Læsetid: 6 min.

’Smoggen trækker et filter ned over vores glæde’

Kinesiske kunstnere protesterer mod smoggen. Gennem værkerne vil de åbne deres landsmænds øjne for Kinas enorme luftforurening, og de håber, det vil være med til at øge det folkelige pres på regeringen
Affotografering af et af Wu Dis fotografi. Billedet viser en kvinde i en tilsyneladende lykkelig omstændighed, der bærer gasmaske for at beskytte sig mod den kinesiske smog.

Affotografering af et af Wu Dis fotografi. Billedet viser en kvinde i en tilsyneladende lykkelig omstændighed, der bærer gasmaske for at beskytte sig mod den kinesiske smog.

Martin Gøttske

14. februar 2015

Wu Di klapper mannequinen på skulderen. »Jeg har aldrig givet ham et navn. Det kan jeg måske ikke være bekendt, specielt efter alt det jeg har udsat ham for,« siger han med påtaget anger. En brun gasmaske dækker mannequinens ansigt. Dens hættetrøje og jeans har fuldstændig mistet farven, og tøjet er nu blot gråt tilsat et par sorte kulstænk. »Han er efterhånden i en forfærdelig forfatning, men sådan ser man ud, når man er blevet udsat for Beijings luft.«

Den navnløse dukke står som velkomstkomité uden for Wu Dis atelier i en støvet, beskidt og nedslidt nordøstlig forstad til Beijing. Det er herude, langs de hullede asfaltveje og mellem lastbilmekanikere og værksteder, at migrantarbejderne, der har søgt til hovedstaden for at arbejde på byggepladser, i restauranter og fabrikker, har råd til huslejen i de faldefærdige landsbyhuse, som nu er blevet opslugt af storbyen.

Inde i Wu Dis værksted er udsigten lige så uglamourøs som udenfor. Store fotografier på væggen portrætterer ellers lykkelige omstændigheder, men med en dyster drejning. En kvinde har iført sig sin bryllupskjole, men inde under det hvide slør har hun en gasmaske for ansigtet. En nøgen kvinde sidder i skrædderstilling og holder på sin højgravide mave, mens også hun trækker vejret gennem en gasmaske. En lille pige holder to hjerteformede balloner, hvorfra et luftrør – den samme slags, som en patient med emfysem ville bruge – fører hen til hendes næse. En anden pige har hundredvis af ansigtsmasker på, der sammen strækker sig ud fra hendes ansigt som en lang elefantsnabel.

»Fotografierne fokuserer på det, der ellers er synonymt med lykke – bryllup, graviditet, leg – men smoggen trækker et filter ned over alt og begrænser vores glæde,« forklarer Wu Di, mens han står og peger iført en sort trøje med tornebuske, der vokser ind og ud af et kranie.

»De sætter fokus på den virkelighed, vi kinesere lever i. Alle vores oplevelser finder sted i denne groteske luftforurening.«

Kunstneres ansvar

Wu Di er blandt en lille, men voksende gruppe af kinesiske kunstnere, som gennem deres værker sætter fokus på Kinas gevaldige forureningsproblemer og søger kreative metoder til både at kritisere og dokumentere forholdene og også højne befolkningens bevidsthed omkring helbredskonsekvenserne.

»Mit mål er at få folk til at åbne øjnene for problemerne,« siger Wu Di. »Der er ikke nok mennesker i Kina, som er klar over, at de bør beskytte sig selv, og samtidig håber jeg, at en øget opmærksomhed i befolkningen kan være med til at opbygge et folkeligt pres på regeringen for at tage hånd om problemerne.«

Gennem happenings og kunstværker har kinesere inden for det seneste år udtrykt deres frustration over den kvælende forurening. På en plads i den centralkinesiske by Xi’an trak universitetsstuderende plastik over hovedet og lod, som om de blev kvalt. I Beijing gav studerende statuer af berømte, historiske akademikere åndedrætsværn på. Ved Himlens Tempel, der også ligger i hovedstaden, lagde 25 aktivister sig ned på jorden iført masker i en bøn for ren luft. I byen Changsha samlede en gruppe sig til en symbolsk begravelse for Kina, som de sagde, er ved at dø af luftforurening. Og sidste år solgte en kunstner ved en auktion ren luft fra det landlige Frankrig i en glasbeholder for lige over 5.000 kr.

»Kunstnere har et ansvar for at sætte fokus på samfundets problemer, og det altoverskyggende problem i Kina i dag er forureningen,« mener Kong Ning, en tidligere advokat, der som kunstner forsøger at øge den fortsat utilstrækkelige bevidsthed om forureningens konsekvenser.

