selv at "blive inde i varmen".
Jeg er ikke klar over hvilken planet du kommer fra, det jeg ved er, at du har skrevet den allermest foragtelige kommentar jeg længe har læst. Min dybeste despekt!

Hvorfor er PKK overhovedet på terrorlisten?

Er det ikke noget med at de kæmper for rettigheder til at undervise deres unger i deres eget sprog? Var det ikke noget med at vi lovede dem militær og humanitær støtte engang tilbage i halvfimserne så de kunne modstå Saddams regime, men så lod vi som om at det ikke betød så meget om de blev pløkket. Det var jo alligevel småting sammenlignet med de kuwaitiske spædbørn.

Var det ikke også noget med at vores forhenværende statsmedister sikrede sig tungen på NATOs vægtskål ved at sørge for at Danmark tog endegyldigt afstand fra Kurdisk kulturformidling?

Og er det ikke også noget med hve vi lige syns der skal have magten? Og hvaffor nogen heste skal man så lige sætte sine penge på? I de gode gamle firsere blev alt satset på Mujahadinerne. Vores allesammens Lars Uløkke lod sig fotografere med dem i klitterne med sandblæst colgatesmil. Det var jo fordi de bekæmpede Russerne på det tidspunkt. Og den gang var Russerne de onde. (ok, det er de vel stadigvæk, ifølge det statsautoiserede narrativ)

Men hvorfor er det lige at PKK er onde? Er det fordi de ligesom andre lande (herunder eksempelvis Ukraine) benytter militære midler til at modstå en undertrykkende overmagt, eller er det fordi de ligesom guerilla bevægelser i USAs underland tyer til Marxistiske paroler? Eller hvad?

Det er der aldrig kommet en klar analyse af. Og nu skal man så nærmest føle dig som terrorist hvis man sympatiserer med PKKs sag. Det har jeg det nu helt fint med.

Hvis alene min sympati for et folk der stædigt kæmper mod systematisk undertrykkelse gør mig fortjent til terror stemplet, så tager jeg imod det med kyshånd :)