»Regeringen har været meget lukket om problemerne,« siger hun. Indtil for nylig var luftforureningen ikke et tema i Kina – ikke fordi den ikke eksisterede, men fordi befolkningen i stor grad blev holdt uvidende af det kinesiske styre. Helt frem til for to år siden insisterede regeringen gennem sine statsstyrede medier ofte på, at den tætte smog i Beijing og andre egne af det nordlige Kina blot var uskadelig tåge, og det er først for nylig, at myndighederne er begyndt at erkende forureningens reelle omfang. Specielt efter forureningen simpelthen blev for åbenlys – i Beijing er luftforureningen ofte så massiv, at den ligger mere end 20 gange over det niveau, som verdenssundhedsorganisationen WHO betegner som sundhedsskadelig, og i en ny undersøgelse siger Greenpeace, at luftforureningen nu dræber flere kinesere end tobaksrygning. Selv Beijings borgmester sagde for nylig, at forureningen gør Beijing »uegnet til menneskeliv«.

Retten til sundhed

»Hvordan skal man kunne beskytte sig selv mod noget, som man reelt ikke kender omfanget af?« spørger Kong Ning. Hun har blandt andet malet en serie oliemalerier af børn med masker på under titlen ’Smog Baby’. Sidste år på en specielt grå og smogfyldt dag tog hun nogle af malerierne med ind på Den Himmelske Freds Plads, Kinas ømtålelige politiske centrum, og lod sig fotografere af turister sammen med malerierne med det ikoniske portræt af formand Mao i baggrunden – indtil politiet smed hende væk.

»Jeg ville lave et statement. Forurening er også et politisk emne,« siger hun. »Mange kinesere tror ikke, de har nogen magt til at påvirke udviklingen. De tænker blot, at det er noget, som regeringen må tage sig af, men almindelige folk kan også være med til at opbygge et pres.«

»Retten til sundhed bør være vores vigtigste rettighed. Men mange ved i virkeligheden ikke, hvor meget forureningen truer deres helbred, og hvordan den påvirker børnene. Jeg er ikke videnskabsmand, og jeg kan ikke finde en løsning på forureningsproblemerne, men jeg kan gennem min kunst anspore folk til at beskytte sig selv,« siger Kong Ning i sit atelier i centrum af Beijing, en traditionel gårdhave, hvor et tykt træ borer sig igennem loftet i stuen. »Kunsten kan udtrykke den frygt, som kan chokere og få både indbyggere og regering til at handle.«

Ved en nylig happening blev Kong Ning gift med den blå himmel iført en 10 meter lang bryllupskjole lavet af ansigtsmasker. Hun har uploadet billeder af optrinnet på internettet – ligesom hun gjorde med billederne fra Den Himmelske Freds Plads – og det blev i begge tilfælde virale hit. Hendes kunstneriske fokus på forureningen ramte tydeligvis en rå nerve blandt frustrerede kinesere.

»Selv den lokale cykelsmed ved nu, hvem jeg er. Forleden råbte han af mig: ’Var det ikke dig, der blev gift med den blå himmel?’« fortæller Kong Ning.

»Mine værker udtrykker den frygt, jeg har. Og hvis det gør et indtryk på andre folk, så har jeg gjort en forskel.«

Atleter med masker

Også Wu Di spreder sine fotografier via sociale medier. Men flere traditionelle kinesiske medier bringer også hans værker. »Forureningen er langt fra et lige så politisk følsomt emne som tidligere,« siger han. »Det er et af de områder, hvor vi mere frit kan udtrykke vores holdninger.«

Wu Di blev selv opmærksom på luftforureningen før mange andre af sine landsmænd. Det var i 2008, da OL blev afholdt i Beijing. Flere udenlandske atleter tog åndedrætsmasker på som beskyttelse mod forureningen, da de ankom til Kina. Det gjorde i første omgang Wu Di både vred og fornærmet. »Er de ude på at ydmyge Kina?« tænkte han. »Dengang var jeg slet ikke opmærksom på omfanget af forureningen. Men de udenlandske atleter fik mig efterfølgende til at begynde at stille spørgsmål: Var forureningen virkelig så slem? Og jeg fandt ud af, at situationen var katastrofal.«

På det tidspunkt arbejdede Wu Di for en virksomhed, der solgte sikkerhedsudstyr. Han sagde sit job op og søgte måder at skabe opmærksomhed omkring forureningen. Og det blev gennem fotografiet.

På det sidste er han begyndt at tage billeder af stålværker, kulkraftværker og andre forurenende fabrikker i omegnen af hovedstaden, og midt i billederne placerer han et vejviserskilt, der angiver distancen til Beijings centrum. »Myndighederne lyver ofte om, hvor forureningen kommer fra. Ofte siger de tåbeligheder om, at madlavning er en afgørende forureningskilde, og det distraherer folk fra de virkelige problemer. Jeg vil understrege overfor folk, hvor forureningen i realiteten kommer fra,« forklarer han. »Forhåbentlig bliver mine billeder snart blot historisk dokumentation, der en dag vil vise, hvor slemt det engang var i Kina. Men der er lang tid til, at denne situation ændrer sig fra nutid til fortid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu